Som nævnt så ofte før inkluderer min omfattende ignorance blandt andet billedkunst, som man ikke kan se, hvad forestiller. Måske er det derfor, jeg altid har været begejstret for Jack Vettriano, hvis værker kunstkritikere har kaldt følelsesmæssigt banale og teknisk kedelige, populistiske og uden kunstnerisk værdi, for man er aldrig i tvivl om, hvad motivet er på Vettrianos billeder.

Han døde den 1. marts, og når jeg først opdagede det midt på måneden, er det nok, fordi det ikke har interesseret avisernes anmeldere tilstrækkeligt til, at de har fundet det værd at beskæftige sig med. Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over en nekrolog i New York Times, som hovedsagelig handler om Vettrianos mest berømte maleri The Singing Butler – det eneste billede, der for alvor opnåede international anerkendelse og blev solgt for et svimlende beløb.

Mit yndlingsbillede af Vettriano er Lazy Hazy Days, som ses herover: en mand i hvid skjorte cykler med en kvinde i en lang, rød kjole og højhælede sko på stangen. Det har været baggrundsbillede på alle mine mobiltelefoner siden min første iPhone, og jeg bliver aldrig træt af det. Derfor fraviger jeg undtagelsesvis mit s/h-koncept her på bloggen.

Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvinde-undertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke

Baggrunden i maleriet er enkel og nedtonet, en lys himmel og et solbeskinnet landskab, som lader parret være i centrum. Den varme farvetone antyder, at det er en skøn sommerdag – en af de dage, hvor solen skinner mildt, og verden føles let.
Manden er iført en klassisk hvid skjorte med opsmøgede ærmer, højtaljede bukser og en panamahat, som giver et strejf af en svunden tid. Det løsnede slips signalerer både afslappethed og elegance, et typisk træk ved Vettrianos mænd. At han cykler, samtidig med at han har kvinden siddende foran sig, viser både en spontanitet og en vis beskyttende gestus – han styrer, men hendes tilstedeværelse gør øjeblikket til noget særligt. Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvindeundertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke.

Kvinden sidder ubekymret på cykelstangen i en lang rød, bølgende kjole, en stærk kontrast til mandens lyse skjorte. Den røde farve symboliserer passion, kærlighed og begær og understreger deres tætte bånd. Hun har højhælede sko på, som gør scenen mere drømmende end realistisk – det handler ikke om praktisk cykling, men om at give sig hen til øjeblikket.

Deres hoveder rører hinanden – maleriets mest intime detalje. De er fysisk tæt på hinanden, og selv uden at se deres ansigtsudtryk kan man fornemme ømheden og den tætte forbindelse; en kærlighed, der ikke er ny og usikker, men snarere tryg og harmonisk. Måske.

Maleriet kan ses som en fejring af kærlighedens ubekymrede og spontane sider. Der er en følelse af frihed – cyklen symboliserer bevægelse, eventyr og lethed, mens kvindens afslappede positur viser tillid og hengivenhed. Der er også en romantisk tidløshed i scenen, som giver beskueren en fornemmelse af nostalgi.

Vettrianos værker har ofte en underliggende fortælling. Er det et nyforelsket par, der oplever deres første sommer sammen, eller er de et veletableret par, der stadig har bevaret gnisten og legen?

Lazy Hazy Days indfanger en flygtig, men uforglemmelig følelse – et af de øjeblikke i livet, hvor alting føles perfekt, og hvor kærligheden er det eneste, der betyder noget. Så fik jeg demonstreret for første og sidste gang, hvorfor jeg aldrig bliver kunstkritiker. Men min begejstring for Jack Vettriano er usvækket. Han var autodidakt og døde efter et langt, produktivt liv i en alder af 73 som kunstens grimme – eller måske snarere lidt for pæne og perfekte – ælling og fik aldrig rigtig en fod indenfor i kunstverdenen, der betragtede hans værk som det visuelle modstykke til at spille en plade med Frank Sinatra i Operaen – ikke som en moderne og mindre depressiv Edward Hopper. Til gengæld blev hans værker massetrykt på krus, plakater og musemåtter. Måske var det netop problemet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

LÆST:
J.D. Salinger: Fanny & Zooey
Roman, 1961
New York, 1950’erne. Engang brillerede alle syv børn i familien Glass i radioen med deres vid og fremmelighed, men den tid er forbi. Familiens to yngste, Franny og Zooey, står på tærsklen til voksenlivet i den todelte roman, der foregår næsten udelukkende over et enkelt restaurantbesøg i en collegeby og nogle timer af en ualmindelig hverdag i en lejlighed på Manhattan.

