Som en, der undertiden spiser ude på forskellige restauranter med hver deres særpræg, kan jeg konstatere, at mange af dem i hvert fald har én ting tilfælles: En dankortterminal, der er programmeret til at stille spørgsmålet: 'Vil du tilføje drikkepenge?'
Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt
Og hver gang, jeg ser opfordringen på displayet, tænker jeg: 'Hvorfor skulle jeg det?' Det er Danmark – velfærdsstatens højborg – hvor drikkepenge officielt blev sendt på pension i 1969. Tjenerne er dækket af overenskomster og fagforeninger, og de får løn. En rigtig løn med feriepenge og pension og det hele. Så hvad er det præcis, jeg skal betale ekstra for? At tjeneren ikke var direkte ubehøvlet eller spildte sovsen ned i skødet på mig? Terminalen forsøger oven i købet at gøre mig til et bedre menneske ved at foreslå '10%?', '15%?' '20%?' Hvorfor ikke 100% og en skriftlig undskyldning for at have været til ulejlighed? Og så 'tilføje'. Hvorfor står der ikke bare: 'Gi' noget!'Jeg vælger med andre ord konsekvent nej-knappen, da der nu ikke er mulighed for at trykke 'Nej, tværtimod!', og jeg ser stort på, om tjeneren eventuelt synes, jeg er en fedtsyl. Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt eller propper en hundredelap ned i brystlommen på værkføreren, når jeg henter min bil fra service. Og jeg har stadig til gode at høre nogen fortælle om dengang, de gik ind i en skotøjsforretning, prøvede et par Birkenstock-sandaler, blev hjulpet til at finde den rigtige størrelse, hvorefter ekspedienten spurgte: 'Vil du give 10% ekstra, fordi jeg ikke rullede med øjnene, da du bad om størrelse 47 i pink?'
Restauranterne er ikke alene om uskikken. Man kommer også ud for det, hvis man vover sig ind på en hip café, der emmer af havremælk og valgfri sirup og bestiller en kop kaffe til 58 kroner.
Men faktisk sker det en sjælden gang, at tjenere eller baristaer slår tiggerifunktionen fra, inden de rækker terminalen frem, fordi de åbenbart selv finder det pinligt. Dem får man jo næsten lyst til at give drikkepenge.
I øvrigt: Hvor ender de drikkepenge egentlig?
Ja, det er en uskik. Programmet bag er formentlig udviklet af amerikanske kreditkortsgiganter.
Denne irriterende afregningsmodel er udviklet i landet, hvor ”Big Beautiful Bill” har sin helt egen betydning. I de nordeuropæiske restaurant- og cafékoncepter har det ingen kulturel og slet ikke økonomisk relevans.
I en fortid, hvor gæsterne (måske?) gik med pudrede parykker og damerne korsetter var det en naturlighed, simpelthen fordi de tjenende ånder var ludfattige. Det gælder dog aktuelt igen i landet, der netop har vedtaget ”Big Beautiful Bill”, men dette kundesegment kommer næppe på caféer og slet ikke restauranter (kun som opvaskere).
I DK opleves ofte (inkl. kommentatoren), at personalet ligefrem undskylder og hurtigt forklarer gæsten, hvor der skal trykkes på den røde knap (godt for de farveblinde).
”Drikkepenge” er hidtil som hovedregel sædvanligvis blevet delt mellem personalet på aftalte tidspunkter; med den maskinelle fornyelse holdes der måske en årlig uddeling hos revisoren (?).
@Eric: Ja – efter princippet: Det gælder om at rage til sig!
@Erik Hulegaard: Referencen til Big Beautiful Bill og den historiske kontekst sætter det hele i et både satirisk og tankevækkende lys. Det understreger, at overførsel af en praksis fra én kultur til en anden ikke altid giver mening – særligt når det ikke matcher hverken økonomiske vilkår eller sociale forventninger.
Hvis ikke drikkepengene havner på restauratørens bankkonto, må man gå ud fra, at personalet på et eller andet tidspunkt deler 'rovet'. Men det underminerer hele ideen med drikkepenge; hvis man giver drikkepenge, er det vel for at honorere en særlig service, den enkelte tjener har ydet.
Din sidste bemærkning i dit svar til Hulegaard: Det er netop af den grund jeg giver drikkepenge - hvis jeg altså en sjælden gang giver nogen.
Det skal være noget ekstraordinært. Hvis de bare har passet deres job, går jeg ud fra, at de får deres løn for det, og synes de ikke den er høj nok, er det noget de må tage med deres chef.
Derudover, hvis en eller anden så har gjort noget særligt, sørger jeg også for at understrege, at drikkepengene er til ham/hende og ikke skal i en fælles pulje.
@Ellen: Vi overgår endnu engang hinanden i enighed :)