Morgenvagten på P3 begyndte kl. 5 og bestod af fire times pladevenderi i popmusikkens tegn. Det specielle var, at udsendelseslederne, som havde til opgave at præsentere musikken, ikke selv havde valgt den, fordi musiktilrettelæggelse på P3 var underholdningsafdelingens fagområde og blev varetaget af freelancere, der havde dagarbejde alle mulige andre steder. Det betød, at pladepakken med de 50 vinylplader, der skulle til for at fylde morgenfladen, som regel først var klar sent aftenen inden.
Det tog som regel en hel dag at finde det halvt hundrede plader, der skulle bruges
Med andre ord kendte man som udsendelsesleder i princippet intet til den musik, man helst skulle lyde, som om man havde et forhold til, når man præsenterede den. Mellem pladerne kunne man selvfølgelig altid nøjes med at sige 'Det var ... nu kommer ...', og oplyse, hvad klokken var blevet, men det var både kedeligt for lytterne og utilfredsstillende for en selv. Jeg tog derfor altid ind på Radiohuset kl. 22 aftenen før for at orientere mig i musikken og time forspillene på alle numrene, så jeg vidste præcis, i hvor mange sekunder jeg kunne tale ind over musikken uden at komme i karambolage med sangsolisten.Ingen forlangte, at man 'talte indover', men dels gav det et bedre flow, dels var der sport i at 'ramme et forspil' – tale helt op til sangen og slutte i samme sekund, som sangen begyndte. Der var formentlig ikke mange lyttere, der bemærkede finessen, bortset fra dem, der sad klar rundt om i landet for at optage numrene til eget brug og fik spoleret optagelsen af speakersnak. Til gengæld gav det point hos de 'rigtige' pladevendere.
Stillingsbetegnelsen ledte tanken hen på en olieindsmurt person i kedeldragt med en værktøjskasse i den ene hånd og en svensknøgle i den anden
Da udsendelsesredaktionen blev opløst, og vi blev konverteret til programmedarbejdere, fortsatte jeg med morgenvagterne på P3 det første par år, men med den forskel, at jeg nu selv tilrettelagde musikken. Det indebar flere times higen og søgen i diskoteket med millioner af plader at vælge imellem. Hvis man fx for afvekslingens skyld ville spille to numre attacca – det vil sige uden pause og speak imellem – var reglen, at slutningen på det første nummer skulle stå i samme toneart som begyndelsen på det efterfølgende nummer. Det kunne der godt gå en halv times tid med at få til at passe sammen, og det tog som regel en hel dag at finde det halvt hundrede plader, der skulle bruges. Dertil kom Koda-listen, som skulle skrives på maskine og indeholde oplysning om kunstner, titel, komponist og varighed for hvert nummer. Det tog endnu en dag, men heldigvis havde vi kun én morgenvagt om ugen. Nu trykker man bare på en knap, en komplet playliste dukker op på skærmen, og indberetningen til Koda sker automatisk.* * *
Meget uhensigtsmæssigt var afviklingsteknikernes vagtskema ikke koordineret med morgenprogrammet på P3. Den første time af morgenmusikken var sidste time af en træt teknikers nattevagt, og derfor var det ikke altid populært, at der skulle fades ned og op på sekundet, når man talte ind over musikken. Man valgte derfor som regel at droppe alle raffinementer indtil vagtskiftet kl. 6, når der dukkede en frisk afløser op.
Den officielle, men misvisende stillingsbetegnelse for afviklingsteknikerne ved knapperne på den anden side af glasruden var 'driftstekniker', som ledte tanken hen på en olieindsmurt person i kedeldragt med en værktøjskasse i den ene hånd og en svensknøgle i den anden. Til daglig kaldte man dem bare teknikere, hvor 'lydtekniker' havde været rigtigere. De var nogenlunde lige mange mænd og kvinder, som alle havde gennemgået DR's egen teknikeruddannelse. Den strakte sig over flere år, så både praktisk og teoretisk var teknikerne solidt funderet i emnet lyd.
Teknikerne var den medarbejdergruppe, man arbejdede tættest sammen med i alt, hvad man foretog sig som udsendelsesleder, og det var en dårlig idé at lægge sig ud med dem, for de havde fat i den lange ende og kunne gøre livet surt for en, hvis det passede dem. Ligesom udsendelseslederne havde de hver deres særheder, som man tog hensyn til, og man lærte dem hurtigt rigtig godt at kende. En af dem har jeg nu været gift med i 39 år.
* * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset
Beskrivelsen af den ret forskellige arbejdsdisciplin mellem radiokanalerne P1, P2 og P3 kan overraske en udenforstående, men indlæggenes grundige forklaring understøtter forståelsen. Man sidder tilbage med nogle ”eksterne” ??? og tænker, hvorfor udsendelsesredaktionen blev opløst? Var samspillet med Koda ren orientering eller foregik der egentlig koordinerende kontakter?
Og endelig, der findes gigabytes af eksempler på pardannelser i enhver (større) organisation. Tidernes omskiftelser bliver ofte DRåben, der får et parforhold udfordret og nye krydsende parforhold etableres, vel sagtens (påstand!!) mere i artistiske miljøer.
At blogejeren har vedlige- og fastholdt sit parforhold med fru Gitte næsten til rubinbrylluppet hører vel til sjældenhederne, når sammenlignes med tidligere DR-kolleger?
Dine erindringer er fascinerende og rige på detaljer, jeg ikke anede noget om. Det bekræfter, at langt de fleste jobs og/eller processer kræver langt mere specialkendskab, end man som "uvidende" forestiller sig. Selv "simple" jobs kan være overraskende komplicerede. Ligeledes er der næsten altid et fagsprog, som er ukendt og uforståeligt for almenheden.
Din simultantolkning fra tysk må stadig kunne give sved på panden - godt gået!
@Erik Hulegaard: Jeg kommer nok ind på udsendelsesredaktionens endeligt sidst på ugen, men lukningen hang naturligvis sammen med økonomi og besparelser.
Kodalisterne var grundlaget for afregningen. For landsdækkende radio- og tv-stationer som DR beregner man betalingen ud fra musikforbruget, dækningsområdet og lytter- eller seertal, og Koda videreformidler herefter betalingen til komponister, sangskrivere og musikforlag som vederlag for brugen af deres værker.
Ja, pardannelser var ikke noget særsyn, navnlig ikke inden for samme faggruppe, så her har Madame og jeg været mønsterbrydere. Serielle pardannelser (og brud) inden for samme afdeling forekom også, men vi er åbenbart begge for fastholdere.
@Eric: Jeg fik de samme tanker, da jeg læste dine erindringer fra tiden på cementfabrikken, som jeg desværre først blev opmærksom på, efter at jeg selv var begyndt på mine memoirer. Men jeg tror alligevel, at der er sket en vis afsmitning, som har fået mig til at vove at gå i detaljer, så tak for det!
Jeg sluger dine erindringer - tak for den spændende indsigt i hvordan radio bliver/blev til.
Jeg var en af dem, der var imponeret over speaker-timingen, når et nyt nummer sattes i gang, så jo: nogle lagde mærke til det.
Hvad jeg derimod ikke har tænkt over var, at det var med slut og start i samme toneart, men måske ville man lægge mærke til det, hvis det ikke stemte overens? Lidt lige som med rengøring og opvask: Man ser det kun, hvis ikke det er gjort. Måske en fjollet sammenligning, men jeg kunne i skyndingen ikke finde en bedre.
@Ellen: Det med den samme toneart er hovedreglen, og det er den sikreste måde at sikre en musikalsk glidende overgang på, men det er ikke ensbetydende med, at den altid blev overholdt, og det er heller ikke altid nødvendigt. Man kan også vælge en kontrast, der føles naturlig. Som du nævner, er det netop sådan, at det vil skurre i ørerne, hvis der ikke er tænkt over overgangen.
Noget andet er, at afsnittet om morgenmusikken på P3 er helt forældet. Medmindre der er tale om programmer med decideret fokus på musikken, er der ingen værter længere, der har indflydelse på, hvad der bliver spillet, og de sidder ikke og nørkler med overgange og timing. Det er computere uden ører, der gør alt arbejdet. Man tager det heller ikke mere så tungt, hvis man kommer til tale i munden på en sanger – og sådan er det hele vejen igennem, fristes man til at sige, så jeg må hellere stoppe her.
Men cadeau for at have hørt efter :)