Uffe Jerner

Min far havde altid sin lommekniv på sig. Uden den følte han sig upåklædt. Han kaldte den sin frugt-, negle- og delikatessekniv, men det var kun et sparsomt udtryk for, hvad den blev brugt til. Den var helt simpel med et blad i hver ende – et stort og et lille – som kunne foldes ud, og med dem kunne han reparere eller i hvert fald minimere enhver materiel skade.

Da jeg arvede klenodiet for nogle år siden, havde jeg stadig ikke forstået, hvorfor en lommekniv var uundværlig. Først nu, da jeg selv er begyndt at gå med den, har jeg set lyset og undrer mig over, at der skulle gå så lang tid. Min foreløbige liste over anvendelsesmuligheder ser sådan ud:

• Man kan åbne en pakke fra amazon.co.uk med den
• Man kan skære et stykke sejlgarn over med den tyve gange, når Madame beder en om at gå ud og hænge tyve mejsekugler op i busken uden for køkkenvinduet
• Man kan spise æbler med den i solen, når man sidder på en bænk dér hvor havet slår ind over molen, jfr. Gnags og Peter A.G. Nielsen
• Man kan åbne et brev med den – det hænder, at man modtager et rigtigt, håndgribeligt brev fra myndigheder, som det alligevel ikke nytter noget at ignorere …
• Man har brug for en kniv mellem tænderne, når man svinger sig i en lian fra det ene træ til det andet.

Kort sagt, en mand er ilde stedt uden en lommekniv. For eksempel når den umærkeligt er gledet ud af lommen og pist forsvundet ned i revnen mellem sædet og armlænet på lænestolen, hvor man sad fordybet i en bloddryppende krimi af Jo Nesbø, som er en mester i at give sine romaner de mest fantasiforladte titler, hvilket jeg iler med at levere dokumentation for her.

Jeg havde længe gået og tænkt på, at jeg ville riste en rune over min fars (og min) lommekniv, men inden jeg fik snøvlet mig sammen til at gøre noget ved det, kunne jeg se, at blogkollega capac var kommet mig i forkøbet og havde gjort det for sin fars lommeknivs vedkommende allerede i forgårs. Verden er og bliver fuld af sælsomme sammentræf.

En morgen for nogle år siden, da jeg kom kørende på Hillerødmotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. Jeg kørte jeg op på siden af ham for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en, der var ansat i it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk?

Ved juletid kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig, da jeg gik midt på Strøget i København, og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af almindelig julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun havde været i Randers en enkelt gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre. En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte:

– Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegnede i fjernsynet …?

Først følte jeg mig noget pikeret over, at nogen kunne forveksle mig med Doktor Lieberkind. Dr. phil. Ingvald Lieberkind var en lille, tyk, hvidhåret, altid venlig mand, der med gnækkende stemme og stor entusiasme tegnede og fortalte om dyrenes verden i fjernsynets og min barndom på en måde, så både børn og voksne i alle aldre kunne være med. Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret, og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk? Lidt efter gik det op for mig, at det var den noget senere tv-stjerne Jens Olesen, de forvekslede mig med, hvilket var betydelig mere flatterende, om end stadig temmelig uforståeligt. Jeg benægtede selvfølgelig, men min nye fan blev ved, selv om jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen.

– Lad nu bare være, sagde han, det er sgu da dig, det kan vi da se!

Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, så for ligesom at komme ham en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

– Ja ja, fortsatte han og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, den er go’ med dig!

Det endte med, at jeg lod ham blive i troen, og jeg fik fred resten af overfarten.

Nu har jeg gjort det. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle anskaffe mig et mundbind, men i næste uge er jeg nødt til at tage til Sverige, og eftersom færgen mellem Helsingør og Helsingborg er et offentligt transportmiddel, er der ingen vej udenom. Statsministeren har bestemt, at jeg skal have mundbind på, selv om jeg har tænkt mig at blive siddende i bilen under hele overfarten og derfor ikke kommer til at smitte nogen. Men jeg skal nok gøre min pligt. Bortset fra det, har jeg for flere år siden bestemt mig for aldrig mere at blive syg, og det har jeg foreløbig overholdt, for jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var, selv om corona på det tidspunkt var et ukendt fænomen:

Jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan

Allerede da jeg satte mig ind i bilen om eftermiddagen for at køre hjem fra arbejde, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var ved at blive forkølet. Det var fredag, weekenden vinkede forude, og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg ferie hele den efterfølgende uge. Der var altså ikke udsigt til nogen bonusfridag, kun til en forkølelse for egen regning. Inden jeg nåede hjem, var jeg uforskammet forkølet. Jeg har ikke røget, siden jeg blev konfirmeret, men da jeg trådte ind ad døren, lød jeg som en boosted udgave af en kronisk tobakshoste, næsen tapløb, og tænderne klaprede som et af de optrækkelige gebisser, man kan købe en spøg- og skæmtforrretning. Som bekendt er det en udbredt fordom blandt kvinder, at mænd er latterligt pivede, når det gælder sygdom, og den kliché agtede jeg ikke fyre op under, selv om min temperatur kvalificerede mig til det. Så da Madame havde set skeptisk på mig og spurgt, om jeg var forkølet, holdt jeg facaden pænt og slog det hen, selv om jeg følte mig som et hvalkogeri indvendig. Om aftenen trak jeg mig tidligt tilbage, og efter en stiv whisky og en halv pose Matadormix på sengekanten kastede jeg mig i Morfeus' arme.

Næste morgen vågnede jeg med hovedet på et stykke lakridskonfekt. Jeg fik at vide, at jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan. Det eneste, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet og stirre stift ud i luften med bævrende underlæbe og skuldrene oppe om ørerne. Og jeg ville ikke forstyrres!

Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand

Sådan gik første ferie- og sygedag. På andendagen begyndte jeg at savne opmærksomhed og lod være med at stå op. Men det gik ikke helt efter planen. Når du er livstruende syg, skal din elskede ifølge Grundkursus for filminstruktører i Hollywood og omegn stå på spring for at stoppe dynen ned omkring dig, så snart der er pause i det smægtende violinspil, anbringe kolde klude på din pande og opfylde alle ønsker ved dit mindste klynk. Men i praksis fungerer setup'et ikke, når den, der skal servicere dig, generelt foragter amerikanske film og i øvrigt mener, at du overspiller din rolle.

Søndag aften forbarmede Madame sig alligevel og tilbød at lave en kop te og riste et stykke brød til mig. Jeg havde stadig ekstremt høj feber, lavt selvværd og ingen appetit, men jeg tog imod tilbuddet for at variere kostplanen lidt. Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand, så måske var det et forsøg værd. Jeg tilbød, at hun kunne koge vandet på mig, det ville både gå hurtigere og spare elektricitet.

– Skal vi ikke ringe til lægevagten, hvis du har det så dårligt? spurgte hun så.

Vagtlægen kom syv timer senere, og hvis ikke klokken havde været tre om natten, ville jeg have svoret på, at jeg hørte et hornorkester stå og spille Chopins begravelsesmarch ude på vejen, da han stillede diagnosen: Lungebetændelse.

Jeg overlevede mirakuløst. I en uge lå jeg brak, og om mandagen mandede jeg mig lige nøjagtigt op til at gå på arbejde.

– Hvor ser du frisk og veludhvilet ud, sagde min kollega. – Du har sikkert haft sådan en rigtig slappe-af-ferie uden at lave noget som helst fornuftigt?

Jeg så bare på ham og nikkede.

Mens termometeret snappede efter vejret, og asfalten under mig nærmede sig smeltepunktet, sad jeg trygt, godt og især tilpas køligt i går på motorvejen og frydede mig over, at klimaanlægget i bilen fungerede upåklageligt, og hvilken luksus det i virkeligheden var, når jeg tænkte tilbage på min første bil, som var en Folkevogn. Ikke en af de dér nymodens med forhjulstræk og vandkøling, nej, en ægte, rundrygget, luftkølet Folkevogn med hækmotor og dertil hørende faciliteter:

• En sidevindsfølsomhed, der sender den over i den modsatte vejbane ved det mindste atmosfæriske pust.
• Et varmesystem, der fungerer perfekt under hedebølger om sommeren, men nødvendiggør konstant afskrabning af is på indersiden af vindspejlet under de første ti minutters kørsel om vinteren.
• Et støjniveau, der gør det uhensigtsmæssigt at prøve at føre en fornuftig samtale under kørslen.

Det var en kasanrot model 1303 fra 1973, også kaldet Der Superkäfer eller Panoramaboblen. Den kom dog først i min besiddelse elleve år efter sin fødsel, så vidt jeg husker formedelst 21.000 dask. Den var renoveret og nylakeret af en bedragerisk mekaniker i Vanløse,

I Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd

der havde specialiseret sig i den slags, og den fremstod, som om den lige havde forladt fabrikken. Dog fortrinsvis på overfladen. I hvert fald havde den et par ekstra features, der næppe var standard, og hvoraf den mest bemærkelsesværdige var det indbyggede soppebassin for bagsædepassagerer, når det regnede. Hvordan vandet kom ind, lykkedes det mig aldrig at opklare, men et ulokalisérbart hul i undervognen, der absolut ikke burde være der, var vel den mest nærliggende forklaring.

