Forlaget Gyldendal har opfordret Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen til at skrive en krimi. Det er blevet til den politiske thriller Kongen fra Esbjerg, som nu er udkommet, og efter at have læst anmeldelserne må man konstatere, at anmelderes veje er uransagelige.
Overskriften på anmeldelsen i Poul Madsens egen gamle avis Ekstra Bladet var 'Debil debut: Madsens mageløse makværk', mens Politiken skrev 'Poul Madsen imponerer med hæmningsløst underholdende debutroman'. Men hvordan kan den samme bog med de samme ord, skrevet af den samme forfatter være både en litterær katastrofe og et festfyrværkeri? Er det anmelderen eller bogen, der gør udslaget? Eller er vi i virkeligheden vidne til parallelle virkeligheder, hvor det litterære landkort ser helt forskelligt ud, afhængigt af om anmelderen sidder på den ene eller den anden redaktion på Rådhuspladsen?
Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør
Nogle vil hævde, at det er en så tung akademisk og akkuratessekrævende opgave at skrive en anmeldelse, at det på det nærmeste må sidestilles med eksakt videnskab. Men det er ikke umiddelbart indlysende. Hvis fysikkens love fungerede på samme måde som en anmelders tastatur, ville tyngdeloven kun gælde om mandagen, og solen ville gå ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvis tastatur solen faldt på. Sandheden er nok snarere, at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog, tager en bid af den og siger: 'Uhm, denne litterære himmerigsmundfuld har en raffineret eftersmag af overbevisende psykologisk indsigt', mens en anden spytter den ud med alle tegn på væmmelse og udbryder spontant: 'Føj for en gang uspiselig hakkelse, ræk mig et stykke med Stryhns grovhakkede med mug på til at tage den grimme smag.'I al stilfærdighed kunne man få en mistanke om, at det, der adskiller boganmeldere fra sportskommentatorer, er, at de ikke kan blive enige om målet. I fodbold ved alle, at det gælder om at få bolden i nettet. Når det drejer sig om bøger, vil nogle anmeldere mene, at målet er smukt sprog og eksistentiel dybde, mens andre foretrækker blod, biljagter og balfaldera. Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør, der skal få os til at tro, at hans eller hendes mening er den eneste rigtige. Eller også er anmeldere bare ganske almindelige mennesker med en deadline, moderat søvnunderskud og en usund fascination af adjektiver.
Samuel Johnson skulle engang have sagt, at 'nogle anmeldelser er så dårlige, at de får én til at ville læse bogen' – og det var lige, hvad der skete for mig. Min nysgerrighed drev mig til at gå i krig med Kongen fra Esbjerg, og jeg er lige blevet færdig. Det hører selvfølgelig ingen steder hjemme at kalde bogen et makværk, medmindre man er ansat på Ekstra Bladet og eventuelt har et regnskab at gøre op med den gamle chefredaktør, men ellers ligger min bedømmelse nok et sted midt imellem Ekstra Bladets og Politikens – nok tættest på sidstnævnte. Men jeg er heller ikke anmelder.
Dagens tip: lad være med at sige 'vækste', hvis 'vokse' er dækkende.
Man kan også anlægge et meget pragmatisk syn på fænomenet bog- eller litteraturanmeldelser, som altid har været en omstridt metier. En bog er - før al snak om god/dårlig litteratur begynder - en vare. Og et eller andet sted er en anmeldelse en anbefaling (eller det modsatte)af en vare . Derfor bør man som anmeldelseslæser kunne forvente en nogenlunde sober redegørelse for, hvad man bruger sine 2-300 kroner på. Og alene det kræver et vist fagligt niveau, som mange anmeldere (ofte journalister eller andre mediemedarbejdere) desværre ikke besidder. Og hvis der så er plads til allersidst, kan anmelderen - som dem, du henviser til - give deres eget besyv med. Sin smagsdom.
Enhver, der har skrevet en bog, kan genkende blogejerens beskrivelser. Om det er dagspressens ”professionelle” anmeldere eller en lektør fra biblioteksverden (har selv en gammel klassekammerat) forekommer med selvlysende skrift /citat: ”at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog” citat slut/.
