Som de fleste vil have bemærket, blev der holdt et møde sidste onsdag i Det Hvide Hus mellem prominente repræsentanter for den amerikanske, den danske og den grønlandske regering. I hvert fald er det blevet flittigt kommenteret, og den danske indsats blev på det nærmeste skamrost. Der manglede kun at blive rejst en statue af udenrigsministeren.
I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig
Siden er gassen gået af ballonen, men vi nåede at få bekræftet, at der findes få sætninger i den danske offentlige debat, som er mere karakteristiske end den berømte: 'Jeg stemmer ikke på ham, men …' Den fungerer som en slags politisk sikkerhedssele – en obligatorisk ansvars-fraskrivelse, før man vover sig ud derud, hvor man kan komme til at være enig med nogen, man ellers er vant til at ryste på hovedet ad og ønske hen, hvor peberet gror.Fænomenet opstår typisk, når en politiker, man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, pludselig siger eller gør noget, der giver genlyd. Ikke bare hos sine egne, men også hos folk, der normalt kun omtaler vedkommende som opportunist, magtfuldkommen, uvederhæftig osv., understreget med suk og rullende øjne. Og nu – pludselig – nikker de anerkendende.
Men det er risikabelt at nikke uden forbehold. Derfor skriver man for en sikkerheds skyld på sit facebookopslag: 'Jeg er på INGEN måde enig med X – men lige her tager jeg hatten af. Jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at stemme på ham eller hans parti.' Først afstandstagen, så anerkendelse, og til sidst endnu en afstandstagen, så ingen er i tvivl. For hvad nu, hvis nogen misforstår og tror, man sympatiserer?
Behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer
I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig. Det er ikke længere nok at mene noget fornuftigt – man skal også mene det fra det rigtige sted.Det interessante er selvfølgelig, at behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer. At selv politikere, man helst vil holde ud i strakt arm, en sjælden gang kan sige eller gøre noget, der minder om sund fornuft. En tanke, som i sig selv er langt vanskeligere at håndtere end det vildeste forslag om skat, udlændinge eller grøn omstilling.
Men man er vel et civiliseret menneske. Man roser ikke uden fodnoter og klapper ikke uden at se sig omkring først. Og Gud forbyde, at nogen skulle få mistanke om, at man var blevet grundlæggende enig med den forkerte. Så man husker at rynke på næsen samtidig med, at man roser. For det er vigtigere at være korrekt positioneret end at indrømme, at virkeligheden sommetider er mere nuanceret end ens politiske trosbekendelse.
Måske skulle man bare erkende, at selv en politisk modstander kan sige eller gøre noget rigtigt engang imellem. Uden forbehold.
Danskerne (og især svenskerne) opleves som et konsensusfolk helt modsat f.eks. briter, nederlændere og amerikanere. Det er i hvert fald denne kommentators personlige erfaringer. Man har inderligt svært ved at anerkende/rose, hvilket er en absolut mangelvare i vores kultur.
Ordet ”forbehold” bliver slidt i mange sammenhænge, såvel af faglige som ikke sjældent af personlige årsager.
In casu kan det adderes, at Moderaterne (efter udenrigsministerens US-besøg) pr. 19. jan. 2026 stod til en betydelig forbedring med 5,0 procents vælgeropbakning, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau, men for nu at synge med på melodien er det sikkert kun midlertidigt. 😉
Jeg har tænkt de samme tanker: Det er åbenbart meget vigtigt for folk at understrege, at det virkelig må være rent undtagelsesvis, at denne eller hin har gjort noget godt/rigtigt for landet.
Jeg tror, at en vis formand for DF ærgrer sig godt og grundigt over, at internettet aldrig glemmer, for han er vendt 180°, hvad hans meninger om både regering og Mr T angår. Han prøver at bortforklare, men det er svært, når han får serveret sine egne tidligere udgydelser ordret. Og her kan jeg sige uden at komme med det efterfølgende 'men': Jeg kunne ikke drømme om at støtte noget som helst, der har med DF (eller Danmarksdemokraterne) at gøre, og ingen af dem har i mine øjne nogensinde gjort noget godt for nogen.
Sorry - dette skulle jo helst ikke udvikle sig til en politisk debat - jeg syntes bare det var oplagt som en slags parallel til dit indlæg.
Jeg læste indlægget med et genkendelsens smil, men (der var den igen!) visse meningsytringer med forbehold kan også være ekstra rosende: "Da X som regel vrøvler, er det bemærkelsesværdigt, at jeg kun kan rose hans/hendes [bla-bla]. Godt gået - respekt!"
Jeg synes fx, at Rasmus Jarlov har gjort det fremragende i de mange interviews, han har givet til international presse i anledning af Grønlandskrisen. Det udsagn kan sagtens stå alene, men hvis jeg tilføjer, at jeg normalt ikke hører til Jarlovs fanskare, giver det anerkendelsen ekstra tyngde.
@Erik Hulegaard: Med hensyn til den manglende rosetilbøjelighed her i landet vil jeg som født og delvis opvokset i Nordjylland vove at tilføje, at den er mere udbredt på de kanter end hos 'københavnersnuderne', som man kaldte dem i min barndom :)
Min første tanke efter det berømte møde i Det Hvide Hus var selvfølgelig også, at nu havde Moderaterne (eller rettere Løkke) nok lige fået distanceret sig betragteligt fra spærregrænsen. Det skal blive spændende at se om de 5 procent er langtidsholdbare.
@Ellen: Man må sige til Messerschmidts forsvar, at da han (forgæves) opsøgte Trump sidste år, flugtede DF's politik på mange punkter fint, men siden er udviklingen i Trumpland jo løbet helt løbsk på en måde, som hverken Messerschmidt eller nogen anden politiker kunne forudse. Komisk er det selvfølgelig, og Messerschmidt skal nok blive revet det i næsen i ét væk gennem hele den forestående valgkamp herhjemme. Men selvfølgelig ligger han, som han har redt.
@Eric: Sådan kan man selvfølgelig også se på det – det havde slet ikke strejfet mig! Alligevel vil jeg mene, at forbeholdene først og fremmest tjener til at gardere sig mod at blive sat i en bestemt bås.
Bortset fra det tager jeg også hatten af for Jarlov – og så må jeg hellere undlade at tilføje 'i dette tilfælde' :)