• 'Ikke alle vil os det godt', fastslog kongen i sin nytårstale. Det var både en udenrigspolitisk analyse og en dækkende beskrivelse af folk, der ikke holder afstand på motorvejen.
• 72 procent af danskerne bakker op om monarkiet, viser en ny undersøgelse 'De skildrer på mange gode måder, at de er en af os' udtaler en bagerjomfru i Rødekro. Blandt andet har kongefamilien jo også et medlem, de helst ikke taler om.
• Der er begået flere juleindbrud i år end sidste år - dog ikke på Bornholm, hvor der ikke er anmeldt et eneste indbrud. Her har man stadig nøglen hængende et sted, alle kender.
• AI skal i år rulles ud på plejehjemmene, men Ældre Sagen advarer mod hastværk. Systemet svarer, at det allerede har regnet på, hvor længe hver enkelt har igen.
• I efteråret tilbød Varde Kommune gratis parterapi til par med hjemmeboende børn, og alle pladser var optaget i løbet af en uge. Det er blevet tolket som en succes – nu mangler man bare at spørge parrene.
• I 138 ud af 140 kiosker i København, Aarhus og Odense blev der afsløret lovovertrædelser ved en ekstraordinær kontrolaktion. Bag disken fandt man blandt andet skjulte kontantlagre, ulovlige nikotinposer og euforiserende stoffer. Foran disken fandt man kunder, der vidste det.
• Nettet boomer med nye vandreruter. På ganske få år er der kommet mere end dobbelt så mange vandreruter på platformen udinaturen.dk. Aldrig har det været så nemt at gå en tur – man skal bare lige finde ruten, acceptere cookies, zoome ind, zoome ud og lade som om, det er helt spontant.
• Stadig flere steder bliver store halfester med medbragt alkohol forbudt for børn under 18 år. Forældrene ser både fordele og ulemper. Det gør de i øvrigt ved børn generelt.
• Gratis busser har fået flere børn og unge til at tage offentlig transport i Vesthimmerlands Kommune. Kommunen er lettet, for det var enten gratis transport eller endnu en arbejdsgruppe.
• 'Verden er forandret, og der er kun ét svar', siger Lars Løkke Rasmussen. Interessant udtalelse fra en mand, der altid har været garant for mindst tre.

SET:
100 år med The New Yorker (The New Yorker at 100)
Amerikansk dokumentar, 2025 – Netflix
★★★★★☆

The New Yorker er et amerikansk ugemagasin, som ikke overraskende henvender sig til folk, der bor i New York, men også til amerikanere i det hele taget + alle andre – men ikke hvem som helst. Kort sagt: der er tale om en intellektuel publikation – en usædvanlig blanding af undersøgende journalistik, politik, kultur, videnskab, noveller af høj kvalitet, essayistik og reportage, anmeldelser af film, bøger og kunst og ikke mindst den underspillede humor, der var hele idéen med bladet, da det begyndte at udkomme i 1925. Af nysgerrighed – og fordi man i perioder kan få et digitalt abonnement til næsten ingen penge – har jeg i flere omgange abonneret, selv om det ikke er et blad, man læser fra ende til anden, medmindre man har meget god tid. Det er et magasin, der hellere skriver 10.000 ord om én sag end 400 om fem. Jeg har Weekendavisen mistænkt for at være hemmelig beundrer – fx har de kopieret The New Yorkers læserkonkurrence om en vittig tekst til en tekstløs vittighedstegning hver uge. De minimalistiske vittighedstegninger i The New Yorker er i øvrigt et kapitel for sig; de er på ingen måde lårklaskende, men af den slags, hvor man trækker på smilebåndet samtidig med, at man ikke er fuldstændig sikker på, at man har fanget hele pointen. I anledning af 100 års-fødselsdagen kan man nu se denne dokumentar om et magasin, der er synonymt med tålmodighed, fordybelse og modstand mod hurtige konklusioner – paradoksalt nok produceret af Netflix, selve symbolet på det modsatte. Det er ikke en lineær jubilæumsfilm fuld af triumfer og selvforherligelse. Det er en vandring gennem redaktionslokaler, tegninger, tekster og stemmer, der tilsammen udgør noget så sjældent i moderne mediekultur som et ideal om, at ord fortjener, at der ofres tid og kræfter på dem – The New Yorker er nærmest berygtet for sin nidkære faktatjekafdeling. Filmen er mest interessant, når den dvæler ved spændingerne mellem humor og alvor, elitær smag og folkelig gennemslagskraft, tradition og fornyelse. Magasinet har altid været beundret og irriterende på samme tid, og dokumentaren forsøger ikke at opløse den dobbelthed. I øvrigt er The New Yorker – og dokumentaren – en velgørende påmindelse om, at USA og amerikanere er andet og mere end MAGA-bevægelsen.
Instruktion: Marshall Curry
Se trailer


