Billedet viser min patinerede studenterhue, der stadig i 1970 var en aldeles spartansk og prunkløs kasket, der med lidt god vilje kunne forveksles med noget, man havde vundet i en Tivoli-bod. Den var funktionel (næsten), grim (absolut), og først og fremmest: ens for alle. Jeg tog billedet i går, efter at jeg var kommet hjem fra en huepåsætnings-event på et gymnasium nord for København og havde brug for at blive mindet om en tid, hvor der stadig var en form for mening med galskaben.
Man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen
Men det blev der som bekendt ikke ved med at være. Huens rejse fra ydmyg hovedbeklædning til socialt prestigesymbol begyndte – og i dag har man en hovedbeklædning, der er blevet til en slags omvendt kongekrone. Ikke for dem med blåt blod, men for dem med guldbroderet navn, diamantformet stjernetegn og fri adgang til fars Mastercard. Der er ikke længere tale om en hue, men om en hundedyr identitetsmarkør, som siger: 'Jeg klarede gymnasiet – og huen kostede fem tusind'.Godt nok kan man få en studenterhue til en tiendedel, men den er der ingen, der vil have, når man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen. Og det gør de fleste. Man kan vælge farver, der signalerer alt fra studieretning til temperament, man kan få korset på huen besat med Swarovski-sten, og man kan tilkøbe alverdens ekstraudstyr med social signalværdi: champagneglas og -holder, indbygget bluetooth og inden længe sikkert også en drone, der følger én hjem fra fredagsbaren, når man har fået, så huen passer. Men har man ikke råd og må nøjes med den billige model, bliver studenterhuen til en demonstrativ påpegning af, at der er forskel på folk.
Alle og enhver kan nu komme i gymnasiet, som på det nærmeste er blevet en automatisk forlængelse af folkeskolen. Det er ikke længere nogen krævende præstation at gennemføre forløbet; en studentereksamen kan alle få med en minimal indsats og uden at have læst en eneste bog. Studenterhuen er blevet et materialistisk mere end et intellektuelt statussymbol, og derfor giver den ikke længere nogen mening.
Da jeg blev student, hærgede vulgærmarxismen overalt i den akademiske verden. Den forplantede sig ned igennem systemet til gymnasierne, og det var ikke comme il faut at gå rundt med sin studenterhue på, for alle mennesker var jo lige. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det er ikke, fordi jeg er blevet marxist i mellemtiden, men i dag synes jeg, det ville være en god idé at afskaffe den studenterhue, der nu ikke er andet end et prangende symbol, man køber sig til, bare fordi man kan.
I øvrigt synes jeg, nogen burde stifte en forening til genindførelse af skam i livet.
Sjovt nok kom jeg også til at tænke på gymnasiet og det med huen i går, hvor erindringen igen gled tilbage til ungdommens år. Og jeg måtte nærmest bide mig selv i læben, fordi jeg i mange år gik i den vildfarelse, at min årgang forsagede huen. Men et foto, jeg er kommet i besiddelse af, fra vores dimission på gymnasiet, kan jeg se, at jeg selv og et par stykker mere var hueløse, men flertallet bar symbolet. Som første student i min familie kunne jeg ikke forlige mig med at komme hjem til mine forældre med den på hovedet - og så var det også lidt et oprør mod det bestående. Det lå jo i tiden. Som du rigtignok er inde på, så er der gået inflation i huen (eller rettere: huerne) i dag, hvor studentereksamen næsten er mindre værd end en gammeldags realeksamen. Jeg mindes engang i halvfemserne, hvor der var lidt ballade, fordi nogle handelsskoleelever (ikke gymnasieelever) havde fået lavet deres egen 'studenterhue', bare fordi de kunne købe sig til en. Men det gik dog ikke...
Nu hvor huen er noget man kan købe, burde man måske erstatte den af en app på Iphonen. Så kunne man få den med AI og alt mulig andet tilbehør og måske endda spare far og mor for et par kroner...
I 2024 lavede A(rbejderbevægelsens) E(rhvervsråd) en interessant og tankevækkende undersøgelse, hvorfra delciteres: ”I 2023 var der lidt under 27.000 ufaglærte studenter. På ni år er der blevet knap 12.000 flere studenter under 30 år, der hverken var i gang med eller havde afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse fem år efter afgang fra gymnasiet. En fremskrivning anslår, at der kan være 37.000 ufaglærte studenter under 30 år i 2028. Uddannelsessnobberiets facit til eftertanke!”
