Uffe Jerner

Noget tyder på, at DR har besluttet sig til at efterkomme mit ønske om hurtigst muligt at sikre sig rettighederne til at vise nyindspilningen af Folk og Fæ, som havde premiere på den britiske Channel 5 for mindre end to måneder siden. Allerede i går eftermiddags viste DR 1 første afsnit!

Kun med nød og næppe undgår husholdersken en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne

Det kan være vanskeligt at abstrahere fra de små hundrede episoder af den oprindelige, fyrre år gamle udgave af All Creatures Great and Small, der har lagret sig i baghovedet, men det skylder man det gode initiativ at gøre. Man må viske tavlen ren og give det nye hold af skuespillere en chance og bedømme dem alene på deres præstationer, ikke på ligheden med deres forgængere. De gør det faktisk alle sammen godt, selv om jeg må indrømme, at jeg savner den gamle, koleriske dyrlæge Siegfried i Robert Hardys skikkelse. Den nye, spillet af Samuel West, mangler indtil videre den mere charmerende og flamboyante side af figuren, som Hardy beherskede suverænt, men det kan være, at det kommer. Ellers ligger den nye serie stilmæssigt meget tæt på den gamle – der er på ingen måde tale om en nyfortolkning, så der er (heldigvis!) tale om feel good fra ende til anden. Den mest bemærkelsesværdige forskel er husholdersken Mrs. Halls rolle, der er langt mere fremtrædende i den nye version. Ud over at hun har gennemgået en overbevisende foryngelseskur, har hun nu nærmest fået en funktion som en slags hustru til ungkarlen Siegfried, hvor hun (som nogle kvinder gør med deres mænd) behandler ham som en uvorn unge med en blanding af moderlig omsorg, overbærenhed og hovedrysten, men trods alt velment og kærligt. Kun med nød og næppe undgår figuren en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne, og at den slags nok hører med til genren.

Det er næsten overflødigt at nævne, at den rekvisitørmæssige side af sagen som altid i britiske retroserier er impeccable, og billederne er en fryd for øjet og nostalgien.

De resterende 5 afsnit bliver sendt over de kommende lørdage, men hele sæson 1 er allerede tilgængelig på dr.dk indtil oktober 2021, og mon ikke jeg snupper et afsnit til i aften.

Hov! Jeg ser lige, at hele 1. sæson af den gamle serie nu også er tilgængelig indtil juni, så her er muligheden, hvis nogen skulle have lyst til at sammenligne.

P.S. Bare rolig, serien er skam i farver – det er kun denne blog, der holder sig for god til at benytte sig af kulørte virkemidler ...

Nu, hvor vi er på vej ind ind i de rustikke og solide middagsretters årstid, kommer jeg til at tænke tilbage på mit arbejdslivs forskeliige kantiner, hvoraf en af dem i en periode – stik imod alle naturlove – faktisk var fortræffelig. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde Maddysten, og førstepræmien var en tv-pakke, hvori der ikke indgik madprogrammer og -konkurrencer. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allesteds-
nærværende mødre?

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver ...' Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: Hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … kan man kalde det karry-ere?

Da jeg var dreng i 60'erne, var et af ugens absolutte højdepunkter et nyt afsnit af tv-serien om Perry Mason – den berømte, elegante, Don Draper-lignende og skarpsindige forsvarsadvokat fra Los Angeles, der gang på gang får sine fejlagtigt anklagede klienter renset for alt smuds og pure frifundet. Alle afsnit var skåret over samme læst, som var det et japansk Noh-drama:

• Efter den ildevarslende kendingsmelodi bliver sagen introduceret.
• Perry Masons klient bliver anklaget for forbrydelsen.
• Sammen med sin sekretær Della Street og detektiven Paul Drake går Perry Mason i gang med efterforskningen.
• Retssagen begynder, og det ser sort ud for den anklagede, men Perry Masons hold arbejder videre på at opklare forbrydelsen.
• Midt under det afsluttende retsmøde dukker detektiven Paul Drake op med det afgørende bevis, Perry Mason skal bruge for at få den egentlige skurk til at tilstå, hvilket han/hun derfor gør.
• I en epilog på Perry Masons kontor spørger Paul og Della Perry Mason, hvordan han gennemskuede det hele. Mason forklarer og slutter af med en vittig bemærkning.
• Rulleteksterne løber over skærmen, ledsaget af den ildevarslende kendingsmelodi.

