Uffe Jerner

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.

Dansk politik minder i øjeblikket mindre om en egentlig meningudveksling end om et naturprogram. Ikke et af dem med rolige BBC-stemmer og panoramaoptagelser, men et med hektiske klip, uventede indslag og en fortæller, der ikke er helt klar over, hvad der foregår.

Ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad

Et eksempel er diskussionen om udvandring. Ikke bare almindelig udvandring – nej, der er tale om det messerschmidtske begreb 'nettoudvandring'. Det lyder som noget fra nationaløkonomiens værktøjskasse, men i praksis er det en slags politisk regnestykke, hvor nogle mennesker helst skal forsvinde hurtigere, end andre ankommer. Man ser næsten en tavle for sig i Finansministeriet: 'Ind: 7. Ud: 9. Godkendt.' Meningsmålingerne viser, at et flertal synes, at den form for demografisk minusregning er en rigtig god idé. Mindretallet er mindre begejstret. Det skyldes måske, at de stadig går rundt med en gammeldags forestilling om, at mennesker ikke fungerer optimalt som eksportvarer.

Samtidig udspiller der sig et andet drama i den jyske natur, hvor ulvene tilsyneladende er begyndt at gebærde sig som almindelige rovdyr. Tænk, at et dyr, som i årtier kun har eksisteret i eventyrbøger og politiske debatindlæg, nu pludselig dukker op i virkeligheden og nægter at opføre sig symbolsk. For Inger Støjberg er løsningen enkel: Ulven skal væk. Ikke flyttes, ikke diskuteres, men væk. Hvis man gav hende et stort viskelæder, ville hun formentlig straks gå i gang med at slette den store stygge ulv fra landkortet.

Mens ulvene lusker rundt i Jylland, er der også liv i en helt anden del af økosystemet: de unge vælgere. Her viser det sig, at ungdommen hælder mod to kandidater, der ideologisk befinder sig omtrent lige så langt fra hinanden som tofu og oksemørbrad. Pia Olsen Dyhr repræsenterer venstrefløjens varme socialpolitiske omsorg, Alex Vanopslagh markedsøkonomiens kølige effektivitet. At begge samtidig er ungdommens favoritter, siger måske mest om den moderne vælger: Man vil gerne have både gratis uddannelse og lav skat, og det skal helst gå lidt tjept!

Visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider

De lidt ældre vælgere holder derimod fast i det velkendte. Her peger mange stadig på Mette Frederiksen. Det er som at vælge den samme pizza hver gang: Man ved, hvad man får, og man slipper for at diskutere toppingen.

I kulissen foregår der også teknologiske smådramaer. Det er ikke kun SF-stemmeslugeren Jacob Mark, der i strid med EU-reglerne har købt politisk annoncering på Facebook og Instagram. Det har 9 ud SF's 99 folketingskandidater, viser en optælling. Sagt på en anden måde: visse politikere har stadig det samme forhold til regler som en teenager har til sengetider.

Når man betragter det hele samlet – nettoudvandring, ulvejagt, ungdommens ideologiske buffet og Facebook-annoncerne – begynder man så småt at forstå, hvorfor dansk politik kan føles som et besynderligt tv-program. Og ikke kun, når de folkevalgte hygger sig på Ryslinge Højskole sammen med TV 2 over en grydefuld spaghetti bolognese.

