Uffe Jerner

Katte har den meget uhensigtsmæssige vane, at uanset hvad man siger til dem, spinder de altid. Hvis de bare kunne spinde, når de mener ja og mjave, når de mener nej eller noget tilsvarende, så man kunne føre en samtale! Men hvordan kan man omgås nogen, når de altid siger det samme?

Ophavsmanden til ovenstående er efter sigende forfatteren Lewis Carroll, som især er kendt for at have skrevet den berømte børnebog Alice i Eventyrland. Men citatet afslører, at han også havde en fatal mangel på iagttagelsesevne og viden om katte. Enhver katteejer ved jo, at katte har et omfattende ordforråd, ud over at ordene består af et stort register af lyde, der varierer i rytme, styrke, udtryk, tempo og frasering.

Foreløbig har godt og vel sytten års erfaring lært mig, at man ikke skal tage et mjav for et mjav:

Mjav = anmodning om opmærksomhed

Mjaav = eftertrykkelig anmodning om opmærksomhed

MJAV! = en ordre!

Mjaauw (med faldende kadence) = protest

MJAAuw = stærkere protest

Miup! (kort og skarpt) = fornærmelse

MJAV! Mjav! (flere gange efter hinanden) = nødråb

Mjar-r-r-av (med gurglelyd) = venskabelig hilsen

Men jeg er stadig på begynderstadiet. Jean Craighead George, der var både børnebogsforfatter og katteekspert, forsøgte at inddele lydene (der er adskilligt flere, end mit sparsomme udvalg viser) efter kattens alder, køn og situation. Det ved jeg fra Messybeast, der har lange artikler på højt niveau om ethvert emne, der kan interessere en katteejer. Hertil kommer selvfølgelig kattenes kropssprog, som ikke bare er mere halsbrækkende, men også langt mere nuanceret end deres ejeres.

Jeg printede artiklen om kattesprog ud og fik otte tættrykte A4-sider ud af det. Ingen skal beskylde mig for at være antropomorfist, men Hannibal læste med over skulderen og mjavede anerkendende.

For en ordens skyld vil jeg stadig heller ikke beskyldes for at have en katteblog.

Jeg har altid været en smule misundelig på den lille, eksklusive skare af mennesker, der fra naturens hånd er udstyret med en magnetisk personlighed, som gør, at folk flokkes om dem som fluer og træder skoene af hinanden bare for at være i nærheden af dem. Men misundelsen er svundet betragteligt ind i løbet af det sidste par dage, hvor jeg har konstateret, at jeg selv hører til de få udvalgte. For desværre er den magnetisme, der er blevet mig forundt, af en selektiv beskaffenhed, som tilsyneladende kun tiltrækker spidsborgere og ligusterfascister fra den mest emsige og anstrengende kategori.

Et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i med i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende ...

Første gang, jeg opdagede min specielle tiltrækningskraft, var i fredags, da Madame og jeg gik vores obligatoriske aftentur med den nedgående sol i hælene, og vi passerede en landejendom med et viltert brombærkrat, som sendte kaskader af stikkende grene med solmodne bær ud over vejen. Med andre ord et tilbud, vi ikke kunne afslå, hvorfor vi standsede op og gav os til at plukke og smage i al stilfærdighed. Stilheden varede dog ikke længe, for inden der var gået et minut, blev den brudt af en overkorrrekt, men brysk mandsstemme bag os:

– Har De tilladelse til at plukke de bær!

Vi vendte os selvfølgelig om for at lokalisere støjkilden og opdagede, at spørgsmålet udgik fra en talende buste, der stak op bag genboens hæk. Sandsynligvis var det genboen selv, der stod dér med bar overkrop, men han havde en ikke ringe lighed med Emil Hass Christensen, en distingveret, sølvhåret skuespiller, der spillede overlæge eller højesteretssagfører i alle film i min barndom, og et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende og hibiscusrød i ansigtet.

