Som de fleste vil have bemærket, blev der holdt et møde sidste onsdag i Det Hvide Hus mellem prominente repræsentanter for den amerikanske, den danske og den grønlandske regering. I hvert fald er det blevet flittigt kommenteret, og den danske indsats blev på det nærmeste skamrost.

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig

Siden er gassen gået af ballonen, og der nåede ikke at blive rejst en statue af den danske udenrigsminister. Men vi fik bekræftet, at der findes få sætninger i den danske offentlige debat, som er mere karakteristiske end den berømte: 'Jeg stemmer ikke på ham, men …' Den fungerer som en slags politisk sikkerhedssele – en obligatorisk ansvarsfraskrivelse, før man vover sig ud derud, hvor man kan komme til at være enig med nogen, man ellers har lært at ryste på hovedet ad.

Fænomenet opstår typisk, når en politiker, man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, pludselig siger eller gør noget, der giver genlyd. Ikke bare hos sine egne, men også hos folk, der normalt kun omtaler vedkommende som opportunist, magtfuldkommen eller uvederhæftig, understreget med suk og rullende øjne. Og nu – pludselig – nikker de anerkendende.

Men det er risikabelt at nikke uden forbehold. Derfor skriver man for en sikkerheds skyld på sit facebookopslag: 'Jeg er på INGEN måde enig med X – men lige her tager jeg hatten af. Jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at stemme på ham eller hans parti.' Først afstandstagen, så anerkendelse, og til sidst endnu en afstandstagen, så ingen er i tvivl. For hvad nu, hvis nogen misforstår og tror, man sympatiserer?

Behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig. Det er ikke længere nok at mene noget fornuftigt – man skal også mene det fra det rigtige sted.

Det interessante er selvfølgelig, at behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer. At selv politikere, man helst vil holde ud i strakt arm, en sjælden gang kan sige eller gøre noget, der minder om sund fornuft. En tanke, som i sig selv er langt vanskeligere at håndtere end det vildeste forslag om skat, udlændinge eller grøn omstilling.

Men man er vel et civiliseret menneske. Man roser ikke uden fodnoter og klapper ikke uden at se sig omkring først. Og Gud forbyde, at nogen skulle få mistanke om, at man var blevet grundlæggende enig med den forkerte. Så man husker at rynke på næsen samtidig med, at man roser. For det er vigtigere at være korrekt positioneret end at indrømme, at virkeligheden sommetider er mere nuanceret end ens politiske trobekendelse.

Måske skulle man bare erkende, at selv en politisk modstander kan sige eller gøre noget rigtigt engang imellem. Uden forbehold.