Det ”huer” (undskyld) ikke enhver samfundsøkonom og andre med bare lidt begreb om nationaløkonomi, ja selv det berømte råderum kan blive udfordret med tiden. Ligeledes ”huer” det ikke blogejeren med en fortidig tung akademisk bagage at konstatere den (næsten) vidtåbne dør til gymnasiernes klasselokaler i nutiden, når sammenlignes med f.eks. ”marxismens tidsalder” i 1970´erne.
Men fælles for den gang og nutiden er – om ikke andet – den yderst bekymrende otologiske udfordring som chaufføren oplever bag rattet og/eller seletøjet på hestene, når de ”nybagte” studenter køres fra matrikel til matrikel, hvor forældre m.fl. har stresset husholdningskontoen m/u konkurrenceklausul.
Nu skal det jo ikke lyde for surt alt sammen, så derfor skal lyde et velment til lykke til familiens repræsentative Isabella!
@capac: Jeg havde min hue på den dag, vi kørte rundt til hjemmene, ellers ikke. Egentlig ikke fordi jeg tog afstand fra det, men simpelt hen fordi jeg ikke brød mig om opmærksomheden. De fleste gik rundt med den hele sommeren, som man gør nu, men opmærksomheden er nok begrænset, nu hvor alle mulige andre, der har afsluttet en uddannelse, får en hue, inklusive SUSU-assistenter og frisører. Det skal være dem vel undt, men det understreger bare meningsløsheden.
@Erik Hulegaard: Det er skræmmende tal, du lægger på bordet – tak for at levere faktuel ammunition til min slet skjulte utilfredshed med tingenes tilstand.
Tak, også for lykønskningen. Nu slipper også jeg endelig for at lave flere lektier …
Og bare vent, studenterkørslen kommer jeg til i morgen!
Dit indlæg fik mig til at søge på studenterhuens oprindelse, og på fx lex.dk/studenterhue får man en rimelig forklaring. Den kendte jeg ikke, da jeg blev student for 50 år siden - jeg fravalgte huen, fordi jeg syn(t)es, det var noget pjat, og så var den også temmelig dyr.
@Eric: Jeg kan godt lide traditioner og ritualer med en historie, men selvfølgelig er det noget pjat. Ikke mindst nu, hvor hele studenterbegrebet er blevet udhulet.
Desværre har jeg ingen erindring om, hvad en studenterhue kostede i 'mit' år, men ifølge Studieportalen var prisen i 1970 8-9 kr., og det kan umuligt passe. Studieportalen påstår desuden, at det svarer til 300 kr. i dag, og det er helt i skoven; Oldmoney omregner det til 81 kr. i 2025-penge.
Jeg tror dig selvfølgelig, når du siger, at huen også dengang var dyr.
Jeg er student fra 1972, og vi var kun fire i min klasse (ud af 17), der ville have en studenterhue. Vi tre piger og en enkelt af hankøn, som også havde 'bondeforældre'.
For ham og mig betød det meget at få den hue, fordi vi var de første studenter i vores familier, og de fleste i min syntes i øvrigt, at det var noget værre pjat, jeg lavede der, for hvad skulle jeg dog med en uddannelse? Pfftt - jeg skulle da bare se at finde mig en god (land)mand og ikke have så høje ambitioner!
Det skal dog siges, at mine egne forældre bakkede mig op hele vejen.
Som med alting bliver det udhulet og værdiforringet, når der er overflod, og det må der i sandhed siges at være af 'studenter'huer.
Jeg var ikke klar over, at disse nu også fås i blingbling-udgaver. Hrmpf.
Jeg har dog heller ikke haft studenter (hverken de originale eller nogle af de tilkomne) tæt på, siden Charlotte blev student i 1995, hvilket vist også var før verden gik af lave.
@Ellen: Det er rørende at læse, hvordan dine forældre bakkede dig op i en tid, hvor en studentereksamen bestemt ikke var en selvfølge – især ikke for piger med 'bondebaggrund'. Det er historier som din, der giver huen mening.