Som enhver ved, fremgår det af Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683, at man godt må plukke bær i beskedent omfang af vildtvoksende træer og buske, der hænger ud over skel til offentlig vej. At der var tale om vilde bær, kunne ingen være i tvivl om, eftersom buskene tydeligvis havde været uberørt af menneskehånd i cirka en menneskealder, og enhver kunne se, at krattet rakte langt ud over skellet. Men uanset hvilke argumenter, vi fremførte, blev vi skåret af med: 'Har De tilladelse?', 'Bærrene tilhører min nabo!' eller 'De må ikke ...' Til sidst opgav vi og gik videre efter at have takket manden for hans uegennyttige, men malplacerede omsorg for andres ejendom.

Jeg blev brat revet ud af mine tanker af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens

Anden gang, jeg mærkede mine dragende evner, var i går aftes, da vi kørte gennem Madames barndomsland i Holte, og hun insisterede på at blive sat af på en smal villavej for at tage nogle billeder af kanoklubben, mens jeg ventede i bilen. Når jeg siger smal, er det fordi der var så lidt plads, at jeg så mig nødsaget til at køre op over kantstenen og lade to hjul hvile nænsomt på det yderste af fortovet for det tilfælde, at der skulle dukke en anden bilist op, som ville forbi. Da jeg havde gjort det, rullede jeg vinduet ned og satte mig til rette for at indsnuse den milde aftenluft og nyde synet af de smukke, hvide majestætiske palæer og feudalborge med sortglaseret tegltag, der tronede bag hækkene på begge sider af vejen.

Igen gik der rundt regnet et minut, så blev jeg brat revet ud af mine tanker, denne gang af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens. Stemmens indehaver var da også omtrent gammel nok til at have gået i parallelklasse med baronessen, og selv om hun ikke bar hat, besad hun den samme selvbevidste myndighed. Den tøvede hun ikke med at anvende, og jeg måtte lægge øre til et indigneret foredrag om min formastelige parkering og krænkelse af den private ejendomsret, efterfulgt af omfattende beklagelser over det hærværk, jeg netop havde forøvet mod hendes egenhændigt nyrevne grusfortov.

Fra bekendtgørelsen om standsning og parkering i den pågældende kommune vidste jeg tilfældigvis, at jeg var i min gode ret til at parkere med to hjul på fortovet og var et øjeblik fristet til at påpege hendes fejltagelse. Men jeg valgte ikke at sige noget. Orkede det ikke. Nænnede det ikke. Jeg fandt et andet fortov at holde på.

Nu er det så, at jeg spekulerer jeg på, hvordan resten af ugen kommer til at forløbe, og om jeg skal opsøge en alternativ helbreder, der kan afmagnetisere uønsket magnetiske personligheder som mig, der kun tiltrækker konfliktsøgende medborgere. På den anden side er jeg også stærkt fristet til at vende tilbage til brombærkrattet fra i fredags og fortsætte min lovhjemlede brombærplukning, så jeg kan genoptage det lille raske skænderi og få pulsen lidt op. Jeg har jo lige lært, at det gælder om at holde på sin ret for enhver pris.

Også selv om man eventuelt ikke har ret.

Min far havde altid sin lommekniv på sig. Uden den følte han sig upåklædt. Han kaldte den sin frugt-, negle- og delikatessekniv, men det var kun et sparsomt udtryk for, hvad den blev brugt til. Den var helt simpel med et blad i hver ende – et stort og et lille – som kunne foldes ud, og med dem kunne han reparere eller i hvert fald minimere enhver materiel skade.

Da jeg arvede klenodiet for nogle år siden, havde jeg stadig ikke forstået, hvorfor en lommekniv var uundværlig. Først nu, da jeg selv er begyndt at gå med den, har jeg set lyset og undrer mig over, at der skulle gå så lang tid. Min foreløbige liste over anvendelsesmuligheder ser sådan ud:

• Man kan åbne en pakke fra amazon.co.uk med den
• Man kan skære et stykke sejlgarn over med den tyve gange, når Madame beder en om at gå ud og hænge tyve mejsekugler op i busken uden for køkkenvinduet
• Man kan spise æbler med den i solen, når man sidder på en bænk dér hvor havet slår ind over molen, jfr. Gnags og Peter A.G. Nielsen
• Man kan åbne et brev med den – det hænder, at man modtager et rigtigt, håndgribeligt brev fra myndigheder, som det alligevel ikke nytter noget at ignorere …
• Man har brug for en kniv mellem tænderne, når man svinger sig i en lian fra det ene træ til det andet.

