Søs Marie Serup: Vind eller forsvind
– Kampen om Venstre
2026
★★★★★☆
Søs Marie Serup er tidligere pressechef i Venstre og var i sin tid spindoktor for Lars Løkke Rasmussen. Bogen er en rundtur i en verden, hvor tempoet er højt og tålmodigheden lav. Den tager afsæt i politik og arbejdsliv, men folder sig hurtigt ud som en bredere fortælling om præstation, ambition og den konstante frygt for at blive overhalet indenom af nogen, der virker lidt mere omstillingsparate end én selv. Det er fortællingen om et miljø, hvor det ikke længere er nok at være dygtig – man skal også være synlig, fleksibel og altid i bevægelse. Om vindere, der har lært spillets regler, og om dem, der langsomt glider ud, ikke nødvendigvis fordi de er dårlige, men fordi de ikke passer ind i den nyeste version af virkeligheden. Undervejs bliver forestillingen om meritokrati punkteret og viser, hvordan magt, timing og tilfældigheder ofte spiller en større rolle, end vi bryder os om at indrømme. Det er en kraftpræstation af en bog, der bevæger sig elegant mellem analyser af politiske mekanismer, arbejdskultur og mere personlige refleksioner over usikkerhed, ambition og tvivl. Tonen er let, causerende og ofte humoristisk, hvilket gør, at selv de mere alvorlige pointer glider ned. Jeg hæftede mig i øvrigt ved,, at at Søs Marie Serup beskriver Anders Fogh Rasmussen som den bedste chef, hun nogensinde har haft. Det var også under hans ledelse, spindoktoren gik fra at være en hjælpsom rådgiver til at blive fast inventar. Man forstår godt, at ministre har brug for rådgivere, men efterhånden virker det, som om spindoktorernes vigtigste opgave er blevet at markedsføre ministrene, så de bliver genvalgt, mens politikken er mindre væsentlig.
(Kan høres på Spotify her)
Den klassiske:
Israel Philharmonic Orchestra/Itzhak Perlman: Vivaldi: The Four Seasons, Violin Concerto in F Minor, Op. 8 No. 4, RV 297 "Winter": I. Allegro non molto
Skarpt, rastløst barokværk – kulde og bid iscenesat med præcision og nerve.
Den jazzede:
Willie Nelson, Norah Jones: Baby, It's Cold Outside
Lun, tilbagelænet duet og charmerende generationsmøde.
Balladen: :
Søs Fenger: Holder øje med dig (Fodspor i sneen)
Popballade med nærvær, ro og følelsesmæssig tyngde.
Den sophisti-poppede:
Prefab Sprout: The Ice Maiden
Elegant, kølig, intellektuel romantik.
Den gakkede:
Yma Sumac: Gopher
Eksotisk, legende vokalekvilibrisme, der spænder over 5 oktaver.





