Herrer vi ere ...



Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kom til at hæve øjenbrynene en kende, da jeg i morges åbnede computeren og så, at der lå en besked om, at jeg havde fået post fra Aarhus Universitet i min e-Boks.

De kunne selvfølgelig have hørt om min omfattende ekspertise inden for adskillige centrale forskningsområder

Så vidt jeg husker, var det på Københavns Universitet, jeg slog min ungdoms folder, og jeg mindes ikke nogen sinde at have haft noget med Aarhus Universitet at gøre hverken før eller siden. Men de kunne selvfølgelig have hørt om min omfattende ekspertise inden for adskillige centrale forskningsområder og ville måske derfor bede mig om at holde en gæsteforelæsning for et engageret og tænksomt publikum. 'Lænestolesidning i et motionsfikseret århundrede' ville for eksempel være et oplagt emne. Det kunne også være 'Irritationsmomenter i forbindelse med nyhedsoplæsning i radio og tv'. Eller slet ret: 'Sædernes forfald' – og her tænkes ikke kun på møbelindustrien.

Opildnet af udsigten til en lovende karriere inden for universitetsverdenen og nynnende Christian Winthers Studentervise med omkvædet 'Herrer vi ere i Aandernes Rige ...' skyndte jeg mig at finde Nem-ID-kortet frem og logge ind på e–Boks, men kun for at opleve en fornærmende antiklimaks:

Kære Uffe Jerner

HOPE er et storstilet forskningsprojekt, hvor forskere fra de danske universiteter afdækker danskernes adfærd under Coronakrisen. Forskningen hjælper blandt andet Statens Serum Institut og andre myndigheder.

For at kunne forstå virusset og dets betydning for samfundet er det vigtigt med daglige situationsrapporter fra helt almindelige danskere. HOPE gennemfører derfor hver dag 500 interviews med et repræsentativt udsnit af danskerne, og du er en af de helt tilfældigt udvalgte, som i dag inviteres til at bidrage til dette arbejde.


Jeg var altså helt tilfældigt udvalgt og desuden en helt almindelig dansker. Beslutningen om at henvende sig til mig var med andre ord at sammenligne med resultatet af et skud i tågen og ingenlunde en naturlig konsekvens af en bedømmelse af mine indlysende kvalifikationer!

Ikke desto mindre har jeg bestemt mig til ikke at bære nag, men i stedet vise samfundssind og indvillige i at tage del i projektet. Det lader ikke til, at arbejdet er lønnet, og naturvidenskab er da heller ikke min stærke side, men jeg ser frem til, at mit bidrag til dette storstilede forskningsprojekt i det mindste vil resultere i, at jeg bliver tildelt et æresprofessorat.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

6 svar på Herrer vi ere ...

  1. Ellen skriver:

    ... og inden vi ser os om, tilbyder de dig at blive en af de utallige eksperter, der bliver hevet ind for at komme med en udtalelse, der er indlysende for enhver, der er udstyret med en IQ over 90 :-D
    Den skarpe bemærkning er naturligvis ikke møntet på dig, men over denne overdrevne brug af 'eksperter'. I dag udtalte en 'ekspert', at den meget omtalte 90-årige plejehjemsbeboer "var blevet uværdigt behandlet".
    Det havde jeg helt selv regnet ud for længst, og jeg er ikke engang ekspert ...
    Nå, men tillykke med udtagelsen til coronapanelet. Jeg kunne nu godt lide at vide, hvordan de tilfældigt finder frem til folk.
    Dit andet emneforslag glæder jeg mig til at læse et indlæg om fra din side!

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Vi kan ikke blive uenige om overforbruget af 'eksperter'. Med hensyn til det omtalte andet emne har jeg lyst til at sige: 'Don't get me started!' Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt ikke vil kunne holde mig i skindet længere. Det bliver desværre nok et langt indlæg!

  3. Madame skriver:

    Man mister også sin tiltro til Nem-ID, når man får henvendelser om fx storskrald :-)

  4. Eric Bentzen skriver:

    For mange år siden sagde jeg ja til em ung, charmerende kvinde. Hun kom fra et af de kendte analyseinstitutter, og jeg var naiv nok til at føle mig smigret over, at de ville høre min mening.
    Spørgsmålenes rækkefølge var så snedig, at det først efter en halv times tid gik op for mig, at det var en markedsundersøgelse for et bestemt cigaretmærke. Mine antistoffer er stadig aktive.

  5. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Ja, især når storskraldet aldrig bliver afhentet ...

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Bentzen: Min nye universitetskarriere sluttede desværre, før den begyndte. For at være ordentligt forberedt udskød jeg besvarelsen af spørgeskemaet en dag, men det viste sig, at skemaet skulle have været besvaret samme dag, som jeg modtog det. Jeg er naturligvis beskæmmet over, at man nu må skrinlægge hele projektet på grund af min efterladenhed.

    Jeg håber, din markedsanalytiske immunitet er livsvarig.

Skriv en kommentar