I praksis var P1 den vigtigste og mest arbejdskrævende kanal for udsendelsesredaktionen, men den 'fineste' var P2, som udelukkende sendte klassisk musik og kun om aftenen.
Her var der forsvindende få, men meget musikkyndige og krakilske lyttere, som reagerede på enhver faktuel unøjagtighed. Derfor blev afviklingen kun betroet de mest erfarne udsendelsesledere og – bortset fra et par undtagelser – kun dem, der havde et musikstudium bag sig.
Der var forsvindende få, men meget musikkyndige og krakilske lyttere, som reagerede på enhver faktuel unøjagtighed
Afviklingen af P2 blev taget hysterisk alvorligt. En yngre kollega var engang under afvikling af klassisk morgenmusik på P1 kommet til at oversætte 'bassoon' i en engelsk tekst på et pladeomslag til 'basun' i stedet for 'fagot', som det skulle have været. Hun opnåede aldrig at få tildelt en vagt på P2.Jeg husker en aften med en transmission fra en tysk koncertsal, hvor jeg i pauserne mellem musikstykkerne skulle simultantolke speaken fra Berliner Rundfunk. Jeg havde teksten på dansk foran mig, men eftersom transmissionen var direkte, måtte jeg slavisk følge den tyske speaker i hovedtelefonerne og have ørerne på stilke, mens jeg selv speakede. Det gik fint i en times tid, men pludselig kunne jeg høre, at der blev sagt noget helt andet på tysk, end der stod i mit danske manuskript. Han var sprunget i teksten! Heldigvis lykkedes det mig, efter et øjeblik at være slået ud af kurs, at finde frem det rigtige afsnit og indhente tyskeren. Nu troede jeg, at det hellige grav var vel forvaret, men så billigt skulle jeg ikke slippe; det fortsatte resten af aftenen med sved på panden og prikken i hovedbunden. Jeg sov tungt den nat.
Hvis der kun var et par annonceringer i løbet af en musikaften på P2, blev det pålagt P1-vagten også at stå for dem. Men somme tider skulle der annonceres på samme tidspunkt på begge kanaler, og som P1-vagt måtte man så i god tid sørge for at indtale speaken på bånd, løbe over i P2-studiet, som lå i en anden fløj, og aflevere båndet til afviklingsteknikeren, der sørgede for at afspille det, når der skulle annonceres.
Selv om der var prestige i at afvikle P2, var det den mindst sjove kanal at afvikle. Som regel skete der meget lidt på vagterne, og der hvilede en ubehagelig ærefrygt over hele tilgangen til kanalen, som grænsede til snobberi. Så vidt jeg kan fornemme, gælder det heldigvis ikke længere.
* * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset
Det er som i livet, mennesker kan ikke undvære at klassificere, så ”noget er finere end andet”. Blogejerens rejse på Memory Lane i sin professionelle fortid, der inkluderer inviterende biveje, gav mig anledning til at skimme DR/P2´s nutidige liv, eksemplificeret ved indholdet i linket: https://www.radio.dk/s/drp2
Indenfor min tidligere professionelle verden oplevede jeg forbløffende ofte mange (over-)læger, der fandt glæde ved (især) den klassiske musik. I mere ”rekreative øjeblikke” spurgte jeg flere: hvorfor? – Et af svarene kunne koges ned til ”den (u)bevidste, behovsbestemte rekreative skønhed ved tonerne af udvalgte klassiske værker”; altså et (forståelig?) behov for en kontrast til hverdagens evige duel mellem livet og døden.
Det var en lidt alternativ form for simultantolkning. Jeg forstår sandelig godt, hvis du fik sved på panden, men det var godt gået!
P2 er måske nok den fineste, men P1 er godt nok i mine øjne den mest interessante. Skal man stadig være musikuddannet for at få æren af at være P2-vært?
Tysk er for mig at se det sværeste sprog at simultantolke, for sætningernes væsentligste indhold kommer altid til sidst, hvor de fyrer samtlige verber af på én gang - og så er den tysktalende jo nødvendigvis langt inde i den næste sætning, inden man får færdiggjort den forrige på dansk.
Jeg prøvede engang at lege en form for simultantolk mellem min far og Tims farfar - det var den sværeste oversættelsesopgave i mit liv, fordi jeg ikke havde tid til at tænke mig om. De to var lige gamle og havde så forfærdelig meget at tale om. De mødte kun hinanden denne ene gang, men de kunne sikkert have været livslange venner, hvis omstændighederne havde været anderledes for dem.
@Erik Hulegaard: Jeg håber, det fremgik, at det ikke er den klassiske musik som sådan, jeg har noget imod, men den andægtighed, der omgærder den.
At kunne 'forstå' og 'sætte pris på' klassisk musik er i visse kredse et statussymbol, der signalerer, at man har tid og overskud til at dyrke noget, der ikke nødvendigvis er mainstream, og der er nok flere overlæger end portører og sygehjælpere, der slapper af efter arbejdstid med Bachs orkestersuite nr. 3 i D-dur.
Bortset fra det, glemmer de fleste, at meget klassisk musik var underholdning, da det blev skrevet, på samme måde som pop er i dag. Men som Phillip Faber altid slutter Den klassiske musikquiz på DR2 af med at sige: 'Al musik bliver klassisk med tiden.'
Tak for henvisningen til præsentationen af nutidens P2. Man kan ikke ligefrem beskylde kanalen for at være selvudslettende.
@Ellen: Man skulle trods alt ikke være translatør for at afvikle P2, men en sproglig studentereksamen var praktisk på alle kanaler, og jeg var da glad for, at jeg i det mindste havde et manuskript at holde mig til, selv om det viste sig at være et noget utilstrækkeligt sikkerhedsnet.
Alle P2's egne programmedarbejdere/værter havde en musikbaggrund, og jeg kan ikke forestille mig, at det har ændret sig siden, men tonen er blevet mindre højtidelig.
Sjov historie om din korte karriere som simultantolk – jeg kan levende sætte mig ind i situationen :)
Det giver god mening, at P2 var den fineste. Der var man jo noget ved musikken.
@Eric: :-D