Duften af mand og nostalgi



Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

Kategori: ,,,. Bookmark permalink.

6 svar på Duften af mand og nostalgi

  1. Ellen skriver:

    Du har simpelthen købt en Old Spice! Jeg vil skrækkelig gerne høre om reaktionen!
    Jeg var ret begejstret for Old Spice i min grønne ungdom, men er ikke siden da stødt på en mand, der bruger den duft. Jeg gad godt vide, hvad jeg ville synes om den i dag ... men sommetider har minder bedst af at forblive minder. Oftest, faktisk ...

  2. Erik Hulegaard skriver:

    Går man(d) ind på den verdensberømte digital Memory Lane, kan der f.eks. erfares, at ”man slipper selvtilliden løs med Old Spices ikoniske dufte og legende grooming-produkter”.

    Det er en påske-velsignelse at læse såvel ovennævnte som det citerede, vel og mærke uden at det absolut skal markedsføres af en 22-årig influencer med let dun på hagen, som netop er i fuld gang med at skrive sine memoirer.

    I en fjern fortid (da John Wayne havde sadlet en sidste gang og var på vej hinsides…) anvendte jeg også med fornøjelse det gamle krydderi, og man(d) får helt lyst til at forsøge sig igen med fare for at duftgenere nogle (måske?) CIS-kønnede individer og at udfordre nogle bæredygtige miljøhensyn rubriceret i et eller andet EU-direktiv.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Fragrantica.com er en stor online-database om parfume og dufte, en slags Wikipedia + Trustpilot + forum for dufte, hvor man kan finde beskrivelser af næsten alle dufte, hvilke duftnoter de indeholder, om de er friske, krydrede, søde osv., om de passer bedst til sommer, vinter, formiddag eller aften, og om deres holdbarhed og sillage (hvor meget duften spreder sig). Hver duft har også en minus- og en plusliste. Her står blandet andet om Old Spice 'Some may perceive it as dated' og 'Masterpiece composition at a drugstore price'.

    Det er jo sjovt, at der er mode i dufte, og at en duft kan være forældet, men heldigvis er jeg så gammel, at det kan jeg se stort på (som jeg gør med beklædning). Jeg har nu alligevel på fornemmelsen, at det aldrig bliver min signaturduft, men man har jo ikke andet sjov, end det man selv finder på. Nu må vi se :)

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Det er befriende at kunne møde sproglige perler og reklamefraser uden filter fra tidens influencerretorik. Der er en tyngde i de gamle formuleringer, som nutidens polerede budskaber sjældent rammer. Old Spice har en særlig evne til at vække minder, blandt andet fordi den balancerer mellem det klassiske og det karikerede.

    Lad os være optimistiske og satse på, at EU-direktiverne ikke står klar ved badeværelsesdøren, og at omgivelserne vil opleve et genbesøg som et charmerende historisk vingesus mere end en duftmæssig provokation.

  5. Eric skriver:

    Hehe :-)
    Men alt med måde (også parfume, kære kvinder). I fjor var en af de ejendomsmæglere, vi havde på besøg, så besprittet, at vi luftede ud, da han var gået.

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Eric: Mænds forhold til dufte er en evig kamp mellem tradition, forfængelighed og forsøget på at finde den gyldne middelvej. For lidt duft, og man risikerer at blive husket for sine naturlige aromaer snarere end sin charme. For meget duft, og man bliver ham, alle husker – men ikke for noget godt.

    Det er som om, visse mænd stadig lever efter devisen: 'Hvis jeg kun selv kan lugte den, er det ikke nok.' Problemet er, at hvis alle i en radius af 10 meter kan lugte den, er det nok for meget :)

Skriv en kommentar