SKET I UGE 24

DIT OG DAT:

  • I København løb årets Distortion af stabelen – et samfundseksperiment, der går ud på at se, hvad der sker, hvis man fjerner regler, rindende vand og selvrespekt i 48 timer. Det eneste sted, hvor man kan danse på en skraldespand, drikke lunken dåseøl til 70 kr., forrette sin nødtørft i baggårde, miste sine sko og glemme, hvor man bor.
  • USA's præsident indsatte Nationalgarden mod vrede demonstranter i Los Angeles, selv om Californiens guvernør havde frabedt sig det; Trump lytter som en mand med ørepropper bestående af lige dele marshmallows og narcissisme, og i USA består magtens tredeling nu af protest, politi og præsidentens påfund.
  • Hvis prisen på en pakke cigaretter sættes op, vil staten ifølge Skatteministeriet miste 5 milliarder svarende til to storebæltsbroer, en halv Arne-pension – eller cirka fire pakker smør i Brugsen. Et privat konsulentfirma mener derimod, at tabet kun bliver 625 millioner – cirka det beløb, man mister, hvis man bor i Holte og taber sin pung.
  • Israelsk militær bordede nødhjælpsskibet Madleen på vej til Gaza med nødhjælp, aktivister og Greta Thunberg ombord. Hun accepterede modvilligt at blive sendt hjem med et klimabelastende fly, da hun ikke kunne få en FN-certificeret pedalbåd stillet til rådighed.
  • I en fem kvarter lang tv-udsendelse vandrede Prins Joachim Hærvejen tynd i selskab med forfatteren Steffen Jacobsen, der oplyste, at han kommer fra 'socialklasse røv og nøgler'. 'Det samme her,' tænkte Joachim, 'og jeg bliver stadig spist af med en apanage på 4 millioner.'
  • I Danmark fødes der historisk få børn af danske forældre – til gengæld er indvandringen på et historisk højt niveau. Statistikken siger, at etniske danskere kan være i mindretal om 70 år, og det mest populære drengenavn i 2094 bliver Jens-Mohammed.
  • Mandag deltog cirka 97.500 danskere i Royal Run. Det er første gang siden 1986, at så mange danskere har bevæget sig samtidig uden at være på vej til et udsalg. Kong Frederik løb med – det gør han hver gang, der er en chance for at melde afbud til et statsråd.
  • Antivaxxer Robert F. Kennedy Jr. fyrede alle 17 medlemmer af USA’s vaccinekomité. De nye medlemmer bliver så vidt vides en homøopat, en YouTube-kanin og en 5G-antennetekniker med stærke følelser for Big Pharma.
  • Regeringen vil erstatte 30.000 offentligt ansatte med kunstig intelligens. Det nye system vil få tildelt kortere kaffepauser og forventes at kunne ignorere klager, opkræve gæld fra folk, der aldrig har haft nogen og udstede bøder til sig selv.
  • Folkemødet på Bornholm blev afholdt for 14. gang. Formålet er at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere. Det betyder, at man på 10 minutter kan høre både en debat om forsvarsbudgettet og en saxofonsolo fra en vindmølleforkæmper med rastafarihår.
* * *
LÆST:
Stephen Fry: Fry's Ties – The Life and Times of a Tie Collection
2024
Alle Stephen Frys slips, hvad enten de er blomstrende, fluorescerende, med fodboldtema; stribede eller prikkede, vovede eller elegante, fortæller en historie om et øjeblik i Stephen Frys liv. 100 slips og 100 historier, stærkt underholdende.

Lone Kühlmann: Dronningens tid
Roman, 2024
Den nyuddannede journalist Hanne Dahl begynder på Radioavisen i januar 1972. Kong Frederik den niende ligger på sit yderste, og Danmark skal have en dronning – midt i ligestillingsdebatten: Skal kvinder tages alvorligt? Skal kvinder tage sig selv alvorligt? Hanne opdager, at hun må vælge sine kampe og sine allierede for at slå igennem, men journalistikken er også under forandring, og det kan ikke gå stærkt nok for Hanne og hendes kvindelige kolleger. Romanen er letlæst og underholdende, især hvis man har haft sin gang i Radiohuset, men den er i familie med ugebladsnovellen.
* * *
SET:
Løgnen
Dansk tv-serie, 2025, 6 afsnit – TV2 Play
Skrevet og skabt af Karina Dam
Serien balancerer mellem socialrealisme og et krimiplot, der hurtigt fænger. Troværdigt portræt af livet i hjemmeplejen og det moralske minefelt, medarbejderne bevæger sig i. Glimrende skuespil af Iben Hjejle og Tessa, overraskende slutning.

