D et ligger lige for at gøre sig lystig over, at DR endnu engang benytter sommeren til et gensyn med Gensyn med Brideshead, men jeg glæder mig nu til endnu et gensyn, selv om mit private filmotek allerede råder over serien, og jeg har set den mindst tre gange. Det er en fortælling om kærlighed, tro og tab, fortalt med en elegance og dybde, der sjældent ses i tv-serier. En lækkerbisken for alle med interesse i engelsk litteratur, historie og menneskelig psykologi.
Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af en vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperings-forretning i Mayfair
Gensyn med Brideshead er en dramatisering af Evelyn Waughs roman fra 1945. Vi følger Charles Ryder, der bliver ven med den gådefulde og umådeholdent excentriske Sebastian Flyte, mens de begge studerer i Oxford i 1920'erne. Charles bliver trukket ind i Sebastians glamourøse, men komplicerede familieverden på godset Brideshead, der er fyldt med traditioner, religiøse konflikter og skjulte følelser.Man kan se serien alene for æstetikkens skyld. Her får man smukke landskaber, klassiske biler og stemningsfulde interiører, som gør det hele til en visuel fornøjelse – en moderejse tilbage til 1920'ernes og 30'ernes britiske overklasse.
Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af et vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperingsforretning i Mayfair: flannelsbukser, veste, slips og jakker i delikat afstemte farver – alt sammen båret med en afslappet, intellektuel arrogance. Sebastians signaturlook inkluderer teddybjørnen Aloysius og åbne skjortekraver. Det er dekadent, men også både tragisk og uimodståeligt. Aloysius er ikke bare en bamse – den er et symbol på Sebastians barnlige uskyld og modstand mod voksenlivets forventninger. Sebastian har noget nær et afhængighedsforhold til Aloysius, som han behandler mere som en ledsager end et stykke legetøj.*)
Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter og tage på en dekadent picnic i baghaven
Sebastians søster, Julia Flyte, er essensen af aristokratisk kvindelighed. Hendes stil balancerer mellem det konservative og det moderne: flydende silke, perler, lange handsker og altid perfekt hår. Hun glider gennem rummet som en figur fra Vogue anno 1930 – men bag elegance og læbestift gemmer sig en kvinde med indre kampe og en dyb længsel efter frihed.Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke, højtaljede sandfarvede bukser og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter, finde krystalglas og sølvtøj frem og tage på en dekadent picnic i baghaven med cucumbersandwiches, scotch eggs og quiche lorraine, madeleinekager, jordbær, champagne og Montecristo-cigarer.
Men tøjet er ikke bare en fryd at se på – det fortæller også noget om karaktererne. Sebastian klæder sig som en, der prøver at holde fast i barndommen. Charles' stil udvikler sig i takt med hans voksende ambitioner. Og Julia skifter fra ungdommens romantik til en mere moden, mørkere elegance, som afspejler hendes personlige konflikter.
Selve rammen om historien, Brideshead Castle, er overdådig som en barokdrøm: stuklofter, gyldne spejle, gobeliner og sølvtøj. Selv tekopperne er stilfulde nok til at hamle op med Downton Abbey.
Æstetikken er kort sagt en del af fortællingen. Den understreger klasseskellene, den indre uro og den ydre perfektion.
Gensyn med Brideshead tager sig god tid, men netop det langsomme, næsten meditative tempo er seriens styrke: der er 11 timers udsøgt underholdning kvit og frit på dr.dk året ud.
*) Navnet Aloysius har katolske undertoner og refererer sandsynligvis til den hellige Sankt Aloysius Gonzaga, som var skytshelgen for unge studerende – meget passende for Sebastians karakter.
Blogejeren har begået blandt mange – om muligt – et af de bedste indlæg med sin digitale Waterman Exp. Fyldepen, hvor blækket har formet både den absolut rette beskrivelse samtidig med afsløringen af en særlig veneration for de artistiske kompetencer på det – på mange måder - besynderlige ørige i Atlanten.
Enhver, der lider (eller har lidt) af enten organisk og/eller åndelig rakitis (=engelsk syge) som f.eks. kommentatoren nyder netop p.t. ”Brideshead Revisited” på DR1. Det gælder handlingen, den underliggende musik (Geoffrey Burgon), skuespil(kunsten) og gensynet med Storbritanniens top-stars som Laurence Olivier, John Gielgud og (den stadig nulevende) Claire Bloom.
Nutidens Storbritannien minder på (for) mange måder om den slidte Aloysius bamse og det er (næsten) umuligt at forestille sig nogen af hovedpersonerne (måske Dianna Quick eller Phoebe Nicolls?) kigge rundt i Burlington Arcade i ”Londongrad”.
Enhver, der har gæstet/boet i Oxford (eller Cambridge) har svært ved at lukke låget på mindedåsen.
@Erik Hulegaard: Tak for den venlige anmeldelse, og tak for at bidrage med den manglende omtale af stjernebesætningen og underlægningsmusikken.
Ja, Storbritannien er i mellemtiden unægtelig blevet noget ramponeret, men for os, der insisterer på at bevare illusionen om elegance, rigdom og aristokratisk livsstil uberørt af krig eller økonomiske kriser, er Brideshead Revisited jo en fryd. Geoffrey Burgons musik og Jeremy Irons’ fortællerstemme vækker billeder, der stadig – selv i nutidens mere desillusionerede 'Londongrad' – lever som skygger bag facaderne.
Sammenligningen med Aloysius-bamsen er både poetisk og præcis. Slidt, men stadig elsket. Det samme gælder nok også vores forestilling om det England, hvor blækket fra en Waterman kunne definere dannelse, dybde og identitet.
Jeg er ikke helt så betaget som dig af Brideshead-serien, men er til gengæld ret interesseret i at se så mange locations i virkeligheden som muligt. Vi mangler dog Castle Howard, som ligger for langt væk fra mine englænderes bolig til en dagsudflugt, men vi har set en meget interessant tv-serie om Englands største slotte, hvor dette var et af dem.
Din yderst velskrevne og medlevende beskrivelse får mig dog til at indse, at jeg så langt fra har fanget de mere subtile detaljer ... for mig var den desværre mest af alt lidt for langtrukken. Jeg kan ikke engang hævde, at jeg var for ung første gang den blev udsendt i 1981, men det har alligevel nok været en del af det.
@Ellen: Det er altid spændende at høre forskellige perspektiver på en klassiker som Brideshead Revisited. Du har helt ret i, at den kræver tålmodighed og måske en særlig stemning, for at man rigtig fanger de underliggende lag. Serien er både præget af sin tid og sit tempo, og det er ikke nødvendigvis for enhver smag – men jeg er jo til fals for alt, hvad der har med britisk overklasse og snobberi at gøre. At du i stedet har kastet dig over slottets virkelige omgivelser og dokumentarerne omkring dem, er også en tilgang. Castle Howard er virkelig en imponerende kulisse – selv gennem tv-skærmen.