Da der i slutningen af 1980'erne var begyndt at komme massive krav om besparelser fra politisk side – især fra den borgerlige regering, der ønskede mere effektivitet og 'økonomisk ansvarlighed' i den offentlige sektor, herunder de statslige medier – måtte man gøre noget. Fra et administrativt synspunkt var det nærliggende at rette blikket mod en afdeling, der virkede som en lille stat i staten med et par håndfulde medarbejdere, som ikke producerede et håndgribeligt produkt, men bare fungerede som en blanding af linjevogtere, politimænd og brandslukkere. Hvis der udbrød krig, og hvis der skete en katastrofe, eller der var dødsfald i kongehuset, havde udsendelseslederne ganske vist en funktion, men hvor tit kom man ud for det?
Godt nok var udsendelses-redaktionen rig på excentrikere, men det var heller ikke et ukendt fænomen i program-afdelingerne
Derfor blev beslutningen truffet om at nedlægge afdelingen i 1989. Men problemet var, at der var tale om tjenestemænd i en høj lønramme med tillæg for skæve arbejdstider, der havde krav på fuld løn i tre år, hvis man afskedigede dem – uden at man fik noget for pengene. Løsningen blev at konvertere os til programmedarbejdere og fordele os rundt om i de forskellige afdelinger.Der var frit valg på alle hylder – næsten. En kombination af individuelle kompetencer, interesser og ønsker afgjorde, hvor vi havnede. Godt nok var udsendelsesredaktionen rig på excentrikere, men det var heller ikke et ukendt fænomen i programafdelingerne, og manøvren forløb forholdsvis smertefrit, da vi blev spredt for alle vinde.
Selv blev jeg tilbudt en stilling i litteraturafdelingen på P1 på grund af min fortid i forlagsbranchen. Men havde jeg lyst til at isolere mig i så smalt og akademisk et miljø som professionel bogorm med udsigt til konstant pligtlæsning? Jeg mindedes med gru dansktimerne i gymnasiet med vidløftige fortolkninger og analyser, som nu ville blive hverdagskost. Og hvor mange ville lytte til det? Var der ikke meget sjovere på P3, som boltrede sig i lyttere, hvor støvlaget ikke var så tykt, og hvor der var plads til mine mere fjollede tilbøjeligheder?
Sandheden var, at jeg nok i virkeligheden var mere interesseret i form og arbejdsproces end i indhold
Sandheden var, at jeg nok i virkeligheden var mere interesseret i form og arbejdsproces end i indhold. Udsendelsesredaktionen havde været den ideelle arbejdsplads for mig, men det var måske alligevel heldigt nok, at jeg blev tvunget til at søge nye græsgange. Fra mine ældre kolleger vidste jeg jo, at man kunne blive ramt af en vis fatigue, når man kunne alle rutinerne i søvne, og der ikke længere pludselig opstod kritiske situationer, som man ikke tidligere havde været ude for, og som krævede hurtig handling. Den let stressende uforudsigelighed med tilhørende adrenalinsus var jo en del af attraktionen ved jobbet. De skiftende arbejdstider og fridage på hverdage, hvor andre arbejdede, havde også deres charme og var spændende, så længe man ikke havde tyngende hjemlige forpligtelser, men det kunne ende med at blive en belastning, hvis man havde en familie at tage hensyn til.Valget faldt på P3, hvor jeg fortsatte med morgenmusikken, indtil jeg et par år senere lod mig føre videre af kanalens uberegnelige strømhvirvler og ud i de mange forgreninger med et par afstikkere til P1. Men det er en anden historie, som jeg måske en dag vender tilbage til.
Da vi blev overført til programafdelingerne, ville det naturlige have været at gå over på den samme journalistoverenskomst som de fleste af programmedarbejderne. Men en journalistløn er sammensat af en grundløn plus diverse personlige og anciennitetsmæssige tillæg, og eftersom ingen af os havde egentlig journalistisk baggrund, skulle vi begynde helt forfra med løn som en nyuddannet journalist. For at bevare vores løn krævede det så høje personlige tillæg, at Journalistforbundet organisationspolitisk ikke kunne holde til det, så vi fastholdt vores tjenestemandsansættelse. Det kan jeg i dag som pensioneret tjenestemand kun være tilfreds med.
Fem lærerige år med radiofonisk filigranarbejde i udsendelsesredaktionen bag anonymitetens maske blev det til for mit vedkommende – en brøkdel af mit næsten livslange mellemværende med DR. Men det var sjovt, så længe det varede.
