Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.
Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks
'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.
Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.
Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.
Bare for meget. Sådan har jeg det også med Jørgen Leth. Og ikke kun i forbindelse med hans patetiske besyngelse af den slidsomme cykeltur i Frankrig. Men af en eller anden - måske endda flere - grunde har han formået at tilrage sig en særlig placering i det danske (og måske fortrinsvis københavnske) parnas og kan i sin høje alder skabe virak i pressen med udgivelse af nogle 'rå og uredigerede' notater og sikre ham adgang til diverse morgen- og aftenshows, hvor han kan agere 'ekspert' på alle mulige tænkelig områder; også områder - fx inden for politik - som han ikke aner noget om og ikke rigtig interesserer sig for. Hans kvaliteter som digter, forfatter og filmmand ufortalt, så er det mit indtryk at han især er populær fordi han inkarnerer mediernes og pressens yndlingskategori 'det kendte menneske' (kunne være en af hans filmtitler...). Nå, men det er nok bare min aversion, der kom ud der.
Spandex er et åndbart og hurtigtørrende materiale, hvilket gør det perfekt til aktivt slid. Samtidig kan det strækkes temmelig meget og stadig vende tilbage til dens oprindelige størrelse. Det anvendes f.eks. også i atletik, hvilken (indimellem interessante) sportsgren har den store fordel frem for cykelløb, at udøvelsen ofte (afhængig af disciplin) er af kortere varighed. Uldsnoren – og dermed resultatet - er for det meste inden for relativ hurtig rækkevidde.
Helt modsat med ”verdens hårdeste cykelløb” det 102-år gamle Tour de France. Med tiden har penge, reklamer, prestige, medier samt mere eller mindre maniske reportere blevet en uundværlig del af de professionelle pedalartister, der i nutiden udgår fra hver deres hold. Det er som i ”det virkelige liv”, nogle er stjerner, de fleste andre er pacere eller vandbærere eller selvbestaltede "rådgivere".
Jeg har fulgt andre sportsgrene tæt siden min barndom, nogle har jeg også på ren amatørbasis dyrket selv. Cykling – hvad enten det var starten med den 3-hjulede eller senere med en Raleigh herrecykel – har aldrig tiltrukket mig. Jeg deler mindst 100 procent hver elastanfiber af blogejerens betragtninger/beskrivelser.
Personer, der ikke er i bare lidt besiddelse af selvironi, er allerede langt bagud på point hos denne kommentar, hvorfor fænomenet 88-årige Jørgen Leth m/u kokkepige med fare for en mental punktering ikke skal yderligere kommenteres.
In addition: "Kommentar" i sidste afsnit kan med fordel ændres til "kommentator". - At "doping" ikke nævnes i andet afsnit, skyldes ikke en forglemmelse, men et ønske om at bevare den gode og positive stemning på denne blogplatform. ;-)
@capac: Digtene og filmene alene ikke forklarer i hvert fald ikke den brede fascination af Jørgen Leths person. Det er nok snarere stemmen og stilen, der har gjort ham til et 'brand', og du har sikkert ret i, at han har større appel i København og omegn end andre steder.
Nå, men vi kan i det mindste konstatere, at ingen af os er ene om aversionen.
@Erik Hulegaard: Jeg har ikke selv stiftet bekendtskab med med spandexens fortræffeligheder, så tak for indføringen.
.
Selv med kommentatorens fraværende interesse for cykling indgyder en Raleigh altid respekt, ikke mindst hvis den passerer i adstadigt tempo med en opretsiddende embedsmand på sadlen.
At selvironi er en mangelvare i det Leth'ske univers kan der vist næppe herske tvivl om.
Tak for at dele 100 procent af elastanfibrene med bloggens puls.
TdF deler vist lidt vandene. Jeg kender nogle, som ikke interesserer sig for cykling overhovedet, men som ikke ville undvære at se netop dette cykelløb.
Jeg selv er lidt on-off. John ser lidt mere end jeg gør, men såmænd ikke så meget, for vi synes begge det først bliver interessant når de når Pyrenæerne. Vi synes også begge det er en ret spændende duel mellem Vingegaard og Pogačar - i virkeligheden handler løbet for vores (mit?) vedkommende nok mest om hvordan den lille, sympatiske Vingegaard klarer sig.
Jørgen Leth gjorde løbet interessant fra en anden vinkel end den sportsmæssige pga. hans mange fortællinger om de ting vi kom forbi undervejs. Han var god til TdF, men ellers en smule for selvfed, synes jeg.
@Ellen: Tak for din kommentar – den rammer nok meget godt, hvordan mange har det med Tour de France. Det er blevet en slags tradition, der hører årstiden til.
Mit kendskab til cykelsport er nærmest ikke-eksisterende, men Vingegaard virker ægte og beskeden, så han har min sympati. Jørgen Leth er desværre endt som en parodi på sig selv, men man må give ham, at han skiller sig ud.