Poul Madsen: Kongen fra Esbjerg
Politisk thriller, 2025
Efter en hård valgkamp bliver Bjørn Svendsen formand for Arbejderpartiet. Det var aldrig lykkes uden hans tro støtter: hustruen Caroline og barndomsvennen fra Esbjerg, Carsten West, som nu er chefredaktør på tabloidavisen Expressen og overbevist om, at han har føling med alt, hvad der rører sig på den politiske slagmark. Lige indtil der dukker meget belastende fotos af Bjørn op, taget til et halbal i Esbjerg for mange år siden.

Peter May: Sorthuset (The Blackhouse)
Kriminalroman, 2009
Politimanden Fin Macleod bliver sendt til Isle of Lewis for at hjælpe med en mordsag, der minder om en tidligere forbrydelse. Rejsen bringer ham tilbage til sin fødeø og konfronterer ham med hans mørke fortid. Mens han forsøger at opklare mordet, bliver han draget ind i øens barske miljø og særegne skikke. Det tvinger ham til at genopleve traumatiske begivenheder, der næsten ødelagde hans liv.

Jonathan Coe: Flipperklubben (The Rotters' Club)
Roman, 2001
Skildrer ungdom, venskab og politiske omvæltninger i 1970’ernes England. Fortællingen følger en gruppe gymnasieelever i Birmingham, hvor hovedpersonen Benjamin Trotter og hans venner navigerer gennem teenageårenes forviklinger, forelskelser og drømme om en fremtid som kunstnere, musikere eller forfattere.

SET:
Mississippi Burning
Amerikansk thriller, 1988
I 1964 bliver tre borgerretsaktivister i en lille sydstatsby dræbt, men det er ikke nemt for FBI-agenterne Anderson og Ward at trænge til bunds i sagen, som Ku Klux Klan er indblandet i – de sorte tør ikke, de hvide vil ikke. Baseret på virkelige hændelser.
Medvirkende: Gene Hackman, Willem Dafoe, Frances McDormand m.fl.
Instruktion: Alan Parker.

Fair Game
Amerikansk autentisk drama, 2010
I 2002 sendes CIA-agenten Valerie Plames mand, diplomaten Joe Wilson, til Niger for at undersøge, om landet sælger beriget uranium til Irak. Joe konkluderer, at det ikke er tilfældet. Da George W. Bush alligevel vælger at invadere Irak, skriver Joe i en avisartikel, at det er på et falsk grundlag. Det bliver begyndelsen på et mareridt for ægteparret. For at straffe Joe er der nemlig nogen i Bushs regering, der lækker til pressen, at hans kone er spion.
Medvirkende: Naomi Watts, Sean Penn, Sam Shepard m.fl.
Instruktion: Doug Liman.

Immigrantmuseet, Farum
Indvandringens historie

M/S Museet for Søfart, Helsingør
Særudstillinger:
Østersøens gåder – Ekko fra dybet
Pristine Seas – Bringer havet tilbage

HØRT:
Nulstillet
Podcastserie, 3 episoder – dr.dk
Med udgangspunkt i radiovært Jesper Deins hjerneblødning afsøger han sammen med Kristian Leth, hvad der sker, når livet forandrer sig fra det ene øjeblik til det andet.

I ØVRIGT:
The Marginalian: An Almanac of Birds:
Divinations for Uncertain Days

Nautilus: Your Cat Is Listening to You
– Felines may be able to learn human words

Aeon: Adjust your disgust
– The future of food is nutritious and sustainable – if we can overcome our instinctual revulsion to insects and lab-grown meat

Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.

Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.

Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film

Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og møver sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.

Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.

Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.

Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?

Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.

Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!

Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.

Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon

Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.

Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.

Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.

Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.

Det er ikke alle film fra ens fortid, der tåler et gensyn, uanset hvor stort et indtryk de gjorde, da man så dem første gang. I mellemtiden er man blevet forvænt med helt andre tekniske muligheder, og man har umærkeligt vænnet sig til et hurtigere fortælletempo, der kan få selv klassikere til at virke bedagede. Mississippi Burning så jeg første gang i 1988, og jeg havde kun en svag erindring om indholdet, bortset fra en enkelt spektakulær scene. Men jeg kunne huske, at filmen havde gjort indtryk, og det gjorde den også, da jeg genså den i går aftes.

Mississippi Burning er en af de mest intense og rystende skildringer af racisme og retfærdighed, jeg nogensinde har set. Det er ikke blot er en thriller, men også en stærk politisk kommentar til en af USA's mørkeste perioder.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i 1964, hvor tre borgerrettighedsaktivister forsvandt i Mississippi og senere blev fundet, myrdet af Ku Klux Klan. FBI-agenterne Anderson og Ward sendes til byen for at efterforske sagen, men mødes af fjendtlighed fra både lokalbefolkningen og myndighederne. Mens Ward insisterer på at følge lovens bogstav, anvender Anderson mere utraditionelle metoder for at få sandheden frem. Efterforskningen afslører et dybt forankret racistisk system, hvor Ku Klux Klan-medlemmer har magten, og frygten styrer lokalsamfundet. Filmen kulminerer i en række konfrontationer, hvor FBI til sidst får gennembrud i sagen, men ikke uden store omkostninger.

Det er især Hackmans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge

Det, der for alvor gør Mississippi Burning uforglemmelig som film, er ikke bare dens billedsprog, men også lydsiden. Instruktøren Alan Parkers visuelle stil med dunkle sydstatslandskaber og brændende kors skaber en konstant følelse af frygt og klaustrofobi, og Trevor Jones' ildevarslende musik forstærker spændingen, mens klipningen holder et tempo, der gør, at man aldrig får et øjebliks ro. Filmen er brutal, rørende og uhyggelig relevant. Den tvinger publikum til at se den grusomme virkelighed af had og uretfærdighed, og selv om filmen har været kritiseret for sin dramatisering af virkelige begivenheder, kan man ikke fratage den dens overbevisende fortælling. Den brænder sig fast i hukommelsen og bliver siddende længe efter, at rulleteksterne slutter.

Mississippi Burning har dr.dk formentlig lagt ud i anledning af Gene Hackmans død i sidste måned under triste omstændigheder, og han leverer da også en enestående præstation i Mississippi Burning som FBI-agent Rupert Anderson – en rolle, der udnytter hele hans spændvidde som skuespiller. Hackman giver karakteren en uforlignelig autoritet, men det er især hans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge.

Anderson er en mand, der har set det hele, en tidligere sydstatssherif, der forstår spillet i en verden præget af korruption og racisme. Hackman tilfører ham en jordnær, pragmatisk tilgang til FBI's efterforskning, og hans tørre humor og evne til at manipulere lokale embedsmænd gør ham både underholdende og skræmmende effektiv. Men under det hårdføre ydre lurer en dyb indignation over den uretfærdighed, han bliver vidne til.

I scenerne over for Willem Dafoe som den regelrette agent er Hackman den, der sprænger konventionerne og skubber grænserne for, hvor langt retfærdighed kan strækkes. Hans konfrontationer med filmens skurke, især den racistiske sherif, som han truer med en næsten legende lethed, gør ham til en magnet på lærredet.

Hackman blev Oscar-nomineret for rollen, og det er ubegribeligt, at han ikke også fik statuetten. Men se filmen, inden det er for sent – den ligger på dr.dk til og med den 31. marts.

Den scene i filmen, som jeg tydeligt huskede fra første gang, jeg så Mississippi Burning, kunne jeg fryde mig over igen i går. Her konfronterer agent Anderson de lokale Ku Klux Klan-medlemmer på den mest håndgribelige måde. Det er en scene, ingen bør snyde sig selv for, specielt ikke de sidste to minutter, så her er chancen.

Blandt det utal af irriterende floskler, der burde forbydes ved lov, er den mest trælse 'alder er kun et tal', for det passer ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl, er alder et udtryk for, hvor længe man har levet og indirekte et estimat for, hvor lang tid man har igen, og når nogen påstår, at '70 er det nye 50', er det ikke en kendsgerning, men et udtryk for at man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Hvis man er fyldt 70, er det en eufemistisk undvigemanøvre at tale om at være ældre (end hvem?), for sandheden er, at så er man gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er hjælpeløs eller sinke, selv om mennesker statistisk set får flere skavanker med alderen. Nogle bliver måske demente, men det er trods alt stadig et mindretal, og man behøver i øvrigt ikke at være gammel for at blive dement.

Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko

Det er ikke let at være gammel. Eller rettere: det er ikke let at være blandt mennesker, der opfatter en som handicappet, fordi man er over 70. For så snart rynkerne bliver en smule dybere, og håret enten gråner eller har praktiseret det berømte forsvindingsnummer, begynder en sær kollektiv opfattelse at brede sig. Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko eller husker sin egen adresse.

'Hvor er det flot, at du stadig cykler!' siger folk med store øjne, eller: 'Hvor ER det fantastisk, at du stadig går til svømning!' sagt i et tonefald, der antyder forbavselsen over, at man ikke sidder på en bænk og venter på rustvognen. Det er, som om enhver 70-årig, der foretager sig noget mere fysisk krævende end at samle en ske op fra gulvet, fortjener at blive båret gennem byen i guldstol. Personligt hverken cykler jeg eller går til svømning, men det er, fordi jeg har andre prioriteter.

