I forbindelse med min omtale i lørdags af dokumentaren Titanic i farver, som kan ses på dr.dk, henviste blogkollega Ellen til National Geographics dokumentar Titanic: Case Closed, hvor historikeren Tim Maltin redegør for en overraskende teori om forliset. Hans forklaring peger ikke på inkompetence hos besætningen eller dårligt udsyn, men på noget langt mere subtilt: de optiske bedrag, vejret forårsagede natten mellem den 14. og 15. april 1912.

Ifølge Maltin var atmosfæren over Nordatlanten netop denne nat usædvanlig. Kold luft lå tæt ved havoverfladen, mens et lag varmere luft befandt sig ovenover. Når det sker, kan lyset bøjes på uforudsigelige måder. Det kan få horisonten til at 'løfte sig' og skabe fatamorganaer, hvor skibe eller objekter virker højere, lavere, længere væk eller helt forsvinder i synsfeltet. For dem, der stod på Titanics udkigspost, kunne det have betydet, at isbjerget visuelt smeltede sammen med havlinjen og derfor først blev set i sidste øjeblik.

Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide

Maltin mener også, at de samme optiske forvrængninger spillede en afgørende rolle i forløbet mellem Titanic og det nærliggende skib Californian. Californian befandt sig sandsynligvis meget tættere på Titanic, end officererne ombord troede, men på grund af luftforholdene virkede Titanic både mindre og fjernere. Det kan forklare, hvorfor Californian ikke reagerede på Titanics nødraketter. Lysene så måske ikke ud som nødsignaler set fra Californian, men snarere som rutinemæssige skibsraketter ude i horisonten.

Hvor mange tidligere analyser har fokuseret på menneskelige fejl – for høj fart gennem et isfelt, manglende kikkert eller dårlig krisehåndtering – mener Maltin med andre ord, at forklaringen skal søges i naturfænomener. Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide, og at Californian misforstod situationens alvor.

Nogle forskere mener dog stadig, at menneskelige faktorer har spillet en central rolle, men Maltins forklaring er blevet modtaget som en interessant og teknisk plausibel mulighed, der kan kaste nyt lys – bogstaveligt talt – over en tragedie, som ellers har været minutiøst undersøgt i over et århundrede.

Titanic: Case Closed er en tankevækkende dokumentar, som bringer ny energi til et af historiens mest undersøgte skibsforlis. Den er især interessant for dem, der allerede kender den grundlæggende historie og søger dybere forståelse af, hvad der kan være sket i minutterne op til kollisionen med isbjerget.

Tim Maltin uddyber sin teori i det omfattende interview The Truth Behind Titanic's Last Few Moments.

Tak til Ellen for begge links.

DIT OG DAT midt i den agurketid:

• Nets' betalingssystem gik ned sidste weekend, og det var ikke på grund af russere, kinesere eller fyrede medarbejdere med adgangskoder. Bare systemet selv, der havde brug for at mærke efter.
• Sidst på eftermiddagen kunne bilisterne ikke komme over Storebæltsbroen på grund af nedbruddet, og der opstod håndgemæng, mens bommene blev udsat for hærværk. Nets har siden beklaget – ikke at systemet gik ned, men at det ikke skete en tirsdag klokken 02.30.
• I Odense hærges haveforeningerne af bandeopgør og kolonihaveejere, der bygger alt for store huse. Kolonihaven var engang et fristed – nu er det en frontlinje mellem stauder, skudsalver og skæve carporte.
• Den invasive asiatiske gedehams, som i juni blev registreret i Kerteminde, viste sige at være en enlig svale. Måske var den bare på interrail. Måske skulle den besøge sin kusine i Odense. Eller måske havde den bare fået forkerte koordinater fra Google Maps.
• Nu kan alle med en e-Boks og en holdning indsende forslag til, hvilke kvinder der fortjener en statue i det offentlige rum. I det usnobbede Danmark står valget mellem en mor, der smører madpakker kl. 6.30, en pædagog, der har overlevet tre kommunale reformer – eller en 17-årig influencer, der reklamerer for lipgloss og Brazilian butt lift.
• Dagligvarebutikkerne frygter millardtab, fordi slankemedicin får os til at købe mindre mad. Salget af ostepops og leverpostej er i frit fald. En ældre mand blev set forlade Netto med kun en agurk.
• 'Farligt vejr' ramte landet mandag. I Neble på Fyn fik de to måneders regn på et døgn. Kommunen har lovet at pumpe vandet væk, hvis de finder pumpen.
• Flere seniorer vælger nu at nyde tilværelsen på seniorhøjskoler med personlig udvikling. Her lærer de at strikke, spise vegetarisk leverpostej og sige 'nej tak' til børnebørn. Og at personlig udvikling ofte starter med en lur efter frokost.
• Donald Trump har katagorisk afvist Wall Street Journals afsløring af, at han i 2003 lavede en tegning til Jeffrey Epstein med seksuelle undertoner: 'Det er fake news – blyanten udførte tegningen på egen hånd!'
• Udtrykket 'Det lo de meget ad den sommer' stammer ikke som antaget fra en islandsk saga, men fra en satiretegning i Politiken. Det lo de meget ad på Nationalmuseet, hvor de overvejer en særudstilling om 'Den sommer der aldrig fandt sted'.

LÆST:
Evelyn Waugh: Brideshead Revisited
Roman, 1945
Min svaghed for tv-serien har allerede fyldt rigeligt, men jeg har først nu fået læst romanen, og jeg blev ikke skuffet. Waugh skriver med ironi, men også stor sentimentalitet, og tv-serien er særdeles loyal over for romanen. Den bruger store dele af Waughs dialog direkte fra bogen.