Kort sagt, en mand er ilde stedt uden en lommekniv. For eksempel når den umærkeligt er gledet ud af lommen og pist forsvundet ned i revnen mellem sædet og armlænet på lænestolen, hvor man sad fordybet i en bloddryppende krimi af Jo Nesbø, som er en mester i at give sine romaner de mest fantasiforladte titler, hvilket jeg iler med at levere dokumentation for her.

Jeg havde længe gået og tænkt på, at jeg ville riste en rune over min fars (og min) lommekniv, men inden jeg fik snøvlet mig sammen til at gøre noget ved det, kunne jeg se, at blogkollega capac var kommet mig i forkøbet og havde gjort det for sin fars lommeknivs vedkommende allerede i forgårs. Verden er og bliver fuld af sælsomme sammentræf.

En morgen for nogle år siden, da jeg kom kørende på Hillerødmotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. Jeg kørte jeg op på siden af ham for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en, der var ansat i it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk?

Ved juletid kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig, da jeg gik midt på Strøget i København, og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af almindelig julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun havde været i Randers en enkelt gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre. En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte:

– Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegnede i fjernsynet …?

Først følte jeg mig noget pikeret over, at nogen kunne forveksle mig med Doktor Lieberkind. Dr. phil. Ingvald Lieberkind var en lille, tyk, hvidhåret, altid venlig mand, der med gnækkende stemme og stor entusiasme tegnede og fortalte om dyrenes verden i fjernsynets og min barndom på en måde, så både børn og voksne i alle aldre kunne være med. Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret, og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk? Lidt efter gik det op for mig, at det var den noget senere tv-stjerne Jens Olesen, de forvekslede mig med, hvilket var betydelig mere flatterende, om end stadig temmelig uforståeligt. Jeg benægtede selvfølgelig, men min nye fan blev ved, selv om jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen.

– Lad nu bare være, sagde han, det er sgu da dig, det kan vi da se!

Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, så for ligesom at komme ham en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

– Ja ja, fortsatte han og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, den er go’ med dig!

Det endte med, at jeg lod ham blive i troen, og jeg fik fred resten af overfarten.

Nu har jeg gjort det. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle anskaffe mig et mundbind, men i næste uge er jeg nødt til at tage til Sverige, og eftersom færgen mellem Helsingør og Helsingborg er et offentligt transportmiddel, er der ingen vej udenom. Statsministeren har bestemt, at jeg skal have mundbind på, selv om jeg har tænkt mig at blive siddende i bilen under hele overfarten og derfor ikke kommer til at smitte nogen. Men jeg skal nok gøre min pligt. Bortset fra det, har jeg for flere år siden bestemt mig for aldrig mere at blive syg, og det har jeg foreløbig overholdt, for jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var, selv om corona på det tidspunkt var et ukendt fænomen:

Jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan

Allerede da jeg satte mig ind i bilen om eftermiddagen for at køre hjem fra arbejde, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var ved at blive forkølet. Det var fredag, weekenden vinkede forude, og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg ferie hele den efterfølgende uge. Der var altså ikke udsigt til nogen bonusfridag, kun til en forkølelse for egen regning. Inden jeg nåede hjem, var jeg uforskammet forkølet. Jeg har ikke røget, siden jeg blev konfirmeret, men da jeg trådte ind ad døren, lød jeg som en boosted udgave af en kronisk tobakshoste, næsen tapløb, og tænderne klaprede som et af de optrækkelige gebisser, man kan købe en spøg- og skæmtforrretning. Som bekendt er det en udbredt fordom blandt kvinder, at mænd er latterligt pivede, når det gælder sygdom, og den kliché agtede jeg ikke fyre op under, selv om min temperatur kvalificerede mig til det. Så da Madame havde set skeptisk på mig og spurgt, om jeg var forkølet, holdt jeg facaden pænt og slog det hen, selv om jeg følte mig som et hvalkogeri indvendig. Om aftenen trak jeg mig tidligt tilbage, og efter en stiv whisky og en halv pose Matadormix på sengekanten kastede jeg mig i Morfeus' arme.

