Desværre er jeg offer for den nedarvede kønsbestemte optagethed af biler, der harmonerer så dårligt med det intellektuelle image, jeg til stadighed forsøger at tillægge mig. Som dreng slugte jeg alle testkørsler og anmeldelser af nye biler i FDMs medlemsblad Motor og lærte specifikationerne udenad. Kørekunst af Jørgen Ditlev Scheel var min bibel, og jeg kæmpede mig igennem den belgiske racerkører Paul Frères bog Kørselsteknik på landevej og bane, selv om den var proppet med kedelige tal og formler.

Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv

Men for at parafrasere Holberg: 'Ét er Motor at forstå, et andet bil at føre.' For eksempel ærgrede det mig, hver gang min far gearede ned midt i et sving i stedet for at skifte gear inden svinget. Han måtte jo nok kunne forstå, at når han skiftede gear, ændrede han pludselig det drejningsmoment, motoren overførte til hjulene. Jeg forklarede ham (han var ingeniør), at under et sving er der mere vægt på de yderste hjul og mindre på de inderste på grund af centrifugalkraften, og den balance blev jo forstyrret, hvis han skiftede gear midt i det hele med risiko for overstyring, så bagenden skred ud! Men han smilede altid bare overbærende og sagde, at en søndagstur i en Amazon ikke var det samme som at deltage i Le Mans. Og bagenden skred da heller aldrig ud.

Mange er af den opfattelse, at færdselsreglerne kun gælder, indtil man har fået kørekort. Herefter kan man begynde at freestyle. Nogle er stolte over at være den femte, der kører gennem et kryds, efter at det er blevet rødt. De kunne heller ikke drømme om at bruge blinklyset, for det rager ikke andre, hvor de skal hen. Der er dem, der lægger makeup, taler i telefon og hører radio, samtidig med at de optræder som mæglere i en borgerkrig mellem børnene på bagsædet. Der er også dem, der har udviklet en højt specialiseret koncentrationsevne, som kun gælder asfalten lige foran dem, så fodgængere og andre uvedkommende indslag i trafikken bliver fuldstændig usynlige for dem. Andre er så faste i troen på deres egen udødelighed, at de dobbeltparkerer midt på vejen uden at kunne se noget uhensigtsmæssigt i det.

De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale

Men ellers findes der grundlæggende to typer bilister i denne verden. Første kategori mener, at det at køre godt betyder aldrig at overskride fartgrænserne, altid holde en afstand på mindst to fodboldbaner til bilen foran og i øvrigt udvise en ro, som kan få en buddhistisk munk til at virke, som om han lider af ADHD. Det er folk, der viser af i god tid, også når de kører ud af en rundkørsel på en øde landevej klokken tre om natten. De er ikke populære på motorvejen, men til gengæld får de aldrig et klip i kortet. De kører konsekvent 49 km/t i en 50 km-zone og får svedige håndflader, hvis de ved en fejl rammer 52. De er ikke i bilens verden for at have det sjovt. De skal ikke risikere noget.

Den anden skole mener, at det drejer sig om at have føling med bilen. Det lyder som noget, man siger, når man prøver at overbevise den motorsagkyndige om, at man faktisk vidste, hvad man lavede, da man foretog en trepunktsvending, der mest mindede om en syvogtyvepunkts-vending. Man er ét med bilen! Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv. De vil påstå, at de besidder en sjette sans og befinder sig i en form for zenagtig balance mellem vejens beskaffenhed, motorens brummen og en intuitiv fornemmelse for fart og flow. De behøver ikke at kigge på speedometeret, for de ved, hvornår de kører 80 km/t, selv om det som regel er, når de faktisk kører lidt over 100. Hvis de var et dyr, ville de være en gepard med kørekort. De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale og derfor har valgt at køre rundt i en bil med sænket undervogn og brede alufælge.

Men hvad med mig selv? Til trods for min fars manglende vilje til at underkaste sig fysikkens love, var det ham, der lærte mig at køre bil, da jeg var 13 år gammel. Det foregik om søndagen i et øde og afsidesliggende industrikvarter på vestegnen, og undervisningen var sikkert ikke helt efter bogen, men jeg bestod da køreprøven, da jeg blev 18. Som alle andre kører jeg bedre end de fleste, men jeg har bemærket, at jeg er begyndt at skifte gear midt i svinget engang imellem. Det må være noget arveligt.

Hvis nogen skulle have brug for at få genopfrisket, hvordan man forholdsvis hurtigt når op til toppen af et bjerg i sin bil, er her lidt anskuelighedsundervisning.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'omkring', når 'om' er nok.