Da jeg var i den værnepligtige alder, havde militærtjeneste på ingen måde den status, den har opnået sidenhen og ikke mindst nu, hvor trusler udefra giver anledning til visse betænkeligheder. Tværtimod gjaldt det for alt i verden om at slippe for at bruge et helt år på noget, de fleste anså for overflødigt, og det lykkedes for mange. Der er ikke en eneste i min omgangskreds af jævnaldrende mænd, der har sat sin fod på en kaserne.
Også jeg slap billigt. Jeg mødte op til sessionen med en erklæring fra min læge om, at jeg led af 'høfeber i udtalt grad', hvilket selvsagt var et handicap for en soldat; når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald. I stedet fik jeg valget mellem 2 måneder i Hjemmeværnet eller 1 måned i Civilforsvaret. Jeg valgte det sidste.
Når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald
Det foregik i den tidligere Frøslevlejr i Padborg, som under besættelsen var en tysk interneringslejr, hvor flere tusinde danskere havde siddet indespærret i barakkerne hos det tyske sikkerhedspoliti. Vagttårnet stod stadig midt i det hele til minde om den gruopvækkende baggrund, da jeg trådte ind ad porten.I denne måned er det rundt regnet halvtreds år siden, jeg ydede mit bidrag til landets forsvar mellem to universitetssemestre. Det hold, jeg kom på, bestod for en stor del af andre i samme situation eller af nyudklækkede kandidater, og absolut ingen af os var det mindste motiveret. Det skulle bare overstås, og respekten for de sagesløse befalingsmænd var ikke-eksisterende. Der gik sport i at drille dem på alle tænkelige måder og demonstrere, hvor latterlige, vi fandt reglerne. Jeg holdt mig heller ikke tilbage. Hver morgen skulle vi stille op i rækker og geled til appel, korrekt påklædt og klar til dagens opgaver, og jeg – med tjenestenummer 49 – stillede en dag i sundhedssandaler i stedet for støvler. Det blev hurtigt bemærket af sergenten, der ikke tøvede med at tordne: 'Hvad er det for et fodtøj, De har på, nine-ogfyrre!' til stor morskab for resten af forsamlingen, hvorefter jeg øjeblikkelig blev sendt til samtale hos lejrchefen. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med den ureglementerede fodbeklædning, og det endte med at vi skiltes i al fordragelighed, men jeg blev nærmest en folkehelt blandt de andre. Barnligheden kendte ingen grænser.
Lejrens velfærdsofficer var en lidt ældre mand, som var venligheden selv og kun ville os det bedste. Han fik lov at gå i fred. Udover at han havde ansvaret for biblioteket, stod han for alle andre tilgængelige adspredelser. Under hans auspicier blev jeg for eksempel medlem af en højpandet filmgruppe, der bestilte nouvelle vague-film fra 60'erne hjem, som ingen andre end vi selv gad se.
Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn
Til gengæld arrangerede velfærdsofficeren selv nogle mere folkelige aftener, hvor man kunne optræde med sine eventuelle talenter; én fra min sovesal kunne fremsige en monolog af Storm P. nøjagtig som Ebbe Rode, og en anden blev hypnotiseret til at tro, at han blev overfaldet af myrer og kæmpede for livet – stærkt underholdende og skræmmende.Betydelig mere skræmmende var dog udsigten til den store afsluttende manøvre, som vi vidste ville indbefatte bål og brand, røgfyldte rum og gasmasker, kaskader af vand fra brandslanger og gennemblødte uniformer. Det siger sig selv, at der indløb usædvanlig mange sygemeldinger, umiddelbart inden øvelsen skulle løbe af stabelen. Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn og slukkede ildebrande eller reddede til lejligheden sminkede 'tilskadekomne' ud af ruinerne.
Ikke desto mindre lærte vi faktisk noget i den måned udover at marchere næsten i takt. Blandt andet fik vi et udvidet og meget anvendeligt kursus i førstehjælp, vi lærte at betjene en brandsprøjte, og vi fik en indføring i konsekvenserne af ABC-krigsførelse, eftersom Civilforsvaret først og fremmest havde til opgave at beskytte civilbefolkningen under krig og havde fokus på beredskab ved atomangreb.
