Den ene af de to stillinger, jeg søgte og ikke fik, fordi de på forhånd var øremærket, var blevet besat af en kvindelig medarbejder, som med en universitetsbaggrund i musik havde været vikar i afdelingen i årevis. Den anden stilling var gået til en cand. mag. i engelsk og dansk, som kom fra kortbølgeradioen, hvor han havde været ansat i otte år, så man kunne ikke fortænke ledelsen i at have valgt de to kandidater frem for en ukendt nybegynder i metieren som mig, der kom ind fra højre.
Personalemæssigt var udsendelsesredaktionen ubestrideligt en blandet landhandel. Ud over de to nyligt ansatte kolleger og den tidligere nævnte dr. phil. kunne afdelingen blandt andet mønstre en tidligere skuespiller og sceneinstruktør, en kandidat i retorik, en operasanger, en skolelærer og en husholdningslærer. Sidstnævnte var datter af en tidligere maskinmester i Radiohuset, og hendes faglige baggrund taget i betragtning kunne man fristes til at tro, at der var tale om nepotisme. Det var ikke tilfældet. Hun havde været studenterspeaker i den tidligere speakertjeneste, og ud over en stemme af guld besad hun en autoritet, der ikke var til at tage fejl af og var dermed selvskreven til jobbet.
Kønsfordelingen i afdelingen var uangribelig; hverken Ligestillingsrådet eller Kvinfo kunne have sat en finger på den
Endelig var der en lille håndfuld andre 'gamle' studenterspeakere, som havde beholdt jobbet – nogle af lyst, andre af nød, fordi de havde valgt et brødløst fag uden udsigt til en anstændig løn. Kønsfordelingen i afdelingen var i øvrigt uangribelig; hverken Ligestillingsrådet eller Kvinfo kunne have sat en finger på den.Det var mildt sagt en forbløffende oplevelse pludselig at få sat ansigt på alle de stemmer, jeg kendte så godt, og konstatere, at ingen af dem havde et udseende, der svarede til mine forventninger, hverken hvad fysiognomi, korpus eller tøjstil angik; et eksempel på kognitiv dissonans, ville en psykolog måske sige. De eneste fællestræk i den brogede skare var den behagelige stemme og den dialektfrie udtale. De fleste af de mandlige udsendelsesledere var udstyret med, hvad man kunne kalde en lys baryton, mens kvinderne for det meste var mezzosopraner, og naturligt nok var der flere af dem, som uanset baggrund og køn sang i kor i fritiden.
I programafdelingerne lagde man ikke den samme vægt på stemmen. Den var ikke uden betydning, men der var ingen formaliseret mikrofonprøve. Det var ikke umuligt at blive programmedarbejder, hvis man havde en skærebrænderstemme, lød som et rustent søm eller talte nordjysk, hvis man ellers besad kvalifikationer, der overskyggede skønhedsfejlen. Men det var ikke så almindeligt, som det er blevet siden.
Selv om udsendelseslederens stemme i mange tilfælde tilsyneladende bare fungerede som en slags mellemlægspapir mellem udsendelserne, havde den også til formål at binde sendefladen sammen til en harmonisk helhed med velmodulerede annonceringer og overgange. Den kunne sammenlignes med en fagot, der umiddelbart virker ubetydelig i et symfoniorkester, hvor den har til formål at understøtte harmonier i baggrunden uden at tage melodien, men alligevel giver dybde og karakter til orkestrets lyd – for nu at være lidt højstemt.
Men tilbage på sporet: chefen i udsendelsesredaktionen var ikke en af dem, der dyrkede korsang, men spillede klaver og var den eneste i redaktionen, der havde et passioneret forhold til jazz, hvilket dog ikke afholdt ham fra at udfolde sit improvisationstalent på tangenterne til julefrokosterne. Også han var en tidligere studenterspeaker, der havde holdt fast i gelænderet og var steget i graderne. Han havde en embedsekssamen i jura, og på den måde var vi næsten i familie – eller var i det mindste blevet indoktrineret med de samme idéer om, hvordan man greb en opgave systematisk an. Og hvem ved, måske var det i virkeligheden en medvirkende årsag til, at jeg var blevet lukket ind i varmen.
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset
DR optankede meget fokuseret interesse som solorytter i mediebilledet, indtil TV2 holdt sit konkurrerende indtog (okt. 1988). Efterfølgende har medierne (og private) lejlighedsvis gjort meget for at understrege, at DR var socialdemokratisk versus TV2 var borgerlig orienteret.