Grunden til, at jeg graver minderne frem, er HBOs nyindspilning af Perry Mason, som jeg nødvendigvis måtte se, og lad mig sige det sådan: Det er noget helt andet! Perry Mason er ikke den charmerende, selvsikre stjerneadvokat i Raymond Burrs skikkelse, som jeg stiftede bekendtskab med dengang. Tiden er nu skruet tilbage til 1932, hvor vi møder en uvasket, ubarberet, alkoholiseret, forgældet, fraskilt og nærmest i enhver henseende utiltalende bums, der er plaget af krigstraumer, og som i skyggen af Den Store Depression forsøger at opretholde tilværelsen som moralsk anløben privatdetektiv med tvivlsomme metoder. Men tilfældet og hans retfærdighedssans gør alligevel, at han kommer til at optræde som forsvarer for en kvinde, som er offer for et udspekuleret komplot og bliver anklaget for mordet på sit eget spædbarn.



Det er meget mærkeligt for en gammel fan af Perry Mason, som han var i 60'erne, at se ham i et helt andet miljø, hvor man kører rundt i Bedstemor And-biler i stedet for store dollargrin, men der er ingen tvivl om, at det er den nye Perry Mason, der er den ægte vare. Forlægget er Erle Stanley Gardners knaldromaner, som han begyndte at skrive i 1933. Han læste oprindelig jura, men blev smidt ud fra studiet, fordi han brugte mere tid på boksning, hvorefter han skabte sig sin egen karriere som forsvarsadvokat. Dengang var det ikke nødvendigt at kende så meget til jura, hvis man kunne bestå en prøve i at begå sig i en retssal – lige som Perry Mason 2.0 gjorde. Gardner fungerede som advokat for ubemidlede, mens han skrev kriminoveller til ugeblade i fritiden. På et tidspunkt droppede han advokatfaget og koncentrerede sig om skriveriet. Det blev blandt andet til de 80 romaner om Perry Mason, som han skrev helt til sin død i 1970. Bøgerne er solgt i 300 millioner eksemplarer, og Erle Stanley Gardner var det 20. århundredes mest sælgende forfatter i USA.

Det tog mig et par episoder at vænne mig til den nye Perry Mason, spillet af Matthew Rhys, men nu har jeg overgivet mig. Den officielle trailer kan ses her. Første sæson er på otte episoder, hvoraf jeg har set de syv. Plottet er dybt kompliceret for ikke at sige rodet, så det gælder om at holde ørerne stive, og jeg er ærlig talt ikke sikker på, at jeg har forstået det hele. Men jeg kan sagtens se en film alene på grund af skuespillet – især hvis miljøskildringen er mesterlig som her. Sidste afsnit har jeg programsat til i aften i selskab med et glas rødvin.

Der ligger flere komplette afsnit af den gamle Perry Mason-serie på YouTube, men de virker nærmest komiske nu, og jeg vil ikke anbefale dem, medmindre man er en større nostalgiker end mig. Hvis nogen skulle være interesseret i forskellen på de to udgaver af Perry Mason, er muligheden her på YouTube, og historien om Erle Stanley Gardner og Perry Mason ligger her.

Jeg hører til dem, der godt kunne finde på at deltage. Ideen er, at man møder op i sit mest autentisk klassiske cykelantræk og helst med cykler, der passer til påklædningen. Det cykelsportslige moment spiller derimod ikke den fjerneste rolle, eftersom formålet er at have det så sjovt som muligt, og eftersom det foregår i London, er der selvfølgelig indlagt både Picnic Break og Afternoon Tea på ruten.

Derudover uddeles der priser for Best Vintage Bicycle, Best Decorated Bicycle og for Best Moustache. Dresscoden finder man i løbets regler for etikette, hvor det understreges, at 'overdressed' does not exist in our vocabulary'. Prisuddeling for Best Dressed Man og Best Dressed Woman er en selvfølge.

Men ingen af delene blev til noget i år. Det 12. årlige London Tweed Run skulle have været afholdt i strålende solskin den 2. maj, men måtte som så meget andet aflyses på grund af den famøse lockdown, så jeg har stadig til gode at kunne prale af at have deltaget.

Konceptet har så småt bredt sig til storbyer over det meste af verden, og en dansk udgave, Copenhagen Tweed Ride, findes også – og er blevet aflyst af samme grund som i London. I går blev der dog gennemført en skrabet udgave af arrangementet under navnet Copenhagen Tweed Picnic med medbragte madkurve i Valbyparken. Det kunne jeg i princippet have meldt mig til – hvis ikke det var, fordi jeg er født og opvokset i Danmark og derfor ikke deltager i hverken revolutioner eller skovture i tilfælde af regnvejr.

Men til næste år – måske.