SET:
Titanic i farver (Titanic In Colour)
Britisk dokumentar, 2 episoder, 2024 – dr.dk
Historien om Titanic er velkendt. Farvefotografiet fandtes ikke i 1912, da skibet forliste, men her har man farvelagt film og fotos, især fra før afsejlingen, og billeder, der giver et nyt perspektiv på omgivelserne og passagererne. Dokumentaren trækker på ekspertudtalelser og interviews med efterkommere og forklarer Titanics byggeri, britisk-irsk politisk baggrund og det kolossale sociale misforhold ombord. Farvelægningen udgør kun et lille aspekt af dokumentaren, og meget af det visuelle materiale stammer fra Titanics søsterskib Olympic, ikke Titanic selv. Hvis man er fascineret af historien og vil opleve historiske billeder i ny opdateret form, skal man se filmen, men den rummer ikke dramatisk nyt materiale. Men ikke uinteressant.


Danefæ
Dansk drama, 6 episoder, 2025 – TV 2 Play
Vi følger et arkæolog-ægtepar – hun er deltidsansat på Vikingemuseet Ladby, han er direktør på Nationalmuseet i København. På deres sølvbryllupsdag opdager den tilbageholdende, men fagligt stolte Ester, at de fondsmidler, hun selv havde ansøgt om, er havnet hos hendes mand Michael – et egoistisk træk, der udløser et dybtliggende magttema og ægteskabsdrama. Ester gør et tusind år gammelt fund fra vikingetiden, der sætter både personlig og national identitet på spil – inklusive kulturpolitik, forskningsetik og kønsroller. Eminent skuespil af både Trine Maria Christensen som den undervurderede og tilsidesatte Ester og Anders W. Bertelsen som den selvpromoverende og dominerende Michael.
Instruktion: Dagur Kari
Se trailer HØRT:
The Royals
Podcast – The Times
Som principiel ikke-royalist er jeg meget lidt optaget af, hvad der foregår i de kredse, men mine anglofile tilbøjeligheder ledte mig ikke desto mindre til The Times' ugentlige podcast The Royals with Roya and Kate. Det er en blanding af sladder og information om det britiske kongehus og deres aktører, men på et højere niveau end det sædvanlige. Podcasten kan høres gratis her eller på Spotify

Da jeg var i den værnepligtige alder, havde militærtjeneste på ingen måde den status, den har opnået sidenhen og ikke mindst nu, hvor trusler udefra giver anledning til visse betænkeligheder. Tværtimod gjaldt det for alt i verden om at slippe for at bruge et helt år på noget, de fleste anså for overflødigt, og det lykkedes for mange. Der er ikke en eneste i min omgangskreds af jævnaldrende mænd, der har sat sin fod på en kaserne.

Også jeg slap billigt. Jeg mødte op til sessionen med en erklæring fra min læge om, at jeg led af 'høfeber i udtalt grad', hvilket selvsagt var et handicap for en soldat; når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald. I stedet fik jeg valget mellem 2 måneder i Hjemmeværnet eller 1 måned i Civilforsvaret. Jeg valgte det sidste.

Når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald

Det foregik i den tidligere Frøslevlejr i Padborg, som under besættelsen var en tysk interneringslejr, hvor flere tusinde danskere havde siddet indespærret i barakkerne hos det tyske sikkerhedspoliti. Vagttårnet stod stadig midt i det hele til minde om den gruopvækkende baggrund, da jeg trådte ind ad porten.

I denne måned er det rundt regnet halvtreds år siden, jeg ydede mit bidrag til landets forsvar mellem to universitetssemestre. Det hold, jeg kom på, bestod for en stor del af andre i samme situation eller af nyudklækkede kandidater, og absolut ingen af os var det mindste motiveret. Det skulle bare overstås, og respekten for de sagesløse befalingsmænd var ikke-eksisterende. Der gik sport i at drille dem på alle tænkelige måder og demonstrere, hvor latterlige vi fandt reglerne. Jeg holdt mig heller ikke tilbage. Hver morgen skulle vi stille op i rækker og geled til appel, korrekt påklædt og klar til dagens opgaver, og jeg – med tjenestenummer 49 – stillede en dag i sundhedssandaler i stedet for støvler. Det blev hurtigt bemærket af sergenten, der ikke tøvede med at tordne: 'Hvad er det for et fodtøj, De har på, nine-ogfyrre!' til stor morskab for resten af forsamlingen, hvorefter jeg øjeblikkelig blev sendt til samtale hos lejrchefen. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med den ureglementerede fodbeklædning, og det endte med at vi skiltes i al fordragelighed, men jeg blev nærmest en folkehelt blandt de andre. Barnligheden kendte ingen grænser.

Lejrens velfærdsofficer var en lidt ældre mand, som var venligheden selv og kun ville os det bedste. Han fik lov at gå i fred. Udover at han havde ansvaret for biblioteket, stod han for alle andre tilgængelige adspredelser. Under hans auspicier blev jeg for eksempel medlem af en højpandet filmgruppe, der bestilte nouvelle vague-film fra 60'erne hjem, som ingen andre end vi selv gad se.

Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn

Til gengæld arrangerede velfærdsofficeren selv nogle mere folkelige aftener, hvor man kunne optræde med sine eventuelle talenter; én fra min sovesal kunne fremsige en monolog af Storm P. nøjagtig som Ebbe Rode, og en anden blev hypnotiseret til at tro, at han blev overfaldet af myrer og kæmpede for livet – stærkt underholdende og skræmmende.

Betydelig mere skræmmende var dog udsigten til den store afsluttende manøvre, som vi vidste ville indbefatte bål og brand, røgfyldte rum og gasmasker, kaskader af vand fra brandslanger og gennemblødte uniformer. Det siger sig selv, at der indløb usædvanlig mange sygemeldinger, umiddelbart inden øvelsen skulle løbe af stabelen. Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn og slukkede ildebrande eller reddede til lejligheden sminkede 'tilskadekomne' ud af ruinerne.

Ikke desto mindre lærte vi faktisk noget i den måned udover at marchere næsten i takt. Blandt andet fik vi et udvidet og meget anvendeligt kursus i førstehjælp, vi lærte at betjene en brandsprøjte, og vi fik en indføring i konsekvenserne af ABC-krigsførelse, eftersom Civilforsvaret først og fremmest havde til opgave at beskytte civilbefolkningen under krig og havde fokus på beredskab ved atomangreb.

