Man ved aldrig



Man skal aldrig gå af vejen for en pludselig indskydelse. Som nu i går, da jeg var henne i den lokale thai-takeaway for at bestille nr. 8 (mediumstærk) og fik at vide, at der ville gå 10-15 minutter, og jeg derfor trak udenfor for at tilbringe ventetiden i det gode vejr.

Jeg er ikke nogen stor operaelsker, endsige -kender, men jeg har en svaghed for vellayoutede bøger

Her var det, at jeg fik øje på genbrugsbutikken ved siden af thairestauranten og i stedet besluttede mig for at bruge mit uforudsete frikvarter til at tage sortimentet i øjesyn. Derfor kom jeg hjem, ikke bare med nr. 8 (mediumstærk), men også med et stykke lødig kulturhistorie under armen. Opera – dengang, nu, altid er skrevet af Henrik Engelbrecht, som netop har fået overstrømmende anmeldelser over hele linjen for sin nye bog Arven efter Lumbye – musik og musikere i Tivoli 1843-1944.

Operabogen er en underholdende gennemgang med nodeeksempler af 10 europæiske operaer fra de sidste små 300 år – fra Händels Julius Cæsar fra 1724 til Poul Ruders' Tjenerindens fortælling fra 2000. Tiden skrues tilbage til urpremieren: Hvad var det for et samfund, operaen opstod i? Hvad skete der i året for urpremieren? Hvordan var operahusene? Hvilke vilkår havde musikerne? Dirigenten? Sangerne? Hvordan rangerede de i samfundet? Hvordan var økonomien? Der hører også en kortfattet komponistbiografi med, og en nutidig sanger fortæller om sine erfaringer med et af operaens partier. Til sidst bliver de forskellige partier og operaens arier og handlingsforløb gennemgået.

Jeg kan ikke påstå, at jeg er nogen stor operaelsker, endsige -kender, men jeg har en svaghed for vellayoutede bøger, trykt på ordentligt papir. Værket stod mig i hele fem kroner, som jeg selvfølgelig kunne have sparet ved at låne bogen på biblioteket. Det ville bare aldrig være faldet mig ind. Og hvem ved, måske ender jeg nu som operaaficionado?

Kategori: ,. Bookmark permalink.

2 svar på Man ved aldrig

  1. Madame skriver:

    Hurra for genbrug! Man kan nemt få guld med hjem.
    Jeg holder meget af både genbrugsforretninger og af loppemarkeder :-)

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Bøger kan man åbenbart nærmest få i nakken i genbrugsbutikker. Mit femkronersfund i går var oven i købet i meget fin stand. Jeg har på fornemmelsen, at mange af de bøger, der ender som genbrug, er uønskede gaver, som aldrig er blevet læst.

Skriv en kommentar