London Tweed Run har eksisteret siden 2009, og der ligger fotogallerier fra tidligere år her. Ukrainsk tv har haft held til at fange stemningen her.

I tidernes morgen havde jeg en detektivklub sammen med to af mine kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere.

Vi opklarede ingen mysterier, men vi havde et klubblad, der udkom i et månedligt oplag på 1 eksemplar, som blev skrevet på maskine af mig under signaturen -mycroft. På et tidligt tidspunkt af min Sherlock Holmes-læsning havde jeg fattet stor sympati for Mycroft Holmes, Sherlocks ældre, indolente bror, som havde en betydelig skarpere hjerne end sin lillebror, der jo heller ikke ligefrem var tabt bag af en vogn. Sherlock Holmes rådførte sig med Mycroft i særlig vanskelige sager, og han gennemskuede dem straks. Mycroft orkede bare ikke selv at investere den fysiske energi, der skulle til for at fremskaffe de fornødne beviser, så Sherlock måtte selv gøre benarbejdet.

Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud

Et eller andet sted på nettet stødte jeg på Mycroft Holmes igen og fik lyst til at genopfriske bekendtskabet med ham. Jeg fiskede min komplette, illustrerede Sherlock Holmes ud af reolen og gik i krig, men Mycroft optræder kun i fire historier, og før jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med historien om Silver Blaze.

Som de fleste andre Sherlock Holmes-fortællinger er Silver Blaze god underholdning, men ikke desto mindre er det Holmes' personlighed, der er det mest interessante (når nu Mycroft ikke er med). I hvert fald for mig. Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud – det overstiger alligevel både mine evner og min tålmodighed.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om handlingen foregår i London, Smørumnedre eller på Månen, om det drejer sig om at opklare mordet på en skummel pantelåner med klumpfod og hareskår eller om, at den hellige gral skulle vise sig at være Sofie Linde. Når det gælder skønlitteratur, læser jeg for at nyde den måde, historien er skrevet på.

Det er ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort. Jeg kom bare til at tænke på det endnu engang, fordi jeg tilfældigt stødte på mit gamle idol Mycroft Holmes.

Og så kom jeg også til at tænke på, hvorfor bagsideteksten på bøger næsten altid nøjes med at opridse handlingen i stedet for at servere smagsprøver på skrivestilen. Silver Blaze indeholder for eksempel det berømte replikskifte mellem Inspector Gregory og Sherlock Holmes, der inspirerede Mark Haddon til titlen på en helt anden slags bog. Det er Gregory, der (frit oversat) spørger:

– Er der noget, De ønsker at henlede min opmærksomhed på?
– Ja, den mystiske sag om hunden i natten.
– Hunden foretog sig intet om natten.
– Det er det, der er det mystiske, bemærkede Sherlock Holmes.

Ikke dårligt, hva’?

I det hjørne af min reol, der går under kælenavnet Filmoteket, har jeg stående alle 90 episoder af All Creatures Great and Small, tv-serien om de tre dyrlæger i i tredivernes Yorkshire, der fik den noget afsnuppede og upoetiske titel Folk og fæ på dansk. Den kunne ses i ethvert fjernsynsapparat med respekt for sig selv i årene 1978-1990, og jeg ved ikke hvor mange gange, serien har været genudsendt siden, men som min reol røber, er jeg aldrig blevet træt af den.

For dem, der eventuelt ikke skulle kende historien, begynder den i 1937, hvor den nyuddannede dyrlæge James Herriot bliver ansat i den etablerede Siegfried Farnons praksis i den idylliske landsby Darrowby, hvor landmændene ikke har meget til overs for fagkundskaben. De foretrækker deres egne middelalderlige metoder, hvad der selvfølgelig fører til stribevis af komiske episoder for dyrlægerne og ikke mindst for den unge Herriot.

Det er kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling

Siegfried Farnon selv er flamboyant og kolerisk, inkonsekvent og undertiden krakilsk, men også ekstravagant, omsorgsfuld, loyal og i bund og grund hjertensgod. Farnons dyrlægestuderende yngre bror Tristan hjælper også til i praksissen, men de to brødre er som nat og dag og derfor heller ikke altid de bedste venner. Derudover er Tristan en pigeglad spradebasse, der konstant får viklet sig ind i de mest håbløse og pinlige situationer. Mens han forbliver den evige ungkarl, løber den jordbundne og helt igennem fornuftige Herriot af med den lokale skønhed Helen, som han stifter familie med.