Det påståede politiske ”link” vedrørende DR udmyntede sig i et (for ofte?) politiserende Radioråd, der med udvalgte (vi nævner ikke personhenførbare eksempler) profiler søgte at få indflydelse på programindhold. Medmindre bloggen har reserveret et selvstændig indlæg til denne vinkel, kunne det være interessant med nogle indtryk fra fortidens ”politiske interesse/pres” (spørger en gammel grå embedsmand med ”rutine i politisk pres”).
Blogejerens (imponerende) hukommelse omkring den fortidige personalesammensætning giver anledning til det logiske (adderende) spørgsmål: Hvordan fungerede dette faglige mix? Gjorde DR-korpsånden det nemt? Var der faglige intriger etc.?
Det er interessant at høre om de store forskelligheder, der tilsammen udgjorde et hele, som jeg (mellem linjerne) læser som om I alligevel formåede at have et fint samspil jer imellem. Eller var det bare gensidig respekt? Det kan jo også være tilstrækkeligt ...
Og absolut ikke mindre interessant at læse om livet bag kulisserne i en for de fleste ukendt verden, så jeg håber, at "ved lejlighed" er lige om lidt 😊
Interessant indblik i hvad der foregik bag kulisserne.
Det synes særdeles sympatisk, at rekrutteringen var meritbaseret, altså kandidaternes beviste værd. Det følger så nok naturligt af, at der ikke var en decideret uddannelse uden for radiohusets mure, men netop det kunne lige så godt resultere i nepotisme. Personalets vidt forskellige baggrunde har sikkert været en styrke, som ikke skal undervurderes.
@Erik Hulegaard. Det er ikke nogen hemmelighed, at det politisk sammensatte Radioråd, der i 1987 blev erstattet af en bestyrelse, både blandede sig i programvirksomheden og ansættelserne, men ud over det evindelige krav om besparelser, mærkede vi ikke meget til det i udsendelsesredaktionen, som ikke selv producerede programmer, men så at sige svævede over vandene. Jeg er derfor ikke den rette til at redegøre for det politiske magtspil eller fremdrage eksempler på det.
Forestillingen om, at DR skulle være specielt socialdemokratisk eller ligefrem venstreorienteret, er sejlivet og trives stadig i bedste velgående. Mit indtryk var, at der var nogenlunde lige mange programmedarbejdere af borgerlig og venstreorienteret observans, uden at nogen af delene nødvendigvis havde indflydelse på programindholdet. Men det er, som om borgerlige politikere har en tilbøjelighed til at betragte al kritik som venstreorienteret og tage det som udtryk for programmedarbejdernes personlige holdning. Det er bare ikke muligt at lave udsendelser, nogen gider lytte til (eller satire for den sags skyld, som navnlig Erhard Jacobsen langede ud efter), uden en kritisk vinkel, medmindre idealet er en neutral statslig informationstjeneste, hvilket aldrig har været hensigten med DR. Sjovt nok var den række af DR-medarbejdere, der gik ind i politik, på nær et par socialdemokrater, allesammen medlemmer af partiet Venstre, som ikke ligefrem er kendt for at være venstreorienteret.
De faglige forskelligheder var aldrig et problem, men mindre personlige konflikter er nok uundgåelige i en afdeling af en vis størrelse, og de forekom. Det er dog mest stridigheder mellem de forskellige afdelinger, jeg husker, men overordnet set og udadtil kunne man i høj grad tale om korpsånd.
@Ellen: Tak for interessen! Gensidig respekt er nok den mest dækkende betegnelse, men som nævnt i svaret til Erik Hulegaard var lidt personfnidder uundgåeligt, især når en fast stilling skulle besættes, og der var flere ansøgere. I den forbindelse blev der afholdt samråd med alle ansatte i afdelingen, og her var der ofte uenighed om, hvem der var den bedst kvalificerede ansøger.
@Eric: Efter at have kigget dig i kortene (tak for spændende tilbageblik) kan jeg forstå, at du også ved en del om meritbaserede ansættelser! Der er stadig mange medarbejdere i DR, som tilsyneladende har irrelevante uddannelser, men det viser sig som oftest at være et plus, fordi man får øjnene op for, at et emne kan angribes på mange forskellige måder. Men ellers er langt de fleste programmedarbejdere nu journalister, som allesammen har lært den samme metode. Hvad jeg mener om det, er det nok bedst, at jeg holder for mig selv :)