Uffe Jerner: UGE 4

I tirsdags var det et år siden, Donald Trump tiltrådte embedet som præsident. Efter 365 dage kan man konstatere, at det mest stabile har været usikkerheden. Som at have en brandalarm, der selv starter ildebrandene.

Både mandag og tirsdag aften kunne man iagttage imponerende nordlys over det meste af Danmark som følge af en såkaldt geomagnetisk storm. Flere stats- og regeringschefer hævdede, at de også kunne se det i onsdags helt nede i Davos i over en time – men det viste sig, at der var tale om et geopolitisk blålys, der stod på talerstolen.

På mødet i Davos sagde Donald Trump, at han ikke ville bruge militær magt for at få Grønland, men hvis han ikke fik Grønland frivilligt, ville det 'blive husket'. Den storpolitiske udgave af 'vi ved, hvor du bor!'

Herhjemme har Fanøs borgmester foreslået at indføre tidsbegrænsning på politikernes taletid på byrådsmøder. Herefter kan en politiker, der præsenterer en sag, tale i højst fem minutter. Derudover skal det kun være tilladt at sige 'øh' én gang i minuttet.

I årevis har vi forgæves bekæmpet dræbersnegle med salt, øl og håbløshed, og nu viser det sig, at de også sagtens kan overleve frostvejr. Ifølge en snegleforsker er det kun et tørt forår, der kan gøre det af med de forhadte snegle. Vi skal kort sagt håbe på, at dårlig havejord løser et grundlæggende samfundsproblem.

E-boks har lanceret et AI-værktøj, der skal hjælpe modtagerne med at forstå digital post. Derimod er der ingen planer om at gå over til at formulere meddelelserne, så det er muligt at forstå dem umiddelbart.

Hidtil har det kun været muligt at blive begravet i en kiste eller kremeret, når man dør, men nu er flere muligheder under overvejelse, blandt andet vandkremering, hvor man bliver kogt i vand og kemikalier, eller formuldning, hvor man ender som kompost. Måske ville nogle foretrække bare at blive arkiveret som en sag, der aldrig blev afsluttet.

Femern-forbindelsen bliver mindst to år forsinket, så tunnelen tidligst er klar til at åbne for biler og tog i 2031. På den måde kan man slå åbningen sammen med en renovering.

Et arkæologisk fund af en rød klohånd malet i en indonesisk klippehule for 68.000 år siden dokumenterer, at symbolsk og kreativ tænkning fandtes hos mennesker langt tidligere og langt uden for Europa. Det er betryggende at vide, at graffiti altid har været en del af menneskets udvikling.

Den danske rigmand Thomas Sandgaard er blevet anholdt af FBI og tiltalt i en gigantisk svindelsag. Han ventes at blive headhunted af præsidenten.

* * *

LÆST:
Ikke en eneste bog har jeg fået læst i denne uge, og jeg ser mig nødsaget til at gribe til den obligatoriske undskyldning: manglende tid. Det får mange til at kaste sig over lydbøger i stedet for. Det fungerer bare ikke for mig, fordi indlæserens stemme er så central, som den er Den bliver aldrig ens egen. Den er enten for teatralsk, for monoton eller ufrivilligt forbundet med en tv-vært, man engang så i et madprogram i 2004. Pludselig lyder Dostojevskij som en kageopskrift. Der er også udtalen. Navne, steder og fremmedord er prisgivet indlæserens egen kreative fortolkning, og man bruger resten af kapitlet på at være irriteret over trykket på anden stavelse. Tempoet er lige så problematisk: enten går det så langsomt, at man når at planlægge aftensmaden samtidig, eller så hurtigt, at man ikke har en ærlig chance for at dvæle ved en sætning. Man kan selvfølgelig justere hastigheden op eller ned, men så kommer det enten til at lyde som Chip og Chap eller en sjælesørger med halskatar. Med en papirbog/e-bog bestemmer man selv tempo, pauser, gentagelser, og hvordan stemmerne skal lyde i ens hoved. Papirbogen/e-bogen kræver tid. Men den afbryder ikke, den insisterer ikke, og den læser aldrig forkert. Jeg anerkender, at mange har glæde af lydbøger, og jeg kender alle de gode argumenter. Hvis andre skulle være interesseret, bliver de serveret her på et sølvfad.

* * *

SET:
Ti pund og en drøm (Ten Pound Poms)
Britisk dramaserie, 6 episoder, 2023 – dr.dk
★★★★☆☆

Jeg fik heller ikke tid til at se bare én tv-serie, men lad mig i stedet reklamere for denne, som jeg nød for et par uger siden. Den tager os tilbage til 1950’erne, hvor Storbritannien stadig er mærket af krig, rationering og grå fremtidsudsigter. Lokket af løfter om sol, arbejde og et bedre liv hopper en række britiske familier på Australiens immigrationsprogram: for bare 10 pund kan de begynde på en frisk på den anden side af kloden (den engelske titels 'Poms' er et nedladende slangudtryk for britiske immigranter i Australien). Men allerede ved ankomsten begynder glansbilledet at krakelere. Midlertidige barakker, varme, støv, manglende jobmuligheder og en kølig modtagelse fra australierne gør det klart, at det nye liv ikke bliver helt så let, som billetten lovede. Man følger flere familier parallelt og får indblik i både ægteskabelige spændinger, klasseskel, kulturelle sammenstød og den stille desperation, der opstår, når hjemlandet er langt væk, og det nye hjem ikke rigtig føles som et hjem endnu. Det er ikke en serie med store plot-twists eller voldsomme cliffhangers, men der er masser af stemning og tidsånd. Skuespillet er solidt hele vejen rundt, og der er en fin balance mellem alvor og glimt af humor – som regel i mødet mellem britisk stivhed og ligefram australsk facon, og historien undgår at blive sentimental. En historie om almindelige mennesker, der både føles som drama og en menneskelig fortælling om håb, drømme og realiteter.

* * *

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)