Der var engang, hvor man kunne læse en roman på en weekend. Hvor sideantallet holdt sig omkring 200, og hvor man ikke nødvendigvis fik skoliose af at bære bogen hjem fra biblioteket. Men noget er sket. Romanen er vokset. Ikke bare i ambition og fortællestruktur, men i rent fysisk omfang. Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere.

At træde ind i en boghandel – altså en af dem, der stadig lever af at sælge bøger og ikke legetøj og andet løsøre – føles til tider som at besøge et byggemarked. De litterære mursten står stablet side om side, klar til at blive båret hjem, hvor de med fordel kan bruges som dørstoppere, hvis ikke man når at læse dem. Forfattere skriver nu 400, 500 og sommetider 800 sider, og man kunne få den tanke, at der foregår en gedulgt, ustoppelig konkurrrence om, hvem der kan producere flest sider.

Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere

Men det kan også være, at det slet ikke er forfatterene, der er skurkene. Måske er det i virkeligheden læserne, der er skyld i tendensen. Vi er vant til tv-serier på otte sæsoner, podcasts i 36 afsnit og true crime-dokumentarer, der folder en enkelt sag ud over ti timer. Vores kultur hungrer efter dybde og detaljer – eller snarere illusionen om det. Og hvad er mere overbevisende end en bog med udsigt til mange timers underholdende eller nervepirrende selskab? Måske spiller det også ind, at redaktørerne ikke længere blander sig så meget. Tidligere blev manuskripter skåret kraftigt ned af redaktørerne. I dag har mange forfattere større frihed (og i nogle tilfælde større stjernestatus), og redaktørerne er mindre tilbøjelige til at korte i teksterne. Når først en forfatter har opnået succes, får teksten måske lov at stå næsten uredigeret – som et monument over friheden til at grifle løs.

Spørgsmålet er, om større uden videre er ensbetydende med bedre? Mister romanen sin præcision, når den får lov til at brede sig som en løbsk soufflé? For ikke at tale om læserens oplevelse: Er det virkelig nødvendigt, at en roman skal være et projekt snarere end en fornøjelse?

For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville læse mindst en roman om ugen. Men det kniber efterhånden med at holde det. Der udgives alt for få romaner, der siger alt på 150 sider. Hvor hvert ord er vejet, og hvor man ikke behøver et bogmærke på størrelse med et skærebræt. Måske er det en form for nostalgi. Eller også er det bare et udtryk for, at jeg af aldersmæssige årsager er begyndt at skele for meget til kalender og mulig udløbsdato. Altså min egen.