Det begyndte sidste weekend. Jeg havde ikke ondt i halsen, min næse løb ikke, og jeg havde ikke feber. Men jeg hostede. Hostede og hostede og hostede. Jeg lød som en søløve.

Det gør jeg stadig, selv om jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive af med hosten. Jeg lagde ud med at tage den med ro og tænke: 'Det går nok over.' Men det gjorde det ikke; næste dag hostede jeg med uformindsket styrke. Situationen var på alle måder uforandret, bortset fra at katten var begyndt at snige sig uden om mig i en stor bue helt nede i knæ, mens den skulede til mig med en blanding af skepsis og foragt – hvad man dårligt kunne fortænke den i, eftersom den er uvant med at omgås søløver.

I det hele taget var der ikke megen medfølelse at hente hos mine omgivelser. Madame var nærmest irriteret og beklagede sig over, at jeg lød som et genfærd med halskatar, når jeg sagde noget, og mere end antydede, at hun foretrak, at jeg helt lod være. Hvorpå hun overrakte mig en pakke Strepsils med jordbærsmag, som hun formanede mig om at bruge flittigt. En udspekuleret taktisk manøvre, for som bekendt er det umuligt at suge og tale samtidig. Men sugetabletterne havde ingen nævneværdig effekt, udover at jeg sidst på aftenen kunne føje en hudløs tunge til listen over fysiske handicaps.

En ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk

Tredjedagen og dagene derefter forløb som de foregående, som om jeg havde overtaget Bill Murrays rolle i Groundhog Day, hvor han er fanget i en tidssløjfe og genoplever den samme dag om og om igen uden nogen forklaring. Bill Murray havde dog den fordel, at han ikke var nødt til at hoste sig igennem dagene. Og nætterne.

Da der var gået halvanden uge på den måde, begyndte jeg at blive bekymret, fordi det hverken blev bedre eller værre, men efterhånden lignede en kronisk tilstand: Hosteus Maximus. Der var ingen vej uden om at ringe til lægen. Efter at have tastet mig gennem lægehusets telefonsystem (og forbi en stemme, der næsten var værre end min og efter alt at dømme tilhørte en skoledreng, der var blevet sat til at øve sig i at læse op, men uden større held), lykkedes det mig at få en læge i tale. Jeg redegjorde for min tilstand: Ingen smerter, ingen feber, ingen løbske slimhinder, men noget langt alvorligere – en ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk. Det gjorde ikke indtryk; halvanden uge var ikke for noget at regne, og da jeg jo ikke havde feber, var der ikke noget, der tydede på, at det var kritisk. Det kunne være hvad som helst, sandsynligvis en af de utallige virusser, der er i omløb for tiden. Tre-fire uger med hoste var helt almindeligt, ja, det kunne vare måneder, så jeg kunne godt glemme alt om af få en ansvarlig læge til at hoste op med en henvisning til en specialist, hvis det var det, jeg var ude på.

Så jeg hoster videre med uforrettet sag på søløvemåden. Stopper det ikke, inden ugen er omme, giver jeg en opvisning, hvor jeg balancerer med en badebold i alle regnbuens farver på snuden.