• René Redzepi, grundlæggeren og indehaveren af den verdensberømte trestjernede Michelinresturant Noma, er trådt tilbage, efter at tidligere ansatte har beskyldt ham for korporlig vold. På Noma har man altid kunnet få fermenterede myrer og strandurter. Menukortet er nu udvidet med stribet flæsk og bankekød.
• På Michelinrestauranten Udtryk i København er køkkenchefen blevet fyret for at slå en tjener i ansigtet. Selv siger køkkenchefen, at der var tale om en mislykket highfive. Problemet var, at tjeneren ikke havde hånden oppe.
• Det er 150 år siden, den første forståelige telefonsamtale fandt sted. Dengang var alle imponeret over, at man kunne tale gennem en ledning. I dag er man imponeret, hvis nogen overhovedet tager telefonen.
• Et borgerforslag om klarere regler for parkeringsselskaber har rundet mere end 50.000 underskrifter og skal derfor behandles af Folketinget. Parkeringsselskaberne mener selv, at reglerne er tydelige nok. Forudsat at man har en lup og en juridisk kandidateksamen og kan stå på ét ben i vindstyrke 12.
• I Oksbøl er en jæger blevet sigtet for at have skudt en ulv uden grund. I Danmark er en ulv som bekendt et lige så sjældent syn i naturen som en ledig parkeringsplads er i København – og nu er der så én mindre.
• Det har vist sig, at tre ud af de fire egetræer, som Esbjerg Kommune havde konstateret stjålet og derfor havde politianmeldt, er blevet fældet af kommunen selv. Som at tyverianmelde sin cykel, og så opdage, at man sidder på cyklen på vej til arbejde.
• Onsdag kunne man opleve snevejr i den nordvestlige del af Algeriet, hvor sneen dækkede det karakteristiske rødlige ørkenlandskab. Snevejr i Sahara er ikke helt almindeligt – på den anden side ikke mere overraskende, end når solen skinner en uge i træk i Danmark.
• Ifølge Politiken er præster, provster og biskopper stadig 'påvirket' af at have mistet Store Bededag. Man forstår godt, det er hårdt for dem, men forhåbentlig kommer de snart videre. De er trods alt vant til at arbejde med tilgivelse.
• Som hjælp til strandede borgere har Udenrigsministeriet arrangeret en fælles nordisk busafgang fra Qatar til Saudi-Arabien lørdag klokken 7 lokal tid. Der har længe været trængsel i læskuret ved stoppestedet.
• Danmark vil frigive 1.246.000 tønder olie fra de danske nødlagre. Det skal være med til at lægge en dæmper på de stigende oliepriser. Det svarer nogenlunde til at skrue ned for varmen ved at åbne vinduet. Klima-, energi- og miljøministeren kan da heller ikke love, at priserne falder. Men han kan love, at pressen får en pressemeddelelse.

SET:
The Knick
Amerikansk hospitalsdrama, 2 sæsoner á 10 episoder, 2014-15 – HBO Max
★★★★★☆

Endnu en hospitalsserie, der denne gang foregår på The Knickerbocker Hospital i New York omkring år 1900, hvor kirurgi stadig er farlig, eksperimentel og blodig. Hovedpersonen dr. Thackeray er modelleret over virkelighedens William Halsted, en banebrydende (men kokainafhængig) kirurg. Et brutalt, fascinerende indblik i medicinens vilde vesten før antibiotika og før etiske regler.

Instruktion: Steven Soderbergh
Se trailer



F1
Amerikansk sportsdrama, 2025 – Apple+
★★★★☆☆

Brad Pitt er en aldrende racerkører, der vender tilbage til Formel 1 for at hjælpe et ungt talent og et presset team. Høj fart, rivalisering og spænding i ét. Kort sagt: Klassisk sportsfilm med spektakulære racerløb med alt, hvad man kan ønske sig af drama og halsbrækkende uheld. En lille romance mangler heller ikke.

Instruktion: Joseph Kosinski
Se trailer







Verdens bedste restaurant: Noma på kogepunktet
Dansk dokumentar, 2010 – dr.dk
★★★★☆☆

Livet bag kulisserne på Noma, hvor der arbejdes intenst og skældes ud (uden stegegaffel!) for at perfektionere retter, som nogle gange består af noget, de fleste danskere normalt ville fjerne fra haven. En fascinerende dokumentar om ekstrem ambition og perfektionisme, og om hvor meget stress der kan ligge bag en tallerken med tre blade og en myre.

Instruktion: Christian Vorting






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Rachel Porchman: We Had Today (fra 'One Day')
Lyden af en søndag eftermiddag, hvor man både bliver rørt og får lyst til at kigge eftertænksomt ud ad vinduet.

Den jazzede
Wynton Marsalils: When It's Sleepytime Down South
Jazz, der får dansk forår til at føles som en lun aften på en veranda med en imaginær cigar.

Den fodflyttende
The Nolans: I'm in the Mood for Dancing
Selv folk med to venstreben tror pludselig, de er med i 'Vild med dans'.

Balladen
Anjani Thomas: Blue Alert
Musikken til det øjeblik, hvor man stirrer ned i kaffen og overvejer livets store spørgsmål. Eller bare vejret.

Den nostalgiske
Dirch Passer · Ove Sprogøe: Der kommer altid en sporvogn og en pige til
Dansk livsfilosofi kogt ned til tre minutter.