Har censor haft en dårlig dag? Skal der hævnes noget fra fortiden (jf. P.Madsen vs. Ekstrabladet)? Er den superlativ-stopproppede anmeldelse i virkeligheden en fuld refusion for en kortere erotisk oplevelse?
Og så er der alle de verdensberømte kunstnere, hvis første og måske få næste udgaver er blevet bortdømt, indtil smagsdommernes akutte åbenbaringer sker ved nr. xx. Kunstneren (vælg selv branche) skamroses og laurbærkranses af deres bipolare omgivelser ud fra Churchills omskrevne ord: ”Sjælden har så mange rost så meget i så lang tid og ment så lidt med det!”
@capac: Meget enig. Det er en tilsnigelse at kalde Ekstra Bladets 'anmelder' for anmelder. Vedkommende, hvis navn jeg behændigt udelader, hører til de journalister på Ekstra Bladet, hvis opgave er at provokere snarere end at informere og indgår i det fundament af misundelse, forargelse og skadefryd, der taler til bladets læsere. Politikens anmelder har derimod en litterær baggrund og er kendt som krimiekspert og må derfor tilskrives en helt anden troværdighed.
Retfærdigvis skal det nævnes, at Ekstra Bladet også har journalister og kommentatorer, der gør deres arbejde upåklageligt – de er bare ikke bladets varemærke.
@Erik Hulegaard: Men kunne også tænke sig, at Ekstra Bladet netop valgte en sønderlemmende kritik for ikke at blive beskyldt for kammerateri. Forfatterens forhold til Politikens anmelder unddrager sig mit kendskab, men den pågældende anmelder har ellers ikke for vane at lægge fingrene imellem, så også den anmeldelse undrede mig.
Som sagt vil jeg nødig føre mig frem som anmelder, men jeg følte mig faktisk udmærket underholdt af bogen.
Ja, smag og behag. Alligevel undrer det, at to anmeldere kan vurdere bogen SÅ forskelligt, medmindre der, som du er inde på, er noget gammelt nag.
I det mindste skriver boganmelderne som regel med individuel, sproglig stil. Anderledes står det til med vinanmeldere, der konkurrerer om, hvem der kan finde på de mest vanvittige adjektiver. Jeg kan til nød forstå "læder", "jord" og "tobak", men når det bliver til "bonevoks" eller "blæk", står jeg af. Hvordan smager blæk?
@Eric: Ha ha, ja hvordan smager blæk? Måske skulle man prøve en slurk, men der er vel også smagsæssige forskelle på blåt, sort og grønt blæk? Pelikan og Parker Quink smager nok heller ikke ens, og årgangen må også have betydning. Der åbner sig nye, interessante perspektiver inden for vinanmelderbranchen!
Anmeldere er et folkefærd for sig. Både de mere professionelle og de selvbestaltede (eller tvangsudskrevne).
Jeg har gennem mange år levet efter devisen, at hvis noget får en god anmeldelse, undgår jeg bogen eller filmen - og vice versa, selvfølgelig: Hvis det bliver sablet ned som noget ukulturelt pladder, falder det ikke sjældent i min smag, så jeg går efter de dårlige anmeldelser. 😁
Jeg synes ofte, at der er et temmelig stort element af snobberi over mange anmeldere, uanset om det er bog-, mad-, film- eller vin-, men jeg ved godt, at jeg er uenig med rigtig mange her.
Og jeg har det lidt lige som dig: Overdrivelse fremmer forståelsen ...
@Ellen: Jeg har det lidt på samme måde Ikke at jeg målrettet går efter noget, der er blevet dårligt anmeldt, men jeg er altid skeptisk, hvis en bog eller en film bliver voldsomt hypet (jeg kan ikke finde et lige så dækkende ord på dansk), og ikke sjældent har jeg meget fornøjelse af, hvad der betragtes som underlødigt. Omvendt er jeg ikke altid uenig i de 'snobbede' anmeldelser. Kort sagt: 'Alt med måde', for nu at bruge en floskel.