Uffe Jerner

InterCity-toget, stillekupéen, torsdag aften. Gennemtrængende ringetone, en mand i gråt jakkesæt fisker sin mobiltelefon op af lommen.

– Hej, Skat! ... Hvad jeg har spist? Øh, jeg har lige fået en kyllingesandwich ... KYLLINGEsandwich ... Nej, SANDWICH ... KYLLINGESANDWICH. Ja, en kyllingesandwich. Men brødet var tørt ... Nej, brødet var tørt ... DET VAR TØRT ... Ja. Brødet var tørt ...

Den skjorte, jeg har fået øje på i vinduet, har nøjagtig den type tern, jeg godt kan lide, men som man næsten aldrig ser mere. Også farvekombinationen falder i min smag. Stoffet er bomuld, som jeg foretrækker, så det er kun størrelsen, der kan være tvivl om.

Normalt bruger jeg størrelse L, men ekspedienten mener, at jeg i dette tilfælde bør vælge XL, fordi flonel altid kryber lidt i vask. Jeg prøver en XL. Den er for lang på ærmerne, som når halvt ned over hånden, og i det hele taget er skjorten for stor, men ekspedienten fastholder sit argument. Jeg lader mig overbevise og går hjem med størrelse XL.

Jeg vasker skjorten på 40 grader og hænger den til tørre. Næste dag tager jeg den på. Den strammer over skuldrene, og ærmerne når kun til midt på underarmene.

Jeg går en tur rundt om Lyngby Sø i det dejlige vejr. Midtvejs får jeg øje på en solbeskinnet bænk, som jeg sætter mig på for at nyde den smukke udsigt over vandet. Et øjeblik efter kommer der en gammel dame på min alder og sætter sig klos op ad mig.

På brystet har hun siddende et stort, blåt HOLD AFSTAND-badge.

Da jeg kommer hjem, ligger der en besked fra PostNord i brevkassen om, at postbudet har været forbi med en pakke uden at træffe mig hjemme. Pakken kan derfor afhentes i Posthus Kvickly næste dag efter klokken 13.

Det er ikke noget, der haster, og først efter et par dage tager jeg hen i Kvickly og viser beskeden til den unge dame, der står bag den tombolaagtige skranke, der nu er byens posthus. Hun scanner stregkoden på sedlen og konstaterer et øjeblik efter, at pakken ikke findes i systemet. Da hun ser mit spørgende ansigtsudtryk, tilbyder hun i stedet at prøve at taste pakkenummeret ind manuelt. Jeg tager imod tilbuddet, men hun kommer til samme resultat: Pakken eksisterer ikke. Efter et hurtigt blik op på mig forsøger hun sig endnu engang med scanneren, men pakken giver sig stadig ikke til kende. Jeg spørger hende, hvad hun vil råde mig til at gøre for at få fat min pakke, og svaret er, at jeg skal ringe til PostNord, som vil vide præcis, hvor pakken befinder sig.

Jeg tager hjem og ringer til PostNord. Efter at have haft den samme monotone, computergenererede melodistump i øret i 23 minutter uden at komme igennem, afbryder jeg forbindelsen i håb om at undgå at få svip.

Næste dag tager jeg hen i Kvickly igen, hvor der nu står en anden ung dame bag det blå PostNord-skilt. Jeg lægger sedlen fra PostNord foran hende uden at indvie hende i mit tidligere besøg. Hun scanner sedlen, vender sig om, tager en pakke ud af pakkereolen bag sig og rækker mig den.

Jeg takker for hjælpen og tager hjem med min pakke.

En kvinde med store solbriller svinger ind i parkeringsbåsen ved siden af mig, mens jeg sidder og venter på Madame, der har et ærinde i butikscenteret. Kvinden har kun venstre hånd på rattet, den højre er optaget af en mobiltelefon, som hun holder op til øret, mens hun energisk bevæger læberne. Hun stiger ud af bilen, smækker døren i, låser og forsvinder ind i centeret, stadig talende i telefonen.

Ti minutter senere endnu ingen Madame, men kvinden med solbrillerne er vendt tilbage. I højre hånd har hun en indkøbspose, i venstre mobiltelefonen. Da hun skal lukke bildøren op, klemmer hun telefonen fast mellem skulderen og kinden. Hendes mund bevæger sig stadig. Hun sætter sig ind på førersædet, starter bilen, manøvrerer den ud af båsen med én hånd og forlader mimende parkeringspladsen med telefonen presset mod øret.

I går, da jeg gik og ryddede op, åbnede jeg en skuffe og faldt over et chartek, hvor der stod Den kedelige julekalender udenpå. Jeg kunne godt huske, at jeg havde skrevet sådan én på en tidligere blog i blogskrivningens velmagtsdage, før Facebook kom til og udløste et bombardement af alle mulige andre hurtige sociale medier, som kørte hele den adstadige blogkultur ud på et sidespor. Men jeg havde glemt, at jeg havde printet kalenderen ud og stadig havde den liggende.

Det tog jeg som et tegn på, at den måske fortjente en reprise, selv om det er sin sag at gentage sig selv, medmindre man er i besiddelse af en helt ustyrlig selvglæde. Men nu gør jeg det alligevel.

Den kedelige julekalender blev til som et stilfærdigt modstykke til den eksalterede juledyrkelse, som nogle af os kan gå hen at få præstationsangst af – en påmindelse om, at julemåneden ikke nødvendigvis er én lang fest, og at tilværelsens absurditet ikke fornægter sig, bare fordi vi tilfældigvis skriver december. For det meste er det, vi oplever i december uden for medierne og julekatalogerne, ikke mindre trivielt, almindeligt eller akavet end det, vi oplever resten af året. Det kan man tude over – eller grine ad.

Vælg selv. Løjerne – eller rettere manglen på samme – begynder i morgen, så nu er I advaret.

God (mis)fornøjelse!

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, sneede det. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på min barndoms Peters Jul, som alle kender første vers af:

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Men den findes også i en alternativ, satirisk udgave, som Habakuk, alias Jørgen Hartmann-Petersen, skrev i 1961. Sådan lyder første vers:

Jeg glæder mig i denne tid,
skønt by'n er mere sort end hvid,
omtrent som var det sommer.
Min far til julefrokost går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hvordan han kommer.

Jørgen Hartmann-Petersen var arkitekt og kom til Politiken som arkitekturmedarbejder i 1954, men på et tidspunkt blev han tilbudt et vikariat som redaktør af avisens berømte bagsidespalte At Tænke Sig, som han udviklede til perfektion på så overbevisende en måde, at han fik Cavlingprisen i 1962 for at have skabt en helt ny satirisk form. Varemærket var virtuos jongleren med ord, vanvittige omskrivninger og en lethed og elegance, man sjældent oplever inden for satiregenren.

Navnet Habakuk stammer fra en grønlandsk profet fra 1700-tallet, men hvorfor det blev Hartmann-Petersens pseudonym, henstår i det uvisse. Habakuk – altså Hartmann-Petersen – blev sidenhen en af hovedkræfterne bag fjernsynets lørdagssatire Hov-hov og Uha-uha, dengang der kun var én kanal.

Parodien på Peters Jul husker jeg selv fra radioprogrammet Mellem Brødre, som Habakuk lavede sammen med sin bror Hemming Hartmann-Petersen fra 1969-1989. Hvert år omskrev han sin udgave af Peters Jul, så den blev en spids kommentar til aktuelle begivenheder. Den indeholdt dog også adskillige eviggyldige sandheder, som unddrog sig den årlige redigering:

Min mor blir mer og mere svær.
Det sidder både her og der.
Nu tæller hun kalorjer.
I julen kan der godt ta's pås,
så hun si'r: I får ingen gås,
men værsegod og mor jer.

Og Søster Hanne er så styg,
for hun er også blevet tyk,
men grunden er en anden.
I forgårs spurgte mor og far:
Hvor har du ungen fra?
og hun sa': Julemanden.

Første udgave af Johan Krohns oprindelige Peters Jul udkom anonymt og var med håndkolorerede tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro Krohn. I 1870 udkom den alene med Pietro Krohns tegninger, mens udgaven fra 1889 var den første farvetrykte, hvor tegningerne var bearbejdet af Frants Henningsen. I 1947 udsendte Gyldendal udgaven, som Herluf Jensenius illustrerede, og som efter min mening er den eneste rigtige, eftersom det er den, jeg er vokset op med og stadig har stående i min reol. Det er Jensenius' tegning, der pryder dette opslag. Peters Jul kan læses in extenso her, og på samme website finder man en filmatiseret udgave på tyve minutter, der er optaget i det smukke, gamle Ribe. Manden bag filmen er i øvrigt Jeppe Søe, som i den seneste uges tid har været på barrikaderne for at kæmpe landbrugets sag, men det er en helt anden historie.