UGE 2

  • Donald Trump har erklæret, at han trækker USA ud af det internationale klimasamarbejde. Han tror ikke på klimaforandringer, men er til gengæld meget begejstret for aircondition.
  • Novo Nordisk har fået grønt lys af de amerikanske sundhedsmyndigheder til at begynde at sælge slankemidlet Wegovy i pilleform Amerikanerne er klar til at tage imod. Eventuelt liggende.
  • Den russiske hackergruppe Z-Pentest har hacket et overvågningskamera i en svømmehal i Tårs og efterfølgende delt en optagelse af soppebassinet. Det er betryggende at vide, at selv avancerede hackergrupper ikke er helt sikre på, hvad et strategisk vigtigt mål er.
  • Fysisk aktivitet holder hjernen yngre, og en undersøgelse viser, at tangodansere har de mest ungdommelige hjerner. De ligger også i toppen, når det gælder knæoperationer.
  • Ifølge DR's nylig offentliggjorte 'strategiplan' (sig mig, er det ikke dobbeltkonfekt?) vil DR ruste sig til altid at kunne udkomme uanset trusselsbillede. Rart at vide, at nogen har en plan, hvis verden går under midt i en genudsendelse.
  • Nye skanninger viser, at Tolllundmanden var op mod 10 år yngre end hidtil antaget, da han døde. Nok den mest beskedne ungdomsforlængelse i historien, især når den først bliver opdaget 2.000 år senere.
  • Flere ski- og outdoorbutikker har i denne uge oplevet stor efterspørgsel fra kunder, der gerne vil ud på langrendsski i det snerige vintervejr. Det er den samme gruppe, som normalt ikke kan lide at gå, men elsker udstyr.
  • Som led i et eksperiment har flere billetkontrollører i letbaner og busser været udstyret med et kropskamera for at modvirke chikane og trusler. Skældsordene bliver nu leveret mere afdæmpet og i prima billedkvalitet.
  • Tivoli har i denne uge hejst det grønlandske flag over H.C. Andersen Slottet. Den gamle have er nu både forlystelsespark og udenrigspolitisk kommentarspor.
  • The New York Times har anbefalet Møn som rejsemål. Mønboerne krydser fingre for, at Donald Trump ikke har læst artiklen og bedt ejendomsmæglerne om at fjerne alle 'Til salg'-skilte indtil videre.
* * *
LÆST:
Else Lidegaard: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen
– breve og erindringer – et forelsket portræt

2011

★★★★☆☆

En personlig og litterær samling af breve, erindringer og refleksioner, der tegner et portræt af den færøske forfatter William Heinesen. Som mangeårig ven af ham kommer Else Lidegaard helt tæt på mennesket bag forfatterskabet. Brevene er skrevet med varme, humor og nysgerrighed, og korrespondancen strækker sig over flere år. Titlens 'snudehulkende hilsen' refererer til William Heinesens legende sprog – hans måde at skrive på med lige dele livsglæde, ironi og poesi. Ud over brevene indeholder bogen erindringsstykker, hvor der fortælles om møder, samtaler og fælles oplevelser. William Heinesen beskrives som et menneske med stærk kunstnerisk integritet, dyb kærlighed til naturen, musikken og sproget – men også som et sårbart og modsætningsfyldt menneske. Bogen bevæger sig frit mellem det private og det litterære. Man får indblik i Heinesens arbejdsproces, hans forhold til Danmark og Færøerne, hans humoristiske livssyn og hans evne til at forene det jordbundne med det mytiske. Det ciselerede, undertiden næsten parfumerede sprog kan virke gammeldags, men han jonglerer imponerende med sit kolossale ordforråd. Jeg har læst bogen på anbefaling og ville nok ellers aldrig være stødt på den – men interessant og horisontudvidende læsning uanset.


* * *
SET:
The Two Jakes
Amerikansk krimi, 1990 – dvd

★★★★☆☆

Efterfølgeren til Roman Polanskis berømte Chinatown er tilbage i Los Angeles – nu sidst i 1940’erne. Jack Nicholson er igen privatdetektiven Jake Gittes, ældre, mere desillusioneret og med en træt ironi som fast følgesvend. Sagen begynder relativt enkelt: Gittes hyres af den velhavende Jake Berman til at følge hans kone, der mistænkes for utroskab. Snart handler det ikke kun om jalousi, men om mord, ejendomsspekulation, olie, penge og den slags magt, der trives bedst i skyggen. Handlingsmæssigt er filmen et virvar af intriger, gamle bekendtskaber og nye fjender. Det er ikke altid let at holde styr på, hvem der snyder hvem, og hvorfor et stykke jord pludselig er værd at dø for. I forhold til Chinatown bevæger The Two Jakes sig mere tøvende, som en mand der kender alle fælderne, men alligevel falder i dem. Filmen lever højt på sin stemning. Los Angeles er gengivet med næsten nostalgisk kærlighed: solen skinner, men moralen er flosset. Jack Nicholson er solid i hovedrollen og har instrueret med respekt for genren. The Two Jakes er ikke et mesterværk på niveau med Chinatown, men den er en værdig, melankolsk epilog. En film om at blive ældre i en verden, der ikke er blevet mere retfærdig, men mere kompliceret. Den slags historier har stadig deres berettigelse, især når de fortælles med trenchcoat, cigaretrøg og en hovedperson, der ved, at sandheden sjældent er særlig smuk.
Instruktion: Jack Nicholson
Se trailer


Beirut
Amerikansk actionthriller, 2018 – Netflix

★★★★(★)☆

Vi befinder os i Beirut, 1970'erne og 80'erne, hvor borgerkrigen har gjort sandheden til en mangelvare og diplomati til en ekstremsport. Jon Hamm spiller den amerikanske diplomat Mason Skiles, der i filmens begyndelse oplever en personlig tragedie så brutal, at han flygter fra både Mellemøsten og sit eget liv. Ti år senere lokkes han tilbage til Beirut, nu som alkoholiseret eksdiplomat, fordi en gammel bekendt er blevet kidnappet. Herfra ruller handlingen sig ud som et tæt sammenfiltret garnnøgle af hemmelige aftaler, CIA-intriger, gidselpolitik og moralske gråzoner. Handlingsmæssigt er Beirut mere politisk thriller end klassisk actionfilm. Der er relativt få eksplosioner, men masser af spænding i dialogen, i de skæve magtbalancer og i spørgsmålet om, hvem der egentlig manipulerer hvem. Rosamund Pike er køligt effektiv som CIA-agent, mens Hamm bærer filmen med en hovedperson, der både er kompetent og dybt desillusioneret – en mand, der ved, at USA sjældent er den uskyldige part i verdens konflikter (siden er der sket et og andet!) Filmen kræver lidt opmærksomhed og belønner ikke nødvendigvis et popcornpublikum, men til gengæld får man en thriller, der tør tage sin egen politiske kontekst alvorligt. Tempoet er kontrolleret, stemningen trykkende, og moralen konsekvent ukomfortabel. Beirut er ikke en film, der vil behage alle – men den er en solid og spændende påmindelse om, at de farligste våben ofte er ord, aftaler og løgne.
Instruktion: Brad Anderson
Se trailer

* * *
PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Academy of St. Martin in the Fields/Sir Neville Marriner: Eine kleine Nachtmusik

Let, elegant og tidløs klassiker

Den jazzede:
Oscar Peterson: Night Train

Swingende, virtuos jazz med et strejf af blues.

Den poprockede: :
Bruce Spingsteen: Nightshift

Varm og respektfuld soulfortolkning.

Den sophisti-poppede:
Donald Fagen: The Nightfly

Poleret, velproduceret 80'er-musik.

Den gakkede:
Peter Sellers: A Hard Day's Night

Peter Sellers i sit es.

Kategori: ,,,,,. Bookmark permalink.

1 svar på UGE 2

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Så er det igen tid til et kortere besøg på det altid interessante distriktsbibliotek i Halsnæs Kommune, hvor ugens udvalgte kulturelle godbidder serveres på bloggen.

    Undtagelsesvis starter denne kommentar med ”LÆST”. Den nu afdøde Else Lidegaards breve og erindringer omkring den færøske tunge litterære dreng W.H. gav anledning til nysgerrighed, også fordi de 18 ”fåreøer” har (haft) min interesse. Bogen er bestilt på det lokale bibliotek.

    Omkring de ”10 rigtige” satiriske tekstklumper udtrækkes og smages på følgende:

    Den russiske hackergruppe Z-Pentest formodes at være på lønningslisten hos SVR og FSB (forgreninger af tidl. KGB) og forudsættes i samme anledning at have misfortolket en radiomelding fra livredderen hos Tårs svømmehal under et besøg på det nærliggende Langelandsfort.

    Det må forudses, at tangodansere med en lovgiven IQ på > 150 kan blive gratis knæopereret på privathospitalet ”Milonga”.

    DR er afgjort betryggende at have Don Corydone siddende ved joysticket, når endnu konsulentrapport skal forsøges udmøntet uanset FE´s trusselsbillede. DR´s ”klog på sprog” skal sikkert tilføjes russisk for begyndere i 5-årsplanen.

    Ifald Novos seneste medicinale spydspids ”Wegovy i pilleversion” udkonkurrerer amerikanske Eli Lilly, kan imødeses et akut købstilbud af NOVO fra Det Hvide Hus uden fortrydelsesklausul. I samme anledning kan den egentlige magtfaktor i biologisk version af Lars Rebien forventes at blive lagt på is af det fornemme mærke ”Greenland”.

    New York Times turist anbefaling kan meget ende med, at det amerikanske krigsministerium dirigerer det nyeste hangarskib Gerald R. Ford til at foretage en ”assessment” fra søsiden i Møn bugten med henblik på en omdøbning til ”The Cliffs of Trump”.

Skriv en kommentar