Samtidig er der en tendens til at tale til gamle mennesker, som om de ikke er ved deres fulde fem: 'Kan du huske, hvad det var for en mobiltelefon, du bestilte hos os?' spørger telefonsælgeren langsomt og med en overbærenhed, som om man er tre år og lige har lært at sige 'vovhund'. Ræsonnementet er formentlig, at man nemt kunne have glemt det med telefonen, for det var jo i går, og enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957.

Enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957

Omvendt er der også gamle mennesker, der gør sig ældre og mere svagelige, end de er, fordi det kan være en fordel, når der er noget, de ikke gider. 'Åh nej, den slags kan jeg ikke mere – husk på, hvor gammel jeg er,' siger de, når nogen byder dem op til dans ved barnebarnets konfirmationsfest. Eller: ‘Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med den flytning – i min alder har man jo ikke så mange kræfter mere,' påstår de, mens de svinger en tyve kilo tung kuffert op på en bagagehylde uden at blinke. Men hvis nogen skulle antyde, at de er for gamle til at tage med på ferie, eller de burde holde lidt igen med whiskysjusserne, får piben straks en anden lyd: 'For gammel? Mig? Ej, nu må du liiige ...'

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Måske en tilvalgsordning, hvor gamle mennesker selv kan vælge, om de vil behandles som ansvarlige voksne eller som eksotiske dyr, der skal beskyttes, roses og klappes ad i det uendelige. Alternativt kunne man indføre et pointsystem, hvor 80-årige får et stempel i et hæfte for hver gang, de kan huske deres egen adresse, og når de så har nok, kan de veksle det til en gratis kop kaffe og retten til at blive tiltalt i et normalt toneleje.

At blive gammel er ikke en præstation i sig selv, der aftvinger beundring, men det er heller ikke en tragedie. Og hvis andre ville skære lidt ned på den overstadige ros og den tankeløse, nedladende behandling, kunne vi måske få lov til bare at være en slags mennesker – normale mennesker – også når vi er fyldt 70. Det kunne være cool, som de unge på fyrre siger.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'tilbage i 1951', men bare 'i 1951'.

Forlaget Gyldendal har opfordret Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen til at skrive en krimi. Det er blevet til den politiske thriller Kongen fra Esbjerg, som nu er udkommet, og efter at have læst anmeldelserne må man konstatere, at anmelderes veje er uransagelige.

Overskriften på anmeldelsen i Poul Madsens egen gamle avis Ekstra Bladet var 'Debil debut: Madsens mageløse makværk', mens Politiken skrev 'Poul Madsen imponerer med hæmningsløst underholdende debutroman'. Men hvordan kan den samme bog med de samme ord, skrevet af den samme forfatter være både en litterær katastrofe og et festfyrværkeri? Er det anmelderen eller bogen, der gør udslaget? Eller er vi i virkeligheden vidne til parallelle virkeligheder, hvor det litterære landkort ser helt forskelligt ud, afhængigt af om anmelderen sidder på den ene eller den anden redaktion på Rådhuspladsen?

Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør

Nogle vil hævde, at det er en så tung akademisk og akkuratessekrævende opgave at skrive en anmeldelse, at det på det nærmeste må sidestilles med eksakt videnskab. Men det er ikke umiddelbart indlysende. Hvis fysikkens love fungerede på samme måde som en anmelders tastatur, ville tyngdeloven kun gælde om mandagen, og solen ville gå ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvis tastatur solen faldt på. Sandheden er nok snarere, at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog, tager en bid af den og siger: 'Uhm, denne litterære himmerigsmundfuld har en raffineret eftersmag af overbevisende psykologisk indsigt', mens en anden spytter den ud med alle tegn på væmmelse og udbryder spontant: 'Føj for en gang uspiselig hakkelse, ræk mig et stykke med Stryhns grovhakkede med mug på til at tage den grimme smag.'

I al stilfærdighed kunne man få en mistanke om, at det, der adskiller boganmeldere fra sportskommentatorer, er, at de ikke kan blive enige om målet. I fodbold ved alle, at det gælder om at få bolden i nettet. Når det drejer sig om bøger, vil nogle anmeldere mene, at målet er smukt sprog og eksistentiel dybde, mens andre foretrækker blod, biljagter og balfaldera. Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør, der skal få os til at tro, at hans eller hendes mening er den eneste rigtige. Eller også er anmeldere bare ganske almindelige mennesker med en deadline, moderat søvnunderskud og en usund fascination af adjektiver.