Næste morgen vågnede jeg med hovedet på et stykke lakridskonfekt. Jeg fik at vide, at jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan. Det eneste, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet og stirre stift ud i luften med bævrende underlæbe og skuldrene oppe om ørerne. Og jeg ville ikke forstyrres!

Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand

Sådan gik første ferie- og sygedag. På andendagen begyndte jeg at savne opmærksomhed og lod være med at stå op. Men det gik ikke helt efter planen. Når du er livstruende syg, skal din elskede ifølge Grundkursus for filminstruktører i Hollywood og omegn stå på spring for at stoppe dynen ned omkring dig, så snart der er pause i det smægtende violinspil, anbringe kolde klude på din pande og opfylde alle ønsker ved dit mindste klynk. Men i praksis fungerer setup'et ikke, når den, der skal servicere dig, generelt foragter amerikanske film og i øvrigt mener, at du overspiller din rolle.

Søndag aften forbarmede Madame sig alligevel og tilbød at lave en kop te og riste et stykke brød til mig. Jeg havde stadig ekstremt høj feber, lavt selvværd og ingen appetit, men jeg tog imod tilbuddet for at variere kostplanen lidt. Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand, så måske var det et forsøg værd. Jeg tilbød, at hun kunne koge vandet på mig, det ville både gå hurtigere og spare elektricitet.

– Skal vi ikke ringe til lægevagten, hvis du har det så dårligt? spurgte hun så.

Vagtlægen kom syv timer senere, og hvis ikke klokken havde været tre om natten, ville jeg have svoret på, at jeg hørte et hornorkester stå og spille Chopins begravelsesmarch ude på vejen, da han stillede diagnosen: Lungebetændelse.

Jeg overlevede mirakuløst. I en uge lå jeg brak, og om mandagen mandede jeg mig lige nøjagtigt op til at gå på arbejde.

– Hvor ser du frisk og veludhvilet ud, sagde min kollega. – Du har sikkert haft sådan en rigtig slappe-af-ferie uden at lave noget som helst fornuftigt?

Jeg så bare på ham og nikkede.

Mens termometeret snappede efter vejret, og asfalten under mig nærmede sig smeltepunktet, sad jeg trygt, godt og især tilpas køligt i går på motorvejen og frydede mig over, at klimaanlægget i bilen fungerede upåklageligt, og hvilken luksus det i virkeligheden var, når jeg tænkte tilbage på min første bil, som var en Folkevogn. Ikke en af de dér nymodens med forhjulstræk og vandkøling, nej, en ægte, rundrygget, luftkølet Folkevogn med hækmotor og dertil hørende faciliteter:

• En sidevindsfølsomhed, der sender den over i den modsatte vejbane ved det mindste atmosfæriske pust.
• Et varmesystem, der fungerer perfekt under hedebølger om sommeren, men nødvendiggør konstant afskrabning af is på indersiden af vindspejlet under de første ti minutters kørsel om vinteren.
• Et støjniveau, der gør det uhensigtsmæssigt at prøve at føre en fornuftig samtale under kørslen.

Det var en kasanrot model 1303 fra 1973, også kaldet Der Superkäfer eller Panoramaboblen. Den kom dog først i min besiddelse elleve år efter sin fødsel, så vidt jeg husker formedelst 21.000 dask. Den var renoveret og nylakeret af en bedragerisk mekaniker i Vanløse,

I Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd

der havde specialiseret sig i den slags, og den fremstod, som om den lige havde forladt fabrikken. Dog fortrinsvis på overfladen. I hvert fald havde den et par ekstra features, der næppe var standard, og hvoraf den mest bemærkelsesværdige var det indbyggede soppebassin for bagsædepassagerer, når det regnede. Hvordan vandet kom ind, lykkedes det mig aldrig at opklare, men et ulokalisérbart hul i undervognen, der absolut ikke burde være der, var vel den mest nærliggende forklaring.

Året efter mødte jeg Madame, og da det viste sig, at hun havde en 1303 nøjagtig mage til min, bortset fra at hendes var sumatragrün, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være os. Hun var endda på sin tredje Folkevogn! Med den samme smag i biler kunne det ikke gå helt galt, og det har det bevisligt heller ikke gjort – foreløbig har vi for længst overhalet sølvbrylluppet.

