SKET I UGE 27

DIT OG DAT:

  • Amazons grundlægger Jeff Bezos blev gift i Venedig og medbragte 95 privatfly, verdenseliten i silke og smoking + et CO₂-udslip svarende til hele Jylland i grillhumør. Efter brylluppet hælder byen nu 3 grader mod vest og lugter svagt af champagne og hjernedød.
  • Det er festivaltid i Danmark, og enhver, der har været i Roskilde, ved, at urinens veje er uransagelige, og toiletterne er som livet: uforudsigelige, brutale og fyldt med eksistentielle spørgsmål. Det handler om at finde sig selv, men også sine venner, som sidst blev set bag Orange Scene med en oppustelig flamingo.
  • For første gang blev billetterne til Roskilde Festival ikke revet væk. Ledelsen mener, at det skyldes vejret. Ikke at prisen svarer til en weekend i Barcelona – med fast tag over hovedet og uden mudder.
  • 'Vild med dans' stopper næste år, og der er oprettet sorggrupper landet over. Programmet bliver ikke erstattet, men man overvejer et nyt koncept: 'Træt af trin', hvor almindelige danskere lærer at sidde helt stille på en stol uden at få dårlig samvittighed.
  • Den sydeuropæiske hedebølge ramte Danmark. På kontorer over hele landet lå medarbejdere hen over deres hæve-sænke-borde som strandede marsvin, og i Brøndby smeltede en parcelhusejer sammen med en havestol.
  • Tyveri fra ubemandede jordbærboder langs vejene er et stigende problem. Det ventes, at Dansk Folkeparti vil kræve mere videoovervågning, mens Enhedslisten vil foreslå gratis jordbær til alle, så ingen risikerer af blive forledt til at begå kriminalitet. Regeringen overvejer at indføre et tillæg til Straffelovens § 276 om groft tillidsbrud henholdsvis med og uden fløde.
  • Nu må 17-årige køre bil uden ledsager mellem kl. 5 og kl. 20, så nu kan de sms'e i en rundkørsel, uden at nogen blander sig, og køre 110 km/t med vennerne på bagsædet. Derimod må de stadig ikke købe en Red Bull og en rom til deres far.
  • Tirsdag overtog Danmark EU-formandskabet, og Mette Frederiksen blev både rost for sin stramme udlændingepolitik og interviewet til modemagasinet Vogue. Desuden blev hun set i samtale med Ursula von der Leyen om, hvad der er hotteste mode i denne sæson – hjemsendelse eller højtaljede bukser.
  • Kong Frederik tog imod Zelenskyj på Marselisborg Slot, og Mette Frederiksen var der også. Frederik hilste kejtet. Mette hilste som en statsminister. Zelenskyj hilste som om, han ikke rigtig forstod, hvorfor han ikke bare kunne få de fly med det samme.
  • I går var der fest i Rebild Bakker, som dansk-amerikanere i sin tid købte og forærede den danske stat som naturpark på betingelse af, at de kunne få sig en grillpølse i det fri en gang om året. Historiens mest fredelige overtagelse af et stykke land.
* * *
LÆST:
Lauren Weisberger: Djævlen går i Prada (The Devil Wears Prada)
Roman, 2003
Nyheden i sidste uge om, at modemagasinet Vogues chefredaktør gennem 37 år, Anna Wintour, stopper, fik mig til at læse bogen, som er forlæg for filmen af samme navn med Meryl Streep i rollen som diktatorisk, spydig og lunefuld chefredaktør for det fiktive magasin Runway (= Vogue). Bogen er skrevet af Anna Wintours tidligere personlige assistent, og den skarpe satire over modebranchen rammer plet. Bogens karaktertegning er ikke så nuanceret som filmens, men historien er underholdende og let fordøjelig læsning i sommervarmen. Filmen er bare bedre.

* * *
SET:
The Lost King
Britisk autentisk drama, 2022 – dr.dk
Filmen følger Philippa Langley (Sally Hawkins), en amatørhistoriker med kronisk træthedssyndrom, som bliver overbevist om, at resterne af kong Richard III ligger begravet under en parkeringsplads i Leicester. På trods af skepsis fra både familie, akademikere og universitetsmiljøet, organiserer og finansierer hun en udgravning, som ved første forsøg afslører det kongelige skelet – komplet med pukkelryg og et dødeligt kraniesår. Filmen skildrer Philippas indre visioner af Richard III – gennem spirituelle møder med en skuespiller i rollen som kongen – som et narrativt element, der symboliserer hendes motivation og følelsesmæssige engagement. Hun må samtidig kæmpe mod den akademiske establishments arrogante holdning og oplever, hvordan universitetet forsøger at tage æren for opdagelsen. En slags 'feel-good' historisk drama.
Instruktion: Stephen Frears
(Set på anbefaling af capac)

