Udover afviklingen på de tre radiokanaler havde udsendelses-redaktionen ansvaret for at producere spots – de små teasere for programmer på P1 og P2, som blev lagt ind imellem udsendelserne på P3 og havde til formål at lokke P3-lyttere over på de andre kanaler. Ligesom med glimtene i programoversigterne brugte man højdepunkterne i udsendelserne, men lavede små montager ud af dem, hvor man miksede lyd og speak i samarbejde med en tekniker.

I begyndelsen var vores spots altid hundrede procent loyale over for udsendelserne og tonen i dem. Men på et tidspunkt syntes man, at spotproduktionen trængte til en ansigtsløftning, hvilket formentlig hang sammen med, at radiomonopolet var blevet ophævet, og konkurrencen fra kommercielle stationer bankede på.

Da bussen kom, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet

Vi, der producerede spots – de ældre udsendelsesledere gjorde ikke – blev derfor sendt på en uges intensivt internatkursus i spotproduktion, som udviklingsafdelingen havde skræddersyet til os, hvor der også var indforskrevet eksterne undervisere fra reklamebranchen. Her lærte vi at lave spots på en helt anden måde, end vi var vant til. Blandt andet var det helt i orden at bruge lyd og effekter, som ikke nødvendigvis havde noget med udsendelserne at gøre, for at skabe større interesse for dem. I begyndelsen var vi meget skeptiske, fordi vi havde den – nogle vil sige arrogante – holdning, at det ikke var nødvendigt at gribe til den slags billige tricks, fordi kvaliteten af DR's programmer hævede sig så højt over andre radiostationers, at man slet ikke kunne tale om konkurrence. Men efter et stykke tid vænnede vi os til at gøre det helt uden skrupler, og vi måtte erkende, at det virkede. Vi fik oven i købet tilbagemeldinger om, at vores spots ofte var mere spændende end selve udsendelserne – hvor heldigt det var, kan man diskutere. Bortset fra det, blev det også sjovere at producere spots, når det pludselig var tilladt at lade fantasien få frit spil. Men snyd var det ret beset.

Når man havde spotvagt, skulle man samtidig passe afviklingen på P3, som blev sendt fra et studie i den anden ende af Radiohuset. P3 sendte kun direkte og var bemandet med studieværter, og derfor var den eneste opgave for udsendelseslederen at for- og afannoncere programmerne og hver hele time 'sige klokken', som var signalet til radioavisen om at gå på. Men selv om det var en overkommelig opgave, var det forstyrrende hele tiden at skulle holde øje med klokken, mens man sad og forsøgte at koncentrere sig om at komponere en original spot. Også på de øvrige vagter mærkede man de personalemæssige sparetiltag. Havde man for eksempel dagvagt på P1, skulle man på et bestemt tidspunkt lige huske at smutte over på langbølgesenderen og læse farvandsudsigter op, ligesom man nogle gange også lige skulle over og afmelde en udsendelse på P2, mens man havde aftenvagten på P1.

Fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre, rumsterede de mange forskellige roller lejlighedsvis i underbevidstheden. Engang drømte jeg, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.
– Hvad i alverden laver du her? spurgte jeg.
– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.

Øvrige afsnit:
1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
4. Fra speakertjeneste til udsendelsesredaktion
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset