Nogen sidder på Frederiksberg i et lydtæt rum og taler ind i et stykke metal – men folk i Hjørring, Hørsholm og Hvidovre kan høre det. Mærkeligt og fascinerende. Jeg havde altid drømt om at komme til at arbejde med det mystiske medie, ingen kunne se, men kun høre. Jeg fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, og det gør jeg for så vidt stadig ikke rigtig.
Heller ikke hvordan man blev en af de ansigtsløse stemmer, havde jeg nogen anelse om, for der var ingen uddannelse, der førte direkte til svingdøren i Rosenørns Allé og de gådefulde studier i det store, gule, utilnærmelige Radiohus.
Alligevel stod jeg en onsdag i feruar 1984 i den marmorbeklædte forhal og kiggede benovet op mod det gyldenbrune læderloft, mens jeg ventede på at blive kaldt ind til mikrofonprøve i studie 26, hvor det så end var. Receptionisten ville være mig behjælpelig med at finde vej, stod der i indkaldelsen.
Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet
'Som dreng skar jeg skibe' skrev Johannes V. Jensen i et berømt digt om, hvem han var, hvad han havde taget sig for, og hvad der var hans lyst. Jeg skar ingen skibe som dreng. Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet. Hvad der blev sagt, interesserede mig mindre end selve stemmerne og måden, de blev brugt på. Jeg var optaget af, der ikke var to stemmer, der var ens, og at stemmen var en næsten lige så præcis identitetsmarkør som et fingeraftryk. Det gik op for mig, at stemmer i sig selv fortæller, hvem vi er, og hvad vi føler. Man kunne høre alt muligt i en stemme: træthed, glæde, en skjult latter. Jeg opdagede også, at stemmen kunne formes, trænes og manipuleres, og når jeg ikke lyttede til stemmer, der strømmede ud af højttaleren, morede jeg mig med at lege nyhedsoplæser ved at læse højt af avisen, mens jeg forsøgte at efterligne mine to favoritter: den stringente, selvsikre Claus Toksvig og den venlige Pedro Biker med den fløjlsbløde stemme. De havde intet tilfælles ud over den efterstræbelsesværdige sprogbehandling, men begge stemmer var sød musik i mine ører.Måske kom mit gamle tidsfordriv mig til gode den onsdag i februar. Det var ganske vist lidt af en overraskelse, at prøven ikke bare drejede sig om stemmekvalitet, betoning og udtale, men også omfattede tekster på engelsk, tysk og fransk, der var behæftet med grammatiske fejl, som skulle findes og rettes, hvorefter de skulle læses overbevisende op på de respektive sprog: 'Læs teksten op i et afslappet tempo med rolig og fast stemme', formanede vejledningen. Det gjorde jeg så efter bedste evne og med høj puls.
Den nydelige gråhårede herre i islandsk sweater og træsko, der viste mig til rette i studiet og med malmfuld røst og gennemborende blik havde instrueret mig i, hvordan jeg aktiverede mikrofonen, var en anelse skræmmende. Han viste sig, da senere vi blev kolleger, at være godheden selv og havde ud over sit imponerende stemmemateriale en doktorafhandling om Vivaldi i bagagen; der var mange veje ind i det forjættede land.
Der gik en måned, så faldt dommen:
Et bedømmelsesudvalg har lyttet til Deres mikrofonprøve af primo februar. Prøven synes at vise, at Deres stemme er egnet. Jeg beder Dem derfor venligst kontakte mig for en aftale om en nærmere samtale snarest.Mikrofonprøven var med andre ord kun første led i ansættelsesprocessen, og ud over at jeg var fornærmet over den forbeholdne formulering 'synes at vise' (du skal ikke tro, at du er noget), fik jeg travlt med at prøve at regne ud, hvad 'en nærmere samtale' mon gik ud på.
(fortsættes ved lejlighed)
* * *
Som det fremgår, er jeg kommet til at tage hul på en slags erindringer, og anledningen er selvfølgelig DR's 100 års jubilæum. Mange har delt deres personlige fortællinger fra et arbejdsliv i Danmarks største mediehus, og nu tillader jeg mig altså at supplere med et beskedent bidrag. Det bliver hverken en panegyrisk festtale eller en endeløs lidelseshistorie, bare et forsøg på at give et forhåbentlig ikke alt for søvndyssende indblik i, hvordan det er at være et mindre tandhjul i et komplekst, foranderligt og til tider uigennemskueligt maskineri. Måske kan jeg tegne et andet billede af den berømmede og udskældte institution, som mange har en mening om, men de færreste kender indefra, og dermed efterlade et indtryk af en arbejdsplads, der både kan være frustrerende, fantastisk og fuld af forunderlige øjeblikke.Jeg har ingen idé om, hvor mange indlæg der kommer ud af det, eller hvor regelmæssig udgivelsesfrekvensen bliver, men jeg lover, at det ikke bliver et evighedsprojekt.
* * *
Det er meget interessant at læse. Jeg ser frem til forhåbentlig mange flere erindringsindlæg!
Jeg er glad for, at du bestod stemmeprøven - og de næste prøver. Som jeg har sagt før, stornød jeg dine udsendelser!
