I sidste uge har jeg befundet mig i Ingmar Bergmans univers, fordi jeg kom til at se Tomas Alfredsons nyfortolkning af Bergman-klassikeren Troløs på dr.dk. Jeg har set en del Bergman-film i tidens løb, og efterhånden synes jeg, at jeg kender ham på travet. Så hvorfor ikke lave min egen Bergmann-film? Man kan da i det mindste forsøge:
Sommerens tavshed
Hovedpersoner:
- Elisabeth, 41, eksistensialistisk digter, lider af tavshedens metafysiske vægt. Taler kun i gåder.
- Johan, 45, misforstået dramatiker, der skriver stykker, hvor stilhed og eksotiske akvariefisk spiller en central rolle. Hader kritik, drikker konstant rødvin.
- Agnes, 39, Elisabeths veninde, men muligvis også hendes ekskæreste. Ingen ved det. Hun smiler aldrig.
Sort-hvid. Man ser en hvid måge stå bomstille på en klippe Dens næb åbner sig langsomt, men der kommer ingen lyd. En cello spiller én lang, dvælende tone. Kameraet panorerer 4 cm til venstre. Så bliver det helt sort.
Scene 1:
Elisabeth og Johan bor i en enorm lejlighed i Stockholm med stuk og sprængfyldte bogreoler. De har ikke talt sammen i tre år, men har netop fået en ny espressomaskine, som får dem til at bryde tavsheden.
Elisabeth: 'Kaffen er bitter.'
Johan: 'Som vores ægteskab.'
Pause på 2 minutter. En due flyver forbi vinduet i slowmotion.
Scene 2:
Det er sommer. Regnen siler uafbrudt ned over et faldefærdigt sommerhus i Småland. Elisabeth sidder og læser Rilke, Johan stirrer ud i regnen. De prøver at spille skak, men ingen rører brikkerne. Agnes ankommer uden forklaring.
Agnes: 'Er vinden indenfor eller udenfor?'
Johan bryder sammen og græder i 14 minutter. Ingen trøster ham.
Scene 3:
Johan finder en note i Elisabeths dagbog, som han læser højt: 'Kærligheden er som en overmoden fersken – blød, sød, og snart i forrådnelse.'
Johan: 'Elisabeth ... handler det om mig?'
Elisabeth: 'Du har aldrig elsket.'
Agnes kigger intenst på dem begge. En ged bræger i det fjerne.
Scene 4:
Alle tre tager bad i søen i regnvejr uden at ænse hinanden. Ingen siger noget. En svane svømmer i ring. Kameraet dvæler i 11 minutter på Elisabeths ansigt, mens hun ser ud, som om hun tænker på tilværelsens meningsløshed eller brombærrene i den nærliggende skov, som hun plukkede som barn sidst på sommeren.
Slutscene:
Man ser Elisabeth, der sidder i et tomt tog. Johan vinker farvel, men er han der i virkeligheden? Agnes går ind i skoven og forsvinder. Kameraet zoomer langsomt ud fra en visnende solsikke, mens en fortæller siger: 'Alt er sommer. Intet er sommer.'
Sort skærm. Ingen rulletekster.
* * *
Spøg til side, parodien er forholdsvis venligt ment. De fleste Bergman-film, jeg har set, har været interessante, omend lettere ubehagelige, fulde af gådefulde scener og sjældent opløftende. Dog har det træge tempo og de lange pauser altid haft komikkens skær i mine øjne, men det skyldes nok min cineastiske vankundighed; der hersker ingen tvivl blandt filmkyndige om Bergmans kvaliteter som filmkunstner. Troløs – den aktuelle anledning til at beskæftige sig med Bergman – er som nævnt instruktøren Tomas Alfredsons dugfriske tv-serieudgave og videreudvikling af Bergmans film fra 2000, som Liv Ulmann instruerede dengang. Og selv om det ikke lykkedes fuldstændig at holde rastløsheden fra døren, må jeg indrømme, at jeg blev grebet af den intenst ubehagelige stemning og så alle 6 episoder af det renoverede komplekse psykologiske trekantsdrama i hurtig rækkefølge. Serien bliver anmeldt udførligt her af mere kompetente kræfter. P.S. Det er højst sandsynligt, at jeg aldrig bliver filmskaber.
* * *
Lav, men behagelig musik til hele juni