The Holdovers
Amerikansk dramakomedie, 2023 – Netflix
★★★★☆☆

Scenen er en amerikansk kostskole i starten af 1970'erne. Læreren Paul Hunham (Paul Giametti) er typen, ingen elever bryder sig om: sur, stædig og meget lidt forstående. Da juleferien begynder, ender han med at skulle blive tilbage på skolen sammen med de få elever, der ikke kan komme hjem til jul af den ene eller anden grund. Til sidst er der kun én elev tilbage, den kloge men ret besværlige Angus, som er vred på sine forældre og på det meste af verden. Sammen med dem er også Mary, der arbejder i skolens køkken. Hun har netop har mistet sin søn i Vietnamkrigen og har derfor heller ikke noget at komme hjem til. De tre har egentlig intet med hinanden at gøre, men bliver tvunget til at tilbringe ferien sammen. Langsomt lærer de hinanden at kende. De skændes, taler sammen, tager på små ture og får efterhånden sagt alt det højt, som ellers ligger og trykker. Ferieopholdet bliver en slags pause fra deres normale liv og ender med at ændre dem alle tre lidt. Ellers sker der ikke alverden. Det er en vemodig og velspillet film, og visuelt og stemningsmæssigt rammer den 1970’erne meget præcist. Selv om det Ikke er en decideret komedie, kan man ikke frakende den en vis underholdningsværdi. Men den varer to timer og et kvarter, og det er mindst en halv time for meget.
Instruktion: Alexander Payne
Se trailer


Pretty Woman
Amerikansk romantisk komedie, 1990 – dr.dk
★★★☆☆☆

'Skulle vi ikke prøve at se 'Pretty Woman' igen for sjovs skyld?' spurgte Madame. Med 'igen' hentydede hun til, at filmen blev vist i bussen på vej til skiferie i Norge for 35 år siden, men hun havde åbenbart glemt, at jeg faldt i søvn, inden der var gået et kvarter og aldrig fik set filmen. Men nu da chancen var der, slog jeg til. De fleste ved sikkert, at den handler om forretningsmanden Edward (Richard Gere), der møder den livsglade prostituerede Vivian (Julia Roberts) i Los Angeles. Han betaler hende for at være hans ledsager i en uge, mens han er i byen i forretningsøjemed. Undervejs lærer Vivian en ny verden at kende, og Edward bliver konfronteret med sit kolde livssyn. Forholdet udvikler sig fra en aftale til ægte følelser, og filmen ender som et moderne eventyr om forandring, respekt og kærlighed på tværs af sociale skel. Det er kort sagt en film, ingen ville finde på at lave i 2025. Den fremstiller prostitution som noget relativt glamourøst og uproblematisk, og det ville aldrig gå an nu, hvor der i den grad er fokus på magt, udnyttelse og sociale skævheder. Forholdet mellem Vivian og Edward bygger på et ekstremt økonomisk og socialt magtforhold, og hvor det i 1990 blev det læst som et eventyr, ville det i dag være højst problematisk. Vivian fremstilles som selvstændig og rapkæftet, men hendes lykke afhænger i sidste ende af en rig mand. I 2025 virker fortællingen om, at kærlighed alene kan overvinde økonomisk ulighed fuldstændig urealistisk og politisk blind. Men man kommer ikke uden om, at Julia Roberts er indtagende, og jeg så altså filmen færdig denne gang. Den meget amerikanske happy ending er uspiselig, men jeg følte mig alligevel rimelig underholdt. Sig det ikke til nogen!
Instruktion: Garry Marshall
Se trailer

PLAYLISTE:
Disclaimer: I erkendelse af at musik fylder en del i den daglige rutine, hvad enten den udfoldes i bilen, i badet eller køkkenet, vil det ugentlige tilbageblik for fremtiden indeholde en håndfuld genreinddelte smagsprøver på musikalske adspredelser, der har fundet vej til øregangen i den forløbne uge. Ingen genre er på forhånd afskrevet, når bortses fra heavy metal og tilsvarende hovedpinefremkaldende overgreb på det almindelige velbefindende. Musikken kan høres ved at klikke på titlerne, og den opmærksomme lytter vil bemærke, at udvalget for det meste repræsenterer en musiksmag, der er gået i stå for mindst en menneskealder siden, og som man kan nyde, væmmes ved eller skære tænder til, alt efter smag, behag eller ubehag. Til gengæld udgår den månedlige playliste.

Den klassiske:
Walter Gieseking: Suite bergamasque: Clair de lune
Når verden larmer for meget, er her tre minutters ren ro.

Den jazzede:
Diana Krall: Fly Me To The Moon - Live
Elegant swing, der får hverdagen til at føles lidt mere sofistikeret.

Den pop-rockede:
Sanne Salomonsen: Efter festen
Dansk melankoli, der rammer præcis dér, hvor minderne gemmer sig.

Gladys Knight & The Pips: Baby Don't Change Your Mind
Varme og overskud, der smitter fra første tone.

Den gakkede:
Joyce Grenfell, Norman Wisdom: Narcissus
Tør, totalt underspillet britisk humor.