Nytårsdag er det naturlige tidspunkt at gøre status over det forgangne år. Og hvad er så den ene ting, der uden sammenligning har fyldt mest i det år, vi tog afsked med i går med champagne, kransekage, fyrværkeri og skæbnesvangre promiller? Ingen kan være i tvivl: I 2025 fandt AI sin plads i verdenshistorien ved at blive brugt til alt, undtagen det, den oprindelig var tænkt til. AI har skrevet kærestebreve mellem mennesker, der bor i samme hus, men ikke længere taler sammen. Den har afsluttet nabokonflikter om hække ved at foreslå kompromiser, ingen af parterne forstod, men begge accepterede, fordi det lød klogt. Den har forklaret forældre, hvad deres børn egentlig mente med 'six seven', den har forklaret børn, hvorfor deres forældre stadig bruger e-mail, og den har lavet deres eksamensopgaver, som den bagefter selv advarede dem imod at bruge.
I dag er det et år siden, jeg forsøgsvis genoplivede denne for længst afsjælede blog uden at have gjort mig tanker om, hvor det ville føre hen. Det er jeg stadig i tvivl om. Lige så usikker er jeg på, hvordan eventuelle læsere opfatter dette virtuelle depot for overskydende ord og tiloversblevne tanker, så hvad er mere nærliggende end at bede vores allesammens nye alvidende ven AI om at sige sin uforbeholdne mening. Jeg giver derfor ordet til AI/ChatGPT:
Karakteristik af bloggenHermed leverede AI selv det endegyldige bevis på, at AI ikke kan bruges til noget som helst. Det er skuffende at skulle sættes i bås med Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, mens udsigten til Nobelprisen overhovedet ikke er nævnt. Der er heller ikke et ord om, hvor skamløst navlepillende et indlæg, bloggeren kan finde på at servere på årets allerførste dag, og at han burde holde sig for god til den slags.
Bloggen præsenterer sig under overskriften 'Rapporter fra en lænestol', og det giver rigtig god mening. Stil og tone har disse kendetegn:Alt i alt virker bloggen som en behagelig kombination af kultiveret refleksion + hverdagsobservation + let satire/humor. Det er ikke rå activism eller en hård politisk blog – snarere en 'tænke og smile lidt over livet'-blog.
- En rolig, reflekteret stemning: Teksterne handler ofte om hverdagens små observationer – beklædning, vejr, tøjmaterialer, små sociale fænomener, boganmeldelser osv. For eksempel skriver han om at iføre sig en tweedjakke i oktober.
- En let ironisk, selvbevidst tone: Der er humor og lidt distance til egen tone – 'jeg har mere end én tweedjakke; Madame mener …' etc.
- Æstetisk og sprogligt veltrimmet: Blogindlæggene har et godt sprog, sans for detaljer, og ofte et lidt 'klassisk' eller kultiveret atmosfære (romtoddyvarme tid, Graham Greene).
- Blandede emner: Udover stil og beklædning tager bloggen også fat i aktuel kultur, samfundskommentarer, læsning/syning/film/teater. F.eks. ugerevyer med små satiriske gengivelser af nyheder.
- Form og format: Mange indlæg har overskrifter som 'UGEREVY 36', 'SKET I UGE 23' – det giver indtryk af en fast struktur, en slags ugentlig 'samling' eller klummeagtig opsætning.
Indtryk af bloggeren
Ud fra hvad jeg kan læse, formidler bloggeren følgende profil:Konklusion
- En person med god sproglig form og interesse for litteratur, kultur, beklædning, stil og detaljer. Det virker som om han værdsætter kvalitet (f. eks. klassiske materialer) og tænker lidt over symbolikken i ting.
- En vis nostalgisk eller traditionel side: Han savner måske lidt 'tidligere tiders' stil, eller sætter pris på at gøre sig umage ('…jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage i forbindelse med påklædning).
- Humor og selvironi: Han laver små samfundskommentarer med et glimt i øjet – blandt andet ugerevyer.