Korpset eksisterer ikke mere, men er blevet erstattet af Beredskabsstyrelsen, som i dag mest dukker op, når en tankbil vælter, eller en fjord løber over. I disse tider kan man håbe på, at de stadig er til en slags nytte, hvis det skulle gå helt galt på den udenrigspolitiske front.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at det almindeligvis tog 9 måneder at aftjene sin værnepligt i Civilforsvaret. Jeg slap takket være nyseriet med § 31-tjeneste efter civilforsvarsloven, der kun krævede den ene måned + 50 timers brushupkursus om året de to efterfølgende år, hvor jeg selv måtte opbevare hele udstyret i en køjesæk i kælderrummet, inklusive den uhyggelige gasmaske. Den grå M/50 CF udgangsuniform var faktisk ret flot sammenlignet med nu, hvor udgangsuniformer helt er afskaffet. Desværre for sarte sjæle var M/50 fremstillet af 100 procent kradsuld – til gengæld havde man ingen problemer med at holde varmen i den i juli måned.

Frøslevlejren er nu museum og rummer desuden en efterskole.

D et ligger lige for at gøre sig lystig over, at DR endnu engang benytter sommeren til et gensyn med Gensyn med Brideshead, men jeg glæder mig nu til endnu et gensyn, selv om mit private filmotek allerede råder over serien, og jeg har set den mindst tre gange. Det er en fortælling om kærlighed, tro og tab, fortalt med en elegance og dybde, der sjældent ses i tv-serier. En lækkerbisken for alle med interesse i engelsk litteratur, historie og menneskelig psykologi.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af en vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperings-forretning i Mayfair

Gensyn med Brideshead er en dramatisering af Evelyn Waughs roman fra 1945. Vi følger Charles Ryder, der bliver ven med den gådefulde og umådeholdent excentriske Sebastian Flyte, mens de begge studerer i Oxford i 1920'erne. Charles bliver trukket ind i Sebastians glamourøse, men komplicerede familieverden på godset Brideshead, der er fyldt med traditioner, religiøse konflikter og skjulte følelser.

Man kan se serien alene for æstetikkens skyld. Her får man smukke landskaber, klassiske biler og stemningsfulde interiører, som gør det hele til en visuel fornøjelse – en moderejse tilbage til 1920'ernes og 30'ernes britiske overklasse.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af et vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperingsforretning i Mayfair: flannelsbukser, veste, slips og jakker i delikat afstemte farver – alt sammen båret med en afslappet, intellektuel arrogance. Sebastians signaturlook inkluderer teddybjørnen Aloysius og åbne skjortekraver. Det er dekadent, men også både tragisk og uimodståeligt. Aloysius er ikke bare en bamse – den er et symbol på Sebastians barnlige uskyld og modstand mod voksenlivets forventninger. Sebastian har noget nær et afhængighedsforhold til Aloysius, som han behandler mere som en ledsager end et stykke legetøj.*)

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter og tage på en dekadent picnic i baghaven

Sebastians søster, Julia Flyte, er essensen af aristokratisk kvindelighed. Hendes stil balancerer mellem det konservative og det moderne: flydende silke, perler, lange handsker og altid perfekt hår. Hun glider gennem rummet som en figur fra Vogue anno 1930 – men bag elegance og læbestift gemmer sig en kvinde med indre kampe og en dyb længsel efter frihed.

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke, højtaljede sandfarvede bukser og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter, finde krystalglas og sølvtøj frem og tage på en dekadent picnic i baghaven med cucumbersandwiches, scotch eggs og quiche lorraine, madeleinekager, jordbær, champagne og Montecristo-cigarer.

Men tøjet er ikke bare en fryd at se på – det fortæller også noget om karaktererne. Sebastian klæder sig som en, der prøver at holde fast i barndommen. Charles' stil udvikler sig i takt med hans voksende ambitioner. Og Julia skifter fra ungdommens romantik til en mere moden, mørkere elegance, som afspejler hendes personlige konflikter.

Selve rammen om historien, Brideshead Castle, er overdådig som en barokdrøm: stuklofter, gyldne spejle, gobeliner og sølvtøj. Selv tekopperne er stilfulde nok til at hamle op med Downton Abbey.

Æstetikken er kort sagt en del af fortællingen. Den understreger klasseskellene, den indre uro og den ydre perfektion.

Gensyn med Brideshead tager sig god tid, men netop det langsomme, næsten meditative tempo er seriens styrke: der er 11 timers udsøgt underholdning kvit og frit på dr.dk året ud.

*) Navnet Aloysius har katolske undertoner og refererer sandsynligvis til den hellige Sankt Aloysius Gonzaga, som var skytshelgen for unge studerende – meget passende for Sebastians karakter.

DIT OG DAT (Agurketidsudgave):

• Banedanmarks store sommersporarbejde er i fuld gang. Det betyder, at toget til Odense ikke standser i Odense. Eller noget andet sted, nogen har brug for at komme til.
• Undersøgelser viser, at pollenallergikere bliver trætte, føler sig syge og har mindre lyst til sex. Effektiviteten ligger på niveau med en haveslange med 3 knæk. En luftpakke med støtte til dem, der nyser mest, er på vej.
• Sommerens store tudsevandring er begyndt. De er våde, stædige og på vej mod noget, de kun selv forstår. En slags klimaaktivister, bare med kortere ben.
• Skadedyrsbekæmpere melder om usædvanlig mange henvendelser om aggressive hvepse, og i år virker det personligt. I Gentofte landede en hveps på en croissant – fire psykologer blev tilkaldt.
• Skagen og Dragør har afvist at komme på Unescos verdensarvsliste på linje med pyramiderne i Egypten og Den Kinesiske Mur af frygt for at blive overrendt af turister. Skagen er tilfreds med lavmælt hovmod og brokkende naboer, og Dragør gør gældende, at der er kø hos bageren i forvejen.
• I en forsendelse forklædt som småkager fandt tyske toldere 1.500 fugleedderkopper under et rutinetjek. Rutinen er nu ændret til: 'Undgå kagedåser, der bevæger sig, og småkager der stirrer.'
• I supermarkedskæden COOP har man fundet flere pakker med kokain i en forsendelse med bananer. COOP undersøger sagen og lover samtidig, at man stadig kan få 3 bakker jordbær for 35.
• Forsikringsselskaberne hæver priserne. Ingen ved hvorfor, men alle kender branchens logik: Din præmie stiger, fordi du har en bil. Eller ikke har en bil. Eller kender nogen med en bil. Eller du har fået en ny postkasse.
• Trump har skruet bissen på over for Putin, og analytikere mener, at Melania Trump kan have haft en finger med i spillet. Hun mindede ham om, at russere ikke stemmer i Florida.
• Efter et væddeløb for duer er 700 af dem ikke kommet hjem igen. Men hvorfor ikke benytte lejligheden til at slå sig ned i et område med bedre tagrender?