Året efter mødte jeg Madame, og da det viste sig, at hun havde en 1303 nøjagtig mage til min, bortset fra at hendes var sumatragrün, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være os. Hun var endda på sin tredje Folkevogn! Med den samme smag i biler kunne det ikke gå helt galt, og det har det bevisligt heller ikke gjort – foreløbig har vi for længst overhalet sølvbrylluppet.

Nå, i et par år nød jeg hver morgen synet af de to bobler, der stod og klædte hinanden uden for vores hoveddør. Men intet varer evigt. Allerede da jeg købte min Folkevogn, var produktionen for længst flyttet til Brasilien, og det var her, alle reservedele kom fra. Det gjaldt også de nye forskærme, min boble var blevet forsynet med, lige inden den blev min. Men i Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd, og både lakken og forkromningen på kofangerne var begyndt at få deres egne bobler. Madames eksemplar havde andre, hovedsagelig indvendige skavanker, og ingen af vores mobile tvillinger var til sidst rigtig i topform. Men det lykkedes os ikke desto mindre at sammensætte 1 stk. rimeligt fungerende køretøj af de to – de overskydende dele, der tilsammen stadig tog sig ud som en slags bil, afhændede vi til den lokale Kajs Auto for et symbolsk beløb. Efter endnu et års forløb blev vi enige om, at 7 kilometer på literen var lige i underkanten for en bil af den størrelse og især for et kørselsbehov som vores. Bevidstheden om i realiteten at have benzintanken liggende på skødet, kun med et stykke blik imellem, var heller ikke helt rar. Og sådan gik det til, at vi i en forholdsvis sen alder forlod vores Folkevognsæra og trådte ind i de voksne, anonyme bilisters rækker.

Jeg kan ikke påstå, at Folkevognen er den bedste af den halve snes biler, jeg har haft, men uden diskussion den med den største personlighed. Og så startede den altid – eller næsten altid. Til gengæld vil jeg mene, at den stadig er en af bilindustriens smukkeste frembringelser, og ideen med at genoplive og forfine designet og relancere det som Der New Beetle i 1998 var et scoop. Det var prisen til gengæld ikke. Den gjorde uigenkaldeligt Folkevognen til et ufolkeligt anliggende.

Æret være alligevel dens minde.

Og det var så varmt at han måtte have sig en svalende bajer. Det diamantformede strubehoved bevægede sig som en kaninkneppende røv da han skyllede den halve øl ned ...

Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, som ovenstående citat er hentet fra, foregår i 1997. Man kan altid diskutere ordvalget, men koncentrerer man sig om essensen, kunne det have været i går eller sidste uge, så varmt har det været. Sommeren – eller i hvert fald de temperaturer vi forventer os af sommeren – er endelig ankommet, så vi kan stønne og beklage os over varmen med god samvittighed.

Det er bare den forkerte måned, og det er sidste udkald. Ved en fejltagelse vågnede jeg klokken fem i morges og kunne konstatere, at det faktisk var halvmørkt, og at det påvirkede min sindsstemning i negativ retning. Jeg har ellers altid påstået, at jeg holder lige meget af alle fire årstider, men det er, som om det har ændret sig med årene. Et personligt psykologisk paradigmeskift.

Engang tog jeg årstiderne, som de kom. Jeg var helt på det rene med, at det var mørkt om vinteren en stor del af døgnet – og koldt – og at det var en del af arrangementet lige så vel som de lyse sommernætter og de rødglødende eftermiddage i juni-juli. Efteråret og foråret havde jeg det også fint med, og de var nogenlunde lige gode, bortset fra et par procentpoint i efterårets favør, fordi det ikke var inficeret med eksamenslæsning.

Forår, sommer og efterår har jeg det stadig glimrende med, og vinteren må også gerne være der. Men behøver den strengt taget vare mere end en uges tid? Og behøver den være så kold og mørk?

Nu jeg er ved Benn Q. Holm og høje temperaturer, bliver jeg nødt til også at nævne Sommer, som er efterfølgeren til Hafnia Punk. Kort fortalt er vi på sommerferie i tre uger med et ungt yuppie-par i Nordsjælland, hvor der sker lidt af hvert, også på det indre plan. Det er med andre ord ikke noget voldsomt drama. Beklageligvis er det en udbredt opfattelse, at det skal være en kraftanstrengelse at læse en bog, ellers må den være af ringe kvalitet. Men hvis du er enig med mig i, at læsning først og fremmest skal være en fornøjelse, kan du med sindsro læne dig tilbage med Sommer mellem hænderne og nyde det præcise sprog og den gode humor.

Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, for eksempel begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det går an at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.

Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning

Når jeg tager emnet op, er det, fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt, gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.

For det første er der visse film, der sætter selv standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags. Derudover må man bare være glad for, at der er mørkt i biografen.

Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:

• Når du frier til dit livs kærlighed, og hun/han/den/det (fortsæt selv!) siger ja.
• Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
• Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille – for mit vedkommede ville det dog være glædestårer, men det er en anden sag ...
• Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
• Når din elskede hund eller hest dør.

O.k., tænkte jeg, da jeg nåede til sidste punkt, men hvad så med ens kat? Eller når katten kommer hjem efter seks døgn på farten, hvor man har svævet i total uvished om dens skæbne?

Niks. Det går bare ikke.

På et tidspunkt her under coronakrisen var det ikke muligt at gå på biblioteket, men sådan er det heldigvis ikke længere. I det seneste par måneder har jeg været på biblioteket meget oftere, end jeg var før krisen, for selv om man kan komme langt med de forskellige bogstreamingstjenester, er man fortabt, hvis man skal have fat i en bog, der har mere end et par år på bagen.

Men biblioteker er ikke, hvad de har været. Da jeg gik i skole, spillede kommunebiblioteket en altafgørende rolle i min tilværelse. Det var længe før internettets tid, men det var ingen sag at finde det, man skulle bruge. Bøgerne stod nemlig i alfabetisk orden eller var inddelt i grupper efter et sindrigt princip, der går under den koncise og mundrette betegnelse universaldecimalklassifikationssystemet DK5.

Næ, i min tid stod bøgerne på snorlige rækker i reoler langs diskrete, gulbrune vægge, så man lige kunne gå hen og fiske dem ud ...

Sådan er det faktisk stadigvæk, men bøgerne er ikke sådan at finde længere. Man kunne fristes til at tro, at det skyldes mangelfuld uddannelse af påpladssætterne, som måske ikke er godt nok hjemme i alfabetet. Men det er ikke tilfældet. Jeg ved det, fordi jeg havde en drøm i nat, som fik mig til at forstå hvorfor.

I drømmen kom jeg til at lægge øre til en ordveksling mellem en bibliotekar og en af medhjælperne en dag, hvor jeg havde opgivet at finde en bestemt bog og derfor havde stillet mig op ved skranken i håb om at blive opdaget på et eller andet tidspunkt.

Jeg citerer efter hukommelsen:

MEDHJÆLPER: - Nu er jeg færdig med at sætte bøgerne på plads.

BIBLIOTEKAR: - Jamen så kan du jo sådan set godt... hov! Du har vel ikke sat dem i NORMAL alfabetisk orden? På den måde kan enhver idiot jo finde dem. Det kommer du til at gøre om! Prøv at sætte romanerne i alfabetisk orden efter det stjernetegn, forlæggerens tante er født i, og fagbøgerne vil jeg gerne have anbragt i nummerorden efter, hvad de vejer i engelske pund. Ellers ender jeg jo med at blive helt overflødig!

Som sagt, jeg citerer efter hukommelsen, og der kan være smuttet et par nuancer, men under alle omstændigheder må det være et utaknemmeligt job at være bibliotekar og hele tiden skulle servicere lånere, der ikke kan finde Fifty Shades of Grey, Da Vinci Mysteriet eller Nicklas Bendtners erindringer. Ikke fordi de er udlånt, men fordi de er sporløst forsvundet i en af de nye, kreative opstillinger, hvor A efterfølges af Q, som danner en farvestrålende, labyrintisk blindgyde sammen med Biografier og Gruppe 43.97.

Næ, i min tid stod bøgerne på snorlige rækker i reoler langs diskrete, gulbrune vægge, så man kunne gå lige hen og fiske dem ud ti sekunder efter, at man havde fundet dem i kartoteket. Men nogen må have ment, at det virkede for biblioteksagtigt, og lånerne fik måske også for lidt motion. Derfor fandt man på at indrette bibliotekerne, så de fremstår som en mellemting mellem et orienteringsløb og blå, grøn og rød stue i børnehaven skråt overfor.

Kunne man forestille sig.

Retfærdigvis skal det siges, at de nye, internetbaserede kartotekssystemer slår de gamle papirkartoteker med flere hyldemeter – når computerne ikke er optaget af unge medborgere med omvendte kasketter, der er ved at tjekke nye profiler på Tinder.