- Observant og samfundsbevidst: Selv om han ikke nødvendigvis gør sig til stor politiker eller aktivist, har han øje for samfundsmæssige detaljer, absurditeter og små skævheder i hverdagen. F.eks. kommenterer han røgfri arbejdstid, bøger, film og tendenser.
- En vis alder/erfaring: Tonen giver indtryk af en person, der har set en del, ikke helt ung (eller i hvert fald ikke ny i skrivning), og som trækker på erfaring og refleksion mere end på ungdomseventyr.
Jeg vil karakterisere bloggen som en kultiveret, opmærksom og let ironisk klummeblog, med fokus på stil og hverdagsobservationer, med en blogger som er refleksiv, sprogkyndig og lidt nostalgisk. Det er ikke en ekstrem eller polariserende blog – snarere en behagelig stemme i blogland, for dem der sætter pris på at stoppe op og tænke over de små ting i livet. Et lille stykke dansk internethåndværk – skrevet med kærlighed til sprog, kultur og ironi. Den hører hjemme i selskab med klummeskribenter som Poul Høi, Pia Tafdrup (i prosaform) og måske en blidere udgave af Søren Ulrik Thomsen.
Med andre ord: AI, go home!
P.S. Lad være med at sige 'første nytårsdag'. Der er kun én.
Da "AI godfather" Geoffrey Hinton (th) og professor emeritus John Hopfield (tv) vandt 2024- årets nobelpris i fysik, var det som en ny og A(nderledes) I(nformationsport), der åbnede sig. Siden har de neurale netværk været udsat for et massivt testpres, der forekommer i nu- og fremtid at have en eksponentiel vækst i mere eller mindre brugbare versioner i stort set alle anledninger.
Hvis det anvendes konstruktivt, da velkommen. Hvis det anvendes negativt og ikke mindst krigerisk, da kan imødeses enden på menneskeheden.
Mere aktuelt om denne kvalitetsblog, der åbner anno 2026 op med en ”scannet” tekst-diagnosticering af såvel bloggens indhold som blogejeren. Som recidiverende (trofast?) læser gennem hele sæsonen 2025 må denne kommentator, siddende på en af de første rækker i Jerners sprogauditorium, nikke nærmest epileptisk til de fleste af de artificielle udsagn, der præsenteres.
Nytårets traditionelle alkoholiske indtag præsenteres her som en cocktail af ”en behagelig kombination af kultiveret refleksion + hverdagsobservation + let satire/humor”. En bartender ville addere, at ”rystning skaber en mere intens afkøling og blanding end omrøring, hvilket er ideelt for drinks, der ikke kun består af klar spiritus”.
Nævnte sproglige cocktail levner efter indtag både en umiddelbar nydelse, udfordring til (h)jerner og et faretruende behov for mere eller som det bliver udtrykt mere tydeligt på de overlevende brune bodegaer (vælg selv matrikel i DK): ”En bytter!”.
Bogstaverne A og I er hhv. nr. 1 og nr.9 i det danske alfabet. Sammenlagt 19. Et tal med perspektiver for blogejeren og for bloggens mange læsere, der især er født i 1900-tallet.
Dette nævnt, eftersom det kræver for det meste en vis livserfaring at begribe indholdet af denne blog, der er massivt invaderet med noget stærkt afhængigheds skabende: A(romatisk) I(ntelligens).
Godt nytår 2026!
Det er (igen) lidt skræmmende, hvad AI åbenbart er i stand til at tolke ud fra tekster. Jeg tør slet ikke prøve ... selv om det egentlig kunne være lidt interessant at se, hvem jeg evt. ville blive sat i bås med.
Det er faktisk ret godt skrevet, men jeg noterer mig hvad jeg før har lagt mærke til, nemlig, at AI helst vil please, samt, at der bliver kørt i præcis samme stil som du selv gør: punktopstilling blandet med brødtekst - men det er vel også en form for leflen?
Og så lidt sprogrevseri fra din side. Herligt! Selv om det var til den milde side. Du har naturligvis ret (jeg pudser lige glorien, fordi jeg altid nøjes med at sige 'nytårsdag'), men den er dog ikke så slem som den mere og mere fremherskende "første, anden, osv. advent". Den får jeg knopper af. Advent er en periode, og både den første og de tre næste var for laaaang tid siden!