Samuel Johnson skulle engang have sagt, at 'nogle anmeldelser er så dårlige, at de får én til at ville læse bogen' – og det var lige, hvad der skete for mig. Min nysgerrighed drev mig til at gå i krig med Kongen fra Esbjerg, og jeg er lige blevet færdig. Det hører selvfølgelig ingen steder hjemme at kalde bogen et makværk, medmindre man er ansat på Ekstra Bladet og eventuelt har et regnskab at gøre op med den gamle chefredaktør, men ellers ligger min bedømmelse nok et sted midt imellem Ekstra Bladets og Politikens – nok tættest på sidstnævnte. Men jeg er heller ikke anmelder.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'vækste', hvis 'vokse' er dækkende.

Blogkollega capac har et par gange nævnt, at han hylder Umberto Ecos princip om altid af have nogle bøger stående i sine reoler, som man ikke nødvendigvis har læst, så man til hver en tid har noget at tage af, hvis man skulle komme i bekneb for læsestof eller have brug for at blive inspireret.

Her er jeg helt på linje, og da jeg forleden dag lod mit blik vandre frem og tilbage på hylderne for at finde guld, faldt jeg over en gulnet Penguin-udgave af Frederic Raphaels roman The Glittering Prizes. Hvis jeg har læst den, må det være rundt regnet 50 år siden, men under alle omstændigheder huskede jeg udmærket handlingen, som udspiller sig blandt en gruppe studerende i Cambridge i 1950'erne. Romanen, der er en klassiker inden for britisk efterkrigslitteratur, blev nemlig skrevet i 1976 sideløbende med BBC-serien af samme navn, som dansk tv viste under titlen Herrer vi ere ... (underforstået: i Aandernes Rige, med henvisning til Christian Winthers Studentervise fra 1820). Serien gjorde dengang stort indtryk på mig, så jeg fik lyst til at læse bogen – måske for anden gang – og med stor fornøjelse, skulle det vise sig.

En skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab

Romanens hovedperson er Adam Morris, en intelligent, jødisk student med skarpe meninger, en rap replik og en ambition, der er næsten lige så stor som hans skepsis over for den britiske overklasses selvtilfredshed. Han bliver hurtigt en del af en gruppe unge, håbefulde intellektuelle, som drikker for meget te, læser The Times og lader, som om de forstår alt fra Sartre til cricket, mens de venter på, at det rigtige liv skal begynde.

Det gør det så, men det kommer ikke til at gå, som de havde forestillet sig. Adam går ud i den store verden og opdager, at talent og intellekt sjældent er nok til at sikre succes uden et solidt netværk, held og vilje til at sluge sin stolthed. Han prøver kræfter med litteraturen, men ender som manuskriptforfatter i en underholdningsindustri, der foretrækker tomme floskler frem for dybsindige refleksioner. Undervejs må han forsøge at finde balancen mellem sine ambitioner og sin identitet som outsider i en britisk elite, der ikke altid ser med venlige øjne på dem, der som ham ikke er født ind i den rigtige familie.

Hans venner klarer sig med skiftende held. Et af de mest lysende talenter flyder rundt i livet og ender som alkoholiseret skolelærer, en anden som middelmådig politiker, og hende, der engang var skarp som en ragekniv, opdager, at det at være kvinde i en mandsdomineret verden er lige så frustrerende, som det lyder; kvinders ambitioner skal helst ikke række længere end til at blive gift med en passende mand.

Undervejs er der masser af bitre erkendelser, ironiske sammenstød og småborgerlige kompromiser, som Cambridge-studerende sværger, de aldrig vil indgå, lige indtil de gør det alligevel. Romanen er en skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab, men man må også æde den forstemmende morale, at livet for det meste handler om at nøjes med, hvad man kan få, og at det er de færreste forundt at opnå 'The Glittering Prizes' uden omkostninger.

I tv-udgaven af The Glittering Prizes blev hovedrollen som Adam Morris blændende spillet af Tom Conti, der ses til venstre på billedet øverst. Efter at have læst romanen fik jeg lyst til at gense serien, der bestod af 6 episoder, og tænkte, at den måtte findes på dvd. Det gjorde den også, men alle tilgængelige eksemplarer befandt sig i England. Med andre ord ville jeg skulle betale et importgebyr på 160 kroner til PostNord som tak for ingenting – et gebyr, der oversteg prisen for dvd'en, og det var jeg ikke umiddelbart indstillet på. I stedet fandt jeg episode 4 på YouTube, som desværre virkede skuffende antikveret, og det var rigeligt. Til gengæld blev jeg mindet om fordelene ved romaner frem for tv-serier.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå at tænke på, at vennerne i The Glittering Prizes må have gået på Cambridge næsten samtidig med, at Unge Morse terpede klassikere på Oxford. Men ellers er der mildest talt ingen lighedspunkter mellem de to historier.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige '... tænker jeg'. Det hedder '... tror jeg'.

Når kalenderen runder oktober, begynder forfaldet. Det har ikke den store betydning, hvis man er byboer, men har man slået sig ned på landet, er man ikke i tvivl. Træerne smider bladene, buskene bliver gennemsigtige, og landskabet afslører alt det, som sommeren var så venlig at skjule for os.

For bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret. Rustne harver, plove fra før årtusindskiftet og en faldefærdig, grå Massey Ferguson, der for længst burde have været overdraget til skrothandleren, materialiserer sig i landskabet. Gamle Opel Kadetter uden hjul står ikke længere i skjul bag urt og busk, og bunker af halvrådne træpaller og glemte brændestakke vidner om uafsluttede projekter fra forne tider.

Bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret

Sommeren var med andre ord en illusion. Den fik en rodebutik til at ligne en hyggelig, landlig idyl. Nu står det hele og skriger: 'Her bor vi, og ja, vi har muligvis en plov fra 1953 stående bag garagen, men den er go' at have - man kan aldrig vide ...'

Så er der blæsten, der ikke nøjes med at gå frisk over Limfjordens vande, men opererer over hele kongeriget. Vinden hyler i træerne, der nu kun består af grene, som ser ud, som om de rækker ud efter et kram eller i det mindste en smule medfølelse. Fuglene er rejst. De har set skriften på væggen og forladt os til fordel for varmere himmelstrøg, og selv er vi tvunget til at sidde indenfor og græmme os over udsigten. Tilbage er kun kragerne, der sidder derude på hegnspælene som dommere i deres gråsorte kapper og ser ud, som om de overvejer, om straffen skal lyde på livstid, eller menneskeheden skal slippe med en midlertidig vinterfodlænke.

Hvis eventyret om Den grimme ælling var foregået om vinteren, ville H.C. Andersen nok ikke have påstået, at 'Der var så dejligt ude på landet ...', men valgt et andet adverbium til at beskrive stemningen. Men nu ser det heldigvis ud til at hjælpe på det. I weekenden var det næsten lunt, solen tittede frem, og fuglene kvidrede om kap. Foråret ligger på spring, som de siger i England, og inden vi får set os om, er det sommer i Danmark med marker i gyldne nuancer, køerne tygger drøv, kåben kastes væk, og grønne hække skåner os for den deprimerende udsigt til altings forgængelighed. Selv den mest bedagede bondegård ser hyggelig og charmerende ud i solskin, når bilvragene igen er skjult bag frodige grene, og den gamle plov drukner i al grønheden.

Det er kun et par måneder endnu, at vi har brug for varm kakao og uldne sokker, og vi, der bor på landet, vil glemme alt om, hvordan vi kom igennem vinterens grimme og grumme kalamiteter, når foråret og sommeren gør det hele lidt mere lysegrønt og tilgiveligt.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'nysgerrig på ...', men 'nysgerrig efter at vide ...'.

En af de mange tv-serier, jeg ikke fik set, da de blev sendt, har jeg nu takket være DRs generøse genudsendelsesservice fået chancen for at føje til mit cv. Den opvakte læser vil allerede have gættet, at det drejer sig om Unge Morse, eller som den rettelig hedder på originalsproget: Endeavour.

Der er tale om en serie, der trodser alle moderne krimiregler ved at tage sig utrolig god tid, mens den diverterer med mord, mysterier og Morses evigt ulykkelige kærlighedsliv, som hans elskede grammofonplader må kompensere for. I en tid, hvor man er vant til at få mordgåder serveret i hold-på-hat-og-briller-tempo, vælger Endeavour en mere aristokratisk tilgang: her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring.

Morse er en mand af ubegribeligt høje standarder. Han er ikke bare en fremragende politimand, han er også et moralsk fyrtårn af en kaliber, der ville give Moder Teresa mindreværdskomplekser Der er aldrig en genvej, aldrig en smutvej, aldrig en anelse pragmatisme i Morses verden, kun den ubønhørlige søgen efter sandheden, uanset hvor ubelejlig eller akademisk udfordrende den måtte være. Hvis man tror, at han nogensinde har snydt i en krydsogtværs, må man tro om igen.

Her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring

Den unge Morses baggrund er heller ikke ligefrem realistisk. Han har studeret på universitetet i Oxford, men droppede ud på grund af et ulykkeligt kærlighedsforhold – dog ikke før han nåede at tilegne sig en altomfattende viden om latin, græsk, oldtidshistorie, litteratur og klassisk musik. Man må undre sig over, hvordan han har haft tid til at lære at opklare mord, når han tilsyneladende har brugt det meste af sit liv på at memorere Verdis samlede værker og diskutere Pindars lyrik.

