Nu hvor det er en kendsgerning, at Bjarne Corydon skal være generaldirektør for DR, kan man næsten høre et kollektivt gisp brede sig over landet. Bjarne Corydon? Ham med Goldman Sachs? Ham med budgetterne, der var strammere end en slimfit-skjorte? Ja, ham. Fremtiden er ankommet, og den har jakkesæt på.
Men hvem er bedre egnet til at lede DR i en tid, hvor kultur og samfundssind er lige så forældet som fjernsyn med billedrør? Bjarne Corydon ved, at det ikke handler om at røre folks hjerter – det handler om at holde fast i Excel-arket. Under hans ledelse kan vi endelig få den version af Matador, hvor Maude må effektiviseres væk, og Korsbæk privatiseres i bidder på Nasdaq Copenhagen.
Vi kan se frem til, at Bagedysten bliver sponsoreret af Deloitte, og man skal swipe dankortet for at få adgang til P1 Debat
Hvis nogen kan få DR til at sende hele Melodi Grand Prix som en billig podcast optaget i et kosteskab, er det Corydon. Ingen unødvendige udgifter. Ingen uforståelige kunstprojekter. Bare ren kerneforretning: Nyheder, vejr, og eventuelt et DR Ultra-program produceret med tre rulleøjne og en brugt mobiltelefon.I en tid hvor DR konstant er en politisk skydeskive – venstrefløjen synes, det er blevet for kommercielt, højrefløjen synes, det er blevet for venstreorienteret, og alle andre bare synes, det er blevet for dyrt – har vi brug for en generaldirektør, der kan få alle parter til at være lige utilfredse. Corydon er perfekt til det. Han er professionel kompromismager. Hvis han kunne få De Radikale og Dansk Folkeparti til at godkende den samme finanslov (hvilket han næsten gjorde), kan han sikkert også få DR's fjender til at brokke sig i enighed.
Under Corydon kan man forestille sig en DR-organisation, hvor programudvikling starter med en SWOT-analyse og slutter med et underskud på nul. Vi kan se frem til, at Bagedysten bliver sponsoreret af Deloitte, og man skal swipe dankortet for at få adgang til P1 Debat. På den måde vil DR blive lige så effektivt, resultatorienteret og sjæleknusende som resten af samfundet.
Hvem kunne være bedre til at lede DR end manden, der solgte nationens infrastruktur, som om det var overskydende habengut på et loppemarked? Men måske er det netop det, vi har brug for. Et DR, der endelig tør stå ved, hvad det er blevet til: En gigantisk forretning, der prøver at gøre alle tilfredse, og hvor direktøren for det hele altid er klar til at holde regnearket frem, hvis nogen skulle finde på at føle noget. En transformation fra fællesskabets radio til Corydon Corporation og et budget, der kan forveksles med et schweizisk urværk.
Med Corydon må vi nok indstille os på, at det bliver stramt, strømlinet og sandsynligvis lidt sjælløst. Men det kan være, at pengene kommer til at passe.
I et lille land som DK er mangt og meget blevet DJØFiseret de seneste decennier. Nogle vil have svært ved at se forskellen på Maria Rørbye Rønn og hendes efterfølger pr. 01. august 2025. Andre ville med overbevisning kunne se den kommende generaldirektør og hans tidligere forgænger Christian Nissen i samme frimurerkæde, ifald d´herrer fristede slige fritidsrelaterede kalendernedslag.
Skal det være en artist og ikke ”regnedreng/pige”, der tegner DR? En artist vil næppe kunne håndtere administrationen af 3,8 mia. tilskuds kroner, men derimod i heldigste fald kunne motivere og begejstre såvel programsnedkere som ikke mindst publikum. Eksemplet Kenneth Plummer var – i min optik – trods cand.merc.-eksamen – et flop(?)
Hvem så? I min optik var DI´s direktør Lars Sandahl Sørensen som profil et potentiale. Måske har jeg overset et selvlysende talent fra Dansk Journalistforbund? - Til ca. 4. mio. kr i årsløn burde det friste indenfor de fleste fagområder - eller kunne man (som i hospitalsverden) forestille sig en trojka – delt ledelse af kunstnerisk og økonomisk art?