The Alto Knights
Amerikansk biografisk gangsterdrama, 2025 – Max
En film, jeg havde glædet mig til at se, men desværre en skuffelse. Robert De Niro spiller to roller – de rivaliserende mafia‑bosser Frank Costello og Vito Genovese – i en fortælling om venskab, magtkampe og forræderi i 1950'ernes New York. En smuk, men halvtom skal af en gangsterfilm i adstadigt tempo. Gimmicken med 2 x De Niro resulterer ikke i dobbelt så meget nerve, snarere dobbelt så meget ventetid.
Instruktion: Barry Levinson

* * *
HØRT:
Afslag på et kys (genhørt)
Radiomontage, 1987 – DR Lyd
I et lille kolonihavehus på Amager bor en pensioneret overlæge. Christian Stentoft har tidligere mødt overlægen i forbindelse med et andet program, hvor han delte sine opsigtsvækkende meninger og tanker om livet og døden over en flaske whisky, og nu vil han tegne et selvstændigt portræt af lægen. Men intet går som forventet, og undervejs i interviewet bliver rollerne byttet om. Stærke sager.
Montør: Christian Stentoft

* * *
I ØVRIGT:
British Vogue: Danish Prime Minister Mette Frederiksen: 'If We Accept That The Big Power Can Bully Other Countries, Then It’s Game Over For All Democracies'

Artikel på dr.dk: Øjeblikke fra Vogues ikoniske chefredaktør Anna Wintours 37 år lange karriere
* * *

Kategori: ,,,,,. Bookmark permalink.

4 svar på SKET I UGE 27

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Rebilddagen måtte naturligvis med på dette kulturelle overflødighedshorn af begivenheder. En alternativ kobling mellem lille DK og mægtige USA kan så passende være Jeff (Jorgensen) med de danske aner. POTUS alias det megalomaniske individ i White House ville sikkert korrigere og udtrykke en gratulation til ”Big Beautiful Bezos”, medens bryllupsgaven fra samme profil ikke kunne være mere generøs end det netop vedtagne omvendte Robin Hood lovforslag i den amerikanske følgagtige kongres.

    Det er kommentatorens håb, at der på Jerners kulturelle ugereol kan presses nogle få kubikcentimeter ind, så der kan suppleres med en gratulation til den vindblæste nordøstjyske kommune, hvor et udredt gigantunderskud i havnen nu synes oversvømmet med en super flådekontrakt. Det kan ikke udtrykkes meget bedre end ”"Robusthed - potentiale - fællesskab - verden venter". Et slogan, som kommunens ungeforvaltning dyrker og med statsgaranti bliver revitaliseret med tiden.

    I samme maritime tråd kan den jurauddannede blogejer overveje, hvorvidt tyveriparagraffen 276 kan tages i anvendelse af de to andre forbigåede potentielle ansøgere i Region Syd, Odense og Esbjerg, til Køb-køb-køb-katalogets delvise udmyntning.

    CEO-udskiftningen i Vogue vil sikkert noteres af den slovensk-fødte (tidl. nøgenmodel) ”First Lady”, der lejlighedsvis ses med et dentalt-godkendt tjenestesmil ved siden af Potus, hvis hun ikke praktiserer sit moderskab over den 208 centimeter høje Barron.

  2. Ellen skriver:

    😂😂😂
    Du må da have en fest med dig selv, mens du udtænker teksten i din ugerevy. Igen: tak for den gode og skarpe underholdning!
    Der er en del ting her i verden jeg aldrig lærer at forstå. En af dem er hvorfor megarige personer behøver at udstille deres rigdom på en så provokerende måde - og oven i købet bakke en præsident op, der giver dem endnu flere penge på bekostning af hjælp til de mindrebemidlede.
    Jeg læste Vogue-artiklen. Interessant ... ikke mindst fordi de, ikke overraskende, beskrev tøj, stil og indretning, hvilket The Guardian e.l. næppe ville have beskæftiget sig med.
    Og så lagde jeg med et smil mærke til denne: "..she says of her childhood in Jutland, the peninsula that forms the northernmost part of the country".
    Men det var en god artikel.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Tak for inspiration og opfølgning.

    Så vidt vides, fik Jeff Bezos hele to bryllupsgaver af Trump:
    1) Et spejl med indgraveret tekst: Her ser du verdens næstrigeste mand - tillykke!'
    2) En rød MAGA-kasket – specialfremstillet med broderi: 'Make Amazon Pay Again.'

    Fra lokalredaktionen i Nordjylland meddeles det i dette øjeblik:
    Frederikshavns havn har skiftet en bundløs milliardgæld ud med en topløs milliardkontrakt på levering af krigsskibe. Inspireret af ungeforvaltningens slogan 'Robusthed - potentiale - fællesskab - verden venter' har havnen nu lanceret sit eget strategiske slogan: ' Robuste skrog – robuste budgetter – slut med at sejle i gæld'.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Vi har jo ikke andet sjov end det, vi selv laver :)

    Vi kan hurtigt blive enige om at ryste på hovedet ad de vulgære nyrige. Heldigvis findes er der rigtig mange virkelig rige, der aldrig kunne drømme om at skilte med det efter den gamle sentens om, at den, der lever skjult, lever godt.

    I øvrigt kan Mette Frederiksen være mere end tilfreds med interviewet i Vogue :)

Skriv en kommentar