Når Morse ikke er optaget af at dechifrere latinske citater eller forklare, hvorfor en særlig obskur operaarie er nøglen til mordmysteriet, er han travlt beskæftiget med at have et ulykkeligt kærlighedsliv. Især forholdet – eller mangel på samme – til Joan Thursday, hans chefs datter, er en tragikomisk affære. Man fornemmer kemien mellem dem, men alligevel formår Morse at brænde sig selv af gang på gang med sin underspillede, kejtede facon. Man ville ønske, at han bare én gang i sit liv tog chancen og inviterede Joan ud uden at ligne en mand, der lige har opdaget en ridse i sin nyindkøbte indspilning af Faurés Requiem, Opus 48 med Academy of St. Martin in the Fields under ledelse af Sir Neville Marriner.

Et mord bliver ikke opklaret på under halvanden time, og handlingen er så labyrintisk og fortænkt, at Sherlock Holmes ville have bedt om en Panodil. Når afsløringen endelig kommer, ærgrer man sig over, at man ikke fik taget de doktorgrader i arkitektur, teologi og astrofysik, som ville have sat en i stand til at regne ud, hvem skurken var.

Men bortset fra det, er Endeavour en af de mest charmerende og eksklusive krimiserier, der findes for anglofile nostalgikere som mig, der er vokset op i 60’erne, hvor handlingen foregår. For selv om tempoet er adstadigt og plottene til tider næsten uforståelige, formår serien at skabe en atmosfære, man ikke kan undgå at blive suget ind i. I sidste ende er det vel det, en god krimi skal kunne: få os til at glemme vores egne bekymringer for en stund og fordybe os i en verden, hvor mordgåder opklares med stil, intelligens og – nå ja, en velvalgt latinsk frase.

Genudsendelsesprojektet er nået til sæson 5, hvor den unge Morse desværre har fået overskæg. Så nu kan han vist godt glemme alt om at score hende Joan.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'jeg hører, hvad du siger', medmindre der bliver ytret tvivl om det.

Desværre er jeg offer for den nedarvede kønsbestemte optagethed af biler, der harmonerer så dårligt med det intellektuelle image, jeg til stadighed forsøger at tillægge mig. Som dreng slugte jeg alle testkørsler og anmeldelser af nye biler i FDM's medlemsblad Motor og lærte specifikationerne udenad. Kørekunst af Jørgen Ditlev Scheel var min bibel, og jeg kæmpede mig igennem den belgiske racerkører Paul Frères bog Kørselsteknik på landevej og bane, selv om den var proppet med kedelige tal og formler.

Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv

Men for at parafrasere Holberg: 'Ét er Motor at forstå, et andet bil at føre.' For eksempel ærgrede det mig, hver gang min far gearede ned midt i et sving i stedet for at skifte gear inden svinget. Han måtte jo nok kunne forstå, at når han skiftede gear, ændrede han pludselig det drejningsmoment, motoren overførte til hjulene. Jeg forklarede ham (han var ingeniør), at under et sving er der mere vægt på de yderste hjul og mindre på de inderste på grund af centrifugalkraften, og den balance blev jo forstyrret, hvis han skiftede gear midt i det hele med risiko for overstyring, så bagenden skred ud! Men han smilede altid bare overbærende og sagde, at en søndagstur i en Amazon ikke var det samme som at deltage i Le Mans. Og bagenden skred da heller aldrig ud.

Mange er af den opfattelse, at færdselsreglerne kun gælder, indtil man har fået kørekort. Herefter kan man begynde at freestyle. Nogle er stolte over at være den femte, der kører gennem et kryds, efter at det er blevet rødt. De kunne heller ikke drømme om at bruge blinklyset, for det rager ikke andre, hvor de skal hen. Der er dem, der lægger makeup, taler i telefon og hører radio, samtidig med at de optræder som mæglere i en borgerkrig mellem børnene på bagsædet. Der er også dem, der har udviklet en højt specialiseret koncentrationsevne, som kun gælder asfalten lige foran dem, så fodgængere og andre uvedkommende indslag i trafikken bliver fuldstændig usynlige for dem. Andre er så faste i troen på deres egen udødelighed, at de dobbeltparkerer midt på vejen uden at kunne se noget uhensigtsmæssigt i det.

