Egentlig havde jeg et udmærket job som forlagsredaktør, hvor jeg beskæftigede mig med noget, der morede mig, og som jeg syntes, at jeg ikke var helt dårlig til. Jeg var 32 år og havde for længst opgivet drømmen om at komme til at arbejde med radio. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var i forlagsbranchen, jeg hørte hjemme; det var her, jeg skulle fortsætte med at boltre mig resten af min tid på denne planet. Men en dag, da jeg sad i forlagets kantine og spiste frokost, lå der en avis, som nogen havde efterladt på en stol, og da jeg ikke havde andet selskab, tog jeg den op for at skimme overskrifterne. På en af de sidste sider faldt blikket på opslaget:
Det var det stillingsopslag, der genoplivede min skrinlagte radiodrøm og fik mig til at skrive en ansøgning – bare for at se, hvad der skete. Jeg forestillede mig, at stillingerne allerede reelt var besat internt, og opslaget bare var en formalitet, for stillinger i det offentlige kunne ikke besættes uden opslag, det vidste enhver. Jeg fik da også afslag i første omgang, for jeg havde gættet rigtigt i min antagelse om de allerede besatte stillinger, opdagede jeg senere. Men et halvt år efter afslaget modtog jeg invitationen til mikrofonprøve under henvisning til, at man havde noteret sig min interesse.
Efter den veloverståede mikrofonprøve skulle jeg nu til den 'nærmere samtale', jeg var blevet stillet i udsigt. Det måtte være her, jeg skulle demonstrere 'En bred, god orientering inden for samfunds- og kulturliv i vid forstand', som der stod i opslaget. Det mente jeg nok, at jeg med lidt god vilje kunne honorere. Men jeg havde et svagt punkt: klassisk musik, som jeg havde en klar fornemmelse af, at der ville blive lagt vægt på. Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren. Min sporadiske viden om klassisk musik begrænsede sig til, hvad man tilfældigvis bliver præsenteret for i gymnasiets musiktimer. Jeg gik derfor op på biblioteket og hjemførte en bog om musikkens historie, som ikke var alt for tyk, og som jeg pløjede igennem dagen og natten før, jeg skulle til samtale.
Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren
Da jeg trådte ind i mødelokalet, sad der to kvinder og tre alvorligt udseende mænd, hvoraf den ene var chefen for udsendelsesredaktionen. Efter at præsentationen var overstået – jeg bemærkede til min lettelse, at vi ikke længere var Des – begyndte panelet at bombardere mig med spørgsmål om alt fra litteraturhistorie til samfundsforhold og indenrigspolitik. De stillede også et par spidsfindige spørgsmål om indholdet af forskellige programmer på P1 for at finde ud af, om jeg overhovedet hørte radio, men det var selvfølgelig en smal sag, for det havde jeg nærmest gjort i døgndrift de seneste to uger.Så langt, så godt. Men nu var vi nået til det ømme punkt. Chefen lænede sig ind over bordet og spurgte med sin sonore stemme og et smil, som ikke var frit for at være en anelse sardonisk:
– Hvor vil du placere Schumann i musikhistorien?
Jeg så på ham, som om jeg var forundret over, at han kunne finde på at spørge om noget så indlysende, og svarede så med et strejf af overbærenhed, idet jeg sendte min biblioteksbog en venlig tanke:
– Han er senromantiker.
Det var formentlig det svar, der gjorde udslaget og sikrede mig den endelige adgang til at sige noget i radioen, selv om jeg på sin vis havde snydt på vægten.
Det betød, at jeg ikke havde lyst til at sige mit gode, velbetalte job på forlaget op. Der kunne gå år, inden der blev en fast stilling ledig, og i min forholdsvis fremskredne alder havde jeg faste udgifter hver måned. Der blev derfor indgået en aftale om, at jeg indtil videre kun fik aftenvagter bortset fra weekenden, så jeg kunne passe mit forlagsjob om dagen. Jeg havde med andre ord to fuldtidsjobs og havde i realiteten aldrig fri. Det holdt jeg til i et år, indtil jeg måtte indse, at jeg var nødt til at træffe et valg. Der var stadig ingen fast stilling i sigte, men jeg tog chancen og sagde farvel til forlaget, og først halvandet år senere kunne jeg ånde lettet op og kalde mig udsendelsesleder.
1. Mikrofonprøven
Enhver, der har prøvet en jobsituation, kan leve sig ind i det beskrevne. Det betaler sig virkelig at være forberedt (tro mig, jeg har også prøvet det). Ifald blogejeren havde svaret ”i (cirkus-)manegen”, var cv´et blevet noget anderledes.
Selvom man sagde ”du” under interviewfasen eksisterede der alligevel en vis (selv-)højtidelighed i DR, som man kunne tillade sig hovedsagelig grundet manglende egentlig konkurrence. Hertil kom, at 1980´erne var en anden tid end i dag på en del områder.
Stillingsbetegnelsen ”leder” kan indeholde både budget- og personaleansvar foruden det rent faglige, men som formodes i denne kontekst er der tale om en art ”specialist-stilling”???
Enhver (over-)moden person, der i nutiden ernærer sig med pension (uanset type) kan passende stille sig selv spørgsmålet: Ville jeg have valgt det samme job (karriere) igen? Ved en nænsom screening af blogejerens mange (fortrinlige) indlæg formodes svaret at være et rungende ”ja” ind i den digitale mikrofon?
@Erik Hulegaard: Jeg medgiver, at 'udsendelsesleder' ikke er den mest gennemskuelige stillingsbetegnelse, medmindre man er fortrolig med, hvad der foregår i kulissen. Ledelsesfunktionen kommer ind i billedet, når der sker uregelmæssigheder og fejl i afviklingen af programmæssig eller teknisk karakter (hvad der hele tiden gør), og der hurtigt skal tages stilling til, 'hvad man så gør', men herom senere. Stillingsbetegnelsen importerede man fra Sverige ('sändningsledare'), da Speakertjenesten blev afløst af Udsendelsesredaktionen, og 'speaker' ikke længere var dækkende for de udvidede ansvarsfunktioner.
Nej, je ne regrette rien!
Det var modigt at sige op på forlaget og tro på, at den usikre ansættelse som vikar på DR ville blive permanent. Men en historie om at følge hjertet går altid rent ind.
Fjollet sidespring: Ordet "senromantiker" fik mig til at stoppe op, for det er lidt pudsigt, hvis man rykker det ud af kontekst. Blev han forelsket i en høj alder? Eller hvis romantikken får en renæssance, er den så nyromantisk, selvom den er ny og kommer senere end den sene?
Du har virkelig villet det arbejde, når du turde sige det faste op. Respekt for det - men jeg forstår også godt, at du ikke kunne holde til at have to fuldtidsjob.
Og så var der måske også efterhånden ved at liste sig en anden form for partnerskab ind i billedet? 💖
@Eric Bentzen: Havde jeg nået at stifte famlilie på det tidspunkt, ville jeg nok have været mere tilbageholdende med at kaste mig ud uden sikkerhedsnet, men heldigvis forløb det efter planen.
Ordet 'senromantiker' får mig til at se en ældre mand med et henført udtryk i ansigtet for mig. Jeg er en stor tilhænger af fjollede sidespring, så fortsæt endelig, når lejlighed byder sig!
@Ellen: På det tidspunkt havde jeg kun mig selv at tænke på, men som du selv er inde på, fandt der forholdsvis hurtigt en pardannelse sted :)