Nå, i et par år nød jeg hver morgen synet af de to bobler, der stod og klædte hinanden uden for vores hoveddør. Men intet varer evigt. Allerede da jeg købte min Folkevogn, var produktionen for længst flyttet til Brasilien, og det var her, alle reservedele kom fra. Det gjaldt også de nye forskærme, min boble var blevet forsynet med, lige inden den blev min. Men i Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd, og både lakken og forkromningen på kofangerne var begyndt at få deres egne bobler. Madames eksemplar havde andre, hovedsagelig indvendige skavanker, og ingen af vores mobile tvillinger var til sidst rigtig i topform. Men det lykkedes os ikke desto mindre at sammensætte 1 stk. rimeligt fungerende køretøj af de to – de overskydende dele, der tilsammen stadig tog sig ud som en slags bil, afhændede vi til den lokale Kajs Auto for et symbolsk beløb. Efter endnu et års forløb blev vi enige om, at 7 kilometer på literen var lige i underkanten for en bil af den størrelse og især for et kørselsbehov som vores. Bevidstheden om i realiteten at have benzintanken liggende på skødet, kun med et stykke blik imellem, var heller ikke helt rar. Og sådan gik det til, at vi i en forholdsvis sen alder forlod vores Folkevognsæra og trådte ind i de voksne, anonyme bilisters rækker.

Jeg kan ikke påstå, at Folkevognen er den bedste af den halve snes biler, jeg har haft, men uden diskussion den med den største personlighed. Og så startede den altid – eller næsten altid. Til gengæld vil jeg mene, at den stadig er en af bilindustriens smukkeste frembringelser, og ideen med at genoplive og forfine designet og relancere det som Der New Beetle i 1998 var et scoop. Det var prisen til gengæld ikke. Den gjorde uigenkaldeligt Folkevognen til et ufolkeligt anliggende.

Æret være alligevel dens minde.

Og det var så varmt at han måtte have sig en svalende bajer. Det diamantformede strubehoved bevægede sig som en kaninkneppende røv da han skyllede den halve øl ned ...

Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, som ovenstående citat er hentet fra, foregår i 1997. Man kan altid diskutere ordvalget, men koncentrerer man sig om essensen, kunne det have været i går eller sidste uge, så varmt har det været. Sommeren – eller i hvert fald de temperaturer vi forventer os af sommeren – er endelig ankommet, så vi kan stønne og beklage os over varmen med god samvittighed.

Det er bare den forkerte måned, og det er sidste udkald. Ved en fejltagelse vågnede jeg klokken fem i morges og kunne konstatere, at det faktisk var halvmørkt, og at det påvirkede min sindsstemning i negativ retning. Jeg har ellers altid påstået, at jeg holder lige meget af alle fire årstider, men det er, som om det har ændret sig med årene. Et personligt psykologisk paradigmeskift.

Engang tog jeg årstiderne, som de kom. Jeg var helt på det rene med, at det var mørkt om vinteren en stor del af døgnet – og koldt – og at det var en del af arrangementet lige så vel som de lyse sommernætter og de rødglødende eftermiddage i juni-juli. Efteråret og foråret havde jeg det også fint med, og de var nogenlunde lige gode, bortset fra et par procentpoint i efterårets favør, fordi det ikke var inficeret med eksamenslæsning.

Forår, sommer og efterår har jeg det stadig glimrende med, og vinteren må også gerne være der. Men behøver den strengt taget vare mere end en uges tid? Og behøver den være så kold og mørk?

Nu jeg er ved Benn Q. Holm og høje temperaturer, bliver jeg nødt til også at nævne Sommer, som er efterfølgeren til Hafnia Punk. Kort fortalt er vi på sommerferie i tre uger med et ungt yuppie-par i Nordsjælland, hvor der sker lidt af hvert, også på det indre plan. Det er med andre ord ikke noget voldsomt drama. Beklageligvis er det en udbredt opfattelse, at det skal være en kraftanstrengelse at læse en bog, ellers må den være af ringe kvalitet. Men hvis du er enig med mig i, at læsning først og fremmest skal være en fornøjelse, kan du med sindsro læne dig tilbage med Sommer mellem hænderne og nyde det præcise sprog og den gode humor.