De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale

Men ellers findes der grundlæggende to typer bilister i denne verden. Første kategori mener, at det at køre godt betyder aldrig at overskride fartgrænserne, altid holde en afstand på mindst to fodboldbaner til bilen foran og i øvrigt udvise en ro, som kan få en buddhistisk munk til at virke, som om han lider af ADHD. Det er folk, der viser af i god tid, også når de kører ud af en rundkørsel på en øde landevej klokken tre om natten. De er ikke populære på motorvejen, men til gengæld får de aldrig et klip i kortet. De kører konsekvent 49 km/t i en 50 km-zone og får svedige håndflader, hvis de ved en fejl rammer 52. De er ikke i bilens verden for at have det sjovt. De skal ikke risikere noget.

Den anden skole mener, at det drejer sig om at have føling med bilen. Det lyder som noget, man siger, når man prøver at overbevise den motorsagkyndige om, at man faktisk vidste, hvad man lavede, da man foretog en trepunktsvending, der mest mindede om en syvogtyvepunkts-vending. Man er ét med bilen! Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv. De vil påstå, at de besidder en sjette sans og befinder sig i en form for zenagtig balance mellem vejens beskaffenhed, motorens brummen og en intuitiv fornemmelse for fart og flow. De behøver ikke at kigge på speedometeret, for de ved, hvornår de kører 80 km/t, selv om det som regel er, når de faktisk kører lidt over 100. Hvis de var et dyr, ville de være en gepard med kørekort. De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale og derfor har valgt at køre rundt i en bil med sænket undervogn og brede alufælge.

Men hvad med mig selv? Til trods for min fars manglende vilje til at underkaste sig fysikkens love, var det ham, der lærte mig at køre bil, da jeg var 13 år gammel. Det foregik om søndagen i et øde og afsidesliggende industrikvarter på vestegnen, og undervisningen var sikkert ikke helt efter bogen, men jeg bestod da køreprøven, da jeg blev 18. Som alle andre kører jeg bedre end de fleste, men jeg har bemærket, at jeg er begyndt at skifte gear midt i svinget engang imellem. Det må være noget arveligt.

Hvis nogen skulle have brug for at få genopfrisket, hvordan man forholdsvis hurtigt når op til toppen af et bjerg i sin bil, er her lidt anskuelighedsundervisning.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'omkring', når 'om' er nok.

Marts i Danmark ligner på mange måder februar, men de to er også vokset op sammen. Først kommer solen snigende som en gammel kending og får en til at lade vinterfrakken blive hængende hjemme på knagen, men tre minutter efter sner det. Eller hagler. Eller begge dele samtidig.

Vinden i marts er ikke nogen helt almindelig vind. Det er en personligt fornærmende, sjælegennemtrængende kuling, der brøler en i øret, at hvis man havde troet, at det var forår, kan man godt tro om igen. Man forstår pludselig, hvorfor marts er opkaldt efter krigsguden Mars – det er en kamp at komme igennem den.

Fastelavnsbollerne gav fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer

Forårsblomsterne er forvirrede. De stikker forsigtigt deres hoveder op af jorden og ser sig omkring, hvorefter nogle straks trækker sig tilbage i sikkerhed, fordi de ikke vil drives (vinter)gæk med og risikere pludselig at blive begravet under et snefald.

Heldigvis er vi danskere hårdføre folk, der ikke lader sig kue af et lille fupnummer. Vi sætter os tappert ud i solen ved cafébordene på fortovet iført tyk jakke og hue, mens vi nipper til en kop skoldhed baristakaffe og overbeviser os selv om, at det 'faktisk er ret lunt i solen'. Fordi fastelavn i år har været lidt fodslæbende og ikke nået at slå til i februar, kan vi oven i købet nyde en fastelavnsbolle til kaffen, så vi kan overleve måneden på vaniljecreme, flødeskum, sukker, syltetøj og smør.

Men faktisk gav fastelavnsbollerne fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer, og avisernes smagsdommere kom på overarbejde. Ifølge Politiken kan den ringeste fastelavnsbolle købes hos Reinh van Hauen, der ellers tidligere har høstet den højeste anerkendelse på verdensudstillingerne i London, Wien, Paris og Rio de Janeiro. Skudsmålet lød sådan:

En tør tebolle. Virker, som om de bare har hældt de ting ind, de lige havde. Den gule bagercreme og koldcremen i gule klumper giver en dårlig oplevelse.

Til gengæld gav Berlingske Maison d'Angleterres fastelavnsboller topkarakter. De koster 345 kroner stykket, men så er de også med både bladguld og kaviar.

Tilbage på sporet: Marts er en drilsk måned, men den har sin charme. Den holder os på tæerne, tester vores optimisme og gør, at vi sætter endnu mere pris på de første ægte forårsdage, når de forhåbentlig kommer. Hvis vi kan overleve marts, kan vi overleve alt. Måske oven i købet aprilvejret, men den tid, den sorg/glæde.

Lav, men behagelig musik til marts