Korpset eksisterer ikke mere, men er blevet erstattet af Beredskabsstyrelsen, som i dag mest dukker op, når en tankbil vælter, eller en fjord løber over. I disse tider kan man håbe på, at de stadig er til en slags nytte, hvis det skulle gå helt galt på den udenrigspolitiske front.
* * *
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at det almindeligvis tog 9 måneder at aftjene sin værnepligt i Civilforsvaret. Jeg slap takket være nyseriet med § 31-tjeneste efter civilforsvarsloven, der kun krævede den ene måned + 50 timers brushupkursus om året de to efterfølgende år, hvor jeg selv måtte opbevare hele udstyret i en køjesæk i kælderrummet, inklusive den uhyggelige gasmaske. Den grå M/50 CF udgangsuniform var faktisk ret flot sammenlignet med nu, hvor udgangsuniformer helt er afskaffet. Desværre for sarte sjæle var M/50 fremstillet af 100 procent kradsuld – til gengæld havde man ingen problemer med at holde varmen i den i juli måned.Frøslevlejren er nu museum og rummer desuden en efterskole.
Den sædvanligvis grundige – og absolut fornøjelige - beskrivelse af blogejerens fortid udi de semi-militære danske tropper giver denne jævnaldrende signatur anledning til retrospektive flash fra en fortid, hvor ”tiden” slut-1960´erne og start-/medio 1970´erne indeholdt en anderledes – ofte – afstandtagen til begrebet ”Forsvar”.
De politiske strømninger i DK på den tid var i betydelig grad ”venstre om” hos gennemsnittet af de ”Fire Gamle Partier”. Modstand mod Østblokken var tempereret, hos forbløffende mange nærmest åbenlys omfavnet. At DK skulle blive angrebet og/eller besat blev ikke hos et flertal taget alvorligt. Personligt anså jeg dengang, som i dag, det for en forbavsende naivt i et så oplyst samfund som det danske.
Vi lever i meget urolige tider, hvor fjendebilleder pludselig er blevet multipliceret med en skræmmende x-faktor; ja selv Nostradamus ville have svært ved at forudse kommende scenarier i Østersøens områder.
For ganske nylig besøgte kommentatoren en ret ukendt atomsikret bunker. På spørgsmålet til den venlige og smilende bestyrer om, hvorvidt det operationelle ville være klar til en ny krig, var svaret: ”Nej, det kan stedet nok ikke klare!”
”Klarsyn” er derimod, hvad der omsider accelererer i såvel politiske som militære kredse i DK (og EU), hvor snak, håndtryk, omfavnelser og konferencer nu omsider synes nedgraderet til fordel for operationelle tiltag. Forhåbentlig ikke for sent.
Ja, det var en anden tid - fornøjelig læsning. Jeg formåede ikke at se skuffet ud, da de på sessionen fældede dom: "Vi kan desværre ikke bruge Dem, Hr. Bentzen."
@Erik Hulegaard: Tak for den meget reflekterede kommentar. Det er interessant, hvordan de historiske politiske strømninger – især i 60’erne og 70’erne – stadig kaster lange skygger ind i nutidens diskussioner om forsvar og sikkerhed. Som du skriver, har der været en markant holdningsændring de seneste år, hvor truslerne igen føles nærværende, og 'klarsynet' for alvor er blevet en nødvendighed.
Beskrivelsen af bunkeren er tankevækkende – på mange måder et symbol på, hvor hurtigt man kan komme bagud, når man i en længere periode har satset på diplomati og nedrustning fremfor beredskab. Spørgsmålet er, om vi som samfund er klar til den mentale og praktiske omstilling, som situationen globalt og ikke mindst i Østersøen kræver?
Det kunne være spændende at høre, om du ser en fare i, at denne 'genoprustning' også kan tippe for langt den anden vej – altså at frygt og fjendebilleder overtager i stedet for et balanceret forsvarsperspektiv?
@Eric: Det er alt for sjældent, man kan bryste sig af manglende kvalifikationer!
