Goddag, marts



Marts i Danmark ligner på mange måder februar, men de to er også vokset op sammen. Først kommer solen snigende som en gammel kending og får en til at lade vinterfrakken blive hængende hjemme på knagen, men tre minutter efter sner det. Eller hagler. Eller begge dele samtidig.

Vinden i marts er ikke nogen helt almindelig vind. Det er en personligt fornærmende, sjælegennemtrængende kuling, der brøler en i øret, at hvis man havde troet, at det var forår, kan man godt tro om igen. Man forstår pludselig, hvorfor marts er opkaldt efter krigsguden Mars – det er en kamp at komme igennem den.

Fastelavnsbollerne gav fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer

Forårsblomsterne er forvirrede. De stikker forsigtigt deres hoveder op af jorden og ser sig omkring, hvorefter nogle straks trækker sig tilbage i sikkerhed, fordi de ikke vil drives (vinter)gæk med og risikere pludselig at blive begravet under et snefald.

Heldigvis er vi danskere hårdføre folk, der ikke lader sig kue af et lille fupnummer. Vi sætter os tappert ud i solen ved cafébordene på fortovet iført tyk jakke og hue, mens vi nipper til en kop skoldhed baristakaffe og overbeviser os selv om, at det 'faktisk er ret lunt i solen'. Fordi fastelavn i år har været lidt fodslæbende og ikke nået at slå til i februar, kan vi oven i købet nyde en fastelavnsbolle til kaffen, så vi kan overleve måneden på vaniljecreme, flødeskum, sukker, syltetøj og smør.

Men faktisk gav fastelavnsbollerne fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer, og avisernes smagsdommere kom på overarbejde. Ifølge Politiken kan den ringeste fastelavnsbolle købes hos Reinh van Hauen, der ellers tidligere har høstet den højeste anerkendelse på verdensudstillingerne i London, Wien, Paris og Rio de Janeiro. Skudsmålet lød sådan:
En tør tebolle. Virker, som om de bare har hældt de ting ind, de lige havde. Den gule bagercreme og koldcremen i gule klumper giver en dårlig oplevelse.
Til gengæld gav Berlingske Maison d'Angleterres fastelavnsboller topkarakter. De koster 345 kroner stykket, men så er de også med både bladguld og kaviar.

Tilbage på sporet: Marts er en drilsk måned, men den har sin charme. Den holder os på tæerne, tester vores optimisme og gør, at vi sætter endnu mere pris på de første ægte forårsdage, når de forhåbentlig kommer. Hvis vi kan overleve marts, kan vi overleve alt. Måske oven i købet aprilvejret, men den tid, den sorg/glæde.

* * *
Lav, men behagelig musik til marts

. Bookmark permalink.

6 svar på Goddag, marts

  1. Ellen skriver:

    Jeg kan sikkert sagtens nøjes med fastelavnsbollen fra van Hauen, hvis det skulle være, og jeg har overhovedet ikke lyst til at sætte tænderne i en fastelavnsbolle med kaviar! Dem fra vores egen bager så ganske glimrende ud, men vi faldt ikke for fristelsen, mens tid var 😀
    Marts er vejrmæssigt mindst lige så ustabil som april, men lige i dag har vejret såmænd været udmærket.

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen En fastelavnsbolle med kaviar nærmer sig en perversitet, hvis du spørger mig. Men man kan faktisk også få den uden – så slipper man med 245 kroner. Bortset fra det, vil en fastelavnsbolle aldrig kunne slå kanelsneglen.

    Ja, vejret har også været fint her.

  3. Erik Hulegaard skriver:

    ”Sædernes forfald” – skammeligt, at min barndoms favoritbager på Gl. Kongevej (Frederiksberg) Reinh. van Hauen har sænket standarden på et så essentielt produkt som fastelavnsbollen.

    Medens vi tangerer Horestas faglige domæne, må jeg erkende, at de få gange, hvor svingdøren til hotel d´Angleterre har været passeret, altid har været i professionelle øjeblikke, hvor jeg hver gang har sluppet for fakturaen.

    Det er et rigtig fint causeri over marts måneden; måske kan de beskrevne indtryk formildes, ifald man(d) har fødselsdag netop i den måned. 😉

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Reinh van Hauen på Gl. Kongevej har også en særlig plads i mine erindringer. Vi boede i en forstad til København, da jeg var barn, og om lørdagen kørte hele familien som regel til byen i Volvoen, oftest for at handle i Magasin på Kongens Nytorv. På hjemvejen lagde vi først vejen om ad Frederiksberg Smørrebrød - ingen filialer, derefter Reinh van Hauen, hvor der blev indkøbt wienerbrød til eftermiddagskaffen. Ak ja, det var tider ...

  5. Eric skriver:

    Marts er (som så mange andre måneder) lunefuld, og det er hverken tilfældigt eller overdrevet, at vores snerydningsabonnement dækker denne måned med.
    Jeg er ikke kagemand og gør det ikke i fastelavnsboller og da slet ikke dem med kaviar - gys!

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Eric: Det er nyt for mig, at man kan tegne et snerydningsabonnement. Det lyder som en god idé, men Indtil videre har min sneskovl ude i skuret tjent mig godt.

    Ja, kaviar i fastelavnsboller lyder skræmmende. Det svarer vel nogenlunde til et stykke sandkage med fedt og rejer.

Skriv en kommentar