En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.
Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:
'Jeg har været gift én eller højst to gange.'Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.
Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'
Eller:
'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'
Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.
Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.
Denne (formodede) afsluttende vinter har budt på talrige baner af sne, som med større eller mindre effektivitet er blevet fjernet. Under denne proces – ofte i det tidlige morgenmørke - har glatføre flere gange udvirket faldulykker, hvis man ikke forsøgte at forebygge med grus/salt. Man kan slå sig og få nogle frakturer, hvis varighed kan variere; i sjældne tilfælde med livsvarige mén.
Jeg er personligt ret fascineret af netop dette aspekt af hele sagen; er det en gang, halvanden gang eller to gange, den unge partileder har taget kokain, og hvorfor kan han ikke svare præcist på det - det er jo ikke ligefrem det mest vanskelige spørgsmål.
Uanset hvad, må man konstatere at rammerne for acceptabel adfærd hos politikere er udvidet betragteligt, siden jeg var ung. Hvem husker ikke da den socialdemokratiske politiker og ret folkekære radiovært, Jimmi Star, mistede alt, fordi han glemte at betale for en ispind i et supermarked?
Det virker som en ret lille forseelse i dag.
Det var selvfølgelig Stahr med h :-)
@Erik Hulegaard: Heldigvis er vi nogle, der har formået at bane os vej gennem snemasserne uden at falde mere end én eller højst to gange :)
@Henriette: Ja, eksemplet med Jimmy Stahr sætter historien med Vanopslagh i perspektiv. Måske skyldes forskellen på reaktionen tidligere og nu ændrede normer, men nok også ændrede medier. Nu er der en langt større informationsstrøm og en hurtigere 'nyhedscyklus', som kan få alvorlige sager til at drukne i nye historier. Tidligere fik mindre forseelser stor opmærksomhed, fordi der var færre konkurrerende historier. Spørgsmålet er, om det i Vanopslaghs tilfælde mere er (u)troværdighed og håndtering af sagen, der er afgørende, end selve forseelsen. For vælgerne er det måske netop manglen på et klart svar, der fylder mest.
I det mindste er den unge mand på tærsklen af sandheden, selvom det ikke er den rene vare. Han kunne enten dyrke intervaltræning i kvantespring eller tage ved lære af Trump, hvor spørgsmålet altid er, hvilken løgn man skal vælge.
@Eric: Det er sjældent et kønt sted at opholde sig på tærsklen af sandheden. Måske er det mest interessante ikke, om forklaringen er den rene vare, men hvorfor det er så vanskeligt at give et klart svar. Al balladen viser vel, at troværdighed i dag ikke nødvendigvis tabes på selve handlingen, men på håndteringen bagefter.
Tankeboble: "Uhaja, hvad skal man dog svare, når man efter benhårdt pres bliver nødt til at konfrontere sig selv med sandheden om egen dårskab? Jeg prøver med et ikke helt konkret svar - det bruger man meget i politiske sammenhænge."
Ny tankeboble: "Det er da også pokkers, at nogen har lækket, at jeg har taget kokain. Øv, altså. Og så lige her i en vigtig valgkamp!"
Det var et tåbeligt svar, og jeg håber han er blevet klar over det. Han ved nok udmærket hvor mange gange det drejer sig om, og jeg gætter på, at det ikke kun er én 🙄
Men som du siger, er det mere håndteringen end selve handlingen, han folkedømmes på, og den slags virker en anelse skræmmende på mig.
@Ellen: Tak for supplementet :)