LÆST:
Anders Bodelsen: De lyse nætters tid
Roman, 1959
Her midt i de lyse nætters tid findes der ikke mere relevant sommerlæsning end Anders Bodelsens deburoman, som han skrev som 22-årig:
Kjeld læser jura, men opdager hurtigt, at lovbøger og læsesale ikke rummer den store frihed. Så han dropper studiet og flytter ind i et loftskammer med tilhørende eksistenskrise. Han vil leve livet, skrive en bog og finde friheden. I stedet finder han sig selv i en række rædselsfulde småjobs som skolevikar, blomsterbud og stormagasinrobot. Det er en roman om ungdommens forvirring, om håbet om frihed og om den ret brutale erkendelse af, at livet sjældent former sig efter ens eget manuskript. Den er både let og eftertænksom, sjov og alvorlig og stadig relevant.
'Døm ikke en bog på omslaget' gælder ikke Ib Andersens forsideillustration. Det er sjældent, at en bogs ydre og indre harmonerer så godt – en stille villavej badet i lys nattehimmel. Forsiden fungerer ikke blot som en illustration, men som et visuelt forvarsel om romanens tema: At mærke, når noget slutter. En sommer. En ungdom. En illusion.
De lyse nætters tid er fast julipensum hos mig.

SET:
Detektiv Ember Manning (The Jetty)
Britisk thriller, 4 episoder, 2024 – dr.dk
Ember Manning er kriminalbetjent og kaldes ud til åstedet for en brandstiftelse. Efterforskningen bringer hende i kontakt med en mindreårig, gravid pige, og hun får mistanke om, at den unge kvinde har været sammen med en noget ældre mand. Da Ember får at vide, at manden er en serieforbryder, der krænker mindreårige piger seksuelt, bliver det en sag, der ripper op i hendes egen fortid. Klassisk kriminalefterforskning kombineres med dybt drama og feministiske temaer. Meget velfortalt, men plotvindingerne i slutningen kan være svære at sluge.
Instruktion: Marialy Rivas
Se trailer

Den, der slap væk (The One That Got Away)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
Liget af en sygeplejerske findes i en skov. Kriminalassistent Rick Sheldon frygter det værste. For 12 år siden blev to sygeplejersker myrdet i den samme skov. Drabsmanden sidder bag tremmer, men er der en kopimorder på spil? Kriminalinspektør Ffion Lloyd kaldes til byen for at lede efterforskningen. Det bliver temmelig akavet, for Rick og Ffion er ikke bare tidligere nære kolleger – de er også ekskærester. Gllimrende psykologisk drama med karakterdybde – nå ja, afslutningen kan virke konstrueret, men det er ikke noget nyt inden for genren.
Instruktion: Sion Ifan
Se trailer

Det begyndte sidste weekend. Jeg havde ikke ondt i halsen, min næse løb ikke, og jeg havde ikke feber. Men jeg hostede. Hostede og hostede og hostede. Og jeg lød som en søløve.

Det gør jeg stadig, selv om jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive af med hosten. Jeg lagde ud med at tage den med ro og tænke: 'Det går nok over.' Men det gjorde det ikke; næste dag hostede jeg med uformindsket styrke. Situationen var på alle måder uforandret, bortset fra at katten var begyndt at snige sig uden om mig i en stor bue helt nede i knæ, mens den skulede til mig med en blanding af skepsis og foragt – hvad man dårligt kunne fortænke den i, eftersom den er uvant med at omgås søløver.

I det hele taget var der ikke megen medfølelse at hente hos mine omgivelser. Madame var nærmest irriteret og beklagede sig over, at jeg lød som et genfærd med halskatar, når jeg sagde noget, og mere end antydede, at hun foretrak, at jeg helt lod være. Hvorpå hun overrakte mig en pakke Strepsils med jordbærsmag, som hun formanede mig om at bruge flittigt. En udspekuleret taktisk manøvre, for som bekendt er det umuligt at suge og tale samtidig. Men sugetabletterne havde ingen nævneværdig effekt, udover at jeg sidst på aftenen kunne føje en hudløs tunge til listen over fysiske handicaps.

En ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk

Tredjedagen og dagene derefter forløb som de foregående, som om jeg havde overtaget Bill Murrays rolle i Groundhog Day, hvor han er fanget i en tidssløjfe og genoplever den samme dag om og om igen uden nogen forklaring. Bill Murray havde dog den fordel, at han ikke var nødt til at hoste sig igennem dagene. Og nætterne.

Da der var gået halvanden uge på den måde, begyndte jeg at blive bekymret, fordi det hverken blev bedre eller værre, men efterhånden lignede et tilfælde af kronisk hosteus maximus. Der var ingen vej uden om at ringe til lægen. Efter at have tastet mig gennem lægehusets telefonsystem (og forbi en stemme, der næsten var værre end min og efter alt at dømme tilhørte en skoledreng, der var blevet sat til at øve sig i at læse op, men uden større held), lykkedes det mig at få en læge i tale. Jeg redegjorde for min tilstand: Ingen smerter, ingen feber, ingen løbske slimhinder, men noget langt alvorligere – en ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk. Det gjorde ikke indtryk; halvanden uge var ikke for noget at regne, og da jeg jo ikke havde feber, var der ikke noget, der tydede på, at det var kritisk. Det kunne være hvad som helst, sandsynligvis en af de utallige virusser, der er i omløb for tiden. Tre-fire uger med hoste var helt almindeligt, ja, det kunne vare måneder, så jeg kunne godt glemme alt om af få en ansvarlig læge til at hoste op med en henvisning til en specialist, hvis det var det, jeg var ude på.

