Er klassikere nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller
det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen 'klassiker' til evig tid?
For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, indførte jeg for et par årtier siden på min første blog den ugentlige rubrik Læsehippologisk Søndagsklub i samarbejde med en håndfuld lidelsesfæller blandt læserne. Det var en slags terapeutisk rundkreds, hvor vi i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt arbejdede os igennem udvalgte klassikere, som nogen engang havde udnævnt til at være mesterværker – eller i det mindste vigtige – af den ene eller anden grund.
Vi havde ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor – det sørgede vi helt og holdent selv for
Samtidig var der selvfølgelig lejlighed til at diskutere overvejelser, tanker og spørgsmål eller måske fortolkninger af bestemte passager, der trængte sig på under læsningen. Når bogen var læst, vurderede vi den efter en pointskala for at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst – nogle foreslog ligefrem en kulturarvsrelevansdebat og eventuel støbning af vores egen litterære kanon som kronen på værket. Vi havde med andre ord ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor. Det sørgede vi helt og holdent selv for.Den ikke særlig overraskende erfaring, vi gjorde, var at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Læsere synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at når jeg så bort fra de velkendte løsrevne aforismer, var jeg ikke nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg følte mig også lidt lettere.
Klassikerstatus opstår ikke i et vakuum. Den er resultatet af historiske, kulturelle og sociale processer. Bøger bliver læst, analyseret, undervist i og gentaget gennem generationer, indtil de opnår en slags kanonisk tyngde. Men smag ændrer sig, samfund ændrer sig, og det gør vores måde at læse på også. Det, der engang blev betragtet som universelt, kan vise sig at være dybt præget af sin tid. Derfor må det også være legitimt at være kritisk og ikke bare opfatte klassikerne som uantastelige monumenter.
Der er noget befriende ved at indrømme, at nogle klassikere måske er lidt kedelige. Ikke nødvendigvis dårlige, men når man pludselig får en uimodståelig trang til at rydde op i stedet for, scrolle på sin telefon eller stirre intenst ud i luften, er det på tide at stoppe. Det er sjældent noget godt tegn, når ens største læseoplevelse består i at tælle, hvor mange gange man kan læse den samme side uden at være helt sikker på at have forstået den.
At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag
Alligevel holder vi fast i idéen om klassikeren som noget ophøjet. Noget, man ikke anfægter. Men kan en bog virkelig være en klassiker til evig tid? Eller burde klassikerstatus være noget, der løbende genforhandles? Hvis en klassiker ikke længere taler til os, hvis den ikke vækker nysgerrighed, undren eller følelse, hvad er den så andet end en titel på en liste?Det betyder ikke, at klassikerne skal kasseres. Men måske skal man give sig selv lov til at læse dem med friske øjne og til at lægge dem fra sig uden dårlig samvittighed. God litteratur må vel være det, der faktisk gør indtryk, ikke det, der er blevet vedtaget som god litteratur.
Det rejser spørgmålet, om nogle klassikere først og fremmest er historisk vigtige snarere end egentlig gode. At deres værdi ligger i deres tidligere indflydelse mere end i deres læsbarhed? Hvis det er tilfældet, bliver læsningen en sur pligt eller kulturel lektie i stedet for en æstetisk oplevelse. Men der er en vis tryghed i klassikerbegrebet. Det skaber en fælles referenceramme, vi kan vende tilbage til. Klassikere fungerer som kulturelle pejlemærker og fortæller os, hvor vi kommer fra. Måske er problemet, at vi alt for sjældent spørger, om de også fortæller os noget om, hvor vi er nu.
At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag.
”Kulturarvsrelevansdebat” er en herlig betegnelse. Hvad er “god” litteratur — klassikere, spænding, fantasy, dansk, noget letlæst? Læser vi for underholdningens skyld eller for at blive klogere eller som ”tidsfordriv”.
I nutiden findes bog-/læseklubber, hvor især det smukke køn mødes regelmæssigt og udveksle tanker omkring nøje udvalgte ”klassiske værker”, oftest med en bibliotekar som smags-/kampdommer. Jeg tænker nogle gange under mine mange ophold på biblioteker (til videns optankning og bogafhentning/-aflevering), om disse forsamlinger mon kan befrugte nogle interessante tanker eller det fungerer som litterære varmestuer inkluderet færdigsyede majoritets meninger og halvkold kaffe.
Indlægget påpeger rigtigt: ” At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag”. Ej heller, at udvalgte klassikere kan være stærke kulturelle pejlemærker, der i øjeblikke hudfletter vores tanker om en selektiv fortid. Godt for nogle, tidsspilde for andre!
