Systematisk motion er ikke en del af mit dagsprogram. Jeg har aldrig sat mine ben i en fitnesscenter og kommer heller ikke til det. Jeg flintrer heller ikke rundt i landskabet med tungen ud af halsen og sved på panden klokken 6 om morgenen. Derfor kan man nemt komme til at føle sig lidt udenfor, når man hører venner, bekendte og fjerne slægtninge, der har opholdt sig flere år på planeten end mig, underholde om, hvor mange timer, de har tilbragt på spinningcyklen, hvor mange armbøjninger de har taget på køkkengulvet, eller hvor mange sømil de har tilbagelagt på romaskinen. En daglig, helt almindelig gåtur af en times varighed eller deromkring i behersket – undertiden slentrende – tempo udløser ikke mange prestigepoint i det motionsglade Danmark med landets konge i spidsen. Men det er ikke desto mindre alt, hvad jeg har lyst til bidrage til motionsfællesskabet med. Til gengæld får tankerne frit løb.
Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den
Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den. Ingen dansk filosof har gået så meget og tænkt så dybt imens. Han betragtede det at gå som en slags eksistentiel superkraft. Ikke en rask lille spadseretur for at få morgenkaffen til at falde til ro – mere som en nødvendighed for at holde sammen på sindet. Jeg er aldrig kommet helt igennem Kierkegaards samlede værker, som jeg har stående i reolen (mest hvis mine ph.d.-venner skulle finde på at kigge forbi), men jeg husker, at han et sted skriver: 'Tab for alt i Verden ikke Lysten til at gå.' Hvilket er lettere sagt end gjort under et skybrud og ens sokker allerede er til at vride. Men han gik hver dag, ikke for at komme et bestemt sted hen, men fordi vejen i sig selv var vigtig. I modsætning til alle dem, der nu kun går for at hente takeaway i grillen eller slippe for at køre med DSB, gik han for at finde sine egne tanker, der måske dukkede op et sted mellem Kongens Nytorv og Rundetårn.Kierkegaard havde ikke travlt med at finde svar, men var mere optaget af spørgsmålene. Det harmonerede fint med at traske rundt og undre sig: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan bliver jeg mig selv? Og hvordan undgår jeg, at mine tanker bliver distraheret af fjællebodsløjer og andre narrestreger? Instagram og og 'Den store bagedyst' havde han ikke haft meget tilovers for.
Hvor man nu betaler i dyre domme for mindfulnesskurser og åndedrætsøvelser, gik Kierkegaard altså bare en tur. Han troede på, at man kunne gå sig til ro og indsigt. Det var bare et spørgsmål om at sætte det ene ben foran det andet.
Jeg føler med andre ord et vist åndsfællesskab med Kierkegaard, når jeg går mine forholdsvis mange daglige skridt og lader fødderne lede tankerne. Tankernes tyngde kan man selvfølgelig diskutere.
Også jeg er en stor fan af den bipedale filosof fra København, selv om jeg ikke har læst rub og stub af hans samlede værker, som jeg har stående i både den gule og den blå udgave. Og så kom jeg i tanke om sundhedsforsker (?) og professor i integrativ medicin (hvad det så end er for en størrelse?!) Bente Klarlund, der har skrevet bl. a. Gåbogen og forfægter det synspunkt, at det er lige så effektivt at gå som at dyrke fitness eller anden moderne motion. Hun hader vist nok at dyrke idræt, men har en - for mig - vigtig pointe. Vi behøver ikke at flintre rundt på vej og sti til fare for andre, men kan tage vores partner i hånden og gå en tur indtil vi får sved på ryg og i håndflader (fruen insisterer på at holde hånd) og kan altid lave et afbræk på en lokal kaffebar eller lignende. Lad gå.
En forsigtig og lettere utålmodig scanning af det 77-årige Søren Kierkegaard Selskab tyder ikke på, at der indgår refleksionsture i deres ”underholdningsprogram”, hvorfra delciteres ”(….) Det er vigtigt for selskabet, at foredragene har den højeste faglighed og repræsenterer den ypperste tænkning inden for forskning i Kierkegaards værk og samtidigt er forståelig for alle og enhver.”(..).
Men sundhedsvidenskaben kan absolut anbefale regelmæssige gåture, der stimulerer kredsløb og muskler, hvortil kommer tendenser til at både blodtrykket og kolesteroltallet falder. Ydermere er der evidens for en minimering af forskellige såkaldte ”livsstilssygdomme” samt cancer (vistnok?).