Så jeg hoster videre med uforrettet sag på søløvemåden. Stopper det ikke, inden ugen er omme, giver jeg en opvisning, hvor jeg balancerer med en badebold i alle regnbuens farver på snuden.

Der var engang, hvor man kunne læse en roman på en weekend. Hvor sideantallet holdt sig omkring 200, og hvor man ikke nødvendigvis fik skoliose af at bære bogen hjem fra biblioteket. Men noget er sket. Romanen er vokset. Ikke bare i ambition og fortællestruktur, men i rent fysisk omfang. Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere.

At træde ind i en boghandel – altså en af dem, der stadig lever af at sælge bøger og ikke legetøj og andet løsøre – føles til tider som at besøge et byggemarked. De litterære mursten står stablet side om side, klar til at blive båret hjem, hvor de med fordel kan bruges som dørstoppere, hvis ikke man når at læse dem. Forfattere skriver nu 400, 500 og sommetider 800 sider, og man kunne få den tanke, at der foregår en gedulgt, ustoppelig konkurrrence om, hvem der kan producere flest sider.

Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere

Men det kan også være, at det slet ikke er forfatterene, der er skurkene. Måske er det i virkeligheden læserne, der er skyld i tendensen. Vi er vant til tv-serier på otte sæsoner, podcasts i 36 afsnit og true crime-dokumentarer, der folder en enkelt sag ud over ti timer. Vores kultur hungrer efter dybde og detaljer – eller snarere illusionen om det. Og hvad er mere overbevisende end en bog med udsigt til mange timers underholdende eller nervepirrende selskab? Måske spiller det også ind, at redaktørerne ikke længere blander sig så meget. Tidligere blev manuskripter skåret kraftigt ned af redaktørerne. I dag har mange forfattere større frihed (og i nogle tilfælde større stjernestatus), og redaktørerne er mindre tilbøjelige til at korte i teksterne. Når først en forfatter har opnået succes, får teksten måske lov at stå næsten uredigeret – som et monument over friheden til at grifle løs.

Spørgsmålet er, om større uden videre er ensbetydende med bedre? Mister romanen sin præcision, når den får lov til at brede sig som en løbsk soufflé? For ikke at tale om læserens oplevelse: Er det virkelig nødvendigt, at en roman skal være et projekt snarere end en fornøjelse?

For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville læse mindst én roman om ugen. Men det kniber efterhånden med at holde det. Der udgives alt for få romaner, der siger alt på 150 sider. Hvor hvert ord er vejet, og hvor man ikke behøver et bogmærke på størrelse med et skærebræt. Måske er det en form for nostalgi. Eller også er det bare et udtryk for, at jeg af aldersmæssige årsager er begyndt at skele for meget til kalender og mulig udløbsdato. Altså min egen.

DIT OG DAT:

• Antallet af danskere, der lader sig vaccinere mod TBE fra flåtbid, er eksploderet. Folk, der ikke har sat deres ben i en skov siden 1998, har fået 3 TBE-stik 'for en sikkerheds skyld' og nægter at køre i bus gennem Birkerød uden fuld vaccination. Men de tager gerne på ferie i Thailand uden myggebalsam.
• I søndags fyldte Dalai Lama 90, og Kina frygtede, at han ville benytte dagen til at annoncere en plan for Tibets løsrivelse fra Kina. Efterretningstjenesten dechifrerede hans horoskop, som viste sig at være en opdateret madplan. Festens højdepunkt var en ny version af 'Happy Birthday' på klangskåle.
• Ringo Starr fejrede 85 års fødselsdag og satser nu på en ny karriere som countrysanger – en genre, der som han selv har overlevet både disco og decimalreformen. Vi venter spændt på at høre det Johnny Cash-inspirerede hit 'Drove the Yellow Submarine Into a Burning Ring of Fire'.
• Regeringen har aftalt med partierne, at fiskerne slipper for CO₂-afgift indtil 2029. Begrundelsen er, at det er vigtigt med tid til omstilling. Præcis som når man får 4 år til at finde ud af, at man faktisk ikke gider sortere affald alligevel.
• Kronprins Christian er indsat som regent, fordi kong Frederik er fløjet til Wimbledon for at se tennis. Danmark ledes altså i i øjeblikket af en teenager, men ingen grund til panik! Han har gået på Herlufsholm og ved alt om magt og konsekvens.
• DR er blevet kritiseret for at lade Mette Frederiksen få indflydelse på 'Den store juniorbagedyst', som hun medvirkede i. Hun skulle have krævet, at alle børnene fik udleveret én stor blegrød dej, som de kollektivt skulle ælte frem til en bæredygtig løsning. En deltager blev diskvalificeret for at forsøge sig med individuel glasur.
• Lofoten har ikke plads til flere turister. Ryperne bygger reder i parkeringsautomaterne, og en lokal fisker fangede i går en makrel og en selfie-stick i ét kast.
• DR har optaget Harald Toksværd på sit talenthold. Han er især kendt for at fejre dødsfald blandt dem, han er uenig med. Endelig lidt kant i public service – det minder om at hyre en bedemand, der samtidig sælger fyrværkeri.
• På en auktion i Paris blev Jane Birkins gamle håndtaske solgt for 64 milioner. Den er alle pengene værd, fordi den ikke bare er en taske – den er et kulturelt manifest, en tidskapsel, en sart duft af fransk storhed og eksistentiel eyeliner.
• Bob Dylan – levende legende og mumlende metafor – giver koncert i Royal Arena til oktober. Billetterne sælges efter princippet: Først til mølle, sidst til at forstå noget. Publikum opfordres til at medbringe høreapparater, hermeneutisk tekstanalyse og stoisk tålmodighed.

LÆST:
Jonas T. Bengtsson: Rødovre Blues
Roman, 2025
Socialrealisme ligger almindeligvis ikke højt på min hitliste, men fortællingen fik mig på krogen. En blanding af sørgmunterhed, bid og empati. Man følger fire mennesker i krise, som kæmper videre trods alt, og historien rummer sort humor og indre monologer, der gør tunge temaer tilgængelige og nærværende. Den realistiske tone kan virke hård, men bliver blødt op af opløftende øjeblikke.

