Udsendelseslederne blev jævnligt brugt af programafdelingerne til oplæsninger, speaker-introer til radiomontager og lignende, når der var brug for en 'officiel' stemme. Det var aldeles ulønnet arbejde, men talte til forfængeligheden, og samtidig slap afdelingerne for at betale en skuespiller.
Guldstemmen fortsatte med at gå til talepædagog i de mere end tredive år, han var ansat
Men der var en, der var mere efterspurgt end os andre. Han var en af 'de gamle', selv om han ikke var fyldt halvtreds, og havde om nogen den varme, rolige og autoritative stemme, som signalerede 'Danmarks Radio'. Hans baggrund fortonede sig i det uvisse, for han talte aldrig om sig selv og sagde i det hele taget ikke ret meget, når han ikke skulle sige noget i mikrofonen. Man vidste, at han som ung havde læst hos en skuespiller, men formentlig ikke for at blive skuespiller. Dertil var han alt for sky. Men paradoksalt nok fandtes der ikke så få moderat introverte radiofolk, som fik afløb for en slags krypto-ekshibitionistisk behov for at optræde; det kunne man jo på en måde gøre i det skjulte, når det kun var stemmen, man viste frem.Denne 'guldstemme' var den diametrale modsætning til den tidligere omtalte kollega, som excellerede i at gå totalt uforberedt i studiet. Når han skulle lave en programoversigt, kunne man, ti minutter før han skulle i luften, høre besynderlige lyde udgå fra studiet og se ham gå gestikulerende frem og tilbage bag glasruden. Det var stemmeøvelser og opvarmning til den korte forestilling, programoversigten var. Ingen af os andre kunne finde på at gøre det, og han var den, der havde mindst brug for det.
Taleundervisning hos DR's talepædagoger var ikke obligatorisk, men som professionel stemmebruger var det naturligt at tage imod tilbuddet, og de fleste af os havde været igennem et korterevarende forløb. Guldstemmen fortsatte med at gå til talepædagog i de mere end tredive år, han var ansat.
En andet særkende ved ham var, at han altid gik i det samme tøj. Engang var vi på en tjenesterejse sammen til SR i Stockholm i forbindelse med, at udsendelsesredaktionen havde planer om at omlægge morgenfladen på P1 efter svensk forbillede. Da vi mødtes på Hovedbanegården, bemærkede jeg, at min rejsefælle havde to tasker med. Den ene var den DR-taske, vi allesammen gik rundt med vores ting i, den anden en forholdsvis stor weekendtaske, som jeg regnede med indeholdt hans skiftetøj. Men da vi sad i kupéen, viste det sig, at der ikke var andet end bøger i den. DR-taskens indhold blev jeg først bekendt med, efter at vi havde indlogeret os på hotellet. Da han lukkede tasken op, åbenbaredes en speciel radiomodtager, som han havde medbragt, fordi han var interesseret i at vide, om det var muligt at høre en ganske bestemt tysk radiostation helt oppe i Stockholm.
Der var flere excentrikere i redaktionen, men ikke af hans kaliber.
* * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
10. Nye tider
11. Radiohuset
Blandt de hidtidige 1-8 indlæg rammer nærværende indhold noget særligt hos undertegnede. Begreber som ”formidling” og ”talent” og ”kommunikation” har stadig en værdifuld tyngde anno 2025, hvor AI og robotterne stadig er i de metalliske startblokke (undskyld, jeg ved godt, at blogejeren ikke er til sport!).
Begreberne fremstår (og fremstod) i mange artistiske sammenhænge, således også hos DR. Dette indlæg viser netop spændvidden – fra ”den tørstige bulderbasse” til ”den perfektionistiske guldstemme”. Excentrikere eller personligheder, der trods dybe personlige forskelligheder besad nogle stærke faglige og stolte link.
Et sted på skalaen (vælg selv placering) mellem nævnte to eksempler har blogejeren befundet sig og med retrospektiv tilfredsstillelse kunnet (og stadig kan) udfolde sine evidente evner for såvel ”formidling” som ”kommunikation”, der var selvlysende, når den berømte DR-taske blev åbnet.
@Erik Hulegaard: Tak for de pæne ord. Tasken på billedet er den, jeg stadig er i besiddelse af, og som er en nyere udgave end den omtalte. På den oprindelige taske var der trykt 'Danmarks Radio' med store bogstaver på den ene side, og i 1980'erne blev man stadig mødt med en vis anseelse, når man viste sig med den i byen. Nu ville det nok være sikrest at vende siden med logoet indad ...
Noget andet er, at det (selvfølgelig) efter min mening er skammeligt, at Danmarks Radio ændrede navn til DR i 1996. Det er ikke særlig oplysende, og hverken visuelt eller fonetisk er der meget schwung over 'DR'.
Festlig personbeskrivelse. I den strømlinede nutid er der vist ikke plads til så mange originaler, og visse jobs, som fx fejemanden, er en saga blot.
Morsom historie om Guldstemmen.
Jeg tror der findes guldstemme-paralleller i mange (lidt større) virksomheder, og som en parallel til din kan jeg nævne et eksempel fra mit eget område: Jeg havde til opgave at læse korrektur på de mange rapporter, der skulle forfattes på engelsk, fordi vi havde inspektion og/eller samarbejdede med folk fra mange lande. Hende, der var an af de absolut bedste til engelsk, og som jeg stort set aldrig greb i en fejl, var den ivrigste for at få læst en grundig korrektur, som ikke kun gik på stavning og grammatik, men også på formuleringer; om jeg havde bedre forslag til at få sproget til at flyde, osv. Andre skulle nærmest have vredet armen om for at få læst korrektur, fordi de mente, at de var "flydende i engelsk i både tale og skrift". Det var de så ikke ...
@Ellen: Åh ja, jeg har hørt mange tilsvarende historier fra nærmeste familie, som du sikkert også er blevet underholdt med :)