Omsider meldte Troels Lund Poulsen sig som statsministerkandidat. Det svarer til at stille op til Melodi Grand Prix med en triangel og sige: 'Jeg holder mulighederne åbne'. Ikke desto mindre kom ugens mest uventede kulturelle bidrag også fra Troels Lund, der optrådte i en valgvideo som en AI-genereret Rambo med bar overkrop og frygtindgydende biceps. I gamle dage stillede politikere sig op foran en mark eller en fabrik. Nu står de foran en grøn skærm og ligner nogen, der er på vej til at befri Jylland fra fjendtlige droner. Man ser frem til, at næste video inkluderer slowmotion, eksplosioner og en voiceover om ansvarlig økonomisk politik. Det er trods alt ikke hver dag, man ser landbrugspolitik forklædt som en afklædt Action Man.

Det er trods alt ikke hver dag, man ser landbrugspolitik forklædt som en afklædt Action Man

Ifølge Miljøministeriet er et sprøjteforbud på 'sårbare' områder både bedst og billigst. Derfor kræver SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet et totalt forbud mod sprøjtegift af en kommende regering, og Socialdemokratiet vil have sprøjteforbud uanset regering, har miljøminister Heunicke lovet. Blå blok slår fast, at rent drikkevand er vigtigt, men et sprøjteforbud – ellers tak! I princippet er fløjene er altså enige om målet, men uenige om den mellemregning, der går under betegnelsen virkeligheden.

Samtidig raser diskussionen om Socialdemokratiets formueskat. Det har fået en række erhvervsledere til at reagere, som om nogen har foreslået at opkræve pant på deres lystyachter, og direktører fra store virksomheder truer med at forlade landet. I dansk politisk dramaturgi er det en gave til statsministeren, for intet genopbygger et rødt image som en håndfuld rasende milliardærer i Berlingske, der siger, at nu flytter de altså. Hos Socialdemokratiet ruller forslagene i øvrigt ud som buffet på en konference: værsgo, her er lidt formueskat, og vi kommer snart med pension til dessert.

På højrefløjen er ambitionsniveauet i top: Liberal Alliance vil bygge mellem seks og otte atomkraftværker til over 120 milliarder kroner. For en dansker lyder det som at foreslå en bro til månen. SVM-regeringen har til gengæld allerede sagt ja tak til fransk atomsamarbejde, så måske ender vi med en løsning, hvor Danmark både er skeptisk over for atomkraft og sideløbende samarbejder om det.

De Konservative vil investere milliarder i folkeskolen og have to voksne i dansk- og matematiktimerne, Socialdemokratiet vil reducere klasserne til 14 elever, og Venstre foreslår flere timer og to lærere i klasseværelset. Nu venter vi bare på det første parti, der kræver to lærere pr. elev.

Danske reformer ligger altid lige præcis langt nok ude i fremtiden til, at ingen rigtig behøver tage stilling til dem lige nu

Moderaterne foreslog en boligskattereform, hvor man beskattes af gevinsten ved salg af bolig. Men da boligejerne begyndte at rømme sig og skule på en ubehagelig måde, skyndte sig Lars Løkke sig at tilføje, at det selvfølgelig først skulle være om otte år. Hermed fjernede han enhver tvivl om, at danske reformer altid ligger lige præcis langt nok ude i fremtiden til, at ingen rigtig behøver tage stilling til dem lige nu.

Dansk Folkeparti har valgt en mere kontant stil. Partiet kræver, at der bliver smidt flere muslimer ud af Danmark, end der bliver lukket ind. Samtidig har formand Messerschmidt sagt, at han faktisk er lidt ærgerlig over, at hans sviptur sidste år til Mar-a-Lago, hvor han tog en selfie foran Donald Trumps swimmingpool, er blevet misforstået og 'har fået en anden karakter, end hvad der var min intention'. En formulering, man sjældent hører i dansk politik og mere lyder som en bortforklaring efter en upassende optræden ved en firmafest.

Mens ultimatum efter ultimatum fløj gennem luften – ingen vil i regering med nogen, som vil i regering med nogen, som måske kunne finde på at tale med nogen – var ugens højdepunkt et tv-program, hvor alle partilederne skulle tilbringe et døgn sammen på Ryslinge Højskole. Der var kærlige kram, kammeratlig konversation, korsang og klaverspil. Klaveret stemte, stemningen var god – men ingen tænkte på andet end afstemningen den 24.

Summa summarum: lidt actionfilm, lidt højskole, lidt milliardregninger og en hel del ultimatummer. Ser man det udefra, kunne man få mistanke om, at der var tale om satire. Og så var det bare endnu en helt almindelig uge i en dansk valgkamp.