SET:
Living
Britisk drama, 2022 – Max
Gendigtning af Akira Kurosawas film Ikiru. Foregår i 1953 i efterkrigstidens London: Den hengemte embedsmand Mr. Williams (Bill Nighy) opdager, at han har uhelbredelig mavekræft. Han er stivnet som menneske i det bureaukrati, han er en del af – han eksisterer, men lever ikke. Konfrontationen med døden bliver hans vej tilbage til livet. Det modsatte af en actionfilm, der sætter tålmodigheden på prøve, men man bliver hængende på grund af Bil Nighy, der er forbløffende nuanceret i sin skildring af aldring og erkendelse.
Instruktion: Oliver Hermanus
Se trailer

Mildred Pierce
Amerikansk miniserie, 5 episoder, 2011 – Max
Baseret på James M. Cains roman fra 1941. Serien foregår under den amerikanske depression i 1930'erne og følger hovedpersonen Mildred, en husmor i Californien, der bliver skilt og må klare sig selv og sine børn i en økonomisk kriseramt tid. Efter at have forladt sin utro mand, begynder Mildred fra bunden – først som servitrice, senere som ejer af sin egen succesfulde restaurant. Hun er stolt, arbejdsom og opsat på at sikre sine to døtre, især den ældste, Veda, en bedre fremtid. Men det tætteste forhold i serien – mellem mor og datter – udvikler sig til at blive destruktivt. Veda er manipulerende, egoistisk og fyldt med foragt for sin mors ufashionable liv. Mildred bliver fanget i et net af ambition, skyld og kærlighed, som langsomt driver hende mod et personligt sammenbrud. Der er virkelig tale om psykologisk drama. Kate Winslets præstation som Mildred Pierce er gribende. Hun har modtaget Golden Globe og en Primetime Emmy for rollen.
Instruktion: Todd Haynes
Se trailer

I ØVRIGT:
Instagram: #therealtorstenjansen.
Torsten Jansen er DR's tidligere USA-korrespondent og udlandschef på TV Avisen, kulturattaché på Danmarks ambassade i Washington D.C. og nuværende partner i public affairs-bureauet LEAD Agency. Han betegner sig selv som USA-nørd og er værd at følge på Instagram, hvor han leverer korte, indsigtsfulde analyser af situationen i USA.

Artikel på dr.dk: Hvordan kan man sælge en håndtaske for 64 millioner?
Historien om Jane Birkins Hermès-taske og auktionen over den i Paris.

Som en, der undertiden spiser ude på forskellige restauranter med hver deres særpræg, kan jeg konstatere, at mange af dem i hvert fald har én ting tilfælles: En dankortterminal, der er programmeret til at stille spørgsmålet: 'Vil du tilføje drikkepenge?'

Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt

Og hver gang, jeg ser opfordringen på displayet, tænker jeg: 'Hvorfor skulle jeg det?' Det er Danmark – velfærdsstatens højborg – hvor drikkepenge officielt blev sendt på pension i 1969. Tjenerne er dækket af overenskomster og fagforeninger, og de får løn. En rigtig løn med feriepenge og pension og det hele. Så hvad er det præcis, jeg skal betale ekstra for? At tjeneren ikke var direkte ubehøvlet eller spildte sovsen ned i skødet på mig? Terminalen forsøger oven i købet at gøre mig til et bedre menneske ved at foreslå '10%?', '15%?' '20%?' Hvorfor ikke 100% og en skriftlig undskyldning for at have været til ulejlighed? Og så 'tilføje'. Hvorfor står der ikke bare: 'Gi' noget!'

Jeg vælger med andre ord konsekvent nej-knappen, da der nu ikke er mulighed for at trykke 'Nej, tværtimod!', og jeg ser stort på, om tjeneren eventuelt synes, jeg er en fedtsyl. Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt eller propper en hundredelap ned i brystlommen på værkføreren, når jeg henter min bil fra service. Og jeg har stadig til gode at høre nogen fortælle om dengang, de gik ind i en skotøjsforretning, prøvede et par Birkenstock-sandaler, blev hjulpet til at finde den rigtige størrelse, hvorefter ekspedienten spurgte: 'Vil du give 10% ekstra, fordi jeg ikke rullede med øjnene, da du bad om størrelse 47 i pink?'

Restauranterne er ikke alene om uskikken. Man kommer også ud for det, hvis man vover sig ind på en hip café, der emmer af havremælk og valgfri sirup og bestiller en kop kaffe til 58 kroner.

Men faktisk sker det en sjælden gang, at tjenere eller baristaer slår tiggerifunktionen fra, inden de rækker terminalen frem, fordi de åbenbart selv finder det pinligt. Dem får man jo næsten lyst til at give drikkepenge.

I øvrigt: Hvor ender de drikkepenge egentlig?

Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

DIT OG DAT:

