Kongelig op-læs-ning



Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til dem, der har svært ved at se idéen med et kongehus i det 21. århundrede. Men når vi nu har det, og der ikke med 72 procents opbakning er udsigt til, at det bliver anderledes inden for en overskuelig fremtid, må det være rimeligt at forvente en vis standard af de kongeliges gøren og laden.

Kongens nytårstale er blevet gennemgået på kryds og tværs i alle medier, og hovedparten af anmelderne er endt med at mene, at det var en god tale. Men kongen har selvfølgelig ikke selv skrevet talen, selv om det er en udbredt opfattelse på de sociale medier. Derfor kan man hverken kritisere eller rose ham for indholdet eller formuleringerne, som helt og holdent er hoffets embedsmænds – og formentlig forskellige politiske rådgiveres – ansvar. Men her er der heller ikke noget at kritisere, for der var ikke noget overraskende eller forkert i talen, eller noget der kunne støde nogen.

Det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn

Hvad man derimod kan kritisere og undre sig over, er at ingen i Kabinetsekretariatet tilsyneladende har interesseret sig for selve eksekveringen af talen. Den visuelle side af sagen er der ikke noget at udsætte på: jakkesættet sidder, som det skal, og kongen tager sig i det hele taget godt ud. Men det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn, der medtager alle stavelserne: ha-ve, og-så osv. Den autoritet, man naturligt må forvente af en regent, forsvinder som dug for solen, hvis han fremstår som en ubehjælpsom formidler. Selv om kongen nok aldrig bliver nogen blændende taler, kan det ikke være nogen uoverkommelig opgave at lære ham grundprincipperne i oplæsning, når han nu ikke selv er opmærksom på det svage punkt. Han er efter sigende veluddannet, og han er ikke ubegavet. Og mon ikke det skulle være muligt at skaffe plads i hans kalender til et par timers elementær undervisning i at læse op?

Jeg vil æde min gamle hat på, at hans og Kongehusets umiskendelige popularitet ville stige til nye højder.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

4 svar på Kongelig op-læs-ning

  1. Ellen skriver:

    Jeg er desværre enig med dig, selv om jeg er overbevist royalist. Jeg nævnte det i aftes for John, og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne ham med Mette Frederiksen her til aften. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg synes hun har gjort det særdeles godt gennem de vanskelige og aldeles uforudsigelige ting der er sket i hendes tid som statsminister. Hun holdt en virkelig god tale, som hun kunne udenad og dermed kunne hun se folket i øjnene næsten hele tiden, hvorimod kongen knap turde kigge op fra sit manuskript i mere end et sekund ad gangen - med alt for mange sekunder imellem. Så lang tid tager det altså heller ikke at lære en tale udenad. Jeg taler af erfaring - og man skylder sit publikum at være 100 % til stede, når man taler til det.

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Engang imellem er det herligt at kunne overbyde hinanden i enighed :) Når man taler til nationen, skylder man selvfølgelig sit publikum at være til stede. Jeg føler mig politisk hjemløs i øjeblikket, men Mette Frederiksen holdt en forrygende tale på alle punkter. Desværre er jeg ikke i tvivl om, at hvis man vover sig ind på Facebook, vil man drukne i automatiske nedsablinger af talen garneret med hæmningsløse automattilsvininger af Mette Frederiksen, som ikke så få er mestre i at give skylden for alverdens ulykker, hun ikke har den mindste andel i. Så jeg tror, jeg hellere må holde mig langt væk det næste par dage af hensyn til mit blodtryk.

  3. capac skriver:

    "Ha-ve". Helt tilfældigt (?) var det netop Frederiks udtale af "ha-ve", der ramte mit øre, da jeg kom forbi skærmen. Og min i forvejen mikroskopiske sympati for det royale fordampede, inden jeg nåede at råbe "ha!".
    Og som du er inde på, så omgives han af alskens taleskrivere og rådgivere og sikkert også 'kommunikatører' og deslige. Men uden hørbar effekt.
    Og som fhv. danskunderviser tænker jeg, at nogle af mine fhv. kolleger har fejlet i deres undervisning (hvis oplæsning overhovedet er en disciplin længere, hvilket jeg tvivler meget på...). At den samlede journaliststand, der gjorde sig kloge på indholdet, heller ikke noterede sig den formidlingsmæssige kvalitet (eller mangel på samme), ja det taler jo for sig selv. Fortsat godt nytår!

  4. Uffe Jerner skriver:

    @capac: At du som tidligere danskunderviser hæfter dig ved, at et enkelt ord kan tage fokus fra hele budskabet, giver god mening – og rejser et større spørgsmål om, hvorfor så få tager den talte form alvorligt.

    Fortsat godt nytår til dig også, og tak for indsparket.

Skriv en kommentar