The Ex-Wife
Britisk thrillerserie, 2022, 4 afsnit – dr.dk
Tasha lever det gode liv. Hun har det perfekte hjem, en mand, der elsker hende, og en sød datter. Men der er problemer i Paradis. Tashas mands ekskone, Jen, vil ikke lade dem være i fred. Hun blander sig i parrets bryllupsdag. Og da Tasha bliver mindet om, at Jen har tætte bånd til hendes mands familie, beder hun ham droppe al kontakt med Jen. For fans af visuel elegance, uforudsigelige plot-twists og stærke kvindelige præstationer – måske mindre for seeren, der lægger vægt på originalitet.

Kvinden i bunkeren (Bunkerkvinnan)
Svensk dokumentar, 2024, 3 sfsnit – dr.dk
I 2015 blev den svenske escortpige Isabel Eriksson bedøvet, kidnappet og holdt fanget i seks døgn i en underjordisk bunker af en dybt forskruet læge. Gennem dokumentaren, hvor hun blandt andet kommer tilbage til en rekonstrueret udgave af bunkeren, følger man hendes bearbejdning af de traumatiske oplevelser. Rystende og gribende.

Andre folks penge
Dansk-tysk finanskrimi-tv-serie fra 2025, 2025, 8 sfsnit – dr.dk
Handler om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter huller i skattelovgivningen til at få fingre i mere end hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere. Historien er inspireret af virkelige begivenheder, ikke mindst den såkaldte udbyttesag, hvor både de danske og de tyske skattemyndigheder blev lænset for store beløb. Spændende, men man skal holde ørerne stive for at følge med.

* * *
I ØVRIGT:
Wallpaper: This David Lynch auction offers a rare glimpse into the late filmmaker's life
* * *

Kategori: ,,,,,. Bookmark permalink.

6 svar på SKET I UGE 24

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Denne kommentator har været til temmelig mange receptioner i sit liv. Blogejeren garanteret også. Derfor kendes situationen, når talerækken spækket med superlativer, pudsigheder og (indimellem) spydigheder er overstået og gæsterne bevæbnet med tallerken og bestik invaderer det ledsagende kulinariske og spirituelle supplement. Det kan være svært at vælge og endnu sværere at få plads på tallerken.

    Således også på den (ikke månedlige, men ugentlige) opdatering, der nøje udvalgt er tilsat verbal gemüse med smag af summariske betragtninger og (selv-)ironi, som kendetegner bloggen. Politik er uafviselig eksemplificeret og sport som sædvanlig fraværende (bortset fra Royal Run).

    Kennedy-familiens suverænt mest inkompetente repræsentant i flere slægtled emballeres i spændende perspektiver, de offentlige ansatte ligeså og naturligvis må ”ævleriet” i fysisk skikkelse af Folkemødet spiddes, medens Allinges indbyggerantal ganges med ca. 1000 i nogle dage.

    Tallerken er fyldt med godbidder. Man er mæt, medens de afledte tanker ledsager en på vej ud ad (receptions-)døren. - Tak for herlig opsummerende underholdning!

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Velbekomme – det er meget venligt at sammenligne den blandede landhandel af adspredelsessammendrag og platituder med en receptionsbuffet! Som nævnt tjener opremsningen først og fremmest som støtte for min egen hukommelse, og for fremtiden bliver det nok på ugebasis for overskuelighedens skyld. Jeg lover fortsat ikke at nævne sport, medmindre det er tvingende nødvendigt.

  3. Ellen skriver:

    Jeg elsker dine ugeresuméer - tak for dem og bliv endelig ved. Det er herligt at få sat tingene lidt i relief 😁
    Tak også for anmeldelserne. Jeg skal nok vare mig for at kalde dem anbefalinger ... men inspirerende er de. Faktisk har jeg lige downloadet Fry's Ties fra Audible. Ikke fordi jeg interesserer mig voldsomt meget for slips (det kunne jeg måske komme til), men fordi det er Stephen Fry, som jeg jo tidligere har udbredt mig om har en stor fan i mig.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Det glæder mig, at jeg har kunnet lokke dig til give dig i kast med Fry's Ties. Jeg har jo kun læst bogen og slet ikke tænkt på, at Stephen Fry måske selv kunne have indtalt den, så nu har du nok skaffet Audible en ny abonnent. Tak for idéen!

  5. Ellen skriver:

    Fry har et ret omfattende forfatterskab, og jeg tror han selv indtaler alle sine bøger. Jeg har flere, både skrevet og indtalt af ham selv.
    Han har også nogle sprog-podcasts, som man har gratis adgang til, hvis man abonnerer på Audible. Jeg betaler for et år ad gangen, hvilket gør det lidt billigere. Man får så 12 'Credits', som hver giver adgang til erhvervelse af en bog efter eget ønske (og man må naturligvis derudover købe alle dem man vil, men de er så oftest lidt dyrere). Der er dog også en del bøger, som er gratis - plus masser af mere eller mindre interessante podcasts.
    Fordi man ejer bøgerne og ikke låner dem, som vi kender fra Saxo, Mofibo o.l., kan man til gengæld give sit login til 'an unlimited number of devices', så du kan lade flere få glæde af dit abonnement.

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Tak, jeg arbejder videre på projektet!

Skriv en kommentar