• Amazons grundlægger Jeff Bezos blev gift i Venedig og medbragte 95 privatfly, verdenseliten i silke og smoking + et CO₂-udslip svarende til hele Jylland i grillhumør. Efter brylluppet hælder byen nu 3 grader mod vest og lugter svagt af champagne og hjernedød.
• Det er festivaltid i Danmark, og enhver, der har været i Roskilde, ved, at urinens veje er uransagelige, og toiletterne er som livet: uforudsigelige, brutale og fyldt med eksistentielle spørgsmål. Det handler om at finde sig selv, men også sine venner, som sidst blev set bag Orange Scene med en oppustelig flamingo.
• For første gang blev billetterne til Roskilde Festival ikke revet væk. Ledelsen mener, at det skyldes vejret. Ikke at prisen svarer til en weekend i Barcelona – med fast tag over hovedet og uden mudder.
• 'Vild med dans' stopper næste år, og der er oprettet sorggrupper landet over. Programmet bliver ikke erstattet, men man overvejer et nyt koncept: 'Træt af trin', hvor almindelige danskere lærer at sidde helt stille på en stol uden at få dårlig samvittighed.
• Den sydeuropæiske hedebølge ramte Danmark. På kontorer over hele landet lå medarbejdere hen over deres hæve-sænke-borde som strandede marsvin, og i Brøndby smeltede en parcelhusejer sammen med en havestol.
• Tyveri fra ubemandede jordbærboder langs vejene er et stigende problem. Det ventes, at Dansk Folkeparti vil kræve mere videoovervågning, mens Enhedslisten vil foreslå gratis jordbær til alle, så ingen risikerer af blive forledt til at begå kriminalitet. Regeringen overvejer at indføre et tillæg til Straffelovens § 276 om groft tillidsbrud henholdsvis med og uden fløde.
• Nu må 17-årige køre bil uden ledsager mellem kl. 5 og kl. 20, så nu kan de sms'e i en rundkørsel, uden at nogen blander sig, og køre 110 km/t med vennerne på bagsædet. Derimod må de stadig ikke købe en Red Bull og en rom til deres far.
• Tirsdag overtog Danmark EU-formandskabet, og Mette Frederiksen blev både rost for sin stramme udlændingepolitik og interviewet til modemagasinet Vogue. Desuden blev hun set i samtale med Ursula von der Leyen om, hvad der er hotteste mode i denne sæson – hjemsendelse eller højtaljede bukser.
• Kong Frederik tog imod Zelenskyj på Marselisborg Slot, og Mette Frederiksen var der også. Frederik hilste kejtet. Mette hilste som en statsminister. Zelenskyj hilste som om, han ikke rigtig forstod, hvorfor han ikke bare kunne få de fly med det samme.
• I går var der fest i Rebild Bakker, som dansk-amerikanere i sin tid købte og forærede den danske stat som naturpark på betingelse af, at de kunne få sig en grillpølse i det fri en gang om året. Historiens mest fredelige overtagelse af et stykke land.

LÆST:
Lauren Weisberger: Djævlen går i Prada (The Devil Wears Prada)
Roman, 2003
Nyheden i sidste uge om, at modemagasinet Vogues chefredaktør gennem 37 år, Anna Wintour, stopper, fik mig til at læse bogen, som er forlæg for filmen af samme navn med Meryl Streep i rollen som diktatorisk, spydig og lunefuld chefredaktør for det fiktive magasin Runway (= Vogue). Bogen er skrevet af Anna Wintours tidligere personlige assistent, og den skarpe satire over modebranchen rammer plet. Bogens karaktertegning er ikke så nuanceret som filmens, men historien er underholdende og let fordøjelig læsning i sommervarmen. Filmen er bare bedre.

SET:
The Lost King
Britisk autentisk drama, 2022 – dr.dk
Filmen følger Philippa Langley (Sally Hawkins), en amatørhistoriker med kronisk træthedssyndrom, som bliver overbevist om, at resterne af kong Richard III ligger begravet under en parkeringsplads i Leicester. På trods af skepsis fra både familie, akademikere og universitetsmiljøet, organiserer og finansierer hun en udgravning, som ved første forsøg afslører det kongelige skelet – komplet med pukkelryg og et dødeligt kraniesår. Filmen skildrer Philippas indre visioner af Richard III – gennem spirituelle møder med en skuespiller i rollen som kongen – som et narrativt element, der symboliserer hendes motivation og følelsesmæssige engagement. Hun må samtidig kæmpe mod den akademiske establishments arrogante holdning og oplever, hvordan universitetet forsøger at tage æren for opdagelsen. En slags 'feel-good' historisk drama.
Instruktion: Stephen Frears
(Set på anbefaling af capac)

The Alto Knights
Amerikansk biografisk gangsterdrama, 2025 – Max
En film, jeg havde glædet mig til at se, men desværre en skuffelse. Robert De Niro spiller to roller – de rivaliserende mafia‑bosser Frank Costello og Vito Genovese – i en fortælling om venskab, magtkampe og forræderi i 1950'ernes New York. En smuk, men halvtom skal af en gangsterfilm i adstadigt tempo. Gimmicken med 2 x De Niro resulterer ikke i dobbelt så meget nerve, snarere dobbelt så meget ventetid.
Instruktion: Barry Levinson

HØRT:
Afslag på et kys (genhørt)
Radiomontage, 1987 – DR Lyd
I et lille kolonihavehus på Amager bor en pensioneret overlæge. Christian Stentoft har tidligere mødt overlægen i forbindelse med et andet program, hvor han delte sine opsigtsvækkende meninger og tanker om livet og døden over en flaske whisky, og nu vil han tegne et selvstændigt portræt af lægen. Men intet går som forventet, og undervejs i interviewet bliver rollerne byttet om. Stærke sager.
Montør: Christian Stentoft

I ØVRIGT:
British Vogue: Danish Prime Minister Mette Frederiksen: 'If We Accept That The Big Power Can Bully Other Countries, Then It’s Game Over For All Democracies'

Artikel på dr.dk: Øjeblikke fra Vogues ikoniske chefredaktør Anna Wintours 37 år lange karriere

I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og dobbeltklæbende tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

Systematisk motion er ikke en del af mit dagsprogram. Jeg har aldrig sat mine ben i en fitnesscenter og kommer heller ikke til det. Jeg flintrer heller ikke rundt i landskabet med tungen ud af halsen og sved på panden klokken 6 om morgenen. Derfor kan man nemt komme til at føle sig lidt udenfor, når man hører venner, bekendte og fjerne slægtninge, der har opholdt sig flere år på planeten end mig, underholde om, hvor mange timer, de har tilbragt på spinningcyklen, hvor mange armbøjninger de har taget på køkkengulvet, eller hvor mange sømil de har tilbagelagt på romaskinen. En daglig, helt almindelig gåtur af en times varighed eller deromkring i behersket – undertiden slentrende –  tempo udløser ikke mange prestigepoint i det motionsglade Danmark med landets konge i spidsen. Men det er ikke desto mindre alt, hvad jeg har lyst til bidrage til motionsfællesskabet med. Til gengæld får tankerne frit løb.