Stemmer er karakteristiske - de fleste af os genkender nok mange personer udelukkende ved at høre deres stemme.
Den kan fortælle noget om os, ja, men dog også snyde. Vi havde for mange år siden en receptionist, der i telefonen lød som en barmfager, meget sexet blondine. Det var i hvert fald, hvad rigtig mange mænd (inklusive min egen) var overbevist om ... men hun var i virkeligheden et lillebitte, spinkelt nips af en (fladbrystet) brunette med fremstående tænder. En sød kvinde, bestemt, men hun må have skuffet en hel del mænd 😂
Tak for første erindringsside af forhåbentlig mange. Det er altid spændende at høre om andres arbejde og arbejdsplads, hvad enten det er oplæsning eller flødebolleproduktion. Det viser sig altid at være mere kompliceret, end man umiddelbart forestiller sig.
Det kan også være sjovt at skrive - man kommer i tanke om meget, som henlå i hukommelsens tusmørke. Jeg morede mig i hvert fald med at skrive, da jeg rundede 30 år på cementfabrikken i Aalborg.
DR et meget velkomment blogemne at læse, såvel nærværende som x antal fremtidige. I min familie var der to for længst afdøde med en vis anciennitet i nævnte kulturinstitution, der i forskelligartede tonefald og stemningslejer (og politisk observans) bidrog med oplysninger omkring ”Statsradiofonien”.
Anledningen – 100 året – er et naturligt startskud. Når indlægget (gen-)læses, savnes måske en sætning eller tilsvarende om, hvorfor (undskyld, men jeg elsker det ord og betydningen) DR? Hvad førte en driftig yngre jurist primo 30+ ind i æterens sælsomme aroma?
Medens vi for nogle øjeblikke befinder os i erindringens arena, er Toksvig og Biker sublime valg for kontraster. Selv kunne jeg måske addere (Henning) Skaarup. Enhver Vivaldi-elsker ville nok nævne nulevende Peter Ryom, om end ej denne kommentator kender hans smag for skotøj(?)
@Ellen: Ja, stemmer snyder stort set altid! Man danner sig uvilkårligt et billede af en person, når man hører stemmen, og som du selv nævner et eksempel på, kan et meget lille korpus rumme en stor, fyldig stemme – eller omvendt. Det sidste skyldes som regel, at vedkommende bruger stemmen forkert, og det kan en talepædagog næsten altid rette op på Det kommer jeg muligvis ind på senere, hvis det falder naturligt – det kan meget nemt blive kedelig læsning for de fleste.
@Eric: Du har ret i, at man kommer til at huske meget, der tilsyneladende var gået i glemmebogen, når man begynder at nedfælde fortiden på papir (eller skærm).
Hvor kan jeg finde dine professionelle memoirer, for dem vil jeg meget gerne læse! Selv om det ikke har ret meget med sagen at gøre, boede jeg mine første seks leveår på Østre Allé i Aalborg, nærmest midt imellem cementfabrikken og eternitfabrikken, og jeg har stadig et blødt punkt for byen. Jeg behersker ikke længere dialekten, men når jeg hører den udgå fra en fremmed mund, er jeg aldrig i tvivl om, hvor ejermanden kommer fra :-)
@Erik Hulegaard: Jeg kommer måske ind på min snørklede karrierevej senere, men jeg har bestemt mig for, at 'projektet' skal have fokus på arbejdspladsen og ikke blive for navlepillende. I al fortrolighed kan jeg dog godt afsløre, at juraen ganske enkelt var et forkert valg for mit vedkommende. Jeg havde en romantisk forestilling om, at jeg skulle stå hver dag i retssalen og procedere i min sorte kappe og forhindre det ene justitsmord efter det andet, men fandt ud af, at for langt de fleste advokater – selvfølgelig ikke for alle – består hverdagen af rutinepræget papirarbejde, som harmonerer dårligt med mit udtalte behov for adspredelse. Det var da jeg i en kort periode arbejdede på et højesteretssagførerkontor i Bredgade, at virkeligheden gik op for mig. Det, jeg husker bedst fra den tid, er bogholderskens evigt tilbagevendende spørgsmål: 'Har De husket at debitere salær?' Bortset fra det, fortryder jeg ikke et øjeblik, at jeg brugte 7 år på studiet. Jura er en sproglig disciplin, som har vist sig meget brugbar for mig, både i forlagsbranchen og i DR.
Henning Skaarup var bestemt også et forbillede. Han har selv fortalt, at han blev ansat som oplæser, fordi han lød som en kontorchef! Siden blev han direktør i Statens Informationstjeneste, som blandt andet producerede 'OBS - Oplysning til Borgerne om Samfundet' til fjernsynet, hvor jeg havde et job som speaker, mens jeg læste. Jeg traf aldrig Henning Skaarup selv.
Jeg kan oplyse, at Peter Ryom altid gik i træsko undtagen til julefrokosterne.
@Uffe: Om cementproduktion https://sitestory.dk/wordpress/2016/02/27/om-cementproduktion/ og om mine år på cementfabrikken https://sitestory.dk/wordpress/2016/07/30/30-aar-paa-cementfabrikken-1/
@Eric: Tak – jeg går i gang!