Humor og romantik sammenholdt med den tidstypiske samfundsbeskrivelse gør serien til eminent familieunderholdning, ikke mindst på grund af fremragende skuespil. Især Robert Hardy, der spiller Siegfried, er uforlignelig, og ret beset var det også mest på grund af ham, jeg syntes, at jeg var nødt til alt anskaffe mig bokssættet.

Nu er der så sket det, at der er ved at blive lavet en nyindspilning af den gamle serie med nye, friske skuespillere, hvad der uvilkårligt fylder mig med både fryd og bekymring, for hvordan skal det nogen sinde kunne lade sig gøre at erstatte mit gamle idol Robert Hardy som Siegfried! Premieren fandt sted i tirsdags på den britiske Channel 5, og efter 1. episode er der bred enighed blandt anmelderne om, at den nye udgave er vellykket, selv om den tilsyneladende er helt anderledes. I modsætning til den gamle serie bygger den nye i langt højere grad på de oprindelige bøger, der dannede grundlag for filmatiseringen.

The Times kalder den nye serie 'A charming antidote to all the doom and gloom.' The Arts Desk er inde på det samme: 'Comforting escapism for an age of pandemics and eco-panic.' Hele anmeldelsen her.

Så vidt jeg kan se, er det kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling.

Også traileren ser lovende ud. Nu er det så bare at vente på, at DR indkøber serien, så den talstærke skare af anglofile danskere også kan få fornøjelse af den. Jeg glæder mig.

I øvrigt er det Downton Abbeys instruktør Brian Percival, der har instrueret.

Når jeg står og kigger på mig selv i spejlet, kan jeg godt se, at billedet på mit kørekort ikke længere er helt retvisende. Jeg kan ikke løbe fra, at der er kommet er par rynker omkring øjnene, og hårfarven er heller ikke den samme. Engang var den mørk, nu er den lysere for ikke at sige gråhvid, og jeg har på fornemmelsen, at det er sidsnævnte omstændighed, der er årsagen til, at butikspersonale ikke altid betjener mig på samme måde, som de gjorde, da jeg havde min mørke hårfarve i behold.

Selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på

Måske har det også noget at sige, at jeg ikke altid klæder mig på helt samme måde, som jeg gjorde, da jeg var yngre og erhvervsaktiv. Jeg tilhører den slipseløse generation og har aldrig arbejdet i en branche, hvor det var påkrævet at gå med slips, snarere tværtimod. Gjorde man det alligevel, kunne man være sikker på at blive opfattet som underlig eller i bedste fald som en spasmager. Jakkesæt og hat var selvsagt helt kikset. Uniformen var sneakers, jeans, en forvasket t-shirt eller eventuelt en omhyggeligt ustrøget skjorte. Indstuderet skødesløshed, så skilte man sig ikke ud. Men nu kan jeg være ligeglad, og derfor kan jeg finde på – ikke altid, men somme tider – at vise mig offentligt med både slips, jakke, hat og rigtige sko, selv om det nok i virkeligheden mere hører hjemme i mine forældres generation. Men det er altså min måde at gøre dagen en smule mere farverig på, om ikke andet så for mig selv.

Det skaber af og til en smule forvirring, når jeg går i butikker i mit arkaiske herreantræk, men ikke på nogen ubehagelig måde. For det meste bliver jeg mødt med venlighed, og der er mange ved kassen, der både smiler – muligvis lidt overbærende – og tiltaler mig med 'De' og 'hr.' Det passer mig udmærket, og selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på. Men som sagt, det kan jeg godt glemme alt om. Flertallet siger selvfølgelig 'du' uden at tænke nærmere over det, og det har jeg heller ikke noget imod, for det er nu engang sådan, vi efterhånden gør. Derimod vil jeg gerne have mig frabedt 'du' og 'hr.' Enten-eller, tak.

Nok om det.

Der er dog også episoder, man helst vil glemme hurtigst muligt. I går bestemte jeg mig for eksempel til at udskifte min gamle iPhone med en mere tidssvarende. Jeg bestilte derfor den ønskede model over nettet til afhentning hos den nærmeste elektronikmastodont senere på dagen. Da tiden var inde, mødte jeg op i butikken i mit helt almindelige tøj uden hat, uden slips og uden på nogen måde at skille mig ud for at hente min nye iPhone og forelagde den unge, mandlige ekspedient mit ærinde. Han kastede et hurtigt blik på mig og spurgte så som den naturligste ting i verden:

– Kan du huske, hvad det er for en telefon?

Nu er spørgsmålet, om jeg virkelig ligner min egen bedstefar, der har rejst sig fra graven, eller om jeg bare virker, som om jeg er dybt dement. Jeg er også i tvivl om, hvad jeg skal foretrække.