To gange om året vågner jeg op med en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. Det begynder allerede dagen før. En snigende uro, som ikke helt kan placeres. Måske er det bare en almindelig mandag, men i min kalender står der med isnende præcision: Tandlæge kl. 12.15. Og så ved jeg det. Som regel er der ikke noget galt, men jeg skal igennem en renselsesproces.
Et halvårligt tandeftersyn lyder som noget, kun mennesker med orden i regningerne og fryseren fuld af hjemmebagte surdejsboller tager alvorligt. Men jeg har erkendt, at det ikke nytter noget at forsøge at springe over. Dels fordi tandlægen bliver skuffet på en måde, som burde være forbeholdt familiemedlemmer, dels fordi tandsten er et frastødende ord, man ikke har lyst til at medvirke til udbredelsen af.
Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen
Men selve tandeftersynet – en tilsyneladende harmløs, teknisk set smertefri oplevelse – er en fysisk manifestation af socialt ubehag. For det første er der den absurde situation, hvor man ligger hjælpeløst tilbagelænet med kæberne på vid gab, mens tandlægen stirrer én ind i munden, som om ens tandkød var en sjælden seværdighed. Dertil kommer instrumenterne. Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen. 'Det her kommer til at sige lidt,' advarer tandlægen henkastet, før et apparat begynder at hvine som en jetmotor fanget i en dåse tun. 'Du må gerne sige til, hvis det bliver for meget,' tilføjer hun venligt – hvilket er umuligt, eftersom man ligner en havkat, der har opgivet ævred.Så er der den evige trussel om 'følsomme tandhalse.' Det lyder som noget, der hører hjemme i et tidligt digt af Klaus Ribjerg, men i praksis føles det som at få dryppet citronsaft direkte ned i sjælen. Smerten er kort, intens og ledsaget af en skyldfølelse, som kun voksne, der glemte at bruge tandtråd i går, kan forstå.
Midt i det hele forsøger tandlægen at føre en samtale. 'Hvor skal du så holde sommerferie?' spørger hun interesseret, mens hun bearbejder mit tandsæt med en skraber, der føles som et stemmejern. Jeg siger noget i retning af 'Hrrj schlaff uuhghkrr t’Ka’krrrnnnnnrrraaa!', som betyder 'Jeg skal såmænd bare et par uger til Kerteminde’, hvortil hun svarer: 'Nej, hvor sjovt! Vi var også på Kreta sidste år – børnene var vilde med det!' Efter cirka tyve minutters rumsterende skraben, rensen og poleren rejser jeg mig op. Jeg tørrer savl af kinderne og smiler med mine nyvaskede tænder – 'Det ser rigtig fint ud,' siger tandlægen, 'men husk tandtråden.'
Jeg går ud i solen, lidt svimmel, lidt fattigere, men officielt lutret og uden huller. I det mindste denne gang. Der er trods alt kun seks måneder til næste seance i den sterile skærsild.
Det er egentlig utroligt, at vi frivilligt kommer der igen og igen, taget i betragtning, hvor ubehageligt det er. Jeg vænner mig aldrig helt til at være hos tandlægen, men det er, som du antyder, et nødvendigt onde, hvis man ikke vil miste endnu et tandsæt til tandfeen.
Heldigvis forsøger min tandlæge ikke at konversere mig under seancen.
@Ellen: Min tandlæge taler i ét væk fra det øjeblik, jeg har anbragt mig i stolen, til jeg forlader klinikken. Men hun er sød og rasende dygtig, så jeg bærer over. Faktisk er det også lidt hyggeligt at komme hos hende, men det er og bliver en lettere absurd forestilling at være hos tandlægen.
Fremragende beskrivelse af den tilbagevendende renselse. Og så fik den mig til at glæde mig over to ting:
Jeg slipper med hver 8. måned, og tandlægen forholder sig næsten tavs.
Beskrivelsen er ikke overdrevet, nok snarere underdrevet. Denne kommentator hader tandlægebesøg grundet ubehag og økonomi. Kun masochister kan nyde det!!!
Nogle gange synes man at risikere livet, hvis ikke klinikassistenten/tandplejeren i den dentale tandem får sugeren til at få fat i mundens flydende vandige dele og man ved et uheld risikerer at få lungeødem. Hvis man er særlig heldig, kan det hænde, at man under den dentale pinsel hører en ambulanceudrykning udenfor….
Hertil kommer den – i forhold til nabolandene – helt urimelige timepris, som ingen dansk tandlæge endnu har kunnet give mig en fornuftig forklaring på. Tandpleje burde indgå i den almene gratis sundhedspleje, så alle – uanset placering på den social-økonomiske trappestige – har mulighed for at vedligeholde mundens sundhed.
@Eric: Du må være en lykkelig mand. Har du mon en tilsvarende aftale med frisøren om tavshed under seancen?
@Erik Hulegaard: Det er mig en gåde, hvordan jeg kunne glemme at dedikere et afsnit til den intraorale spytsluger, så tak for supplementet.
Vi er helt enige om, at gratis tandpleje burde være en selvfølge i et velfærds- og lighedssamfund som Danmark på linje med lægehjælp. Intet er mere deklasserende end et forsømt tandsæt.