* * *
Beretningen slutter her, men det ville være grov forsømmelse ikke at nævne rammen om det hele og glæden ved at have arbejdet i et usædvanligt hus med både historie og sjæl. Det gør jeg i morgen og sætter det definitive punktum. * * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
11. Radiohuset
Inden vi med spænding når til punktum og finale, vil jeg bare sige, at jeg synes, at du seriøst skal overveje at konvertere dine indlæg om din tid i DR til et bogværk. Jeg synes der mangler den slags litteratur om den gamle institution. Gerne hvor du linder lidt på anonymiitetens slør (navne, personer...) og slipper anekdotemaskinen løs. DR er jo i sit jubiliæumsår og der er stadigvæk sorte politikere, der gerne vil give DR dødsstødet (jævnfør balladen om et vist tv-program for ikke så længe siden). Og jeg kan mærke, at du slet ikke er nået helt ind til kernen i din DR-hovedstol. Hermed er boldet givet op; håber den lander som et fint værk....
Godt I var tjenestemænd! Jeg har ikke tal på de fyringsrunder (altid kaldet "organisationsændringer"), jeg har gennemlevet i mit arbejdsliv - både med og uden konsulentrapporter som bestilt alibi for nødvendigheden.
Tak for dine levende erindringer, som er både underhildende og informative. Jeg ser frem til dit punktum.
Jeg vil også takke for at give levende beskrivelser af og indsigt i af et for de fleste ukendt univers.
Det er forståeligt, at du var tilfreds med at kunne beholde tjenestemandsstatus - det er en ret stor fordel, når man når pensionsalderen!
Jeg kan tilslutte mig Carstens forslag, du kan bedst selv vurdere, om du vil komme til at gå for tæt på nogle eller værre: Træde dem over tæerne. Ideen om at omsætte disse indlæg til en erindringsbog har jeg selv tænkt på - du skriver jo virkelig godt, så mon ikke der skulle være et enkelt forlag eller to, der var villig(e) til at udgive en sådan bog?
@Carsten: Hensigten med tilbageblikkene har udelukkende været at belyse et lille hjørne af radioarbejdet, som få kender til, og som sagtens kan undværes, hvis man ikke er så nøjeregnende og har blikket stift rettet mod den økonomiske side af sagen – det sidste har eftertiden vist. Men jeg blev dengang grebet af det fokus på små detaljer, jobbet var koncentreret om, og syntes at det kunne være sjovt at prøve at beskrive det.
Det egentlige programarbejde, som har fyldt det meste af min DR-tid, er dokumenteret af mange andre, og det vil nok kræve et kendt navn at vække interesse for de finere detaljer og interne anekdoter i bogform.
Jeg forstår godt ønsket om flere navne, og når jeg er tilbageholdende på det punkt, er det selvfølgelig på grund af risikoen for at komme til at hænge nogen ud. Selv ville jeg ikke bryde mig om at optræde i et blogindlæg uden at have givet samtykke.
@Eric: Ja, organisationsændringer og omstruktureringsrapporter, der gik let hen over de indbyggede fyringer, har aldrig manglet, og det blev meget værre senere, da konsulentindustrien invaderede virksomheden.
Jeg skal gøre mit bedste for at sætte et passende punktum for min radiokarriere som en beskeden prik over i'et.
@Ellen: Som nævnt i svaret til Carsten, tvivler jeg på, at noget forlag ville binde an med den slags beretninger, medmindre hovedpersonen var en kendis. Ikke engang DR's eget forlag tror jeg ville være interesseret – men jeg er oprigtigt glad for, at du har fundet tilbageblikkene værd at læse. Tak!
Som gammel tjenestemand kan jeg magelig og uden flekterende stress leve mig ind i de konditioner, som blogejeren oplevede i slut-1980-erne/start 1990-erne. Der skete nærmest små revolutioner mrk. ”fusion” i mange offentlige brancher, hvortil kunne adderes min egen hospitalsbranche.
Eksterne konsulenter - og senere ”uundværlige” kommunikationsmedarbejdere – var løsninger, der næsten kritikløst blev udfoldet. At reelle besparelser ofte var mikroskopiske eller blev modregnet af konsulenthonorarer, glemmes ofte i den tsunami af reorganiseringer, der fulgte.
I nutiden udgør tjenestemandsbegrebet kun en majoritet for præster, fængselspersonale og udvalgte offentlige administrative funktioner. Ved større omorganiseringer er tjenestemænd – modsat tidligere – blev fyret i bundtevis og 3-års-lønnen er bogført ud fra et (ofte) 5-årigt budgetoverslag.
@Erik Hulegaard: Der var faktisk et afsnit om konsulenter i det første udkast, som jeg valgte tage ud igen, fordi min indbyggede redaktør fandt det for tendentiøst. Men jeg fornemmer, at vi nok har nogenlunde samme opfattelse af branchen ...