Det begyndte sidste weekend. Jeg havde ikke ondt i halsen, min næse løb ikke, og jeg havde ikke feber. Men jeg hostede. Hostede og hostede og hostede. Og jeg lød som en søløve.
Det gør jeg stadig, selv om jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive af med hosten. Jeg lagde ud med at tage den med ro og tænke: 'Det går nok over.' Men det gjorde det ikke; næste dag hostede jeg med uformindsket styrke. Situationen var på alle måder uforandret, bortset fra at katten var begyndt at snige sig uden om mig i en stor bue helt nede i knæ, mens den skulede til mig med en blanding af skepsis og foragt – hvad man dårligt kunne fortænke den i, eftersom den er uvant med at omgås søløver.
I det hele taget var der ikke megen medfølelse at hente hos mine omgivelser. Madame var nærmest irriteret og beklagede sig over, at jeg lød som et genfærd med halskatar, når jeg sagde noget, og mere end antydede, at hun foretrak, at jeg helt lod være. Hvorpå hun overrakte mig en pakke Strepsils med jordbærsmag, som hun formanede mig om at bruge flittigt. En udspekuleret taktisk manøvre, for som bekendt er det umuligt at suge og tale samtidig. Men sugetabletterne havde ingen nævneværdig effekt, udover at jeg sidst på aftenen kunne føje en hudløs tunge til listen over fysiske handicaps.
En ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk
Tredjedagen og dagene derefter forløb som de foregående, som om jeg havde overtaget Bill Murrays rolle i Groundhog Day, hvor han er fanget i en tidssløjfe og genoplever den samme dag om og om igen uden nogen forklaring. Bill Murray havde dog den fordel, at han ikke var nødt til at hoste sig igennem dagene. Og nætterne.Da der var gået halvanden uge på den måde, begyndte jeg at blive bekymret, fordi det hverken blev bedre eller værre, men efterhånden lignede et tilfælde af kronisk hosteus maximus. Der var ingen vej uden om at ringe til lægen. Efter at have tastet mig gennem lægehusets telefonsystem (og forbi en stemme, der næsten var værre end min og efter alt at dømme tilhørte en skoledreng, der var blevet sat til at øve sig i at læse op, men uden større held), lykkedes det mig at få en læge i tale. Jeg redegjorde for min tilstand: Ingen smerter, ingen feber, ingen løbske slimhinder, men noget langt alvorligere – en ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk. Det gjorde ikke indtryk; halvanden uge var ikke for noget at regne, og da jeg jo ikke havde feber, var der ikke noget, der tydede på, at det var kritisk. Det kunne være hvad som helst, sandsynligvis en af de utallige virusser, der er i omløb for tiden. Tre-fire uger med hoste var helt almindeligt, ja, det kunne vare måneder, så jeg kunne godt glemme alt om af få en ansvarlig læge til at hoste op med en henvisning til en specialist, hvis det var det, jeg var ude på.
Så jeg hoster videre med uforrettet sag på søløvemåden. Stopper det ikke, inden ugen er omme, giver jeg en opvisning, hvor jeg balancerer med en badebold i alle regnbuens farver på snuden.
Denne kommentators erfaring udi sundhedsverden kan fortælle en del, blandt andet udsagnet om, at læger (næsten) altid bruger ”en virus” som diagnose, når de ikke (umiddelbart) kan diagnosticere. Det kan sagtens være rigtigt i dette tilfælde, men også det modsatte.
Den beskrevne tilstand ses ofte hos tidligere rygere (KOL ?); næsten ingen mennesker (bortset fra helt unge og ældre) ryger mere, men mange har et fortidigt gulnet generalieblad med påtrykte ord som røg, nikotin og pibesovs. - Uanset tobaksvinklen eller ej, når Hannibal undgår sin herre, er der behov for serious attention.
HVORFOR? -: 1) Varighed – tommelfingerregel > 8 ugers uændret tilstand bør monitoreres/behandles (Øre-næse-halslæger (og øjenlæger)) kan søges direkte uden henvisning, fx.: https://www.sn.dk/art1835344/danmark/halsnaes-oere-naese-hals-laege/
2) Har man haft det tidligere, hvordan sluttede det forrige gang?
3) Astmatiske tilbøjelighed (medicindosering?)
4) Medicinerelateret: Fx ACE-hæmmere mod blodtryk.
Indrømmet: Kommentarens længde skyldes emnets vigtighed. INTET er vigtigere end helbredet!
@Erik Hulegaard: Det er sikkert rigtigt, at 'en virus' er et bekvemt begreb at ty til som forklaring, hvis man er på gyngende grund, men det er nok ikke helt ved siden af i det aktuelle tilfælde. Hosten er endelig så småt på retur, og jeg har fået min egen stemme tilbage til Madames tilfredshed. Hannibals reserverede adfærd aflagde han sig heldigvis i samme øjeblik, jeg raslede med kattemadsposen, så der hersker nu med andre ord næsten normale tilstande over hele linjen.
Men tak for omsorgen – og ingen grund til at undskylde for kommentarens længde. Den er som altid værdsat.
Om ikke andet kan jeg da tilbyde min dybeste medfølelse. Og så tænker jeg på (da der ikke er andre symptomer), om det mon kan være en allergisk hoste som reaktion på noget sæsonbestemt à la pollen og høfeber. Men vid, at jeg end ikke er kvaksalver.
@Eric: Faktisk blev jeg i sin tid fundet uegnet til militærtjeneste på grund af pollenallergi, men det er mange herrens år siden, og i mellemtiden er det heldigvis forsvundet. Alligevel kan jeg godt huske, hvordan det føltes, og det var noget ganske andet det, jeg gennemlever nu. Jeg er dog på vej tilbage til overfladen og forårsager nu langt færre støjgener, men jeg takker for engagement og medfølelse!
Hehe, man skal simpelthen selv have haft kat(te) for at kunne se den meget karakteristiske, snigende gang for sig. Vi havde en, der kunne flytte sig relativt hurtigt 'på knæ', og hvor afstand mellem mave og gulv/underlag var lig 0. Det så faktisk ret komisk ud, men det vidste katten ikke selv.
Det er godt at høre, at du igen er på vej mod normaltilstanden. Det er udmattende at hoste hele tiden, og man får ydermere ondt i brystregionen.
Jeg kan anbefale et glas varm mælk med honning inden sengetid. Det smager rædsomt, men det virker som regel fint. For mig, i det mindste ...
@Ellen: Desværre flyder mit hjem ikke med mælk og honning i øjeblikket, og tanken om varm mælk i den lummerhede, jeg i skrivende stund befinder mig i, er skræmmende. Men tak alligevel – det kan jo være, det bliver køligere inden lukketid, så jeg vil skrive mig forslaget bag øret og måske snige mig hen i Kvickly. Men det går som nævnt lidt bedre nu.
Ja, en kat er en evig kilde til morskab, den ikke selv fatter. Heldgvis har den affundet sig med situationen, og vi er kommet på tale/mjavefod igen