Speakertjenesten, der var forløberen for udsendelsesredaktionen, havde den navnkundige forfatter Karl Bjarnhof som leder i 50'erne, hvor han satte sit klare aftryk. Korrekt og knivskarp artikulation, klassisk rigsdansk og et sprog uden slinger i valsen var fundamentet, og Bjarnhofs ideal for en speaker var at lyde som en kontorchef.
Jeg har fået fortalt, at de unge studenterspeakere frygtede den kritiske Bjarnhof, der kunne finde på at terrorisere dem ved at ringe til speakerstudiet få minutter før en programoversigt og sige:
– Jeg lytter!
Han kunne bare have tændt for radioen og lyttet uden at gøre demonstrativt opmærksom på det, men nu kunne speakerne så sidde med den information i baghovedet, mens de forsøgte at koncentrere sig om at levere en fejlfri programoversigt, og vide, at den mindste ukorrekte betoning ville blive registreret og påtalt bagefter.
En blanding af dannet borgerlighed og rolig autoritet var stadig i højsædet, da jeg blev ansat
Studenterspeakerne havde ikke selv ansvaret for afviklingen. Det påhvilede en ældre og mere erfaren 'jourhavende', som herskede enevældigt over speakerne. Det var den jourhavende, der dikterede, hvad der skulle siges og/eller gøres i tilfælde af programmæssige eller tekniske uregelmæssigheder i afviklingen; hvis et bånd eller en plade manglede, hvis en programmedarbejder ikke mødte op til en direkte udsendelse, eller hvis de båndede udsendelser ikke havde den rette varighed, var det jourhavendes opgave at tage stilling til, hvordan problemet skulle håndteres.Da speakertjenesten blev nedlagt og erstattet af udsendelsesredaktionen, blev de to funktioner slået sammen og varetaget af udsendelseslederne, men de sproglige idealer blev i store træk videreført. Dog var det nogle venligere og mere imødekommende 'kontorchefer' af begge køn, man nu efterspurgte bag mikrofonen, og en blanding af dannet borgerlighed og rolig autoritet var stadig i højsædet, da jeg blev ansat mange år senere.
Jeg blev selvfølgelig ikke sluppet løs i æteren uden videre. Udsendelseslederne havde vagter på alle tider af døgnet og på alle tre kanaler, som havde hver deres rutiner, og indøvelsen foregik ved at følge garvede kolleger på udvalgte vagter. Hvor lang, 'læretiden' var, husker jeg ikke, men jeg husker min første vagt på egen hånd: fornemmelsen, da jeg havde taget hovedtelefonerne på og for første gang trak nøglen*), og bevidstheden om, at nu var der jeg-ved-ikke-hvor-mange tusind mennesker, der hørte, hvad jeg sagde. Den gyldne følelse bagefter, da det var gået godt, ville jeg ønske, at jeg kunne have sat i glas og ramme og hængt op på væggen.
Jeg kunne ikke være i tvivl om, at jeg var ankommet til pindehuggernes paradis
Lige så tydeligt som min ilddåb husker jeg den første efterkritik. Der var ingen, der ringede til studiet og sagde 'jeg lytter' før programoversigten, men til gengæld skulle jeg optage en fem minutters programoversigt på bånd og møde op med den på chefens kontor, så vi kunne gennemgå den sammen. Der kan siges ret mange sætninger på fem minutter, og båndet blev standset efter hver eneste sætning, som nidkært blev dissekeret og bedømt efter rytme, styrke, tempo, betoning og udtale. Jeg oplevede det som én lang gennemhegling, der aldrig ville stoppe, og selv om jeg afslutningsvis fik at vide, at det ikke var så værst på så tidligt et stadium af karrieren, gik jeg temmelig nedbøjet derfra. Kritikken og lektionen i talesprogets spidsfindigheder havde været overvældende, men også fair, lærerig og yderst brugbar, og jeg kunne ikke være i tvivl om, at jeg var ankommet til pindehuggernes paradis.Et par år senere havde jeg selv en 'ny' kollega på indøvelse. Veteranen Elith Nørreholm havde i mere end 20 år arbejdet i Børn- og Ungeafdelingen og var lige gået på pension. Nu havde han meldt sig som vikar i udsendelsesredaktionen, og det var mit ansvar at lære ham arbejdsgangen på P1 at kende. Han vidste selvfølgelig alt om mikrofonarbejde, så jeg kunne roligt overlade den direkte programoversigt til ham. Radioteatret sendte den dag en dramatisering af Baskervilles hund, og Nørreholm annoncerede: 'Og kl. 16 er det Baskervilles hund, der rykker ud ...' Jeg troede ikke mine egne ører. 'Rykker ud!' Det kunne man måske slippe afsted med i en børneudsendelse, men på P1? Det var en seriøs kanal, hvor den slags stilbrud var aldeles uhørte, og den overfriske formulering ville helt sikkert have udløst et løftet øjenbryn hos chefen.
