SET:
100 år med The New Yorker (The New Yorker at 100)
Amerikansk dokumentar, 2025 – Netflix
★★★★★☆
The New Yorker er et amerikansk ugemagasin, som ikke overraskende henvender sig til folk, der bor i New York, men også til amerikanere i det hele taget + alle andre – men ikke hvem som helst. Kort sagt: der er tale om en intellektuel publikation – en usædvanlig blanding af undersøgende journalistik, politik, kultur, videnskab, noveller af høj kvalitet, essayistik og reportage, anmeldelser af film, bøger og kunst og ikke mindst den underspillede humor, der var hele idéen med bladet, da det begyndte at udkomme i 1925. Af nysgerrighed – og fordi man i perioder kan få et digitalt abonnement til næsten ingen penge – har jeg i flere omgange abonneret, selv om det ikke er et blad, man læser fra ende til anden, medmindre man har meget god tid. Det er et magasin, der hellere skriver 10.000 ord om én sag end 400 om fem. Jeg har Weekendavisen mistænkt for at være hemmelig beundrer – fx har de kopieret The New Yorkers læserkonkurrence om en vittig tekst til en tekstløs vittighedstegning hver uge. De minimalistiske vittighedstegninger i The New Yorker er i øvrigt et kapitel for sig; de er på ingen måde lårklaskende, men af den slags, hvor man trækker på smilebåndet samtidig med, at man ikke er fuldstændig sikker på, at man har fanget hele pointen. I anledning af 100 års-fødselsdagen kan man nu se denne dokumentar om et magasin, der er synonymt med tålmodighed, fordybelse og modstand mod hurtige konklusioner – paradoksalt nok produceret af Netflix, selve symbolet på det modsatte. Det er ikke en lineær jubilæumsfilm fuld af triumfer og selvforherligelse. Det er en vandring gennem redaktionslokaler, tegninger, tekster og stemmer, der tilsammen udgør noget så sjældent i moderne mediekultur som et ideal om, at ord fortjener, at der ofres tid og kræfter på dem – The New Yorker er nærmest berygtet for sin nidkære faktatjekafdeling. Filmen er mest interessant, når den dvæler ved spændingerne mellem humor og alvor, elitær smag og folkelig gennemslagskraft, tradition og fornyelse. Magasinet har altid været beundret og irriterende på samme tid, og dokumentaren forsøger ikke at opløse den dobbelthed. I øvrigt er The New Yorker – og dokumentaren – en velgørende påmindelse om, at USA og amerikanere er andet og mere end MAGA-bevægelsen.
Instruktion: Marshall Curry
Se trailer
The Holdovers
Amerikansk dramakomedie, 2023 – Netflix
★★★★☆☆
Scenen er en amerikansk kostskole i starten af 1970'erne. Læreren Paul Hunham (Paul Giametti) er typen, ingen elever bryder sig om: sur, stædig og meget lidt forstående. Da juleferien begynder, ender han med at skulle blive tilbage på skolen sammen med de få elever, der ikke kan komme hjem til jul af den ene eller anden grund. Til sidst er der kun én elev tilbage, den kloge men ret besværlige Angus, som er vred på sine forældre og på det meste af verden. Sammen med dem er også Mary, der arbejder i skolens køkken. Hun har netop har mistet sin søn i Vietnamkrigen og har derfor heller ikke noget at komme hjem til. De tre har egentlig intet med hinanden at gøre, men bliver tvunget til at tilbringe ferien sammen. Langsomt lærer de hinanden at kende. De skændes, taler sammen, tager på små ture og får efterhånden sagt alt det højt, som ellers ligger og trykker. Ferieopholdet bliver en slags pause fra deres normale liv og ender med at ændre dem alle tre lidt. Ellers sker der ikke alverden. Det er en vemodig og velspillet film, og visuelt og stemningsmæssigt rammer den 1970’erne meget præcist. Selv om det ikke er en decideret komedie, kan man ikke frakende den en vis underholdningsværdi. Men den varer to timer og et kvarter, og det er mindst en halv time for meget.