Sundhedsapostle understreger dog betydning af pulsens pres, hvilket i blogejerens tilfælde relativt nemt kan opnås ved f.eks. gåture i bakkede landskaber i den på mange måder dejlige Halsnæs Kommune.
Skulle blogejeren under sine (yderst fornuftige) gåture blive angrebet af tanker vedrørende blogkollega Capacs bemærkninger om Bente Klarlund Pedersen, kan til supplering af tankeaktiviteten tilføjes, at (i essens, som kommentatoren foretrækker) følger "integrativ medicin" de fire P’er: People-oriented (fokus på hele patienten), Preventive (forebyggende), Predictive (forskningsbaseret) og Participatory (kræver medvirken fra patienten) delciteret fra Ugeskriftet for Læger, der indgår i mit ugentlige læsepensum.
Kierkegaard og jeg fandt aldrig helt hinanden, da vi i gymnasiet i en periode var tvunget til hinandens selskab, så at sige. Han er lidt tung at danse med. Vores lærer hævdede, at man ikke kan gå gennem gymnasiet uden at kende Kierkegaard, hvortil en i klassen sagde, at det havde han tænkt sig at modbevise og nægtede derefter at beskæftige sig yderligere med ham. Du har ét gæt på, hvad staklen trak til studentereksamen i dansk!
Min onkolog sagde, at jeg skulle dyrke motion, "fordi du skal altså have pulsen op og sved på panden". Jeg spurgte, om han nogensinde havde prøvet at vaske 200 m2 gulv, for det giver skam både-og! Han gav mig ret og sagde, at man ikke skal undervurdere rengøring (eller havearbejde).
Heldigvis, for i modsætning til dig har jeg prøvet to fitnesscentre, men har intet behov for at prøve igen.
Jeg deler dit syn på systematisk motion og har åbenbart noget tilfælles med Kierkegaard, nemlig den (næsten) daglige spadseretur. Tilmed går jeg gerne via den lokale kirkegård, hvor stenene er nemmere at forstå end Søren.
@capac: At du ejer både den gule og den blå udgave af Kierkegaards samlede værker, må man tage hatten af for – om de så er læst rub og stub eller ej. Man kan sagtens være fan uden at have kæmpet sig gennem 'Kjerlighedens Gjerninger' fra ende til anden.
Din reference til Bente Klarlund og 'Gåbogen' er yderst relevant. Hendes jordnære tilgang til bevægelse er i god overensstemmelse med Kierkegaards egen filosofi, og den er oven i købet videnskabeligt begrundet. Og som du skriver: man kan sagtens få pulsen op og sindet ned ved at tage sin bedre halvdel i hånden, også selv om det inkluderer en kaffepause.
@Erik Hulegaard: Ja, det er paradoksalt, at Søren Kierkegaard Selskabet – trods hans notoriske trang til at gå – ikke har indført refleksionsture som en del af deres program.
At sundhedsvidenskaben nu bakker op om netop det, Kierkegaard intuitivt praktiserede, giver hans gåture et ekstra lag af aktualitet. Når du nævner integrativ medicins fire P’er, bliver forbindelsen mellem fysisk bevægelse, tankevirksomhed og helhedssyn på mennesket tydelig – og det ville nok ikke være Kierkegaard imod.
Det ville klæde selskabet at supplere den højtravende faglighed med en årlig 'Kierkegaard-vandring'. Og skulle tankerne undervejs kredse om capacs nævnte referencer, kan de fire P’er fint fungere som samtaleemne undervejs i terrænet – det ville nok hverken Kierkegaard eller Bente Klarlund tage anstød af.
@Ellen: Jeg kan bekræfte, at det er muligt at komme gennem gymnasiet uden at kende Kierkegaard – han var ikke-eksisterende, da jeg havde fornøjelsen. Og jeg har for nylig kunnet konstatere, at det nu også er muligt at gennemføre uden at have åbnet en bog.
200 kvadratmeter gulvvask eller en grundig omgang havearbejde kan sagtens sætte både kredsløbet og tankerne i bevægelse – og måske netop derfor havde Kierkegaard også sin egen form for daglig praksis i de mange skridt gennem Københavns gader. Både filosofi og motion kan tage mange former – formen er ikke det væsentlige.
@Eric: Din rute via den konkrete kirkegård sætter det hele i et tankevækkende og poetisk perspektiv. Der er noget rørende sandt i, at gravsten ofte er lettere at afkode end Kierkegaards indviklede begreber og pseudonymer. Måske ville han endda have nikket anerkendende til netop den tanke: At livet og døden – og deres spor i landskabet – kan fremstå klarere end selv den mest subtile dialektik.