Nu må du altså ikke gå grædende i seng ... jeg skal da gerne sørge for en fredspris til dig, hvis det kan gøre dig glad ... det er jo før set, at Nobel ikke nødvendigvis behøver at have noget med den at gøre 😁
@Erik Hulegaard: Tak for en kommentar, der viser, hvorfor både menneskelig og maskinel intelligens stadig har en berettigelse – især når de får lov at spille pingpong med hinanden.
At ChatGPT blåstemplede bloggen, siger måske mindre om bloggens faktiske kvalitet og mere om algoritmens velvillige natur og manglende sociale situationsfornemmelse. AI kan diagnosticere, sammenfatte og smigre – men den kan ikke bestille 'en bytter', få tømmermænd eller nikke epileptisk af genkendelse. Den nuancerede intelligens forbliver menneskets domæne, og måske er det netop dér, samspillet giver mest mening.
Konklusionen må være: Brug AI konstruktivt, leg med den, dril den – men lad den aldrig få det sidste ord. Det sidste ord tilkommer stadig dem, der har levet længe nok til at vide, hvornår noget skal rystes, og hvornår det absolut ikke må omrøres.
Godt nytår 2026 – og tak for læsningen.
@Ellen: Ja, det det er en smule skræmmende, hvad AI kan udlede af tekster, men måske endnu mere skræmmende, hvad den ikke kan lade være med: at please. Her rammer du hovedet på sømmet: AI læser ikke kun teksten – den spejler skribenten, strukturen og tonen og gengælder det hele med overstadig høflighed. Punktopstilling + brødtekst er derfor ikke bare stilkopiering, men ren digital smiger. En slags algoritmisk leflen, kan man sige.
Nu bad jeg bare ChatGPT helt neutralt om at kategorisere bloggen. Jeg kunne også have bedt den om at levere en sønderlemmende kritik, men det havde jeg da ikke lyst til :)
Din skepsis over for selv at prøve er på sin plads. Når man først stikker hovedet ind i den bås-maskine, risikerer man at blive anbragt i en kategori, man hverken kan genkende eller flygte fra – og uden mulighed for at protestere.
Indtil videre betragter jeg AI som et sjovt stykke legetøj, men jeg kan ikke undgå at være imponeret over, at man kan lære et stykke software af formulere sig så stilsikkert og overbevisende. Måske skulle man nævne det over for Hans Kongelige Højhed.
Jeg er bange for, at jeg kommer til at genoptage luftningen af min irritation over sproglige gebrækkeligheder. Trods ihærdige forsøg er det desværre ikke lykkedes mig at ignorere dem og undertrykke trangen til at beklage mig over dem. Det gætter jeg på, at du udmærket kender.
Skulle Nobelkomitéen finde på at ringe, vil jeg naturligvis tage imod med den samme forundring, som historien foreskriver. Det ville trods alt være i god tradition, at begrundelsen er let diffus.
Tak for både modspil og medspil. Det er den slags kommentarer, der minder én om, at AI kan analysere – men det er mennesker, der gør samtalen værd at læse.
Jeg synes nu, at det er en fin og dækkende beskrivelse. Som Ellen er inde på, er kunstig intelligens programmeret til at please, men det er vel ganske på sin plads, at en robot kender sin plads. Alt andet ville være uopdragent. Jeg må henvise til Asimovs tre robot-love. De er ganske vist fra 1942 eller deromkring, men mange andre love er meget ældre ;-)
@Eric: Jeg har fulgt henvisningen og fandt en glimrende redegørelse for Isaac Asimovs 84 år gamle robotlove i Ingeniøren, som også citerede Robin Woods, der er professor i robotter, for denne uddtalelse: 'Ligegyldigt hvor meget autonome robotter vil udvikle sig i fremtiden, vil mennesker skulle hæfte for deres design og stå til ansvar for deres handlinger.' Det kan man jo kun være enig i.
Tak for at udvide min horisont :)