Måske venter der så meget AI-genereret litteratur i nu- og fremtiden, at belastede og belæste læseøjne vil sukke efter såkaldte ”anerkendte klassiske værker”, hvad enten det er Shakespeare eller Rifbjerg.
Og sidst, men bestemt ikke mindst, kan vi på vores bredde- og længdegrader glæder os over, at begrebet ”censur” kun synes at eksistere på diverse forlag, når der uophørligt foretages økonomiske estimater, der i øjeblikke ændres, når det viser sig, at noget langt senere bliver "godkendt som klassisk".
@Erik Hulegaard: Ja, læseklubber kan nemt ende som ekkokamre, hvor de samme fortolkninger cirkulerer, og hvor 'klassikere' behandles med en vis ærbødighed, der gør uenighed mindre sandsynlig. Men i heldige tilfælde kan de fungere som et forum, hvor læsningen bliver mere opmærksom. Eksperimentet med den læsehippologiske søndagsklub var både inspirende og underholdende, så længe den eksisterede.
Vi lever i en tid, hvor bøger falder som konfetti, og ikke alt lander med værdighed. Tanken om AI-genereret litteratur er interessant. Hvis produktionen bliver endnu større og mere ensartet, kan det måske styrke interessen for værker, der opleves som tydeligt menneskeskabte.
Det er sandt, at 'censur' i forlagsverdenen ofte er et spørgsmål om økonomi snarere end ideologi, og noget afvises af kommercielle grunde, ikke nødvendigvis fordi det mangler kvalitet.
Så måske er læseklubberne ikke så meget varmestuer som små laboratorier. Nogle eksperimenter mislykkes. Andre bobler. Og indimellem sker der noget, som hverken forlag, algoritmer eller kaffekander helt kan kontrollere.
Du sætter så glimrende ord på det, jeg ofte har følt, men ikke tænkt nøjere over (endsige artikuleret).
Som ung samlede jeg på klassikere, netop fordi de var udråbt til klassikere, og i min naivitet troede jeg vel, at det var en smutvej til dannelse. Det kneb dog som regel med begejstringen, når de skulle læses. Mange værker har sikkert været væsentlige i deres samtid, men er dræbende kedsommelige og uvedkommende i vores nutid. Som et af mange eksempler kan nævnes Dantes ("guddommelige") Komedie. Det er kun blevet til tilløbslæsning.
Da jeg mange år senere skulle flytte, og pladshensyn dikterede oprydning, gik det hårdest ud over de kanoniserede mesterværker, som sejrede i disciplinen "kedsommelighed".
Det var dog skønt, at du så åbenlyst har gjort op med de gamle klassikere - som jeg for stort set alles vedkommende aldrig har kunnet komme igennem. Og tro mig, jeg har prøvet flere gange. Fx er jeg startet på Ringenes Herre ikke mindre end tre gange, men med ingen af dem nåede jeg mere end omkring 50 sider ind. Det samme med Hobitten. Jeg •kan• bare ikke læse Tolkien. Andre gik det lige sådan med, mens jeg stadig følte mig mere eller mindre forpligtet til at læse dem, "for man er vel et dannet menneske".
Det er jeg så åbenbart ikke og har for mange år siden erkendt, at jeg ikke behøver at stå til ansvar for nogen vedrørende hvilke bøger jeg læser, lige som jeg ikke behøver at blive dikteret af konventionerne om hvilke jeg burde læse.
Verden forandrer sig; således også litteraturens indflydelse på eller betydning for Homo sapiens.
@Eric: Nogle værker har uden tvivl haft deres historiske berettigelse, men det gør dem ikke automatisk til gode læseoplevelser i 2026.
Din flytteudrensning lyder bekendt. Min reol blev decimeret på samme måde, da jeg/vi flyttede til et mindre hus.
Måske er den virkelige dannelse ikke at læse det, man 'bør', men at opdage hvad der faktisk taler til én og have modet til at springe over, selv om det står med guldbogstaver i litteraturhistorien.
Tak for bidraget – langt mere opløftende end endnu et halvhjertet tilløb til Dantes kedsommelige Komedie :)
@Ellen: Det er næsten heroisk, så mange gange du har givet Tolkien en chance. En form for litterær intervaltræning :) Men de fleste af os kender nok fornemmelsen af, at der sidder et hemmeligt litteraturpoliti et sted og fører protokol over, hvem der er nået igennem hvad.
Hvis man skal slæbe sig igennem flere hundrede sider om vandringer, landskaber og detaljerede beskrivelser af vegetationen uden at det interesserer en, er det ikke en læseoplevelse, men selvpineri. Ud med pensumlisterne!