• Fordi der nu er udskrevet valg, bliver det alligevel ikke til noget med regeringens forslag om at fjerne afgiften på sukker og chokolade. Det dur ikke med både politisk ustabilitet og billig Marabou.
• Det bliver heller ikke til noget med kongeparrets planlagte hofbal på Christiansborg. Det betyder, at regeringen, Folketinget og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet nu må finde andre lejligheder til at lufte deres skræddersyede kjoler. Måske bliver udvalgsmøderne nu lidt festligere?
• For to år siden trak Danske Bank støtten til Copenhagen Pride efter en konflikt om krigen mellem Israel og Hamas, men nu er Danmarks største bank tilbage som partner. Det viser bare, at regnbuen har syv farver, og mindst én af dem er corporate blå. Og selv værdipolitik kan få en kassekredit.
• I weekenden blev der holdt en mindehøjtidelighed på Nørrebro i København for den dræbte ayatollah Ali Khamenei. 'Deltagere til sådan et arrangement hører ikke hjemme i Danmark og burde sætte sig på det første fly hjem', skrev Inger Støjberg på Facebook. Hun glemte at tilføje '– og det er ikke de eneste!'
• Omvendt mener Pelle Dragsted, at på grund af de seneste døgns angreb på Iran skal hjemsendelsen af afviste iranske asylansøgere sættes på pause på ubestemt tid. For en gangs skyld et politisk forslag, der allerede har været praktiseret i årevis.
• I Sydspanien har arkæologer fundet en elefantknogle fra den Anden Puniske Krig, som kan være det første konkrete bevis, der underbygger historien om Hannibals elefanter. Magien ved arkæologi er, at man bruger 20 år på at grave og finde én knogle, hvorefter man konstaterer: 'Dette fund ændrer alt'. Mens elefanten for 2.200 år siden bare tænkte: 'Jeg skulle være gået en anden vej.'
• I Aarhus stødte to politibiler sammen midt i et vejkryds, mens de var på vej til hver sin opgave med udrykning. Det positive er, at de var hurtigt fremme på ulykkesstedet.
• En kvinde ved navn Sadie Lowell har oprettet hjemmesiden 'Bring Back Doors' i protest mod den omsiggribende tendens på internationale hoteller til at lade væggen mellem hotelværelsets soveafdeling og toilettet være gennemsigtig. Nogen har misforstået begrebet 'a room with a view'.
• Frem til sommerferien får caféer og restauranter uanmeldt besøg af kontrollanter fra Fødevarestyrelsen, der skal efterprøve, om spisestederne holder, hvad de lover gæsterne. For eksempel skal 'italiensk stemning' dække over mere end en rødternet dug, og 'dagens fisk' skal kunne identificeres som fisk.
• I år aflyste prinsesse Benedikte sin traditionelle deltagelse i Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Det mest stabile i år var hestene, der fastholdt traditionen med at møde op.

LÆST:
Evelyn Waugh: Vile Bodies
1930
★★★★★☆

Vi følger en gruppe unge, rige londonere i 1920'ernes fest- og skandaleprægede selskabsliv, hvor kærlighed, pengeproblemer og konstant jagt på underholdning styrer tilværelsen. Det er skarp satire, der udstiller en tom og rastløs bright young people-kultur – ikke helt ukendt 100 år senere. En underholdende, men samtidig desillusioneret skildring af en generation uden retning.








SET:
Tre veninder (Trois amies)
Fransk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★☆☆

Tre veninder forsøger at navigere i kærlighed, begær og venskab, mens deres relationer krydser og komplicerer hinanden. Let humor og romantisk forvikling bliver blandet med mere eftertænksomme refleksioner over følelser og loyalitet. En elegant, meget fransk relationskomedie med psykologisk finesse.

Instruktion: Emmanuel Mouret
Se trailer





Red Eye (Red Eye II: Crimson Icarus)
Britisk thrillerserie, 2. sæson, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆

En amerikansk diplomatisk kurer bliver myrdet i Heathrow lufthavn. Samtidig er MI5-chefen på vej hjem fra Washington, da hendes fly modtager en bombetrussel. Hemmeligheder, dobbeltspil og skjulte motiver driver handlingen frem i højt tempo. Stram suspense og troværdige karakterer – men et noget fortænkt plot.

