Brev til en gammel ven



Kære Juli,

Jeg kan forstå på min kalender, at du er ved at takke af for denne gang. Du er sikkert godt klar over, at det ikke er alle, der har været lige begejstret for din måde at være på, men jeg synes, du for det meste har været ypperligt selskab, selv om der unægteligt har været en del blæst om din person i år. Ingen skal beskylde dig for at løbe med en halv vind. Det ville være helt hen i vejret.

Men jeg glemmer nu ikke for et par år siden, da du havde slået dig sammen med lillesøster Juni og storebror August om at gøre helvede hedt for os alle sammen. Det var, som om temperamentet og temperaturen løb af med dig. Heldigvis lader det til, at du i mellemtiden har løbet hornene af dig og er faldet til ro, så du aldrig nåede op over stuetemperatur i år. Jeg sætter stor pris på, at du denne gang har sparet os for alt for mange sveddunstende armhuler i kassekøen, bare ølmaver på gågaden og frygtindgydende, nøgne mandefødder i sandaler overalt.

Jeg vil også gerne takke dig for, at du har givet os alle tænkelige undskyldninger for ikke at farte omkring til alverdens udendørs arrangementer, som man ellers plejer her om sommeren. Det er der mange, der fejlagtigt giver coronaen æren for. Men uden dig havde vi slet ikke på samme måde kunnet sidde hjemme i ro og mag og skutte os med en dampende varm kop te i den ene hånd og en god bog i den anden og lytte til den silende regn uden for vinduet og de hyppigt tilbagevendende trommesoloer på taget i stedet for at rende til diverse festivaler, koncerter og kroketspil. Og skulle man have været nødt til at vove sig udenfor, så hellere regnslag end hedeslag, siger jeg bare. Du har gang på gang vist os, at man sagtens kan have haft en meget våd aften uden at vågne op med tømmermænd næste morgen.

Sidst, men ikke mindst, skal du have tak for, at vi er sluppet for at holde grillaftener i haven med halvrå eller forkullede bøffer til følge og gæster, der desperat må ile hjem og tømme køleskabet for alt spiseligt for ikke at skulle gå sultne i seng.

Kort sagt, det har været en fornøjelse at lære dig at kende fra din bedste side, så tak for besøget! Nu må du have det så godt indtil næste år. Jeg glæder mig allerede, for nu ved jeg, at dig kan man altid regne med.

Nedbørligst, din hengivne
U.

Kategori: . Bookmark permalink.

12 svar på Brev til en gammel ven

  1. Madame skriver:

    Jeg er meget enig - men savnede dog flere lune aftener, hvor man kunne spise aftensmad på stranden :-)

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Ja, vi skulle have taget den lange, uldne frakke på under regnslaget og gjort det alligevel!

  3. Erik Hulegaard skriver:

    Adressaten Juli(us) vil nok påstå, at den sidste dag understreger de meteorologiske tegn, som de fleste forbinder med denne måned.

    Blogejeren og kommentatoren har begge adskillige empirisk-belagte årringe til at vide, at den ”in disguise” benævnte 2018-sommer i DK var atypisk.

  4. Eric Bentzen skriver:

    Hvilken passende tribut. Man kunne tilføje glæden ved at slå græs oftere end normalt, men det er en kunst at begrænse sig.

  5. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Tak for den præcise analyse.

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Beskæmmet må jeg indrømme, at det var en forglemmelse ikke at nævne den højfrekvente græsslåning.

  7. Ellen skriver:

    Haha - tak for underholdende læsning :-)
    Jeg synes også, at juli har været fin; med passende temperaturer det meste af turen igennem måneden. Men okay - der stod for megen blæst omkring den, kan vi sagtens blive enige om.
    John har kun slået græs ganske få gange i juli, fordi der næsten ingen vækst var i plænen, men vi har vist fået mindre regn nede hos os.

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Tak. Jeg har egentlig heller ikke slået græs så mange gange. Det er heldigvis ikke til at slå græs, når det regner :)

  9. Lene skriver:

    Tak for et skønt brev. Jeg kan læse at du lige som mig led vældigt i 2018 :-) Jeg er helt klart også mere til den normale sommer. Dog synes jeg juli har været lidt vild her de sidste dage og har gjort at vi må kigge på kalenderen for at bekræfte os i, at vi er i juli.

  10. Uffe Jerner skriver:

    @Lene: Herovre snød juli os faktisk på den allersidste dag og leverede en smuk solskinsdag med en behagelig temperatur uden at gå til yderligheder :)

  11. Henny skriver:

    Jeg er bestemt ikke til høje temperaturer, så den juli vi har haft i år, har passet mig glimrende. 2018 var helvedes forgård, efter min mening.

  12. Uffe Jerner skriver:

    @Henny: Jeg er helt på linje med dig i den sag!

Skriv en kommentar