Instruktion: Alexander Payne
Se trailer
Pretty Woman
Amerikansk romantisk komedie, 1990 – dr.dk
★★★☆☆☆
'Skulle vi ikke prøve at se 'Pretty Woman' igen for sjovs skyld?' spurgte Madame. Med 'igen' hentydede hun til, at filmen blev vist i bussen på vej til skiferie i Norge for 35 år siden, men hun havde åbenbart glemt, at jeg faldt i søvn, inden der var gået et kvarter og aldrig fik set filmen. Men nu da chancen var der, slog jeg til. De fleste ved sikkert, at den handler om forretningsmanden Edward (Richard Gere), der møder den livsglade prostituerede Vivian (Julia Roberts) i Los Angeles. Han betaler hende for at være hans ledsager i en uge, mens han er i byen i forretningsøjemed. Undervejs lærer Vivian en ny verden at kende, og Edward bliver konfronteret med sit kolde livssyn. Forholdet udvikler sig fra en aftale til ægte følelser, og filmen ender som et moderne eventyr om forandring, respekt og kærlighed på tværs af sociale skel. Det er kort sagt en film, ingen ville finde på at lave i 2025. Den fremstiller prostitution som noget relativt glamourøst og uproblematisk, og det ville aldrig gå an nu, hvor der i den grad er fokus på magt, udnyttelse og sociale skævheder. Forholdet mellem Vivian og Edward bygger på et ekstremt økonomisk og socialt magtforhold, og hvor det i 1990 blev det læst som et eventyr, ville det i dag være højst problematisk. Vivian fremstilles som selvstændig og rapkæftet, men hendes lykke afhænger i sidste ende af en rig mand. I 2025 virker fortællingen om, at kærlighed alene kan overvinde økonomisk ulighed fuldstændig urealistisk og politisk blind. Men man kommer ikke uden om, at Julia Roberts er indtagende, og jeg så altså filmen færdig denne gang. Den meget amerikanske happy ending er uspiselig, men jeg følte mig alligevel rimelig underholdt. Sig det ikke til nogen!
Instruktion: Garry Marshall
Se trailer
Disclaimer: I erkendelse af at musik fylder en del i den daglige rutine, hvad enten den udfoldes i bilen, i badet eller køkkenet, vil det ugentlige tilbageblik for fremtiden indeholde en håndfuld genreinddelte smagsprøver på musikalske adspredelser, der har fundet vej til øregangen i den forløbne uge. Ingen genre er på forhånd afskrevet, når bortses fra heavy metal og tilsvarende hovedpinefremkaldende overgreb på det almindelige velbefindende. Musikken kan høres ved at klikke på titlerne, og den opmærksomme lytter vil bemærke, at udvalget for det meste repræsenterer en musiksmag, der er gået i stå for mindst en menneskealder siden, og som man kan nyde, væmmes ved eller skære tænder til, alt efter smag, behag eller ubehag. Til gengæld udgår den månedlige playliste.
Den klassiske:
Walter Gieseking: Suite bergamasque: Clair de lune
Når verden larmer for meget, er her tre minutters ren ro.
Den jazzede:
Diana Krall: Fly Me To The Moon - Live
Elegant swing, der får hverdagen til at føles lidt mere sofistikeret.
Den pop-rockede:
Sanne Salomonsen: Efter festen
Dansk melankoli, der rammer præcis dér, hvor minderne gemmer sig.
Den fodvippende:
Gladys Knight & The Pips: Baby Don't Change Your Mind
Varme og overskud, der smitter fra første tone.
Den gakkede:
Joyce Grenfell, Norman Wisdom: Narcissus
Tør, totalt underspillet britisk humor.



Hmmm. Hvem mon står som ejere af de nævnte københavnske kiosker? Det var et retorisk spørgsmål, og der ligger næsten ingen forudfattede meninger bag 😇
Jeg har set Pretty Woman to gange og nød Julia Roberts i alle de scener, der kunne sammenlignes med en lidt mere moderne udgave af My Fair Lady. Den ville ganske rigtigt absolut ikke få et blåt stempel i dag, men det ville Borte med Blæsten heller ikke, ej heller masser af andre go'e, gamle film, som stadig holder - og også bliver set af unge og yngre, så vidt jeg ved. Med den politiske überkorrekthed mister man noget af humoren, synes jeg - det er også blevet sværere at lave satire, har jeg hørt fra tekstforfattere.
Jeg tør godt holde et eller andet på, at folkene bag The New Yorker ikke er Trump-tilhængere ... det må det i hvert fald være svært at være, hvis man faktatjekker!
