Billedet viser min patinerede studenterhue, der stadig i 1970 var en aldeles spartansk og prunkløs kasket, der med lidt god vilje kunne forveksles med noget, man havde vundet i en Tivoli-bod. Den var funktionel (næsten), grim (absolut), og først og fremmest: ens for alle. Jeg tog billedet i går, efter at jeg var kommet hjem fra en huepåsætnings-event på et gymnasium nord for København og havde brug for at blive mindet om en tid, hvor der stadig var en form for mening med galskaben.

Man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen

Men det blev der som bekendt ikke ved med at være. Huens rejse fra ydmyg hovedbeklædning til socialt prestigesymbol begyndte – og i dag har man en hovedbeklædning, der er blevet til en slags omvendt kongekrone. Ikke for dem med blåt blod, men for dem med guldbroderet navn, diamantformet stjernetegn og fri adgang til fars Mastercard. Der er ikke længere tale om en hue, men om en hundedyr identitetsmarkør, som siger: 'Jeg klarede gymnasiet – og huen kostede fem tusind'.

Godt nok kan man få en studenterhue til en tiendedel, men den er der ingen, der vil have, når man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen. Og det gør de fleste. Man kan vælge farver, der signalerer alt fra studieretning til temperament, man kan få korset på huen besat med Swarovski-sten, og man kan tilkøbe alverdens ekstraudstyr med social signalværdi: champagneglas og -holder, indbygget bluetooth og inden længe sikkert også en drone, der følger én hjem fra fredagsbaren, når man har fået, så huen passer. Men har man ikke råd og må nøjes med den billige model, bliver studenterhuen til en demonstrativ påpegning af, at der er forskel på folk.

Alle og enhver kan nu komme i gymnasiet, som på det nærmeste er blevet en automatisk forlængelse af folkeskolen. Det er ikke længere nogen krævende præstation at gennemføre forløbet; en studentereksamen kan alle få med en minimal indsats og uden at have læst en eneste bog. Studenterhuen er blevet et materialistisk mere end et intellektuelt statussymbol, og derfor giver den ikke længere nogen mening.

Da jeg blev student, hærgede vulgærmarxismen overalt i den akademiske verden. Den forplantede sig ned igennem systemet til gymnasierne, og det var ikke comme il faut at gå rundt med sin studenterhue på, for alle mennesker var jo lige. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det er ikke, fordi jeg er blevet marxist i mellemtiden, men i dag synes jeg, det ville være en god idé at afskaffe den studenterhue, der nu ikke er andet end et prangende symbol, man køber sig til, bare fordi man kan.

I øvrigt synes jeg, nogen burde stifte en forening til genindførelse af skam i livet.