Jeg vil tro, at jeg har set Ingen er fuldkommen med Marilyn Monroe, Tony Curtis og Jack Lemmon et sted mellem ti og tyve gange, men aldrig på dvd, så det glæder jeg mig til. Den ligger klar i sommerferiebunken og har gjort det et stykke tid, og når jeg pludselig trækker den frem på dette sted, skyldes det, at jeg i går aftes sad og læste i min nyindkøbte 1001 film du skal se før du dør, hvor der stod ting og sager om Billy Wilders geniale komedie fra 1959, som var helt nye for mig.
Eksperter fra filmindustrien forudsagde, at 'Ingen er fuldkommen' ville blive en fiasko
For eksempel anede jeg ikke, at Billy Wilder var blevet inspireret til filmen af den tyske farce Fanfaren der Liebe fra 1951, hvor to arbejdsløse musikere slutter sig til et kvindeorkester, begiver sig ud på en togtur og iklædt dametøj sværmer for orkestrets sangerinde. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal bruge oplysningen til, men den vil sikkert fungere udmærket som en henkastet bemærkning ved et middagsbord. Eventuelt også her.Mere interessant er det, at eksperter fra filmindustrien forudså, at Some Like It Hot/Ingen er fuldkommen ville blive en fiasko, fordi den brød med adskillige regler inden for komediegenren: Handlingen udspringer af et massemord, manuskriptet var kun halvt færdigt, da optagelserne gik i gang, og filmen varede hele to timer, hvilket var fuldstændig uhørt i 1959. Derudover var den optaget i sort/hvid, så den passede til den tid, handlingen udspiller sig i, men nu var folk jo blevet vant til farvefilm! Den havde med andre ord alle odds imod sig, men publikum var ellevilde, og det er de stadig – længe efter at American Film Institute valgte filmen som den bedste komedie, der nogen sinde er lavet.
Her er på godt to minutter historien om de to arbejdsløse musikere, der ufrivilligt bliver vidner til et gangsteropgør i tyvernes Chicago og for at slippe væk må forklæde sig som kvinder og tage arbejde i et damejazzband.
Under alle omstændigheder kan vi vel godt blive enige om, at Billy Wilders version er en del mere elegant end det tyske forlæg.
Vi er ude i noget, som jeg på ingen måde kan tale med om.
Det vil jeg derfor lade være med :-)
Men at se den samme film mere end 10 gange ... holddaop ... ser du noget nyt i den hver gang, eller er det slet og ret gentagelsens glæde, der gør sig gældende?
Jeg må sige som Ellen, at vi er ude i noget, som jeg ikke kan tale med om :-)
Jeg har vist aldrig set en film mere end to gange - det var 'Strictly Ballroom' ...
@Ellen: Åh, hvis du ikke har set filmen, er det svært at forklare, at jeg kan blive ved med at se den og græde af grin hver gang, men alt fungerer. Tempoet er forrygende, skuespillerne er brillante – både dem i de store roller og de farverige biroller. Men specielt filmens timing er vidunderlig.
Nu krydser jeg bare fingre for, at filmen ikke pludselig bliver forbudt i disse identitetspolitiske tider, fordi de to mænd i dametøj ikke er transvestitter i virkeligheden ...
@Madame: Strictly Ballroom kan vi godt se sammen en gang til eller to :)
Billy Wilder kunne noget særligt. Skiven med "Avanti!" (1972 + Jack Lemmon) ville være slidt op, hvis DVD ikke var et optisk medie. Skønt kun få scener i virkeligheden er optaget på Ischia, inspirerede filmen os til at besøge øen i 2009, og det har vi ikke fortrudt.
@Erik Bentzen: 'Avanti!' har jeg af uransagelige årsager endnu ikke fået set, men tak for at gøre opmærksom på den. Jeg har den på lager, så det må blive næste forestilling i hjemmebiografen.
Nu hvor du jo sparer mange penge på tøjkontoen, så skulle du måske overveje at investere i en Billy Wilder-dvd-boks. Så får du oven i Some like it... Avanti og den uforlignede The Apartment. Hertil skal lægges Double Indemmity (noir klassikeren over dem alle).
Endelig så må jeg tilføje, at amerikansk film aldrig ville have været den samme uden mere eller mindre landflygtige tyske filminstruktører (Wilder var dog østrig-ungarer, men alligevel...).
Tilføjelse: The Apartment, der fik den danske titel Nøglen under måtten, kan ses ganske gratis på Filmstriben...
@capac: Tak for det gode råd, som jeg straks ville benytte mig af, hvis jeg ikke forvejen havde både Vol. 1 og Vol. 2 af The Billy Wilder Collection:) The Apartment ligger på tyvendepladsen på American Film Institutes liste over bedste komedier, men burde efter min mening ligge nr. 2!
I øvrigt tror jeg, Billy Wilder skylder ikke mindst Jack Lemmon en stor del af æren for mange af sine komediesucceser, og hvad ville The Apartment og Irma la Douce være uden Shirley McLaine?