Som den (anbefalelsesværdige) britiske avis The Guardian bl.a. skrev ”(…) Trumps selvforherligelse er på størrelse med en planet”. Det skete i sommeren 2025 i Kennedy Center i forbindelse med en kultur-baseret prisoverrækkelse, hvor også bl.a. Gladys Knight deltog. Man kan så filosofere over bloggens ”pop-rockede” Gladys Knight forbindelse ”Baby Don´t Change Your Mind”.
Glædeligvis sker denne tilstand også bogstavelig for denne kvalitetsblogs indhold alias ”Ugerevy”, hvor royalismen, ”brune kiosker” og Ældresagen blandt andet filtreres og ikke mindst perspektiveres. Det er trange tider for republikanere i Danmark (modsat de fleste andre europæiske kongedømmer), hvor kun udvalgte tekster på en prinsesses t-shirt ”Bollede ham i går” kan give anledning til nogle ekstra tics hos hhv. ceremonimesteren og hoffets kommunikationsafdeling.
Og så kan man kun give den erfarne minister Lars Løkke ret i, at verden har forandret sig. Dette være til troende, når han ved den netop overståede nytårskur påstod, at det tætsiddende kjole-og-hvidt sæt var mere end 10 år gammelt. En anciennitet, der næppe overgår hans relativt nystiftede parti, der formodes efter næste FV i 2026 at tage imod Varde Kommunes humane tilbud om parterapi.
Bloggens musiksmag er imponerende i sine variationer, hvad enten scenen er bilen, badeværelset eller lydstudiet. I anledning af den aktuelle fuldmåne kan man passende nyde Claude Debussys berømte klaverstykke ”Claire de Lune”, medens der filosoferes over, hvad året 2026 mon vil bringe.
@Ellen: Enig i det meste, men efter min mening kunne Borte med blæsten nu sagtens laves i dag – ikke fordi dens værdier er uproblematiske, men fordi filmen tydeligt er et historisk drama, der skildrer en bestemt tid, et bestemt samfund og dets blinde vinkler. Den fortæller os noget om fortiden, også det ubehagelige, og netop den distance gør, at publikum kan se kritisk på den. Man forventer ikke, at filmen moraliserer efter nutidens standarder – man forstår, at den viser, hvordan verden var (eller troede, den var). Pretty Woman er derimod en moderne romantisk komedie, der foregår i et genkendeligt, nutidigt univers og sælger sin fortælling som en uproblematisk feelgood-historie. Her bliver magtforhold, kønsroller og prostitution romantiseret uden samme historiske filter. Det er ikke helt umuligt at lave den slags historier i dag, men de ville kræve langt større bevidsthed og nuancering for at fungere.
Ja, politisk korrekthed kan gøre humor og satire mere vanskelig – men forskellen ligger måske i, hvem der bliver gjort grin med, og hvordan. Satire fungerer bedst, når den sparker opad eller afslører magt og hykleri, ikke når den ureflekteret gentager gamle forestillinger.
Din pointe om The New Yorker er i øvrigt meget rammende – faktatjek har sjældent været en stærk Trump-disciplin. Min afsluttende bemærkning om The New Yorker skyldes, at der er en generel tilbøjelighed til at nedgøre alt, hvad der har med USA og amerikanere at gøre, og det er ikke rimeligt, bare fordi præsidentposten i øjeblikket beklædes af et asshole :)
@Erik Hulegaard. Citatet fra The Guardian rammer meget præcist en af de centrale udfordringer ved Trump-fænomenet: selvforherligelsen fylder ofte mere end selve begivenheden, uanset om rammen er politik eller kultur. Kennedy Center-episoden er et godt eksempel på, hvordan selv højtidelige kulturelle sammenhænge kan blive bøjet i retning af persondyrkelse.
Koblingen mellem Gladys Knight og bloggens egen filterfunktion er også rammende. Og ja, republikanere i Danmark har ikke de bedste arbejdsbetingelser; her kan selv en t-shirt-tekst udløse mere uro end et helt statsbesøg. Lars Løkkes bemærkning om kjole og hvidt illustrerer meget fint, hvor hurtigt tid og symboler forskyder sig i politik.
Tak for et indlæg, der både udfordrer og underholder – flere af den slags klæder enhver debat.