Blogejerens verbale serv omkring emnet ”Forsvarsvilje” kalder på en adderende (forsøgt kortfattet) kommentar. Fra en lidenskabsløs dansk pensionists kontorstol lyder det korte svar: DESVÆRRE, det er nødvendigt med oprustning. Graden kan altid diskuteres, hvornår er nok tilstrækkelig?
Hvorfor?
Fra WW2 til Berlinmurens fald var det hele både dødens farligt og samtidig oversigtsvenligt. Der var ”kun” to blokke. Vi kender udfaldet primo 1990´erne. Så fulgte en unipolær (=USA) periode frem til ca. anden årti i dette århundrede. Netop i dette århundrede er verden, herunder DK, vidne til nogle svage US-præsidenter, senest i dødens farlig skikkelse af en megalomanisk variant. Nu følger en multipolær verdensorden.
Overfor står en revanchistisk russisk ”czar”, samt et opadstigende Asien, hvor Japans magt decimeres og Kinas og Indiens optimeres løbende. Sidstnævnte to lande formodes at skulle spille de afgørende roller i dette århundrede, hvor USA formodes af både økonomiske og demografiske årsager at blive splittet/knække i dette og især de kommende årtier.
EU er en økonomisk kæmpe, men en politisk djærv. En regulær ”højre-bølge” opleves også i Europa i disse tider hovedsagelig grundet ukontrolleret indvandring og insufficient integration. NATO formodes at gennemgå en nødvendig tilpasning de kommende år, hvor man kunne tænke sig en alternativ model uden USA, men med såkaldt ”villige nationer” fra EU, Det Forenede Kongerige (UK), dvs. ” Aloysius”-GB, Canada, AUS, NZ samt den nordlige (læs protestantiske) del af EU. Frankrigs fremtidige skæbne kan meget vel afgøres ved præsidentvalget i maj 2027 og forsvarsevner/-villighed hos de latinske lande forekommer volatile.
Danmarks strategi bør naturligt blive at indgå i et fremtidigt alternativt NATO, men ethvert medlemskab af en klub kræver helt naturligt, at kontingentet betales rettidigt. Vi har råd til det. Derfor ingen undskyldninger.
Mit eget ønskescenarie er stadig et neutralt Norden m/u atomar styrke garanteret af omgivelserne. Men det lader sig aldrig gøre i det multipolært scenarie, som vi er vidne til pumpes op i disse årtier. Realisme fremfor naivitet!
Derfor!
@Erik Hulegaard: Det fyldige, velfunderede synspunkt er vanskeligt at argumentere imod med min sparsomme indsigt i storpolitik, som nu er en smule større. Tak for engagementet, redegørelsen og ulejligheden.
Her er du inde på et emne, hvor jeg overhovedet ikke kan tale med! Jeg kender dog heller ikke mange jævnaldrende, der har været soldat, mens John, derimod, ville have været professionel soldat, men sprang fra efter nogle år, fordi han syntes, der blev truffet for mange tåbelige og hovedløse beslutninger, hvorfor han ofte ragede uklar med sine overordnede. Både de og John blev på et tidspunkt enige om, at det nok var en god ide, at han fandt sig en anden levevej.
Det var i øvrigt Aubreys største bekymring ved at skulle beholde sit dobbelte statsborgerskab, for som dansk statsborger kan han i princippet blive indkaldt til hæren, hvilket man ikke kan i England, hvor det udelukkende er på frivillig basis.
Vi beroligede ham med, at ja, det er rigtigt, men at det de facto ikke kommer til at ske, fordi han vil have folkeregisteradresse i England - bortset fra de tre måneder han skal bo her for at opretholde sit medfødte danske statsborgerskab.
Men så skulle han da også være superuheldig, hvis han skulle blive indkaldt lige i de tre måneder ...
@Ellen: Jeg forstår godt, at John til sidst valgte noget andet, hvis han blev træt af tåbelige beslutninger. Ja, Aubrey skal da være virkelig uheldig, hvis han lige rammer de tre måneder med værnepligt! I øvrigt må du jo selv siges at have været heldig, nu hvor kvinderne også er kommet i farezonen!