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den. Ingen dansk filosof har gået så meget og tænkt så dybt imens. Han betragtede det at gå som en slags eksistentiel superkraft. Ikke en rask lille spadseretur for at få morgenkaffen til at falde til ro – mere som en nødvendighed for at holde sammen på sindet. Jeg er aldrig kommet helt igennem Kierkegaards samlede værker, som jeg har stående i reolen (mest hvis mine ph.d.-venner skulle finde på at kigge forbi), men jeg husker, at han et sted skriver: 'Tab for alt i Verden ikke Lysten til at gå.' Hvilket er lettere sagt end gjort under et skybrud og ens sokker allerede er til at vride. Men han gik hver dag, ikke for at komme et bestemt sted hen, men fordi vejen i sig selv var vigtig. I modsætning til alle dem, der nu kun går for at hente takeaway i grillen eller slippe for at køre med DSB, gik han for at finde sine egne tanker, der måske dukkede op et sted mellem Kongens Nytorv og Rundetårn.

Kierkegaard havde ikke travlt med at finde svar, men var mere optaget af spørgsmålene. Det harmonerede fint med at traske rundt og undre sig: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan bliver jeg mig selv? Og hvordan undgår jeg, at mine tanker bliver distraheret af fjællebodsløjer og andre narrestreger? Instagram og og 'Den store bagedyst' havde han ikke haft meget tilovers for.

Hvor man nu betaler i dyre domme for mindfulnesskurser og åndedrætsøvelser, gik Kierkegaard altså bare en tur. Han troede på, at man kunne gå sig til ro og indsigt. Det var bare et spørgsmål om at sætte det ene ben foran det andet.

Jeg føler med andre ord et vist åndsfællesskab med Kierkegaard, når jeg går mine forholdsvis mange daglige skridt og lader fødderne lede tankerne. Tankernes tyngde kan man selvfølgelig diskutere.

I sidste uge har jeg befundet mig i Ingmar Bergmans univers, fordi jeg kom til at se Tomas Alfredsons nyfortolkning af Bergman-klassikeren Troløs på dr.dk. Jeg har set en del Bergman-film i tidens løb, og efterhånden synes jeg, at jeg kender ham på travet. Så hvorfor ikke lave min egen Bergman-film? Man kan da i det mindste forsøge:

Sommerens tavshed

Hovedpersoner:

• Elisabeth, 41, eksistensialistisk digter, lider af tavshedens metafysiske vægt. Taler kun i gåder.
• Johan, 45, misforstået dramatiker, der skriver stykker, hvor stilhed og eksotiske akvariefisk spiller en central rolle. Hader kritik, drikker konstant rødvin.
• Agnes, 39, Elisabeths veninde, men muligvis også hendes ekskæreste. Ingen ved det. Hun smiler aldrig.

Åbningsscene:
Sort-hvid. Man ser en hvid måge stå bomstille på en klippe. Dens næb åbner sig langsomt, men der kommer ingen lyd. En cello spiller én lang, dvælende tone. Kameraet panorerer 4 cm til venstre. Så bliver det helt sort.

Scene 1:
Elisabeth og Johan bor i en enorm lejlighed i Stockholm med stuk og sprængfyldte bogreoler. De har ikke talt sammen i tre år, men har netop fået en ny espressomaskine, som får dem til at bryde tavsheden.

Elisabeth: 'Kaffen er bitter.'

Johan: 'Som vores ægteskab.'

Pause på 2 minutter. En due flyver forbi vinduet i slowmotion.

Scene 2:
Det er sommer. Regnen siler uafbrudt ned over et faldefærdigt sommerhus i Småland. Elisabeth sidder og læser Rilke, Johan stirrer ud i regnen. De prøver at spille skak, men ingen rører brikkerne. Agnes ankommer uden forklaring.

Agnes: 'Er vinden indenfor eller udenfor?'

Johan bryder sammen og græder i 14 minutter. Ingen trøster ham.

Scene 3:
Johan finder en note i Elisabeths dagbog, som han læser højt: 'Kærligheden er som en overmoden fersken – blød, sød, og snart i forrådnelse.'

Johan: 'Elisabeth ... handler det om mig?'

Elisabeth: 'Du har aldrig elsket.'

Agnes kigger intenst på dem begge. En ged bræger i det fjerne.

Scene 4:
Alle tre tager bad i søen i regnvejr uden at ænse hinanden. Ingen siger noget. En svane svømmer i ring. Kameraet dvæler i 11 minutter på Elisabeths ansigt, mens hun ser ud, som om hun tænker på tilværelsens meningsløshed eller brombærrene i den nærliggende skov, som hun plukkede som barn sidst på sommeren.

Slutscene:
Man ser Elisabeth, der sidder i et tomt tog. Johan vinker farvel, men er han der i virkeligheden? Agnes går ind i skoven og forsvinder.
Kameraet zoomer langsomt ud fra en visnende solsikke, mens en fortæller siger: 'Alt er sommer. Intet er sommer.'

Sort skærm. Ingen rulletekster.

Spøg til side, parodien er forholdsvis venligt ment. De fleste Bergman-film, jeg har set, har været interessante, omend lettere ubehagelige, fulde af gådefulde scener og sjældent opløftende. Dog har det træge tempo og de lange pauser altid haft komikkens skær i mine øjne, men det skyldes nok min cineastiske vankundighed; der hersker ingen tvivl blandt filmkyndige om Bergmans kvaliteter som filmkunstner. Troløs – den aktuelle anledning til at beskæftige sig med Bergman – er som nævnt instruktøren Tomas Alfredsons dugfriske tv-serieudgave og videreudvikling af Bergmans film fra 2000, som Liv Ulmann instruerede dengang. Og selv om det ikke lykkedes fuldstændig at holde rastløsheden fra døren, må jeg indrømme, at jeg blev grebet af den intenst ubehagelige stemning og så alle 6 episoder af det renoverede komplekse psykologiske trekantsdrama i hurtig rækkefølge. Serien bliver anmeldt udførligt her af mere kompetente kræfter.

P.S. Det er højst sandsynligt, at jeg aldrig bliver filmskaber.

Lav, men behagelig musik til hele juli