For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'
Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor
Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.
Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.
Lige på kornet, tak!
@Eric: Derfor ikke :)
Tak for at beskrive den mening, jeg selv har haft lige siden ordet blev 'moderne' at bruge i tide og især i utide.
Du har bare gjort det mange gange bedre, end jeg selv kunne have præsteret.
Da ordet dukkede op, var det for mit vedkommende genstand for en debat med flere, og det var tydeligt, at det var MF-modstandere der syntes det var rammende.
Jeg var meget uenig lige fra den første gang det blev brugt, og selv om jeg ikke stemmer på A, synes jeg MF har gjort det rigtig godt hele vejen igennem - og i øvrigt var hendes svar til HQ mere humoristisk, end jeg nok havde tiltænkt hende at være 😊
Nogle ord klæber som fodlænker til personer. De er tungtvejende, uanset hvor mange adresser der står på lønsedlens historik.
Som i de fleste af livets forhold kræves det, at der tænkes nyt, herunder bruges det danske sprogs mange muligheder, især når man lever af det.
@Ellen: Man behøver selvfølgelig ikke være enig i alt for at kunne anerkende, når noget er håndteret solidt, og som du ved, er vi helt på linje. Netop den balance drukner alt for ofte i fordomme og meningsløse beskyldninger, som Mette Frederiksen om nogen har været udsat for. Heldigvis er hun utrolig robust og er tydeligvis ikke uden humor.
@Erik Hulegaard: Ja, ord er allemandseje, og det står enhver frit for at jonglere med dem, som man lyster. Min pointe er bare, at lever man af det og betragtes som en autoritet, har man et særligt ansvar for ikke at misbruge dem – især dem, der hænger ved som tyggegummi under skoen, uanset hvor mange gange man forsøger at skrabe dem af.