Men Elith Nørreholm havde en menneskealders anciennitet, og jeg havde haft jobbet i to år. Jeg sagde ikke noget til ham.
*) Fagjargon for at åbne for mikrofonen.
* * *
Øvrige afsnit:1. Mikrofonprøven
2. Jobsamtalen
3. Kollegerne
5. Hvidt program og P1
6. En aften på P2
7. Morgenradio på P3
8. Spots og det løse
9. Den sky guldstemme
10. Nye tider
11. Radiohuset
De nævnte DR-koryfæer er bekendte for enhver overmoden DR-lytter (og seer). Så vidt vides voksede Karl Bjarnhof op under ret fattige kår og det ses ofte, at en senere erhvervet position i samfundet altid er omsluttet af en (jern-)disciplin. Hans (i voksenårene) erhvervede blindhed har givet formet en næsten umenneskelig stamina. En personlighed, hvis datter også i perioder gjorde sig gældende på ”diverse scenegulve”.
Stillingsbetegnelsen ”kontorchef” bliver vinklet på forskellig vis; gudskelov for det, eftersom der kan være stor forskel på den menneskelige biomasse, der bærer eller i perioder af sit liv (som kommentatoren) har oppebåret den titel.
Apropos ”stillingsbetegnelser” – oplevedes der reel rivalisering mellem tjenestemænd og kontraktansatte?
Jeg griber mig selv i at ønske, at nutidens studieværter på DRs radioprogrammer blev udsat for datidens efterkritik; så ville fem minutter ikke være nok....
Og så tænker jeg, at Elith Nørreholms udtalelse måske rummer et latent oprør mod stivheden udsendelsesredationen, for han kom jo fra den rebelske Børne- og ungdomsafdeling.
Igen meget interessant læsning.
Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Capacs første bemærkning!
Behøver man virkelig at slække så meget på sprogets kvalitet, som det er tilfældet i dag? Jeg vil dog skynde mig at sige, at i DR står det ikke så galt til som i de skrevne medier - det talte sprog i DR holder stadig en fin standard (jeg hører stort set kun P1) - men i de skrevne (også velestimerede) medier er den journalistiske standard temmelig ringe.
Det hele skal gå så stærkt; der skal spares penge alle vegne, korrekturlæsning er blevet et fremmedord, og det er nok også til dels mig, der er ved at sakke bagud af dansen, men alligevel ...
Jeg er ikke bekymret for det danske sprog som sådan, men anarkismen inden for stavning og grammatik irriterer mig faktisk en hel del.
@Erik Hulegaard: Kontorchefer er formentlig lige så forskellige som indehavere af alle mulige andre stillinger, men man forstår jo godt, hvad Bjarnhof mente: man forbinder uvilkårligt kontorchefer med ordentligthed, korrekthed og en vis strenghed, som i nogle tilfælde også vil afspejle sig i sprog- og stemmebrug.
Mon jeg har ret i, at kommentatoren selv har båret den ærværdige kontorcheftitel?
@capac: Efterkritikken af de fem minutters programoversigt tog mindst en time :)
Nørreholm var bestemt ikke nogen rebel, og han var ikke voldsomt populær blandt de yngre medarbejdere i B&U, som Erhard Jakobsen og hans Aktive Lyttere og Seere kaldte 'røde lejesvende'. Jeg tror snarere, at hans kække ordvalg skyldtes, at han var vant til at tale til børn.
@Ellen: Du er nok ikke i tvivl om, at vi er helt på linje, men jeg forsøger efter bedste evne at undgå Jeronimus-rollen eller påpege, at det var meget bedre i gamle dage, selv om det faktisk var i dette tilfælde. Det, Sprognævnet kalder udvikling, kan mange i vores aldersklasse hurtigt blive enige om at betragte som forfald, men vi nok se i øjnene, at det er lige så håbløst at forsøge at ændre på situationen, som det er at stoppe tandpastaen tilbage i tuben.
Det er jo ren guf for nostalgien. Tænk, at man engang har prioriteret korrekthed og præcision!
@Eric: Bare vent, der kommer mere af samme skuffe :)