I sit ”spejlvendte” og – som sædvanlig – velskrevne indlæg fremgår ikke et muligt alternativ…..
@Erik Huleegaard: Indlægget hører hjemme i spøg- og skæmtafdelingen. Det gik lidt hurtigt, og det fremgår ikke tydeligt nok, at det i virkeligheden er en anerkendelse af valget af Corydon som generaldirektør, jfr. konklusionen, som jeg fastholder.
Man er nødt til at se i øjnene, at DR har brug for mere end en jazzet kultursjæl i blød fløjlshabit. I de ti år, der er gået, siden Corydon forlod politik, har han som chefredaktør for Børsen bevist, at han kan lede en kompleks medieorganisation i en branche med hård konkurrence. Hvor mange ledere i mediebranchen kan finde ud af at tænke længere end til næste kvartalsrapport? Hvis nogen kan udtænke en tiårsplan for DR, der ikke bare involverer flere podcasts og lidt flere true crime-serier, må det være Corydon. Han kan sikkert også få DR til at fremstå som en organisation, der både virker moderne og stadig kan sende TV-Avisen, uden at nogen falder i søvn halvvejs inde i første indslag. Under Corydons ledelse har Børsen udviklet sig både redaktionelt og forretningsmæssigt, og man kan håbe på, at hans journalistiske forståelse kan sikre, at DR fortsætter med at levere kvalitetsjournalistik, som er en kerneopgave for en public service-institution.
Valget af Corydon er selvfølgelig ikke uden kritikere. Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti har allerede ført sig frem med den latterlige påstand, at valget bekræfter, at DR er et organ for røde lejesvende (hvilket ikke bliver mindre komisk af, Vistisen omtaler stiliingen som 'generalsekretær'). Realiteten er jo, at Corydon både er en slags socialdemokrat og en slags borgerlig. Mere afbalanceret kan det vist ikke blive.
Jeg vil slet ikke kloge mig på, hvad DR har behov for. Måske er Corydon den rette, men selvom jeg er ret skrap til Excel, bliver han ikke min cellekammerat.
@Eric: Ha ha! Almindeligvis vover jeg mig heller ikke ud i den slags spekulationer, som jeg ikke har særlige forudsætninger for, men i dette tilfælde gjorde jeg altså en undtagelse, fordi jeg åbenbart syntes, at det på en eller anden måde vedkom mig. I hvert fald er jeg spændt på, hvordan det kommer til at forløbe.
Er du lige nu glad for eller ked af ikke at arbejde for institutionen længere? Altså bortset fra, at det jo alt andet lige er skønt at være pensionist med alle de goder, det indebærer ...
Jeg ved ikke nok om hverken DR, store økonomier eller ledelse til at udtale mig om - eller bare have en holdning til - rigtigheden af valget af BC, men jeg har respekt for mandens dygtighed, som jeg synes han har bevist ved flere lejligheder.
@Ellen: Allerede mens jeg arbejdede i institutionen, havde DR udviklet sig til noget helt andet, end det var, da jeg begyndte. Arbejdsforholdene har ændret sig markant af mange forskellige årsager – flere mellemledere trods økonomiske stramninger, tiltagende underlødig og afsmittende konkurrence, digitalisering, tvungen udlicitering til private produktionsselskaber etc. – altsammen medvirkende til at gøre det mindre attraktivt at være menig medarbejder. Det begyndte allerede, inden jeg stoppede, og de sidste tre år i DR Byen savner jeg ikke. Svaret må derfor blive, at jeg er glad for, at jeg ikke arbejder i DR mere. Men selv om man med rette kan kritisere institutionen på mange punkter, og jeg også selv har været udsat for helt urimelige dispositoner, deltager jeg ikke i den automatiske DR-bashing, der er blevet en folkesport, og som for det meste praktiseres af folk, der ikke har det fjerneste kendskab til, hvad de udtaler sig så kategorisk om. På langt de fleste områder står DR stadig for høj kvalitet, hvis du spørger mig.