Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til dem, der har svært ved at se idéen med et kongehus i det 21. århundrede. Men når vi nu har det, og der ikke er udsigt til, at det bliver anderledes inden for en overskuelig fremtid, må det være rimeligt at forvente en vis standard af de kongeliges gøren og laden.

Kongens nytårstale er blevet gennemgået på kryds og tværs i alle medier, og hovedparten af anmelderne er endt med at mene, at det var en god tale. Men kongen har selvfølgelig ikke selv skrevet talen, selv om det er en udbredt opfattelse på de sociale medier. Derfor kan man hverken kritisere eller rose ham for indholdet eller formuleringerne, som helt og holdent er hoffets embedsmænds – og formentlig forskellige politiske rådgiveres – ansvar. Men her er der heller ikke noget at kritisere, for der var ikke noget overraskende eller forkert i talen, eller noget der kunne støde nogen.

Det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn

Hvad man derimod kan kritisere og undre sig over, er at ingen i Kabinetsekretariatet tilsyneladende har interesseret sig for selve eksekveringen af talen. Den visuelle side af sagen er der ikke noget at udsætte på: jakkesættet sidder, som det skal, og kongen tager sig i det hele taget godt ud. Men det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn, der medtager alle stavelserne: ha-ve, og-så osv. Den autoritet, man naturligt må forvente af en regent, forsvinder som dug for solen, hvis han fremstår som en ubehjælpsom formidler. Selv om kongen nok aldrig bliver et oratorisk unikum, kan det ikke være nogen uoverkommelig opgave at lære ham grundprincipperne i oplæsning, når han nu ikke selv er opmærksom på det svage punkt. Han er veluddannet, og han er ikke ubegavet. Og mon ikke det skulle være muligt at skaffe plads i hans kalender til et par timers undervisning i oplæsning?

Jeg vil æde min gamle hat på, at hans og Kongehusets umiskendelige popularitet ville stige til yderligere højder.