Instruktion: Kieron Hawkes · Camilla Strøm Henriksen
Se trailer






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Liza Minnelli: New York, New York (fra 'New York, New York')
Højlydt, storslået og helt umulig ikke at synge med på.

Den jazzede
Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
Som en velklædt kat, der går rundt i rummet: afslappet, elegant og for cool til at skynde sig.

Den fodflyttende
Candi Staton: Young Hearts Run Free
'Drop den dårlige kæreste – og dans!'

Balladen
Dianne Reeves: There'll Be Another Spring
Bedst med et glas rødvin og dæmpet belysning.

Den nostalgiske
Siw Malmquist: Förälskad i Köpenhamn
Som en solskinsdag i Tivoli.









PODCAST:
Poptillægget, Politiken: JFK Jr. og Carolyn: romantik, 90'er-mode og tragedie
Den aktuelle tv-serie Love Story på Disney+ rammer en stemning, mange længes efter. Den dyrker moden, musikken og stemningen i det sidste analoge årti, men rammer den også i dybden. Om den virkelige historie bag serien om romancen mellem JFK Jr. og hans fashionable hustru Carolyn Bessette Kennedy, som var allestedsnærværende i de tabloide magasiner i 90'erne indtil deres tragiske død i flystyrtet i 1999. Kan høres gratis på Spotify.

ARTIKLER:
New York Times: When to Bring Your Shoes to the Cobbler

Wall Street Journal: JFK Jr. Had Amazing Style. What Men Should Copy — and What Only He Could Pull Off
JFK Jr., der omkom ved en flyulykke i 1999, besad en ubesværet stilsans, der har overlevet alverdens trends. Stilen var tilbagelænet og samtidig sofistikeret, men den var hverken prangende eller pralende. Men ikke alt kan kopieres uden videre.

Der er uger, hvor Danmark lister gennem nyhedsstrømmen som en kat på uldsokker. Og så er der uger som denne, hvor mediebilledet sitrer af begivenheder, og selv den mest sindige læser må tage en dyb indånding.

Meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide

Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende. Mette Frederiksen udskrev valg med den pludselige beslutsomhed, man normalt forbinder med at ringe efter en taxa klokken tre om natten. Den 24. marts skal vi gå i tænke- og stemmeboks, og i mellemtiden er nationen forvandlet til én lang paneldiskussion, hvor alle taler i munden på hinanden, mens meningsmålingerne hopper rundt som forårskåde påskekyllinger i utide. Venstrefløjen aner et rødt flertal. Højrefløjen aner et blåt øje. Vælgerne aner ikke, hvilket ben de skal stå på.

Som om det ikke var nok, har Grønland igen indtaget rollen som hovedperson i det geopolitiske teaterstykke, hvor kulissen er isblå, og replikkerne leveres med diplomatisk stiv overlæbe. Diskussionen om Grønlands status har i ugens løb haft et dramatisk præg, der minder om en tv-serie, hvor manuskriptforfatterne hele tiden finder på et nyt plot-twist. Trumps tilbud om et hospitalsskib blev mødt med en høflig, men tydelig nordatlantisk afvisning og en bemærkning om, at her har alle altså noget, der hedder et sygesikringsbevis, og det var der for resten nogen, der kunne lære noget af ...

Pludselig stod man dér, som hvis man havde fået stukket et tændt kanonslag i hånden af en tilfældig forbipasserende

Samtidig er forholdet til USA blevet behandlet i medierne som et skrøbeligt porcelænsstel, der både skal vises frem og pakkes forsigtigt ind. Grønland er ikke bare en ø. Det er et strategisk krydsfelt, en identitetspolitisk lakmusprøve og en uudtømmelig kilde til overskrifter med ord som suverænitet og sikkerhed. Man ser de politiske reportere for sig, der sidder klar hver morgen ved tastaturet og tænker: Hvad mon Arktis har fundet på i dag?

Imens diskuterer vi internationale studerende, forsvarsbudgetter og EU-sanktioner med en intensitet, der giver selv de mest hærdede debatprogramværter nervøse trækninger. Forsvarsudgifterne beskrives som en krigskasse, der er så godt som tom. Det lyder dramatisk, men minder også lidt om en dansk families husholdningsbudget sidst på måneden; der er stadig noget i fryseren, hvis man er lidt kreativ.

Mens de store ord runger i spalterne, fortsætter hverdagen med nødvendige indkøb, vasketøj og madpakker Valgkampen er i gang. Grønland er på dagsordenen. Verden banker på døren.