Så fik vi alligevel snevejr, selv om vi næsten havde glemt alt om, hvordan det er. Byen bliver pludselig fotogen. Alt det grimme, det slidte og det kommunalt beige forsvinder under et hvidt tæppe af midlertidig udsmykning. Cykelstativer bliver til kunstinstallationer, skraldespande forekommer næsten poetiske, og det er lige før, man tilgiver det hul i vejen, der ødelagde ens støddæmper. Sneen dækker over fortiden. Den er revisionistisk på den mest pyntelige måde.
Derudover giver sneen os en glimrende mulighed for kollektiv forargelse. Vejene er ikke ryddet i tide. Toget er aflyst på grund af sne – et naturfænomen, som tilsyneladende overrasker DSB hvert eneste år. Vi brokker os i kor, og i et samfund, hvor fælles projekter ellers er en mangelvare, er det næsten rørende.
Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den
Men ulemperne lister sig hurtigt ind, iført våde sokker og dårligt humør. For sneen er også ondskabsfuld. Den smelter i løbet af dagen for så næste morgen at fryse til is præcis dér, hvor man sætter foden. Fortovet bliver et eksperiment i balance og værdighed. Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den.Og så er der timingen. Sneen er ankommet alt for sent uden respekt for den mentale årstidskalender, hvor man så småt har indstillet sig på forår, lysere tider og følelsen af, at livet snart bliver lettere. Alligevel er der noget beundringsværdigt ved dens stædighed. Sneen insisterer på at gøre opmærksom på, at vi ikke styrer det hele. At årstider ikke altid følger kalenderen, og at naturen har sin egen form for humor – tør, ironisk og uden hensyntagen til ens planer.
Der er ikke andet at gøre end at finde halstørklædet frem og lade som om, man hele tiden har været klar, selv om det er, som når en gæst dukker op til festen, efter at desserten er ryddet af, og værten allerede har taget hjemmesko på. Men forhåbentlig bliver den ikke alt for længe.
Fine billeder!
Jomfruelig sne kan gøre én småpoetisk, hvis man kan nyde synet uden at fryse. Forleden, da de første fnug faldt, legede ungerne henrykte og lavede en snemand. Nu er dækket for dybt til leg, og snemanden står ensom tilbage. Jeg får en smøg på altanen, længes efter tø og skynder mig ind i varmen.
@Eric: Snemanden som vidne til både jubel og resignation er et smukt billede – og smøgen på altanen giver teksten den menneskelige pause mellem kulde og komfort. Tak for at dele den stemning.
Og der kan komme meget endnu. Februar er normalt den hårdeste vintermåned, så ...
"Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den." Kloge og sande ord. Jeg vil ikke benægte, at det er smukt, især når det ER faldet og bare ligger der, og jeg kan nyde, at haven nu er lige så smuk som alle de andres, men jeg må indrømme, at lige netop denne del af den globale opvarmning ser jeg ikke som den store katastrofe - jeg kan sagtens leve uden sne.
Med vinklen ”Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den” gives følgende association:
Nogle vintre omkring ultimo 1970´erne og start 1980´erne var ”snesikre”. For personer, der havde fritidshuse i blogejerens aktuelle Halsnæs kommune (dav. Frederiksværk Kommune), erindres Grævlingehøj ved Lille Kregme som det perfekte sted til kælkning og anden snesjov. Måske Madame erindrer det?
@Ellen: Ja, normalt er februar den strengeste vintermåned – der er bare det ved det, at intet er normalt længere :)
Begejstringen for snevejr har unægtelig ændret karakter med årene; kroppen husker kulde, glatte veje og besvær bedre end barndommens skøjtebaner og kælkebakker. Og ja, hvis denne del af klimaforandringerne betød færre snerydningsprojekter og mere tøvejr, er der nok mange, der uden dårlig samvittighed ville glæde sig over, at ørevarmerne var blevet overflødige.
@Erik Hulegaard: Dengang sneen havde en helt anden stabilitet, må Grævlingehøj have været den perfekte kælkebakke. Madame var midt i tyverne, da hun første gang slog sig ned i området, så jeg tvivler på, at hun selv har deltaget i løjerne, men det kan være, at hun har nydt synet. Jeg skal huske at spørge :)
Når sneen kommer i den anden vintermåned, kan det vist ikke kaldes sent :-)trods den mentale årskalender. Jeg elsker sne, jeg elsker det lys det giver. Sne i januar og februar er det bedste, så jeg er ikke på linje med min medkommentatorer og dig :-)
@Lene: Du har ret – objektivt set er snevejret lige efter bogen, men efter min mening burde det have meldt sin ankomst allerede i december og gerne være forsvundet igen efter 2. juledag :) Men selvfølgelig kan jeg også nyde lyset og stilheden, når det nu ikke kan være anderledes – og det behøver heller ikke at være så hundekoldt, som det er nu, vel?